Menu
Kategorier

Skrevet af den 4 apr, 2023 under Lgbt | 1 kommentar

Sætter Amnesty og LGBT+ organisationerne børns helbred på spil?

 

Der er i de sidste år opstået en voksende bekymring for at behandlingen af ”transkønnede” børn og unge med stop- og krydshormoner foregår på et usikkert forskningsmæssigt grundlag, og at vi muligvis sågar står overfor en omfattende medicinsk skandale[1]. Sundhedsmyndighederne i Sverige[2], Finland[3], Storbritannien[4] og Norge[5] har besluttet at begrænse eller helt stoppe adgangen til denne behandling fordi de vurderer, at der mangler videnskabeligt belæg for behandlingens påståede positive effekter, og fordi der er bekymring for at den kunne have en række negative konsekvenser for de behandlede børn og unge. Også Sexologisk Klinik, hvor behandlingen af ”transkønnede” børn og unge her i landet foregår, har nu besluttet at være ekstra tilbageholdende med at tilbyde behandling med stop- og krydshormoner indtil mere forskning har givet behandlingssystemet evidensbasseret viden om behandlingens effekter[6].

Også på det politiske niveau er der nu kommet fokus på denne behandling. Mest kendt er det nok at en række republikansk ledede amerikanske delstater har forbudt eller er i gang med at forbyde denne behandling af børn og unge[7]. Men også her i landet har Nye Borgerlige fremsat et lovforslag i Folketinget, der skal forbyde ”kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling” af børn under 18 år[8].

Nu kan det diskuteres hvorvidt spørgsmålet om hvad der er en lægefaglig forsvarlig behandling, er noget som politikere kan og skal lovgive om. Men man skal dog være opmærksom på, at det ikke kun er fra højrefløjen, at der har været politisk interesse for emnet.

Den 18.2.2020 stiller Karoline Vind fra SF således Region Hovedstaden, der har det overordnede ansvar for Sexologisk Klinik, nogle spørgsmål[9] som jeg her bringer i uddrag: ”Begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria er, så vidt jeg er oplyst, et stærkt kritiseret lægefagligt begreb, med meget lidt, og ikke anerkendt forskning bag. Hvilket videnskabeligt og lægefagligt grundlag baserer behandlerne sig på, når de rådgiver forældre til børn og unge under udredning for kønsidentitetsforhold til at forholde sig afventende, med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria? (…)  Hvad er de lægefaglige bevæggrunde for kun i sjældne tilfælde at tilbyde børn og unge under 15 kønsbekræftende behandling med østrogener og androgener?”

Region Hovedstadens Center for Sundhed besvarer den 8.6.2020 disse spørgsmål[10]. De skriver bl.a.:

 

”Familier bliver ikke rådgivet til at forholde sig afventende med henvisning til begrebet Rapid Onset Gender Dysphoria (ROGD). De oplyses og informeres om, at begrebet findes, og at der inden for området sker udvikling. Der foreligger kun et studie af ROGD, og Region Hovedstadens Psykiatri er bekendt med de begrænsninger, dette studie har og den kritik, der kan fremføres. Det er dog vurderingen, at studiet alligevel indeholder vigtig viden. I lighed med andre nordiske lande har Region Hovedstadens Psykiatri en bekymring for, at denne gruppe af børn og unge, som udredes for kønsidentitetsforhold, køns- /kropssdysfori eventuelt skyldes andre vanskeligheder, så som kropsdysmorfi (psykisk lidelse, der indebærer en ekstrem optagethed af eget udseende og et forvrænget billede af, hvordan man bør se ud), gryende seksualitet, og generelle identitetsvanskeligheder. På den baggrund kan man være bekymret for om, hormon- og kirurgisk behandling af deres krop har den forventede effekt på deres trivsel. Herunder er det en bekymring om, de på lang sigt får det bedre, eller om de ønsker at vende tilbage til deres fødselstildelte køn (detransitionerer). Det bemærkes, at professionelle i sammenlignelige lande, professionelle i NGO-organisationer, som arbejder med køn og seksualitet blandt unge, transpersoner og andre i LGBT-miljøet har de samme bekymringer. Det er ikke muligt rent lægefagligt at afgøre, hvem der vil detransitionere, eller hvem der ikke vil profitere af behandlingen i deres fremtidige liv. Der er foreløbig 5 unge (tildelt kønnet pige), som er blevet tilbudt testosteronbehandling, men som har valgt at stoppe den. (…) Behandlerne holder sig opdateret om, hvad andre lande gør i forhold til denne behandling, hvor der ikke er undersøgelser af de langsigtede konsekvenser. De relevante familier orienteres om disse bekymringer og mulighederne for at vende tilbage til sit fødselstildelte køn, specielt når vi står overfor en ung, hvor kønsdysforien er kommet relativt hurtigt. Ved denne tilgang er det Region Hovedstadens Psykiatris ønske at tage så meget ansvar for den unge og dennes situation, som det lægefagligt er muligt i den nuværende situation.” (…) ”Det er kun i sjældne tilfælde, at familier ønsker at gå i gang med kønshormonbehandling, når barnet eller den unge er yngre end 15 år gammel. I sådanne tilfælde tager Sexologisk Klinik en dialog med familien. Såfremt barnet/den unge giver udtryk for vedvarende kønsdysfori, og der ikke er noget, der taler imod behandling (som f.eks. alvorlig psykisk lidelse eller mistanke om anden lidelse), og forældrene samtykker, så kan behandling iværksættes. (…) Langt de fleste (over 75%) er 14 år eller over, når de bliver henvist til behandling grundet kønsdysfori.”

