Opfindelsen af det jødiske folk
Den israelske historieprofessor Shlomo Sand har med bogen ”The Invention of the Jewish People” kastet sig ud i et politisk farligt men også ekstremt vedkommende og spændende opgør med ideen om at der findes et jødisk folk, der har en historisk ret til Palæstina hhv. Erez Israel, landet Israel, som man gerne omtaler Palæstina i zionistiske sammenhænge.
Shlomo Sand lægger ud med at forklare hvordan selve nationalismen er et historisk fænomen, oprindeligt skabt af overklassen i en række europæiske lande som en reaktion på de stærke samfundsforandringer som industrialiseringen, kapitalismen og landboreformerne skabte. Men ved hjælp af den obligatoriske skolegang, som introduceres mange steder i Europa ved starten af 1800-tallet, breder den nationale ide sig til stadigt større grupper.
I Vesteuropa skabes en nationalisme, der, ikke altid men dog ofte, formåede at være tilstrækkelig åben til at diverse mindretal, herunder tilhængerne af den jødiske religion, kunne integreres i det nationale fællesskab. Men i Midt- og Østeuropa opstår en ængstelig og aggressiv nationalisme, der bevidst udgrænser jøderne som de ”fremmede”, der truer den nationale sammenhængskraft som man faktisk først er ved at opfinde.
Shlomo Sand viser hvordan jødiske intellektuelle først forsøger at påvise, at jødedommen blot er en religion, og at man derfor f.eks. sagtens kan være tysk og jøde. Men da man møder en stadigt voksende antisemitisme slår en del intellektuelle ind på en ny kurs. De godtager den antisemitiske myte om at jøderne er et fremmedartet folk, en anden race, der grundlæggende set ikke hører hjemme i Europa fordi deres rødder er i Palæstina hhv. Erez Israel. Zionismen er, i henhold til Shlomo Sand, altså både et produkt af antisemitismen og en reproduktion af dennes grundlæggende forestilling om jødernes etniske/racemæssige forskellighed.
Men nu når man havde overtaget ideen om jøderne som ét folk, som en etnisk gruppe med samme historie, så måtte man også finde, hhv. bedre sagt, opfinde denne historie. Og her tog diverse intellektuelle tilflugt til Det Gamle Testamente, en bog som den rabbinske jødedom faktisk ikke havde brugt så meget krudt på da fokus her mest havde været på Talmud. De ofte areligiøse og stærkt sekulariserede jødiske intellektuelle så da heller ikke på Det Gamle Testamente som en hellig skrift men som en historiebog, der i detaljer gjorde rede for eksistensen af et urgammelt jødisk folk med en uløselig tilknytning til Palæstina/Erez Israel. Denne ide flyder direkte over i den sejrrige zionisme og er, den dag i dag, en hovedhjørnesten for den zionistiske ide og for staten Israel.
Men ideen om Det Gamle Testamente som historiebog, der kan danne grundlag for ideen om det jødiske folks historiske krav på Palæstina/Erez Israel, er bygget på sandgrund, hvad Shlomo Sand får klargjort med en kortfattet men ganske udmærket gennemgang af den moderne bibelforskning og ikke mindst den moderne bibelske arkæologi. Forskningen har i de senere årtier ikke bare trukket tæppet væk under forestillingen om at Abraham skulle have været en historisk person, nej man har også påvist at udvandringen fra Egypten og erobringen af Kanaan lige så lidt bygger på historiske fakta som fortællingen om kong Davids og kong Salomons storrige.
Den jødiske religion og ideen om et fællesskab bestående af dem, der tilhører denne, dukker tidligst op i løbet af det babylonske eksil. Men det er først hasmonæernes rige (140-37 fvt.), der skaber en egentlig politisk ramme omkring dele af dette fællesskab. Hasmonæerne var stærkt påvirkede af den hellenistiske kultur og under dem fik jødedommen en dynamisk og international karakter. Jødedommen var statsreligion i det hasmonæiske rige, og erobrede områder såsom f.eks. Galilæa blev under deres styre udsat for en tvangsjudaiseringsproces.
Efter at have påvist, at Det Gamle Testamente ikke er nogen historiebog, og slet ikke kan bruges som kilde til det jødiske folks ret til Palæstina/Erez Israel går Shlomo Sand i kødet på en anden af zionismens store myter, nemlig påstanden om at jøderne blev påtvunget et eksil af romerne og siden da har vandret hvileløse rundt i verden, altid med længsel efter at komme tilbage til Erez Israel, deres nationale hjemstavn.
