Menu
Kategorier

Skrevet af den 1 feb, 2013 under Lgbt | 0 kommentarer

Er seksuelle præferencer diskriminerende?

På datingsitet Boyfriend, der hovedsageligt henvender sig til homoseksuelle og biseksuelle, kan man bl.a. melde sig ind i en gruppe med titlen “tænder ikke på asiater”. Eksistensen af lige præcist denne gruppe, der efterhånden har nogle år på bagen, udløser fra tid til anden debat.

Og indrømmet, rent spontant virker en sådan gruppetitel også usympatisk på mig. Hvorfor dog skilte med hvem man ikke er interesseret i seksuelt? Men på den anden side, hvis det er udtryk for racisme og en krænkende adfærd overfor asiater, at give udtryk for at man ikke tænder på dem, sådan som det sommetider hævdes, er det så ikke også udtryk for sexisme og en krænkende adfærd overfor kvinder, hvis en man giver udtryk for at man ikke tænder på kvinder?

Det interessante ved den måde, som seksualitet er blevet defineret siden lægevidenskaben opfandt selve begrebet “seksualitet” i slutningen af 1800-tallet er, at fokus hovedsageligt har været rettet mod det eller de biologiske køn man tænder på. Man fik her defineret en identitet for en afvigende minoritet, der tænder på deres eget biologiske køn og man definerede en identitet for den normale majoritet, der tænder på det modsatte biologiske køn. Dem der ikke passede til disse to kasser kaldte man så for biseksuelle. Men kunne man ikke også have udviklet seksuelle identiteter for dem, der tænder på bestemte racer frem for andre? Kunne man ikke have identiteter som f.eks. negrofil eller kaukasiofil? Og ligger der ikke i identiteterne “homoseksuel” og “heteroseksuel” et implicit udsagn om at der er et køn, som man ikke tænder på? Er det diskriminerende eksplicit eller implicit at give udtryk for at man foretrækker et køn frem for et andet?

Dette er i lgbt sammenhænge i øvrigt på igen måde en tænkt debat. For i dag kan det at man kalder sig homoseksuel f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der tænder på biologiske mænd. Men det kan også f.eks. betyde, at man er en biologisk mand, der definerer sig som kvinde og som tænder på biologske kvinder og/eller transkvinder. Eller det kan f.eks. betyde, at man er en biologisk kvinde, der både tænder på biologiske kvinder og på transkvinder.

Det er formodentligt kun et spørgsmål om (kort) tid før lgbt miljøerne vil skulle forholde sig til hvorvidt det er transfobisk, at give eksplicit eller implicit udtryk for at man ikke tænder på transmænd eller -kvinder. Måske det fremover i lgbt sammenhænge vil være umoralsk at have en seksualitet hvor man kun tænder på personer med samme biologiske køn som en selv?

Læs mere

Skrevet af den 6 okt, 2011 under Ikke kategoriseret | 26 kommentarer

Også heteroseksuelle har ret til ægteskab og børn

Jeg kender en del heteroseksuelle – en hel del faktisk. Jeg ved, at nogle af dem ikke altid har haft et let liv. Alt for mange heteroseksuelle må nemlig kæmpe med en række problemstillinger pga. deres seksuelle orientering. Men de langt de fleste heteroseksuelle er, det er min sikre overbevisning, velfungerende mennesker og nyttige samfundsborgere.

Det er ligeledes min overbevisning, at heteroseksuelle også er omfattet af Guds kærlighed. De er skabt i Guds billede, ligesom alle os andre! Bevares, der findes udsagn i Bibelen som umiddelbart kunnes forstås som om at Gud har problemer med heteroseksualitet. F.eks. skriver Paulus, at de heteroseksuelt gifte har deres opmærksomhed rettet mod verden i stedet for mod Gud, og han fremhæver sågar, at mænd ikke må have lidenskabelig sex med deres hustruer. (1. Kor. 7,32-34 & 1- Thes. 4,3-5)

Men vi må huske på, at Paulus breve blev skrevet for næsten to tusind år siden og på mange måder er præget af et helt andet syn på seksualitet end det som vi har i dag. Kristendommen forpligter os ikke på fortidens undertrykkende normer, som vi kan finde hist og her i Bibelen, men udelukkende på næstekærligheden.

Derfor mener jeg også, at vi som kristne bør gå ind for folkekirkelige vielser af heteroseksuelle par. Heteroseksuelle par har, ligesom os andre, brug for at høre, at de er elsket af Gud og for at få løftet om hans hjælp og bistand med på deres fælles livsvej. De har brug for høre, at Gud vil bistå dem så at deres samliv må lykkes, ikke mindst fordi det kan være svært at skulle leve som heteroseksuel.