 

Jeg citerer Region Hovedstadens Center for Sundheds svar så udførligt fordi det efter min mening er ganske interessant. Allerede i 2020 er man altså i det danske behandlingssystem opmærksom på at forestillingen om at man er transkønnet f.eks. kan skyldes psykiatriske problemstillinger eller vanskeligheder ved at håndtere sin seksualitet (måske homoseksualitet?) Man er også bekymret for at børn og unge, der nu ser sig som transkønnede, kunne udvikle sig væk fra denne identitet, og dermed komme til at fortryde behandling med krydshormoner. Denne bekymring bygger på ingen måde blot på en enkelt undersøgelse og findes i øvrigt i lande som vi ellers sammenligner os med. Men når det så er sagt, så er man absolut villig til at give krydshormoner til under 15-årige efter en konkret vurdering.

 

Men bekymring og forsigtighed er ikke noget som LGBT+ organisationerne og interessant nok også Amnesty International vil vide af. Det fremgår ret tydeligt i et brev[11] som Copenhagen Pride, LGBT+ Ungdom, LGBT+ Danmark, Transaktion og Foreningen for Støtte til Transkønnede børn samt Amnesty International den 30.6.2020 sender til Region Hovedstadens Sundhedsudvalg.

Her kritiserer man ligesom Karoline Vind RODG-begrebet som man helt fejrer af bordet som irrelevant. Man går let og elegant hen over at fem piger her i Danmark har fortrudt deres behandling med krydshormoner og at sundhedsmyndigheder i med os sammenlignelige lande også er bekymret for negative sider af behandlingen, i stedet roder man meget rundt i hvilke NGO’er det skulle være, der også er bekymrede. Bekymring er nemlig grundlæggende set helt forkert. Som de f.eks. skriver: ”Forskningen viser, at kønsmodificerende behandling kan give forbedringer af transkønnede børn og unges livskvalitet. Det skyldes, at hormonbehandling giver en tiltrængt pause fra de vedvarende og irreversible fysiske forandringer der sker i puberteten i overgangen fra barn til voksen. Den fortsatte behandling bringer det oplevede og udlevede køn i balance med væsentligt forøget livskvalitet til følge.” (…) ”Det kan også undre, at Region Hovedstaden ikke samtidig vælger at informere forældre om den omfattende forskning, der faktisk viser transpersoners forbedrede livskvalitet, når de modtager den behandling de har behov for.” (…) ”Som menneskerettigheds- og LGBT+ organisationer deler vi ikke den bekymring. Vi er gennem vores rådgivende arbejde i højere grad opmærksomme på de unge, der ikke får adgang til behandling i tide, og derfor kommer til at gennemgå de faser i puberteten, hvor der sker vedvarende og irreversible fysiske forandringer, hvilket har store menneskelige omkostninger” (…) ”Der er da også forskning, der viser at transkønnede børn og unge kan være meget bevidste om deres kønsidentitet tidligt. Som udgangspunkt vil de også som voksne, opfatte sig som transkønnede. Det er glædeligt, at behandling åbenbart kan iværksættes til unge under 15 år. Det er vores håb, at Sexologisk Klinik fremover vil kommunikere det mere tydeligt overfor de unge og deres forældre. På nuværende tidspunkt får familierne det klare indtryk, at det kun kan lade sig gøre helt undtagelsesvis og kun efter konkret dispensation.”

