Menu
Kategorier

Skrevet af den 2 aug, 2013 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Pave Frans og de homoseksuelle

Der har været en del medie røre om de udtalelser om homoseksuelle som Pave Frans kom med i forbindelse med et interview han gav på vejen hjem fra hans besøg i Brasilien. Nogen har tolket det som om at Paven sagde god for homoseksuelle forhold, andre skriver, at han pointerede, at sådanne er forkerte. Men hvad var det egentligt som han sagde? Ja, det kan man bl.a. læse her.

Sammenhængen for Pavens udtalelser er den, at der noget nær er udbrudt en moralsk panik i den katolske kirke efter, at der har været beskyldninger fremme i medierne om at der skulle befinde sig en magtfuld homolobby i Vatikanet. Adspurgt til denne lobby svarede Pave Frans, at han ikke har mødt nogen i Vatikanet, som har identitetspapirer hvor der står “homoseksuel” på. Dernæst påpeger Paven, at der er en forskel på at have en homoseksuel orientering og være med til at danne en lobby. Lobbyer er ikke en god ting, fremhæver han, “men hvis en homoseksuel ivrigt søger Gud, med hvilken ret kan jeg så dømme dem? Den katolske kirke lærer, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, man skal sørge for at de føler sig velkomne. Problemet er ikke, at nogen er homoseksuelle, lobbydannelse er problemet”. Ifølge en anden gengivelse af interviewet henviste Pave Frans til den katolske kirkes Verdenskatekismus, da han fremhævede, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og ifølge denne gengivelse af interviewet omtalte han homoseksuelle som “vores brødre”.

Det er helt klart, at Pave Frans ikke har sagt, at det er ok at leve i et homoseksuelt forhold. Det han tydeligvis vil advare mod er al det hysteri, der har været i forbindelserne med rygterne om en homomafia i Vatikanet. Men der er alligevel ingen tvivl om, at Pavens udtalelser er et nybrud i forhold til den katolske kirkes omgang med homoseksuelle. Det er nemlig ganske klart, at han ikke ser det som et problem, at en katolsk præst er homoseksuel, det er hvis han gør noget forkert (som at indgå i en lobby i Vatikanet), at der efter Pavens mening er et problem. Denne tolkning underbygges af det Paven sagde tidligere i interviewet, hvor han blev adspurgt til konkrete anklager om praktiseret homoseksualitet, der for nyligt er blevet rettet mod en ærkebiskop, som Paven har tiltænkt en vigtig rolle i forbindelse med reformen af den skandaleombruste Vatikan bank. Pave Frans afviser disse beskyldninger, men han fremhævede så også, at man skal skelne mellem kriminelle handlinger, som en person har begået, og så synder. Mht. sidste så understregede han, at hvis lægfolk, præster og ordensfolk begår synder, men så angrer, omvender sig og skrifter, så glemmer og tilgiver Gud deres synder. Og det skal vi også gøre, for ellers risikerer vi at Gud ikke vil tilgive os vores synder. Hermed lægger Paven op til at man godt kan blive katolsk præst selvom man er homoseksuel og oven i købet har haft et homoseksuelt forhold, hvis man altså ellers har angret og skriftet det man har gjort. Og det er for mig at se et klart brud med den officielle skrivelse fra 2005, hvor Vatikanet understreger, at homoseksuelle mænd ikke må vies til katolsk præst, også selvom de har til hensigt at leve i cølibat. Denne skrivelse var i øvrigt mest af alt en indskærpelse af en Pavelig rundskrivelse fra 1961.

Det er i øvrigt for mig at se også et vigtigt nybrud, at Pave Frans klart skelner mellem kriminelle forhold og synder, for noget af det som er gået rigtigt galt med den katolske kirkes håndtering af de mange sager om præsters seksuelle overgreb på børn har været, at man enten har været for ivrig for at tilgive forbrydere eller for at sætte lighedstegn mellem pædofili og homoseksualitet.

Et andet nybrud er helt klart Pavens sprogbrug. Mig bekendt har ingen pave før Pave Frans sagt, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og at man skal sørge for at de føler sig velkomne (om end han ikke uddyber nærmere hvad han mener med det). Ej heller har nogen anden pave omtalt homoseksuelle som “vores brødre”. Dette nybrud understreges også af det Pave Frans sagde tidligere i interviewet, da han blev spurgt til hvorfor han ikke kom ind på abort og homoseksuelle ægteskaber i sine taler og prædikener i forbindelse med hans besøg i Brasilien. Her fremhævede han, at den katolske kirkes lære mht. disse spørgsmål er klar nok og at det var nødvendigt for ham at lyde positiv. Paven er altså ikke ude på at ændre den katolske kirkes lære mht. homoseksuelle ægteskaber (og abort), men han har tydeligvis forstået, at denne lære kan skubbe unge mennesker væk fra den katolske kirke, og det derfor kan være en god ide at lægge fokus et andet sted.