Nogle heteroseksuelle par vælger at få børn. Også det skal vi hilse velkommen! Bevares, nogle vil måske påpege, at børn der vokser op i heteroseksuelle familier ikke får de kønsrolleforbilleder de har brug for for at de kan udvikle en sund kønsidentitet. Der findes dem, der er bange for, at de heteroseksuelles børn f.eks. ikke lærer, at kvinder kan være stærke og at mænd kan være svage. Denne bekymring bygger imidlertid på en fordomsfuld indstilling til heteroseksuelt forældreskab. Alle undersøgelser viser, at børn der vokser op i heteroseksuelle familier klarer sig lige så godt som dem, der vokser op i homoseksuelle familier.

Det korte af det lange er, at de heteroseksuelles kærlighed, parforhold og familier er ligeværdige med vores. Det er derfor et udslag af heterofobi at nægte heteroseksuelle adgang til vielser, herunder kirkelige vielser, såvel som at nægte dem adgang til kunstig befrugtning og adoption.

 

Læs mere

Skrevet af den 16 mar, 2009 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Kønspolaritet

Børge Haahr Andersen, der er teolog, rektor på Dansk Bibel-Institut og medlem af repræsentantskabet for Evangelisk-Luthersk Netværk, forsøger i en kronik i Kristeligt-Dagblad fra den 16.3.3009 at finde argumenter mod et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. Han har flere indfaldsvinker, men hans hovedfokus kan finde i følgende udsagn:

 

”Ifølge den jødisk-kristne beretning om verdens og menneskets skabelse er kønspolariteten en del af menneskets gudbillelighed. Ud fra beretningen om Adam og Evas skabelse som fysiske og sociale væsener udspringer kravet om at forvalte sin seksualitet i det livslange parforhold mellem én mand og én kvinde. Livet uden for Paradiset skildres med mange spegede nuancer, men den etiske vejledning gennem hele det bibelske univers favoriserer det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. På det punkt bidrager Jesus og Det Nye Testamente ikke med noget nyt.”

 

Nu har det længe undret mig at dem, der så gerne vil ”forsvare” Bibelen og den kristne tradition mod de ”aggressive” homoseksuelle og deres krav, har så overfladisk et forhold til det, som de vil forsvare.

 

Mht. det monogame ægteskab, ja så kender Det Gamle Testamente til talrige polygame mænd, f.eks. Abraham, Jakob, David og Salomon. Det er da også meget sigende, at rabbinsk jødedom, der tager udgangspunkt i Mosebøgerne og resten af det, som kristendommen kalder for Det Gamle Testamente, først forbød polygame ægteskaber i middelalderen. Det Gamle Testamentes skrifter forbyder nemlig ikke polygami. Og skilsmisse er udtrykkeligt tilladt i henhold til Torahen (Mosebøgerne).

 

Mht. Det Nye Testamente, så forbyder Jesus skilsmisse, men intet steds anbefaler han ægteskabet, han levede jo også selv uden. Og Paulus anbefaler cølibatet, som en bedre vej end ægteskabet, hvad da vist ikke kan kaldes at favorisere det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. At cølibatet stilles over ægteskabet er så afgjort noget nyt, som Det Nye Testamente kommer med, og det sætter sit præg på oldkirken. Det er først Luther, der som bekendt var en tidligere munk, der giftede sig med en tidligere nonne, som sætter spørgsmålstegn ved cølibatet som en bedre vej end ægteskabet og dermed bryder med ca. 1500 års kirkelig tradition og bibelforståelse.

 

Men det virkeligt interessante ved Børge Haahr Andersens kronik er hans påstand om, at den jødisk-kristne skabelsesberetning gør kønspolariteten til en del af menneskets gudsbilledlighed.

 

Nu har den jødisk-kristne tradition faktisk to skabelsesberetninger, der på en del punkter afviger fra hinanden. I den første og formodentligt yngste, som vi finder i 1. Mos. 1,1-2,3, skabes mennesket til sidst, som kronen på skabelsesværket: ”Og Gud skabte mennesket i sit billede; I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1. Mos. 1,27) Denne tekst lægger op til, at mennesket har en helt unik og særlig værdi, og derfor skal behandles med respekt og omsorg, og det uafhængigt af hvilket køn det har. Men det er tydeligvis ikke det, som interesser Børge Haahr Andersen, han vil hellere bruge denne tekst til at sige, at nogle mennesker er rigtige mennesker, nemlig dem som tiltrækkes af det modsatte køn hhv. lever med en af modsat køn, mens dem der ikke har dette begær hhv. ikke lever i heteroseksuelle ægteskaber ligesom ikke er rigtige mennesker, og derfor med rette forskelsbehandles.  