 

Mht. disse her vedvarende forsøg på at diskreditere ROGD-begrebet kan jeg henvise til Lone Franks dygtigt researcherede artikel i Weekendavisen[12] fra den 3.7.2020, hvor hun påviser, at kritikken af den forskningsartikel, hvor dette begreb blev introduceret, grundlæggende set er uberettiget og i øvrigt et produkt af den radikale transaktivismes hang til at chikanere forskere der ikke leverer de forskningsresultater som aktivisterne ønsker.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er meget skråsikre mht. at børns og unges identitet som transkønnede vil fortsætte ind i voksenlivet. Her forbigår de, at der allerede i 2020 forelå en omfattende forskning[13] der påviser, at de fleste børn faktisk vokser ud af denne hvis man ikke griber ind med behandling med stophormoner.

LGBT+ organisationerne og Amnesty International er ikke bare ligeglade med det danske sundhedsvæsens bekymringer, de ignorerer også den bekymring over den manglende videnskabelige evidens for behandlingen som allerede var blevet artikuleret af sundhedseksperter i f.eks. Sverige[14] og Storbritannien[15] i den periode hvor brevet blev skrevet.

Man fortier, at behandlingen af børn og unge med stop- og krydshormoner, der i alle vestlige lande tager udgangspunkt i den såkaldte Hollandske Protokol, oprindeligt kun var tiltænkt unge der allerede som små børn viste klare tegn på kønsdysfori og som i øvrigt ikke havde alvorlige psykosociale problemstillinger at kæmpe med[16]. På det tidspunkt hvor brevet blev skrevet havde finsk forskning[17] vist, at mange af dem, der i dag opsøger behandlingen, især de unge piger, først udviklede kønsdysfori i puberteten og i øvrigt ofte har en række diagnoser så som autisme. Men også det bliver ignoreret.

 

Man sidder tilbage med det indtryk, at LGBT+ organisationerne og Amnesty International er optaget af at børn og unge, der opsøger Sexologisk Klinik fordi de ønsker behandling med stop- og krydshormoner, alt andet lige skal bekræftes i at det er et godt valg. Børn og unge samt deres forældre skal øjensynligt ikke gøres alt for meget opmærksom på at der er tale om en eksperimentel behandling hvis resultater der reelt set mangler solide data for. Og øjensynligt kan det i henhold til disse organisationer kun gå for langsomt mht. at få sat børn og unge på krydshormoner hvis de altså ønsker dette. Men det passer selvsagt udmærket til at LGBT+ Danmark i anden sammenhæng har skrevet, at ”det er den enkelte der selv vælger og kan fornemme, hvad der afhjælper deres kønsdysfori”[18]. Hermed lægger man jo op til at der slet ikke er behov for et udredningssystem indenfor sundhedsvæsenet da den enkelte (herunder børn og unge) er den der ved bedst.

 

En ting er, at LGBT+ organisationerne, som i denne her sammenhæng agerer som rene transaktivistiske organisationer, sætter børn og unges helbred på spil for at opnå en identitetspolitisk gevinst. Den problematik skildres også i Hannah Barnes meget anbefalelsesværdige bog ”Time to Think – The Inside Story of the Collapse of the Tavistock’s Gender Service for Children” der handler om skandalen vedrørende den britiske pendant til Sexologisk Klinik, en klinik der nu bliver lukket ned af de britiske sundhedsmyndigheder pga. dens dybt problematiske behandling af børn og unge med kønsidentitetsproblematikker. Men det er rystende, at Amnesty International er villig til lade sig misbruge i et sådant projekt. Amnesty International havde ikke behøvet at bruge mange timer på at gennemskue, at LGBT+ organisationernes påstande om behandlingens positive effekter modsiges af kompetente aktører og det er også mærkeligt, at man er så uberørt af det danske behandlingssystems vurdering af problematikken.

