Menu
Kategorier

Skrevet af den 23 dec, 2018 under Lgbt | 3 kommentarer

Hvad er en kvinde?

 

Et af det senmoderne samfunds kendetegn er, at der ikke længere er noget, der er givet, men at alt i stedet står til debat. Hver enkelt af os er tvunget til at navigere i et farvand hvor der hverken er fastlagte landemærker eller én veldefineret rute at følge. Vi må finde vores egen vej. Og det er jo på mange måder godt. Jeg er f.eks. glad for at jeg ikke behøver at leve som en hjemmegående husmor gift med en mand, sådan som min mor gjorde det da jeg var barn. Det er vigtigt, at ingen skal pålægges nogle kønsroller som de ikke kan genkende sig selv i men i stedet her frihed til at leve sådan som det passer dem bedst.

Men i dag er det ikke længere bare kønsrollerne, som vi selv kan vælge og sammensætte. Nej, nu er det selve vores køn som vi selv skal definere. Kønnet er i de sidste år blevet løsrevet fra at handle om vores kropslige udgangspunkt og er i stedet blevet til en selvdefineret identitet. Der er personer, som er født med en penis, men som insisterer på at de er kvinder. Der er personer, der menstruerer, men som insisterer på at de er mænd. Der er personer, der hævder, at de hverken er mænd eller kvinder, men i stedet er nonbinære. At være transkønnet er det nye sort og medierne har kastet sig over emnet med stor begejstring. Men som så ofte, så er der langt mellem de journalister der faktisk tør stille kritiske spørgsmål i stedet for bare at agere mikrofonholdere.

Hvad jeg i hvert fald endnu ikke har set, er en journalist, der tør stille de helt grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at være en mand hhv. en kvinde? Når du siger, at du er en transkvinde og ikke en mand – hhv. en transmand og ikke en kvinde – eller at du hverken er en mand eller en kvinde – hvad er det så som du ikke er?

Nu har jeg i flere år deltaget i debatten om køn og kønsidentitet på Facebook, hvor den er ganske intens især blandt feminister. Min erfaring er, at det typisk påstås, at man f.eks. er en kvinde ”hvis man føler, at man er en kvinde”. Spørger man så hvad det vil sige at føle sig som en kvinde, får man svaret: ”at føle sig som en kvinde vil sige, at man identificerer sig som en kvinde”. Spørger man dernæst hvad det sige at identificere sig som en kvinde, får man svaret: ”at identificere sig som en kvinde vil sige at man føler sig som en kvinde”. Det nyeste skud på stammen er dog, at det hævdes, at man er en kvinde hvis man siger, at man er en kvinde – og en kvinde er en person, der siger, at vedkommende er en kvinde. Det er jo en logik der svarer til at hævde, at indholdet af en krukke hvorpå der står ”salt” per definition er salt – og at salt er det der befinder sig i krukker hvorpå det står ”salt”. Denne logik overgås sådan set blot af dem, der simpelthen siger, at ”transkvinder ER kvinder – det står ikke til debat!”. Det er unægteligt en klog strategi at afvise at debattere det som man tydeligvis ikke har nogle rationelle argumenter for. Virker det ikke kan man så altid holde sig for ørene og skrige ”transfobi”!!! Angreb er jo som bekendt det bedste forsvar. Men ser man bag om alle afledningsmanøvrerne, cirkelslutningerne og de personlige angreb så må man sådan set bare konstatere, at det grundlæggende spørgsmål ikke er blevet besvaret: hvis køn ikke handler om vores kropslige udgangspunkt – om vores medfødte reproduktive potentiale – hvad er køn da? Er man en kvinde fordi man har en udefinerbar følelse som man fortolker som en kvindes følelse? Er man en mand fordi man meget gerne vil ses og anerkendes som en mand? Hvad vil det i det hele taget sige at være noget? Er man f.eks. lige så gammel som man føler sig?  Er jeg per definition den jeg gerne vil være?

Nu må folk efter min mening mene og føle om sig selv hvad de vil. Selvfølgelig har transkvinder ret til at identificere sig som kvinder – hvad de så end mener med det. De har lov til at mene, at deres medfødte penis er et kvindeligt kønsorgan ligeså vel som transmænd, der er gravide, har lov til at mene, at de er gravide mænd. Problemet opstår når den enkeltes subjektive selvforståelse bliver til en norm som andre objektivt skal bøje sig for. Så får vi nemlig krav om at myndighederne generelt skal omtale mødre som ”den fødende forældre”, og krav om at personer med en penis skal have lov til at nøgenbade sammen med kvinderne. Så får vi krav om at personer født med en mands krop skal have lov til at konkurrere med biologiske kvinder indenfor sportens verden. Man må mene om sig selv hvad man vil – men man må ikke pådutte andre ens holdninger, heller ikke om en selv.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 7 maj, 2017 under Lgbt | 4 kommentarer

