Skrevet af Karen M. Larsen den 27 jun, 2020 under Lgbt |
Susanne Branner Jespersen, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark, blev den 25.6.2020 interviewet i Deadline. Emnet var den shitstorm som radikale transaktivister har udsat J.K. Rowling for fordi hun har vovet at insistere på, at det at være kvinde er uløseligt knyttet til at have en kvindes krop. I dette interview kommer Susanne Branner Jespersen med en række misvisende oplysninger om centrale problematikker i forhold til debatten om de problematiske sider ved den transaktivisme som hendes forening er bannerfører for.
Susanne Branner Jespersen lægger ud med at påstå, at Rowling kommer med misinformation når hun taler om ”Rapid onset gender dysphoria”, da dette begreb skulle bygge på ”en enkelt artikel der er blevet tilbagevist”. ”Rapid onset gender dysphoria” som handler om at teenagere, ofte piger, ofte lesbiske, ud af det blå begynder at hævde, at de er transkønnede, selvom de som børn ikke gav indtryk af at have problemer med deres køn. Men hvis dette fænomen ikke har hold i virkeligheden, så kan det godt nok undre, at både de britiske myndigheder og det svenske medicinsk-etiske råd er så bekymrede over udviklingen, at de vil have undersøgt hvorfor så mange teenagere vil skifte køn. Faktisk ville det være mere end på tide, at vi fik en lignende undersøgelse i Danmark.
Dernæst påstår Susanne Branner Jespersen, at Rowlings udsagn om at 60-90 procent af de børn, der ser sig som det modsatte køn, som voksne lærer at acceptere deres biologiske køn, ikke har hold i virkeligheden. Men der er imidlertid ikke mindre end 12 studier, der viser, at det lige præcist forholder sig sådan.
Susanne Branner hævder nærmest refleks-agtigt, at Rowling ”udelukker” en lang række af kvinder, når hun afviser begrebet ”personer der menstruerer” for der er jo mange kvinder, så som Susannes mor, der ikke har menstruation. Men Rowling har aldrig påstået, at man skal have menstruation for at være en kvinde. Hun sagde blot, at kun kvinder kan få menstruation, og hvis vi tager udgangspunkt i de objektive biologiske fakta, så er det jo åbenlyst sandt. Når transmænd således kan menstruere, så er det fordi de biologisk set er kvinder og ikke mænd.
Susanne Branner Jespersen påstår i ramme alvor, at transkvinder ”slås ihjel i en pandemisk skala”. Men hvis man faktisk sætter sig ned og regner på tallene, så viser det sig, at transkvinder har den samme eller en ringere risiko for at blive myrdet end resten af befolkningen. Og hvor mange transkvinder er det nu lige præcist som der er blevet myrdet i Danmark i de sidste lad os sige 25 år?
Og sidst men ikke mindst, så påstår Susanne Branner Jespersen, at det er ”fiktion”, at man som kvinde vil kunne opleve transkvinder med penis i ens omklædningsrum, for transkønnede har problemer med de kønnede rum og undgår dem derfor. Men øh, hvorfor kæmper LGBT+ Danmark så lige præcis for at de skal have adgang til disse rum?
Men det er til gengæld næsten grotesk, at Susanne Branner Jespersen runder af med et udsagn om at Rowling ikke har en ”hujende fis forstand på transkvinders levede erfaring”. Det er nemlig lige præcist Rowling pointe, at det at være kvinde er uløseligt knyttet til at have en levet erfaring med at være født med en kvindes krop. Og det har transkvinder ligesom ikke en hujende fis forstand på…
Skrevet af Karen M. Larsen den 21 jun, 2020 under Feminisme, Lgbt |
Hvad der gang på gang både undrer og bekymrer mig er hvordan den danske journaliststand typisk synes ude af stand til eller uvillig til at tænke kritisk når de skriver og beretter om emner relaterede til transaktivismen. Det seneste eksempel på denne tendens er en artikel i Information fra den 20.6.2020, hvor der gives omfattende spalteplads til LGBT Danmarks angreb på den verdenskendte kvindelige forfatter J. K. Rowling. Hendes brøde består grundlæggende set i at hun har vovet at give udtryk for at der for hende er en uløselig forbindelse mellem det at være kvinde og det at være født med en kvindes krop, og hun begrunder denne holdning med hendes egen levede erfaring. Og dermed er hun i henhold til LGBT Danmarks logik transfobisk.