 

Interessant nok kunne det se ud som om kræfter i LGBT+ Danmark måske er begyndt at være mere moderate i deres udmeldinger.  I hvert fald skriver Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef for LGBT+ Danmark og medunderskriver af brevet, her for nyligt i en Twitterdebat med undertegnede ”Tror kun ca 20 unge modtog hormonbehandling sidste år. Så der skal findes andre forløb og tilbud til de unge og deres familier”. Mon de andre organisationer vil følge trop?[19]

 

 

 

 

 

[1] https://www.economist.com/science-and-technology/2021/05/13/doubts-are-growing-about-therapy-for-gender-dysphoric-children

[2] https://lakartidningen.se/aktuellt/nyheter/2022/02/socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall/?utm_source=dlvr.it&utm_medium=twitter&utm_campaign=socialstyrelsen-unga-ska-bara-fa-hormonbehandling-i-undantagsfall&fbclid=IwAR2Nt3pu3oPxKRfQmbKHFIfxekgr2tToJ2dwPRlFFkgjSsQ0Kr77M29IWNk

[3] https://segm.org/Finland_deviates_from_WPATH_prioritizing_psychotherapy_no_surgery_for_minors

[4] https://segm.org/England-ends-gender-affirming-care

[5] https://www.aftenposten.no/norge/i/jlwl19/vil-ha-tryggere-behandling-for-barn-som-vil-skifte-kjoenn-mangelfull-kunnskap-om-risikoen?utm_source=substack&utm_medium=email

[6] https://sund.ku.dk/nyheder/2023/01/tusinder-af-folkeskoleboern-overvejer-deres-koen–men-vi-ved-for-lidt-om-hvornaar-vi-boer-behandle-dem/?fbclid=IwAR2WgTDKf1MWkMHwpwwLELzvYXWBbJSFM17oZw8PyMLLU8RVKLen64tsvSo

[7] https://www.reuters.com/world/us/us-republicans-target-transgender-youth-healthcare-legislative-push-2023-02-16/

[8] https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/beslutningsforslag/b62/20222_b62_som_fremsat.pdf

[9] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[10] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

[11] Brevet kan ikke tilgås online – men jeg er efter en ansøgning om aktindsigt kommet i besiddelse heraf. Til Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden pr. 30.

[12] https://www.weekendavisen.dk/2020-27/samfund/transpolitiet-kvaeler-forskning

[13] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499

[14] https://www.sbu.se/sv/publikationer/nya-vetenskap-och-praxis/konsdysfori-vetenskapligt-oklart-hur-unga-mar-pa-sikt/

[15] https://www.rcgp.org.uk/representing-you/policy-areas/transgender-care

[16] https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/0092623X.2022.2046221?fbclid=IwAR08f8ZakFsVMCZwrVbh2Vx6aiIQa-Gvfli7IjvST_4em-PIknryQQpx6ZA

[17] https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4396787/#__ffn_sectitle

[18] https://lgbt.dk/ordbog/stophormoner/

[19] https://twitter.com/brannersusanne/status/1642444454702333956?s=46&t=WeqO3tvIiQ1dhzVbI5EiTA

Læs mere

Skrevet af den 23 jul, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Ikke i vores navn!

 

Lørdag den 21.8 vil Københavns gader endnu engang lægge plads til et gigantisk Pride-arrangement. Selvom Coronarestriktionerne nok vil medføre, at der skal festes en anelse mindre heftigt end tidligere er der alligevel lagt an til lidt af et brag, da Copenhagen Pride har slået sig sammen med det internationale Worldpride. Under alle omstændigheder er Pride parader blevet til et fast indslag i den vestlige verden, hvor majoritetssamfundet får adgang til at sole sig i deres egen begejstring for og støtte til ”mangfoldigheden” mens de store globale firmaer får rigelig mulighed for at sælge deres ”frisind og tolerance” ved at markedsføre sig med regnbueflag og paradevogne.