Til forsvar for den kønsoverskridende lesbiske

 

Jeg er en kønsoverskridene lesbisk. Som barn legede jeg med drengelegetøj og jeg kunne slet ikke finde ud af pigernes intriger, og deres lege hadede jeg, så når jeg legede med nogen var det med drenge. Mht. tøj og frisure var jeg ambivalent mht. min stil – men da jeg som ung voksen sprang ud som lesbisk forbandt jeg det med, at jeg fremover ville have langt hår og gå i ”dametøj” da jeg var bange for at komme til at leve op til ”fordommen” om den maskuline lesbiske. Men dybest set havde jeg det ikke godt med denne tøjstil – og da jeg som midaldrende begyndte at turde bryde tabuet og gå med herretøj åbnede sig en ny verden for mig. Tænk at det kan være spænde at købe tøj! Tænk at føle, at jeg ser godt ud i det tøj jeg har på!

Jeg kan ikke lade være at tænke på at unge kønsoverskridende lesbiske i dag typisk ikke har nogen, de kan spejle sig i.

Hvis du er en biologisk ung kvinde/teenager, der lige fra barns ben af har haft det svært med de kvindelige kønsroller og kønsrolleforventninger, hvis du hader din menstruation og ser det som en indsnævring af dine frihed, at du har udviklet bryster, fordi folk nu ”da du er blevet til en kvinde”, begynder at kræve, at du skal være feminin, og hvis du så oven i købet er romantisk og seksuelt tiltrukket af kvinder, hvem kan du så spejle dig i? Der er jo godt nok mange flere lesbiske i medierne end da jeg var barn og ung. Men ofte, meget ofte er de feminine i deres klædedragt og frisure. Kønsoverskridende lesbiske passer øjensynligt ikke så godt til showbis.

Men medierne og internettet flyder over med historier om transkønnede – herunder transmænd – her vil den unge kønsoverskridende lesbiske kunne se eksempler på at man kan have problemer med at have en kvindes krop og de kønsroller som samfundet forbinder med at have en sådan krop. Og hvor den maskuline lesbiske i samfundet ofte ses som en kikset kvinde – som en grinagtig figur – som den hæslige betonlebbe – så kan rollen som transmand virke spændende og modig.

Transaktivismen bidrager til at usynliggøre den kønsoverskridene lesbiske. Da man her deler menneskeheden op i to kategorier, de transkønnede, som ”ikke identificerer sig med det køn de fik tildelt ved fødslen” og de ciskønnede, der efter sigende kan og gør dette, er der ikke plads til at man kan være en kønsoverskrider som ikke vil påtage sig etiketten ”transkønnet”. Og derfor bliver vi også mod vores udtrykte vilje stemplet som ”ciskønnede” og dermed sat i bås med f.eks. heteroseksuelle kvinder, der både dyrker og elsker de kvindelige kønsroller og opfatter dem som naturgive. Den kønsoverskridende lesbiske bliver hermed af transaktivster kategoriseret som en del af kønsmagten og normen – og det selvom det modsiger enhver logik.

De unge kønsoverskridende lesbiske har brug for at vide, at verden ikke nødvendigvis er delt op i transkønnede og ciskønnede – der findes alternativer til denne sort-hvide konstruktion. Man kan være en biologisk kvinde, der ikke er begejstret for hverken sine bryster eller sin menstruationscyklus, men som har lært at leve med sin krop fordi man har erkendt, at de kønsroller, som man ikke kan holde ud, er skabt af et kvindeundertrykkende samfund. Ofte er det nemlig ikke kroppen men kønsrollerne knyttet til kroppen som er problemet. Kønsroller er noget, som samfundet har fundet på, hvis man ikke kan identificere sig med dem, så kan man vælge, at leve som man selv føler at det passer en bedst, og det uden at skulle gribe til hormoner og operationer.

Læs mere

Skrevet af den 26 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Socialkonstruktivisme

Socialkonstruktivisme spiller en væsentlig rolle indenfor moderne samfundsfaglig og humanistisk forskning. Uden for universitetsverdenen hører man imidlertid ikke så meget om socialkonstruktivisme og hvis, så bliver denne samfundsteori ofte fremstillet som en teori der befinder sig et eller andet sted i spektret mellem det åbenlyst latterlige og det seriøst samfundsskadelige.

