Menu
Kategorier

Skrevet af den 30 okt, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Må man være lesbisk i år 2018?

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i den vestlige verden skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere, inklusive dem der repræsenterer partier, som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske. Et meget illustrativt eksempel på denne logik er den lange debattråd som et interview med mig i Out & Abouts november udgave har udløst.

Der er noget bemærkelsesværdigt ulogisk i den argumentation som så ofte fremføres af radikale transaktivister og intertionelle feminister, når de forsøger, at gøre transfortællingen til det som skal forme alle andres køns- og seksualitetsforståelse. For det hedder sig jo ellers, at vi har ret til selv at definere vores køn. Man hvis man så vover, at definere sig som biologiske kvinde, der er seksuelt og romantisk interesseret i andre biologiske kvinder, så er Fanden godt nok løs i Laksegade. Så er man transfobisk, benægter transkvinders eksistens, og står på den ene eller anden måde i ledtog med Brasiliens nyvalgte højreekstremistiske præsident, og hvad ved jeg. Retten til selvdefinition stopper tydeligvis når denne ikke svarer til den queere/intersektionelle transaktivismes forestillinger. I hvert fald når vi taler om lesbiske kvinder, så har vi pligt til at acceptere en definition af vores seksualitet (at den i princippet er rettet mod alle, der kalder sig for kvinder uanset biologisk køn) som andre har lavet. Det manglede da bare, at vi gik rundt og troede, at vi selv må bestemme hvordan vi vil se og forstå vores køn og vores kærlighed!

Sådan som jeg forstår logikken, eller hvad man nu skal kalde det, i mange af angrebene på mig, så handler det om, at der øjensynligt blandt mine kritikere er den fremherskende holdning, at der ikke findes forskellige forståelser og fortolkninger af køn. Køn ER bare – men denne kønsmæssige væren tager ikke udgangspunkt i f.eks. konkrete anatomiske forhold, end ikke i kønsstereotyper. Nej, i stedet er påstanden nu den, at transkvinder er kvinder fordi de siger, at de er kvinder. Beviset på at de er kvinder, er, at de findes. Altså er det forhold, at der findes personer født med en penis, der siger, at de er kvinder, et uomstødeligt bevis på at de er kvinder. Og hvad vil det så sige, at være en kvinde? Ja, det at være en kvinde vil sige, at man siger, at man er det. Køn er med andre ord ikke andet end en selverklæring, der udmærker sig ved, at den ikke har noget indhold. Det svarer lidt til at sige, at hvis der på en dåse står ”salt”, så er dens indhold per definition ”salt”. Og ”salt” er det, som befinder sig i dåser, hvorpå der står ”salt”. Køn er på den ene side en helt essentiel del af hvem vi er – en art grundlæggende væren som har krav på ubetinget anerkendelse fra andre – og som trues på livet hvis den ikke mødes med ubetinget anerkendelse – men denne væren består af det rene udefinerbare luft. Men helt ærligt, mon dog ikke de fleste transkvinder har en forestilling om hvad det vil sige, at være en kvinde? Hvordan kan de ellers være overbevist om at de er kvinder og ikke mænd? Dette her queere forsøg på at opløse køn opløser dybest set også kategorien ”transkønnet”. Hvis ingen kan sige, hvad det vil sige, at være en mand eller en kvinde, samtidigt med at man er en kvinde, hvis man siger, at man er er det (og det samme mht. til mand), hvordan kan man så vide, at man har det køn man siger, at man har? Hvor mange mennesker kan virkelig finde identitetsmæssig ro og balance i påstanden om at ”jeg er en kvinde, fordi jeg siger, at jeg er det?” Er det måske derfor alle andre skal piskes til at fortælle dem det hele tiden?