Interessant nok er der imidlertid ikke så helt få bøsser, lesbiske og biseksuelle, der ikke vil gå med i paraden og som generelt har meget svært med hvad der er blevet gjort ved de gamle demonstrationer for retten til at være til sit eget køn. I hele verden kan vi se et voksende antal bøsser, lesbiske og biseksuelle der optræder som det man indenfor feminismen har kaldt for ”killjoys”, altså dem der ødelægger den gode stemning ved familiefesten ved at påpege det, som man helst ikke vil forholde sig til i det festlige lag. I pride sammenhæng betyder det, at vi er flere og flere der påpeger, at LGBT+ organisationerne ikke længere repræsenterer os.

I løbet af de sidste 10-15 år er de store gamle organisationer for homoseksuelle (og biseksuelle) som f.eks. LGBT+ Danmark (Det gamle LBL) og Copenhagen Pride nemlig blevet kapret af radikale trans- og queeraktivister samt intersektionelle feminister. Disse organisationer er i dag spydspidsen i et frontalangreb på den forståelse af køn og seksualitet som både majoritetsbefolkningen og en stor del af de homoseksuelle og biseksuelle har. Køn bliver af disse organisationer redefineret fra at være noget der er knyttet til den krop vi blev født med til at være en udefinerbar følelse, hvad igen får en række praktiske konsekvenser for kønsopdelingen af omklædningsrum, fængsler og herberger men også på hvordan man forstår kønsrolleafvigende adfærd hos børn og unge og selve det at have en seksuel orientering.

Der er ikke rigtigt nogen der har kunnet komme med en god forklaring på hvorfor transkønnede absolut skulle inkluderes i foreninger der oprindeligt var for homoseksuelle (og biseksuelle). Det er jo et dogme indenfor LGBT+ bevægelsen at køn og seksuel orientering INTET har med hinanden at gøre så hvorfor foreninger for personer der er til deres eget biologiske køn skulle organisere dem, der mener, at deres sande køn er et andet end deres biologiske, virker selvmodsigende. Hvad der imidlertid har fået alvorlige konsekvenser er, at man i disse organisationer i dag insisterer på en helt bogstavelig fortolkning af transidentiteten.

Her kan man måske sammenligne med et eksempel fra religionernes verden. Mange protestanter opfatter det brød man spiser og den vin (eller druesaft) man drikker i forbindelse med nadveren som et symbol på Jesus, noget der skal få en til at tænke på ham og mindes ham. Den katolske kirke derimod insisterer på at det brød og den vin man modtager i forbindelse med nadveren i bogstavelig forstand, ER Jesus himself og derfor har man også ritualer hvor man tilbeder det indviede alterbrød da det jo ER ham.

På samme måde havde nok mange homoaktivister oprindeligt en, lad os i denne sammenhæng kalde det for en protestantisk forståelse af transkøn. Man ville gerne vise transkønnede respekt ved at omtale transkvinder som ”hun” og transmænd som ”han” og generelt så vidt som muligt undgå at krænke deres kønsmæssige selvforståelse uden af den grund virkeligt at tro på, at transkvinder i bogstavelig forstand er kvinder og transmænd i bogstavelig forstand er mænd. Men i dagens LGBT+ organisationer, herunder Copgenhagen Pride, er der ikke længere plads til andet end til bekendelsen af den ene sande tro, nemlig at transkvinder ER kvinder, at transmænd ER mænd og at man er transfobisk hvis man som lesbisk kvinde ikke vil have sex med transkvinder og hvis man som bøsse ikke vil have sex med transmænd.[1]

Det er nemlig den uundgåelige konsekvens af kravet om at transidentiteten skal tages bogstavelig: seksuel orientering må ikke være et spørgsmål om hvilket biologiske køn man føler sig tiltrukket af. Seksuel orientering skal nu, hvis den skal være transpolitisk korrekt, være rettet mod ens ønskede partners såkaldte kønsidentitet, altså mod hvordan denne ser sig selv. Vi skal altså med andre ord forelske os i og føle os seksuelt tiltrukket af en anden persons kønsmæssige selvforståelse og evt. dennes kønsmæssige selviscenesættelse. Den krop vedkommende er født med og den prægning som man uundgåeligt vil være mærket af pga. den krop man er blevet født med, må ingen rolle spille, hvis man altså ikke vil mødes med rasende anklager om at man er transfobisk, at man er en genitalfetichist etc. Homoseksualitet i den klassiske betydning af ordet er dermed VERBOTEN indenfor LGBT+ bevægelsen og homoseksuelle, der fortsat er homoseksuelle i ordets klassiske betydning af at man udelukkende er til sit eget biologiske køn, skal som minimum være i skabet hvis man ikke vil blive ”cansellet” af de foreninger der stadigvæk påstår, at de repræsenterer bøsser og lesbiske.