Shlomo Sand påviser at de historiske kilder såvel som de arkæologiske fund modsiger påstanden om at romerne fordrev jøderne fra Palæstina/Erez Israel, være det nu efter den opstand der kulminerer med ødelæggelsen af templet i år 70 eller efter Bar Kokhba opstanden i 132-136. Selvom disse krigeriske uroligheder naturligvis umiddelbart udløste en demografisk og kulturel tilbagegang kom den jødiske befolkning sig dog hurtigt over ødelæggelserne og udviklede på ny en blomstrende religiøs kultur. Ideen om at jøderne lever i eksil var, i henhold til Shlomo Sand, oprindelig en kristen antisemitisk myte, der skulle vise at Gud straffede jøderne for deres manglende tro på Jesus. Men den har også rødder i hvad der startede med at være en rabbinsk sorg over tabet af politisk selvstændighed for jøderne i Palæstina/Erez Israel der, med tiden, ændrede sig til at blive en metafor for at verden stadigvæk er uforløst fordi Messias endnu ikke er kommet. I øvrigt udvikler rabbinerne allerede i romersk tid ideen om at jøderne først skal få en stat i Israel, som alle jøder skal drage til, når Messias kommer ved tiderne ende og opretter sit fredsrige på jorden.
Men hvorfor var der da så få jøder i Palæstina/Erez Israel da den zionistiske indvandring til området startede i slutningen af 1800-tallet, nu når jøderne ikke blev fordrevet herfra? Ja, for Shlomo Sand er svaret relativt enkelt. Den jødiske befolkning konverterede først i en vis grad til kristendommen, da den blev statsreligion i det senromerske rige, og de konverterede i stor grad til islam efter at Palæstina/Erez Israel blev erobret af muslimerne i 638. At i hvert fald dele af den lokale muslimske landbefolkning, de såkaldte fellahin, havde jødiske rødder var en ide som også zionisterne havde i starten af deres kolonisering af Israel. Håbet var, at man ville kunne vinde dem for den zionistiske ide, men efter at det kom til voldelige opstande mod de lokale jøder forsvandt denne ide til fordel for en ny myte om at den lokale muslimske befolkning var nyligt tilvandrede arabere.
Et andet oplagt spørgsmål er naturligvis hvor alle de mange jøder, der i tidens løb har levet udenfor Palæstina/Erez Israel, kommer fra nu når der ikke kan være tale om at de er efterkommere af jøder, der blev fordrevet herfra. Shlomo Sands svar er, at den overvejende del af verdens jøder er efterkommere af mennesker, der i tidens løb er konverteret til jødedommen. For indtil kristendommen og siden islam med trusler om dødsstraf satte en stopper for den jødiske mission var jødedommen faktisk en ivrigt missionerende religion. Det gælder både indenfor romerriget, hvor den jødiske missionsvirksomhed i flere tilfælde var årsagen til antijødiske optøjer og indgreb, og udenfor dette. Således har der været et jødisk kongedømme i Yemen, i Nordafrika og ikke mindst i Khazaria, et stort rige mellem Volga og Don. Alt i alt er det Shlomo Sands påstand, at langt de fleste af de såkaldte sefardiske jøder er efterkommere af arabiske og berbiske konvertitter til jødedommen, mens langt de fleste ashkenaziske jøder nedstammer fra khazarer og slaver der konverterede til jødedommen. Eller sagt med andre ord, jøderne er lige så lidt medlemmer af en særlig race som de er en homogen etnisk gruppe. Jødedommen er en multietnisk religion og ikke den religiøse ramme om en etnisk gruppe.
Jøderne kan derfor, i henhold til Shlomo Sand, ikke stille et nationalt krav på evig ejendomsret til Palæstina/Erez Israel hhv. til at Israel skal være en stat for alverdens jøder. Den realeksisterende jødiske stat Israel burde derfor, i henhold til Shlomo Sand, omdanne sig til en multietnisk stat, der repræsenterer alle de religioner og etniske grupper som den rummer. Hvor realistisk den vision er, er så et helt andet spørgsmål.
Læs mere
Seneste kommentarer