Men hvad går socialkonstruktivismen ud på? Grundlæggende set går socialkonstruktivismen ud på at de samfund, som vi mennesker lever i, er blevet frembragt af mennesker. F.eks. er den demokratiske styreform som vi har her i Danmark i henhold til socialkonstruktivismen ikke dikteret af Gud. Demokratiet er heller ikke noget, som skyldes biologiske forhold. Demokrati som ide og som praksis er derimod noget som mennesker har frembragt. Og som et produkt af menneskers tanker, tale og handling er demokratiet foranderligt. Demokrati var for 100 år siden ikke det samme i Danmark som det er i dag, og hvis vi har demokrati i Danmark om 100 år vil det helt sikkert også være anderledes end i dag. Socialkonstruktivisme handler nemlig i høj grad også om at ting forandrer sig over tid.

Nuvel, at demokrati er et menneskeskabt fænomen er måske ikke så forfærdeligt kontroversielt. Socialkonstruktivismens påstand om at også forhold så som etnicitet, kønsroller og seksualitet er sociale konstruktioner møder derimod ofte heftig modstand. For det er en udbredt antagelse, at sådant er biologisk betinget.

Socialkonstruktivismen afviser denne påstand med henvisning til at f.eks. kønsroller og kønsforståelse afviger entydigt mellem forskellige kulturer og at de lige så sikkert kan siges at have skiftet over tid. Hos mange naturfolk har man opereret med mere end to køn. Ideen om at der kun er to køn, et forhold som ethvert barn kan se, passer altså ikke hvis vi først begynder at se på andre kulturer. På samme måde kan det påvises, at synet på køn også har udviklet sig over tid. I antikken, i middelalderen og i renæssancen var antagelsen den, at der faktisk kun findes ét køn, nemlig mandens. Kvindens køn var en ringere version af mandens og det både i fysisk og psykisk forstand. Man tænkte altså køn i kategorierne primær = manden og sekundær = kvinden. Siden slutningen af 1700-tallet slog en anden kønsforståelse igennem, den som vi stadigvæk finder i dag. Den går ud på at mænd og kvinder er hinandens polære modsætninger. Kvinden er ikke længere en ringere version end manden, hun er i stedets hans totale modsætning.

Nogen vil så sikkert indvende at vi da ikke kan se bort fra de biologiske realiteter. Her vil det socialkonstruktivistiske svar være, at selvfølgelig findes den biologiske virkelighed, vi har bare ikke nogen tolkningsfri tilgang til den. Hvis vi f.eks. ser på et fænomen som døden, så kan man jo med rette sige, at det en realitet som vi ikke kan ”snakke os ud af”, da den ubestrideligt er en del af virkeligheden. Dertil vil det socialkonstruktivistiske svar være, at døden i høj grad er en social konstruktion i den forstand, at der f.eks. er ganske mange forskellige tolkninger af døden. Er døden f.eks. slut, prut og enden på det hele eller er døden en dør ind til et andet, måske bedre liv end det vi har i dag? Betyder det forhold, at vi skal dø, at vi indtil da skal se at få nydt livet eller betyder det, at vi skal forberede os på det liv, der skulle komme efter døden? Nuvel, vil nogen sige, men det ændrer da ikke ved at døden er en biologisk realitet. Dertil må svaret ud fra en socialkonstruktivistisk indfaldsvinkel være, at jo, men hvilken biologisk realitet skal vi tage udgangspunkt i? F.eks. blev det for efterhånden nogen år siden vedtaget, at man i Danmark gælder for at være død når ens hjernefunktion er ophørt, det såkaldte hjernedødskriterium. Indtil da havde det såkaldte hjertedødskriterium været det gældende, altså den regel at man først er død når ens hjertefunktion er endegyldigt ophørt. Hvilken biologisk realitet som vi tager udgangspunkt i når vi skal afgøre om nogen er død er altså en norm fastsat af samfundet og ikke af naturen.

Betyder socialkonstruktivisme så at vi bare kan ændre alt? Hertil er svaret at ja, vi kan ændre f.eks. vores dødsopfattelse, vores kønsopfattelse og lignende. Det er ikke biologien, der bestemmer hvordan vi ser på os selv, det er vores syn på os selv, der bestemmer vores syn på biologien. Men i praksis er forandringer en mere kompliceret proces fordi vi som samfundsskabte individer lige præcist er betinget af det samfund, som vi er vokset op i og som vi lever i. Når jeg har dansk som modersmål og ikke behersker noget sprog så godt som dansk så er det ikke et resultat af min biologi. Mine gener betinger at jeg er født med evnen til at lære sprog, at det blev dansk og ikke fransk som blev mit modersmål er alene et produkt af at jeg voksede op i en dansksproget familie. Men jeg vil aldrig kunne opnå modersmålskompetence i kinesisk. Det vindue blev lukket allerede da jeg var i førskolealderen.

Der er altså noget, der er givet i vores liv og som vi ikke kan ændre, eller i hvert fald ikke helt ændre. Samfundet skaber os, men da vi også skaber samfundet bidrager vi også til at ændre på den verden som præger os.

Læs mere