På samme måder opløser de queere/intersektionelle såmænd også kategorien ”interkønnet”, som de ellers i den grad har taget til hjertet. Når de hævder, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorierne ”biologisk mand” og ”biologisk kvinde” er en social konstruktion som det reelt set er umuligt, at definere, og som derfor ikke eksisterer, så siger de sådan set, at eksistensen af interkønnede beviser, at kategorien ”interkønnet” ikke eksisterer. ”Interkønnet” betyder nemlig, at man biologisk set befinder sig et sted mellem de biologiske kategorier mand (hanmenneske) og kvinde (hunmenneske). Hvis disse to kategorier ikke eksisterer, kan de interkønnede heller ikke eksistere, da der jo så ikke længere er to køn som de befinder sig et sted i mellem. Man kan jo heller ikke tilhøre en kategori, der befinder sig et sted mellem drage og varulv, da disse to kategorier er fantasivæsener. Med mindre man selvfølgelig mener, at man er en drage eller en varulv, hvis man siger, at man er det…

Men nu er det altså i første omgang lesbiske i klassisk forstand, der reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”. Det er ikke sundt at komme i fællesskaber, hvor ens seksuelle orientering ikke bliver respekteret, men hvor man i stedet bliver fordømt, og hvor man mødes med et moralsk krav om at man skal skifte identitet, hvis man vil høre til. Derfor er det på tide at vi lesbiske, som ikke er med på den queere/intersektionelle vogn, danner vores eget netværk eller vores egen forening. Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, der indtil videre kun findes på Facebook, vil snart komme på banen også i real life!

 

 

Læs mere

Skrevet af den 21 aug, 2018 under Lgbt | 1 kommentar

Jeg er ikke en “rigtig” kvinde

 

Sommetider støder jeg på den påstand, at jeg og andre lesbiske radikalfeminister skulle mene, at transkvinder ikke er “rigtige” kvinder.

Det sjove er imidlertid, at jeg faktisk ikke definerer mig selv som en “rigtig” kvinde.

I henhold til den heteroseksuelle matrix forventer samfundet af biologiske mænd, at de er maskuline og er seksuelt tiltrukket af kvinder. På samme måde forventer samfundet af biologiske kvinder, at de er feminine og seksuelt tiltrukket af mænd.

I henhold til den heteroseksuelle matrix er jeg, der ikke er feminin og ikke er seksuelt tiltrukket af mænd, ikke en “rigtig” kvinde. Når man i samfundet generelt taler om “rigtige” mænd og kvinder er det da heller ikke transmænd og transkvinder man typisk vil afgrænse sig fra men i stedet de efter sigende feminine bøsser og maskuline lesbiske.

Nu har jeg det i dag fint med at være en “forkert” kvinde i henhold til den heteroseksuelle matrix. Jeg har siden jeg var lille følt at jeg var anderledes. Og jeg var i øvrigt “kønsafvigende” før jeg fandt ud af at jeg er lesbisk. Men jo, jeg har også prøvet at normalisere mig selv – både mht. kønsudtryk og seksualitet. Men det kommer der ikke noget godt ud af – det er min helt klare erfaring! Det er langt bedre at favne, at man er anderledes og med basis i sin egne erfaringer udfordre de undertrykkende kønsnormer i samfundet.

Når jeg siger, at transkvinder ikke er biologiske kvinder, så er det ikke et normativt udsagn der deler folk op i “rigtige” og “forkerte”. Det er i stedet blot et udtryk for de faktuelle forhold. Der er jo også forskel på at sige, at du ikke er en ”rigtig” sort med mindre at du har rytmisk sans og elsker steget kylling og så at sige, at man skal være født med en sort hudfarve for at være sort. Og at ens hudpigmenteting afgør ens hudfarve ændres i øvrigt ikke af at enkelte mennesker, nemlig albinoer, er født uden hudpigmenter.

Faktisk er man nødt til at tage udgangspunkt i biologisk køn hvis man vil have et minimum af sammenhængskraft i transidentiteten. Hvis medfødte kønsorganer, reproduktive organer og kromosomer er uden betydning for kønnet, så kan en person født med en vagina, livmoder og XX kromosomer nemlig sagtens være en transkvinde. Men der er sjovt nok ikke ret mange transkvinder, som er med på den påstand.

 

Læs mere

Skrevet af den 11 apr, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Den intersektionelle feminisme er en trojansk hest

 

Hvis man ikke har det store indblik i eller interesse for f.eks. islam eller socialisme, så kan man nemt forledes til at tro, at der er tale om monolitiske og entydige fænomener. Men jo mere man fordyber sig i dem, jo mere vil man forstå, at de rummer et utal af retninger og ikke mindst interne konflikter. Dette gælder også for feminismen. Mange tror måske, at alle feminister mener og kæmper for det samme, men begynder man at følge med i de interne feministiske debatter, vil man hurtigt opdage, at det er en kæmpe misforståelse. Lige fortiden kører der faktisk en større konflikt mellem den intersektionelle feminisme og dens kritikere, der sommetider betegnes som radikalfeminister.