Børge Haahr Andersen lægger op til det i højrekristne kredse yderst populære postulat, at man først har del i den fulde gudslighed hvis man lever i et heteroseksuelt parforhold. Men i så tilfælde havde Jesus som menneske såvel som Paulus ikke del i den fulde gudslighed, fordi de levede i cølibat. Og i så tilfælde har f.eks. børn heller ikke del i den fulde gudslighed. Med andre ord, Børge Haahr Andersens påstand er et absurd og ubehageligt forsøg på at gøre en tekst, der handler om menneskets unikke værdi, til en tekst, der favoriserer dem der lever i heteroseksuelle ægteskaber på bekostning af alle dem, der ikke kan eller ikke vil leve i sådanne.

 

Men påstanden om at kønspolariteten skulle være en central del af den jødisk-kristne skabelsesberetning viser også, at Børge Haahr Andersen vist ikke har taget sig tid til at læse den 2. skabelsesberetning, 1. Mos. 2,4-25, grundigt igennem. Havde han det ville han nemlig have bemærket følgende: Her skaber Gud først mennesket i form af Adam, manden. Da Gud ser, at mennesket, dvs. manden, er ensom, forsøger han først at løse dette problem ved at skabe nogle andre væsener, nemlig dyrene. Men det hitter ikke hos Adam. De passer ikke til ham. Dernæst skaber Gud så kvinden ud af materiale taget fra mandens krop. Da Adam ser hende udbryder han: ”Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget”. (1. Mos. 2,23). Kvinden er lige netop ikke den polære modsætning til Adam. Så skulle hun jo være blevet skabt af noget andet materiale end ham. Hun er i stedet taget af ham, og fordi han kan genkende sig selv i hende, vækker hun hans interesse. Det er hendes lighed med ham, der interesser Adam, ikke hendes forskellighed. Dette svarer helt til den antikke opfattelse af køn, hvor man mente, at manden repræsenterede det rigtige, primære køn, mens kvinden det sekundære, lidt dårligere køn. Også i 1. Mos. Kap. 2 er det tydeligt, at manden er det primære køn, og at kvinden det sekundære, det der er til for hans skyld, og det er da også sådan, at Paulus tolker forholdet mellem mand og kvinde. (1. Kor. 11,7-9)

 

Den polære opfattelse af kønnene stammer fra midten af 1700-tallet, den er altså historisk set ret så ny, mens de bibelske tekster er forfattet i en tid, hvor man tænkte køn væsentligt anderledes end i dag, hvor man jo dyrker det der med, at mænd skulle være fra Mars og kvinder fra Venus. Men disse tanker bygger altså ikke på de bibelske tekster, men læses i stedet ind i dem af teologer som Børge Haahr Andersen, der leder med lys og lygte efter argumenter for at holde homoseksuelle ude i kulden.

 

I øvrigt kan jeg som lesbisk og feminist ikke dy mig for at gøre opmærksom på, at kvindens seksuelle begær til manden i ifølge Bibelen først dukker op i 1. Mos. Kap. 3, efter syndefaldet, hvor Gud siger til Eva: ”til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!” (1. Mos. 3, 16) Ud over de smertefulde svangerskaber, som jo også er resultatet af kvinders samliv med mænd (i tiden før prævention,) straffes kvinder altså med at skulle begære mænd, der ikke blot påfører dem ubehagelige graviditeter, men også bruger deres begær som et instrument til at herske over dem. Ingen radikalfeminist kunne såmænd sige det bedre!

Det som man i dag ville kalde det heteroseksuelle begær er ikke en del af Guds skabelsesorden hvis man vil læse 1. Mos. Kap. 2-4 bogstavelig. Det fremgår ikke blot af 1. Mos. 3,16 men også af, at manden og kvinden først bemærker hinandens nøgenhed (dvs.de opdager hinanden som seksualobjekter) efter syndefaldet ligesom vi først får at vide, at Adam har sex med Eva efter, at de var blevet fordrevet fra Paradiset. (1. Mos. 4,1) Det er bl.a. derfor, at oldkirken favoriserede cølibatet overfor ægteskabet, men det vil Biblens tro vogtere af i dag ikke være ved, fordi dette ikke passer til den moderne begejstring for heteroerotik.

 

 

 

 

Læs mere