Men kære Information, hvad hvis I nu levede op til jeres eget slogan om at I er et medie hvor man tager sig tid til at sætte sig dybt ind i sagerne og ikke blot løber med den hurtige nyhed? Har I bare et øjeblik overvejet, hvordan kønnet kan være løsrevet fra vores kønnede krop? Hvorfor lader I LGBT Danmark slippe af sted med deres upræcise og tågede udsagn om køn?
Hvis jeg var blevet født med en penis og testikler, så ville jeg have haft en række kropslige erfaringer som jeg selvsagt er forblevet foruden. Til gengæld ville jeg være blevet forskånet for en række erfaringer, der er forbundet med at være født med livmoder, æggestokke og vagina. Men ikke nok med det. Hvis jeg var blevet født med en penis, ville jeg fra dag et i mit liv være blevet mødt på en anden måde, jeg var blevet behandlet anderledes, mine erfaringer med andre og mig selv ville ikke have været de samme. Med andre ord, havde jeg startet mit liv som Karl og ikke som Karen, så ville denne Karl aldrig have udviklet sig til den Karen jeg er i dag. På samme måde ville en transkvinde ikke være den hun er i dag, hvis hun var blevet født med en vagina. Hvis vi var blevet født med en anden krop end den vi rent faktisk blev født med, så ville vi have udviklet os til at blive en anden end den vi er i dag. Er det ikke basal logik?
Hvad der også undrer mig ved journalistik a la den som Information har præsteret her, er, at der øjensynligt ikke er nogen journalist, der tør stille det åbenlyst relevante spørgsmål: Når transmænd siger, at de er mænd, og transkvinder siger, at de er kvinder, og når nonbinære siger, at de hverken er mænd eller kvinder (eller at de er begge dele), hvad mener de så med begrebet ”mand” og ”kvinde”? Jeg mener, jeg ved jeg er en kvinde, fordi jeg er født med en kvindes krop. Jeg ved at jeg er en lesbisk, fordi jeg kun er seksuelt og romantisk interesseret i andre der er født med samme type kønnede krop som min. Jeg kan kun definere mig selv som noget jeg har en definition på. På samme måde, så ved jeg, at jeg ikke er en isbjørn, fordi jeg kender definitionen på en isbjørn og ved, at den passer rimeligt dårligt på mig. Jeg ved også, at jeg ikke er en veganer, fordi jeg har en forståelse af hvad det indebærer at være en veganer. Bevares, jeg kunne da godt hævde, at jeg er veganer, selvom jeg ikke siger nej tak til stegt flæsk med eller uden persillesovs. Men hvad ville være pointen i det?
Men jo, selvfølgelig kunne en person som mig der, om ikke dagligt så dog jævnligt, spiser kød, insistere på at hun er veganer. Hun kunne kræve at andre veganere anerkender hendes identitet. Men hvis veganere skulle inkludere kødspisere i veganismen, så ville man selvsagt fratage de ikke-kød-spisende veganere en let forståelig betegnelse for deres livsstil. De ville så være nødt til at omtale sig selv som ”ikke-kød-spisende veganere”, hvorefter de formodentligt ville blive mødt med den kritik at det da er unødvendigt at definere hvad de ikke spiser, og at deres definition er et udtryk for at de ikke anerkender de kødspisende veganere som rigtige veganere. Der ville blive opfundet udtryk som ”kødspiser ekskluderende radikale veganere” (KERV’s), der ville tjene som skældsord om og anklage mod dem, der begår den fundamentale tankeforbrydelse at tillægge ”veganer” en klar betydning. Og dermed ville veganerne være midt i det samme absurde teater som kvinder, der definerer deres køn og seksualitet ud fra deres medfødte kroppe, er havnet i.
Men selvfølgeligt er det lettere som journalist at agere megafon for LGBT Danmark, end det er at turde stille de dybe, men også centrale spørgsmål.
Seneste kommentarer