Læs mere

Skrevet af den 9 apr, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Hvorfor blogger jeg?

Grundlæggende set vil jeg beskrive mit bloggeri som et kald. Nu kan ”kald” jo forstås på mange måder, men for mig er et kald at man på en gang har lyst til noget – og at man føler sig forpligtet til at gå denne vej også i de perioder, hvor man ikke har lyst. At blogge er derfor både noget jeg gør af lyst, og noget jeg sommetider oplever som en byrde, som det er min pligt at bære.

Jeg oplever, at mit bloggerkald består i at være ”en, der råber i ørkenen” (Mark. 1,3a). Mange af mine blogindlæg handler jo om krydsfeltet kristendom og homoseksualitet – og som kristen og homoseksuel føler jeg at Gud kalder mig til at kæmpe for en inkluderende kristendomsforståelse, hvor vi homoseksuelle ikke mødes med fordømmelse og afvisning, men i stedet ses som ligeværdige medkristne med de samme sakramentale, rituelle og sjælesørgeriske behov som andre kristne.

På trods af, at det i en dansk folkekirkesammenhæng, som jeg i dag er en del af, kun er et højtråbende mindretal, der ser homoseksualitet som en synd og en art sygdom, så er det imidlertid sådanne kristne, der får lov til at dominere debatten. Det liberale flertal er i mine øjne alt for tavs. Mit bloggeri er et forsøg på at bryde denne tavshed.

Nu har jeg jo en katolsk baggrund. Jeg er født ind i den katolske kirke, og indtil jeg var 23 år, hvor jeg meldte mig ud af kirken, var jeg dybt engageret i den katolske kirkes tro og liv.

Den katolske kirkes læreembede har siden midten af 1980’erne brugt stadigt mere energi på at fordømme homoseksuelt samliv. Officielt er der kun en tilladt røst her – en røst der fordømmer. Ytrer katolikker sig åbent imod denne fordømmelse risikerer de at blive mødt med kirkelige sanktioner. På denne måde er der derfor på en gang en brølende fordømmelse – og en larmende tavshed. Især hersker der en lammende tavshed om at der findes praktiserende (i begge betydninger) homoseksuelle katolikker, herunder ganske mange præster og højere gejstlige. Især det forhold at mange, måske op mod halvdelen, af de katolske gejstlige er homoseksuelle, er et tabu uden lige i katolsk sammenhæng. Som den meget modige katolske teolog Mark Jordan har gjort opmærksom på, så er det et tabu så stærkt, at katolikker typisk ikke blot ikke tør tale om det, de tør end ikke vide, at de ved det. Kun når man på værste homofobiske maner vil sætte lighedstegn mellem homoseksualitet og pædofili kan eksistensen af homoseksuelle katolske præster nævnes, men da altid med den tilføjelse, at det naturligvis drejer sig om ganske få rådne æbler i den hellige kurv.

Denne katolske tavshed og ”se væk” kultur er måske på sin vis den katolske kirkes største problem. Det handler jo ikke bare om at man som de indiske aber ikke vil se, høre eller tale om at en stor del af præsteskabet er homoseksuelle. På samme måde lader man også som om man ikke ved, at mange af de heteroseksuelle præster ikke holder deres cølibats løfte. Og at kun de færreste katolske ægtepar afstår fra at bruge prævention, hvis de ellers har adgang til den, tales der jo også forbløffende lidt om, ligesom kun få af de katolske kvinder, der føler et kald til præsteembedet, tør stå åbent frem og fortælle herom.

Den katolske kirke har derfor virkelig brug for mennesker, der tør råbe i ørkenen. Modige profetiske røster, der tør tale de kirkelige magthavere midt imod. Som ekskatolik kan jeg kun stå udenfor, og gøre opmærksom på problemerne. Men måske Gud kalder andre til at hæve røsten indefra?

Læs mere

Skrevet af den 17 sep, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Homotest for katolske præstekandidater?