Den intersektionelle feminisme har typisk fokus på, at man skal kæmpe mod enhver form for undertrykkelse og diskrimination, mens radikal feminismen ser feminisme som kvindekamp, altså som kampen mod undertrykkelsen af kvinder.

Den intersektionelle feminisme har fokus på at problematisere kategorien ”kvinde”. Man deler den op i en række underkategorier, der baserer sig på hudfarve, klassebaggrund, om man har en funktionsnedsættelse etc. Og da det er af afgørende vigtighed for den interseksuelle feminisme, at transkvinder skal være inkluderet i feminismen, har man de facto opgivet at definere noget objektivt kriterium for det at være kvinde. Man er kvinde, hvis man føler sig som en kvinde, punktum!

Radikalfeminismen benægter ikke, at der f.eks. er sociale forskelle mellem kvinder eller at kvinder har forskellige hudfarver. Men man insisterer på, at alle kvinder grundlæggende set oplever undertrykkelse i samfundet fordi de er født med en kvindens krop. Det radikale i radikalfeminismen er grundlæggende set, at man insisterer på, at mænd forsøger at kontrollere og udbytte kvinders kroppe, og at den socialisering til at være kvinde som man modtager fra det øjeblik man bliver født, har til formål, at få kvinder til at acceptere denne udbytning.

Jeg, der skriver ud fra en radikalfeministisk position, oplever den intersektionelle feminisme som en art trojansk hest, der er godt på vej til at ødelægge kvindekampen. F.eks. er det et grundlæggende problem, at man vil være så inkluderende, at man ikke længere kan komme med nogen klar objektiv definition af hvad det vil sige, at være kvinde. Jeg mener, kan man forestille sig en arbejderbevægelse, der ikke kan definere en arbejder, og som ikke kan skelne mellem en arbejder og en arbejdsgiver/kapitalist? Og som lader det være op til den enkelte subjektivt at skønne om han eller hun er en udbyttet eller en udbytter?

Jeg synes også, at det er bemærkelsesværdigt, at intersektionelle feminister insisterer på, at kategorien ”kvinde” er en ren subjektiv størrelse, som det er frit for den enkelte at selvdefinere sig ind i eller ud ad, samtidigt med at samme feminister på det kraftigste kan afvise, at man selv kan afgøre om man f.eks. er sort eller hvid hhv. fed eller slank. Man insisterer på, at biologisk køn er en social konstruktion, og at det de facto er umuligt at definere hvad en biologisk kvinde er, men man har øjensynligt intet problem med at vide hvilke kvinder der er sorte og hvilke der er hvide hhv. hvilke der er tynde og hvilke der er fede.

Det under mig også, at man insisterer på, at man ikke bare kan tale om ”kvinder”, men i stedet hele tiden skal huske på alle de mange underkategorier af kvinder der findes. Og at man ikke mindst skal relativere nogle kvinders oplevelse af undertrykkelse set i forhold til andres, så som at man som hvid kvinde eller såkaldt ciskønnet kvinde skal vide, at ens undertrykkelse er for intet af regne i forhold til den som brune eller transkønnede kvinder oplever. Men f.eks. kategorien ”transkønnet kvinde” bliver ikke på samme måde delt op i undergrupper af hvide, brune, dem med og uden funktionsnedsættelser etc. som så bliver spillet ud mod hinanden mht. graden af undertrykkelse de måtte opleve. Øjensynligt er kategorien ”transkvinde” en der for en hver pris skal beskyttes, mens kategorien ”kvinde” i betydningen ”en person, der er født med en kvindes reproduktive organer” eller hunmennesker om man så vil, skal nedbrydes og ultimativt smides på historiens losseplads.

Og når det sker, så får det konsekvenser. Når den sociale kategori ”kvinde” løsrives fra de kropslige realiteter, så bliver den undertrykkelse man rammes af, fordi man er født med en kvindes krop, usynliggjort. Og hermed bliver det umuligt at føre en kamp mod de patriarkalske strukturer der muliggør denne undertrykkelse.

 

 

 

Læs mere