Men vi er faktisk flere og flere lesbiske, bøsser og biseksuelle, der selvsagt ikke føler os repræsenteret af foreninger der ikke kan tolerere at man udelukket er tiltrukket af personer af ens eget biologiske køn og vover at fortælle det højt frem for at forstå at man enten skal ændre på sin seksuelle orientering eller skamfuldt forblive i skabet. Dertil kommer, at vi er flere og flere der er dybt bekymret over alle de andre bivirkninger som den bogstavelige forståelse af transidentiteten medfører såsom kravet om at transkvinder skal kunne konkurrere mod biologiske kvinder indenfor den professionelle sport og at udtryk knyttet til kvinders biologi så som menstruation og moderskab skal gøres kønsneutrale. Vi er også meget bekymret over at kønsrolleafvigende børn og unge, hvoraf en del formodentlig er lesbiske, bøsser eller biseksuelle i stadigt voksende omfang bliver set som transkønnede og selv bliver overbevist om at de er det fordi de ikke kan se sig selv i samfundets stereotype forventninger til personer med deres biologiske køn.  LGBT+ foreningernes krav om juridisk kønsskifte for børn og hurtig adgang til hormonbehandling og kønsskifteoperationer af børn og unge vil kunne få alvorlige konsekvenser. Vi vil om 5-10 år meget vel kunne stå med hundredvis af unge voksne lesbiske, bøsser og biseksuelle som vil være fortvivlet over hvilke skader de fik tilført deres kroppe fordi der ikke var nogen der vejledte dem om at det er helt normalt at man som homo- eller biseksuel har det rigtigt svært med de kønsroller og kønsrolleforventninger som man mødes med i vores samfund men at man som voksen typisk vil lære at acceptere den krop man blev født med samtidigt med at man klæder sig og lever som det passer en bedst.

Rundt omkring i verden opstår der derfor LGB-foreninger, altså foreninger for lesbiske, bøsser og biseksuelle der har fået nok af det absurde teater med tragiske konsekvenser som LGBT+ bevægelsen er muteret til. Her i Danmark er vi fortsat blot en Facebook gruppe[2], men vi har ambitioner om mere. Det er nemlig på tide at der siges massivt fra overfor misbruget af bøsser, lesbiske og biseksuelle til et radikalt transpolitisk projekt som har alvorlige negative konsekvenser for børn, kvinder og homoseksuelle af begge køn.

[1] Se debatindlæg i avisen ”Arbejderen” fra den 15.8.2018 skrevet af Lars Henriksen, den daværende og nuværende forperson for Copenhagen Pride.

[2] https://www.facebook.com/groups/249592893174881 (LGB Danmark)

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2019 under Lgbt | 7 kommentarer

Lyt til os der var kønsunormale som børn!

 

Fortalerne for et juridisk kønsskifte for børn, og det vel og mærke uden nedre aldersgrænse, forsøger ihærdigt at afvise enhver kritik af dette forslag med parolen: ”Lyt til de transkønnede børn!” Et alternativ til dette argument, der dog tydeligvis er beslægtet med det første, er udsagnet: ”Kender du et transkønnet barn?” Det ligger implicit i disse argumenter, at dem der er afvisende overfor at lade børn definere deres eget juridiske køn, ikke ved noget om hvordan det er at være et kønsrolleafvigende (eller kønsunormalt om man vil) barn. Dette er imidlertid en stor fejltagelse. Vi er slet ikke så få, der var kønsrolleafvigende som børn, men som i dag ikke definerer os selv som transkønnede. Og det er i høj grad denne helt personlige erfaring med at være et ”kønsunormalt” barn, der gør, at vi er stærkt kritiske mht. ideen om at børn har en fastlagt ”kønsidentitet” hhv. at man kan afgøre, om et barn er transkønnet.