Overlæge John-Erik Stig Hansen skriver i en kronik i Katolsk Orientering fra den 16.9.2009 om de sexovergrebsskandaler, der har plaget den katolske kirke i de sidste år. Katolsk sædvane tro bringer han disse overgreb i forbindelse med homoseksualitet blandt katolske præster, om end han dog indrømmer, at homoseksualitet som sådan ikke kan forbindes med pædofili. Men da en meget stor del af ofrene for katolske præsters sexovergreb er/var teenager drenge så mener John-Erik Stig Hansen, at sammenkoblingen med homoseksualitet er relevant nok for den katolske kirkes problemstilling. Hans kronik lægger dernæst op til at psykologiske test af præstekandidater, som bl.a. skal afsløre evt. homoseksualitet hos disse, måske vil kunne sikre, at den katolske kirke i fremtiden vil slippe for de belastende sexovergrebsskandaler.

Nu har jeg tidligere forholdt mig til den direkte eller indirekte påstand om en sammenhæng mellem homoseksualitet og pædofili, som så gerne i katolske kredse bringes på banen når man skal forklare, eller bedre sagt, bortforklare den katolske kirkes store problem med præsters seksuelle overgreb på børn og unge. Derfor vil jeg her i stedet se på ideen om homotest for præstekandidater.

Det store spørgsmål ved ideen om disse homotest er grundlæggende set hvordan man kan bevise at en person er homoseksuel. Det er jo nemt nok blot at spørge en kandidat om han er homoseksuel, men hvad så hvis han svarer ”nej”, er det så bevis nok? Man kan også se på om kandidaten har homoerotiske erfaringer. Men ud over at man, med mindre man har vidneudsagn fra andre, igen er henvist til kandidatens oprigtighed mht. dette spørgsmål, så rejser sig også spørgsmålet om hvorvidt en enkeltstående eller ganske få homoerotiske erfaring(er), der evt. ligger længere tilbage, virkelig er nok til at diskvalificere en ellers lovende præstekandidat. Og sidst men ikke mindst, hvad nu hvis man står overfor en kandidat, der er from, pavetro og ivrig i sin kirkelige tjeneste, som ikke har nogen erotiske erfaringer med kvinder eller mænd, og som gør alt hvad han kan for at holde enhver tanke om sex ude af sit sind. Skal man opfordre ham til at begynde at fantasere om sex og evt. afprøve diverse inklinationer for at man kan se hvilken seksuel præference han måtte have i det øjeblik han giver sig selv lov til en praktiseret seksualitet? Hvordan vil man forene det med kravet om cølibat for præstestanden og forestillingen om, at enhver form for sex udenfor ægteskabet, være det nu i tanke eller gerning, er en synd?

Men jeg vil også mene, at der er et mere grundlæggende problem med ideen om disse homotest. Et problem der også har medført, at den katolske kirke indtil videre ikke har haft succes med at forhindre mænd med homoseksuelle inklinationer i at blive katolske præster. Og dette problem er faktisk den katolske kirkes officielle afsky for homoseksuelle! Ifølge den katolske kirkes læreembede er homoseksualitet, også når den ikke udleves, en objektiv indre uorden hos den homoseksuelle. Når dette sættes sammen med en tendens til at se homoseksuelle som personer, der i bedste fald er patetiske og i værste fald er potentielt kriminelle pga. deres seksualitet, kan det ikke undre, at det i praksis kan være meget svært at forbinde mennesker, som man anerkender som gode fromme katolikker, med homoseksualitet. Det er simpelthen ubærbart for mange at se en sympatisk from katolsk mand, som gerne vil give sit liv til kirken, som en potentiel pervers. Og på samme måde vil det ofte være enormt vanskeligt for en from og ivrig katolik at anerkende sin evt. homoseksualitet. Lige netop fordi den katolske kirke med så stor iver diskvalificerer homoseksuelles fromhed ved at påstå, at de, uanset indstilling, er uegnede til præsteskabet eller ordensstanden, bliver det overordentligt vanskeligt for såvel kandidater til præste- og ordensstanden som deres åndelige vejledere at anerkende en evt. homoseksuel orientering. Hvordan tror man det vil virke på en from, ivrig og pavetro ung mand at blive afvist som præstekandidat fordi en eller anden psykolog mener at have fundet frem til at han er homoseksuel, og det selvom kandidaten måske selv gør alt for i tanke, ord og gerning at distancere sig fra alt homoseksuelt? Det er der vist ingen af dem, der råber op om homotest, som har tænkt på – nok fordi de reelt set ikke kan forestille sig, at gode og fromme katolske mænd kunne være homoseksuelle…

Læs mere