Kønsrolleafvigende adfærd hos børn kan vise sig på mange måder. De kan afvise at gå i det tøj der forventes af dem pga. deres biologiske køn og fortrække det modsatte køns tøj. De kan lege med det legetøj som samfundet knytter til det modsatte køn. De kan foretrække at lege med det modsatte køn frem for deres eget. De kan i forskellig grad identificere sig som det modsatte køn og de kan i forskelligt omfang have problemer med de kønnede træk ved deres krop. Har man været kønsrolleafvigende som barn er det ret sandsynligt, at man også vil være det som voksen. Men flertallet af dem, der var kønsrolleafvigende som børn, har indtil nu valgt ikke at se sig selv som transkønnede som voksne, da de med tiden har lært at acceptere deres biologiske køn uden derfor nødvendigvis at acceptere de kønsroller, der er knyttet til denne krop.

Faktisk forholder det sig sådan, at en del transkønnede ikke var synligt kønsrolleafvigende som børn, og først som teenagere eller voksne nåede frem til at de faktisk er transkønnede. Samtidigt hermed er der altså også mange af dem, der som børn var synligt kønsrolleafvigende, der som voksne ikke ser sig selv som transkønnede. Koblingen af kønsrolleafvigende adfærd hos børn med transkønnethed er dermed dobbelt problematisk da den er en forenkling og fordrejning af nogle mere komplekse forhold.

Denne forenkling og fordrejning har bl.a. sine rødder i at LGBT+ aktivismen forsøger at skabe nogle vandtætte skodder mellem det at være transkønnet og det at være homoseksuel. At være transkønnet handler efter sigende udelukkende om den såkaldte kønsidentitet, og efterhånden har man indtryk af, at antagelsen er, at ”ægte” kønsrolleafvigere er transkønnede, være det nu i form af at de er transkvinder, transmænd eller nonbinære. At være homoseksuel derimod anses som noget, der udelukkende handler om ens seksuelle orientering. Sådan er det selvsagt også for nogen, men det er slet ikke så ualmindeligt, at homoseksuelle allerede som børn var kønsrolleafvigende og forbliver med at være det også som voksne. Historisk og kulturelt set har homoseksualitet og det at være ”kønsunormal” da også være set som to sider af samme sag. Det er en fordom, at antage, at alle homoseksuelle er kønsrolleafvigere, men det er også en fornægtelse af virkeligheden og en bemærkelsesværdig anti-mangfoldig forståelse af den homoseksuelle subkultur, at lukke øjnene for, at vi faktisk findes.

Det er derfor dybt beskæmmende at kunne iagttage, at foreninger så som LGBT Danmark og Copenhagen Pride, foreninger der påstår, at de repræsenterer homoseksuelle, ikke vil lytte til de homoseksuelle der udtrykker dyb bekymring for at børn og unge, hvis kønsrolleafvigende adfærd ligner deres egen da de var børn, udråbes til at være transbørn som skal have juridisk kønsskifte, som så igen typisk skal suppleres med hormonbehandlinger og operationer, så først deres juridiske status og dernæst deres kroppe kan passe bedre til deres ”kønsidentitet”. De kønsrolleafgivende børn og unge skal ledes over i transidentiteten mens alternative måder, at forstå sin kønsrolleafvigende adfærd og behov på, forties. Samtidigt hermed betegnes alle, der ikke vil kalde sig selv for transkønnede som ”cis-kønnede”, altså ”kønsnormale”, hvormed det igen bliver tydeligt, at man de facto benægter eksistensen af kønsrolleafvigende homoseksuelle. Men vi har ikke tænkt os at lade den bevægelse, der fejlagtigt hævder, at den repræsenterer os, tie vores livserfaring og livsrealitet ihjel!

 

Læs mere

Skrevet af den 17 aug, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Anne Linnet, de klamme lesbiske og Priden

 

Anne Linnets sange har spillet en stor rolle for mange danske lesbiske. Som den eneste kendte danske kvindelige musikkunster har hun sunget om kærlighed og sex med kvinder – og det sågar i en tid, hvor homoseksualitet var væsentligt mere tabubelagt end i dag.

Men mange lesbiske har også vidst, at Anne Linnet ikke vil kaldes lesbisk, og at hun ikke har vist interesse i at gå ind i kampen for bøsser og lesbiskes rettigheder. Nu vil hun så pludselig godt optræde til Copenhagen Pride og måske er det i anledning heraf, at Politiken bringer et længere interview med hende den 12.8.2018. Her kan man så læse følgende:

” »Les-bisk«”. Anne Linnet smager på ordet, imens hun siger det. Hun synker, som har hun rent faktisk tygget på det. »Nej, det går ikke«, siger hun så. »Det har en træls klang. Det lyder som noget røvkedeligt. Og lidt klamt«. Hun griner sin dybe hæse latter. Ryster på hovedet. Nej, det passer hende virkelig dårligt at skulle have det mærkat siddende på sig.”

 

Jeg mener, det er selvfølgelig helt ok at Anne Linnet ikke vil kaldes for lesbisk – ingen skal pålægges en identitets kategori de ikke kan se sig selv som. Men hun kunne godt have valgt nogle mindre nedsættende kommentarer om kategorien ”lesbisk” end ”træls”, ”røvkedelig” og ”klam”. Og kunne man forestille sig, at Copenhagen Pride ville lade en kunstner optræde som havde betegnet ”transkønnet” som ”klam”? Nej, vel?

Nuvel, det har jo generelt i år vist sig, at Priden ikke er et sted for stolte lesbiske. Hvad der mere kan undre er, at vi som lesbiske finder os i at blive omtalt så nedladende af en kunstner, der har tjent mange penge på lige præcist hendes lesbiske publikum. Selv den journalist, der har lavet interviewet, Milla Mølgaard, outer sig som lesbisk i interviewet, men hun ser ikke ud til at have et behov for at distancere sig fra Anne Linnets foragt for lesbiske.

Måske hænger det sammen med, at man som lesbisk alt for ofte har internaliseret samfundets foragt for lesbiske, som lever i bedste velgående selvom den politiske og økonomiske elite i dag så gerne fejrer deres ”tolerance”. Det er fortsat som om at lesbiskes seksualitet og kærlighed ikke tages alvorlig – og når den så gør det, ender det hurtigt med foragt.

Klæder man sig som lesbisk nemlig sådan som det forventes af kvinder i vores samfund, og lever man op til dets skønhedsnormer for kvinder, så risikerer man at man(d) ikke tror, at man virkelig er lesbisk. Måske man bare ikke har mødt den rigtige mand? Og der er ikke så få mænd der så render rundt og tror, at de er denne ”rigtige”… Men klæder man sig så ikke som det forventes af kvinder, så er man kedelig og kikset. Da hedder det sig, at man er lesbisk fordi man er for grim til at kunne finde en mand.  ”Betonlebben” repræsenterer de kvinder, der gør noget af det værste man kan gøre som kvinde i patriarkatet – nemlig ikke at leve op til samfundets forventning om at man som kvinde skal forsøge, at behage mænd.

Denne foragt for lesbiske er ikke ny – den har vi lesbiske måtte kæmpe med i generationer – den forstærkes i dag imidlertid af den nye queere/intersektionelle kamp mod lesbiske, som ikke er til sex med personer, der er født med en penis uanset deres kønsidentitet, kombineret med samme miljøs forestilling om, at kvinder der klæder sig maskulint i virkeligheden er transkønnede. Set i det lys er det ikke så mærkeligt, at en undersøgelse har vist, at langt de fleste kvinder, der kalder sig for lesbiske, er over 40 år, mens man ikke ser en tilsvarende aldersskævhed hos bøsserne. Den lesbiske identitet er under massivt pres, både fra majoritetssamfundet og i det såkaldte LGBT+ fællesskab. Men vi er nogle lesbiske, der er begyndt at sige fra og som kæmper for retten til at være en stolt lesbisk i ordets klassiske betydning af at man er en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder. Vi har dannet netværket ”Ny Lesbisk Bevægelse Danmark”. Lesbisk Bevægelse stod i 1970’erne og 1980’erne for lesbisk stolthed – det er på tide, at vi genopliver den!

 

Læs mere