Kampen om homovielserne er afgjort

 

Man kan vist roligt sige, at det ikke har trukket de helt store overskrifter, at en lille forening med navnet “Med grundlov skal land bygges” har valgt at anlægge sag mod to kirkeminister (Marianne Jelved og hendes forgænger Manu Sareen) for ikke mindre end grundlovsbrud.   Påstanden er, at loven om folkekirkelige vielser af homoseksuelle par fra 2012 skulle stride mod grundloven.

Denne manglende interesse i medierne skal nok ses i sammenhæng med, at det er svært at se hvordan “Med grundlov skal land bygges” skulle kunne vinde en sådan sag. De danske domstole blander sig yderst sjældent i politikernes lovgivningsarbejde, og det virker usandsynligt, at de skulle have lyst til at fastlægge hvordan politikerne skal styre eller ikke styre folkekirken eller hvordan luthersk kristendoms syn på homoseksuelle vielser skal defineres.

Lige meget hvordan man vender og drejer det så har modstanderne af folkekirkelige vielser af homoseksuelle par jo tabt krigen. Det er nemlig mere end svært at se hvordan loven herom skulle kunne rulles tilbage, være det af domstolene, politikerne eller en eventuel kommende kirkesynode. Jeg mener, hvis man ophævede denne lov, hvad skal man så gøre med de par, der er blevet viet som følge af dem? Skal man sende dem et brev hvor de opfordres til at brænde deres vielsesattest og hvor de i stedet tilbydes kurser hos Basis/Agape, hvor de efter sigende kan blive helbredt for deres homoseksualitet? Vielser af fraskilte heteroseksuelle par, kvindelige præster og vielser af homoseksuelle par er simpelthen kommet for at blive fordi en afskaffelse af dem ville skabe så meget ballade og skade folkekirkens images i en sådan grad at sådanne tiltag reelt set er utænkelige.

Modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par har imidlertid også tabt fordi de profetier nogle af dem kom med om den helt store nedsmeltning af folkekirken som et sådant tiltag skulle medføre ikke gik i opfyldelse. Nogen spaltning af folkekirken kan man ikke tale om her to år efter lovens indførelse, ligesom antallet af udmeldelser ikke har haft et omfang som har gjort ondt på folkekirken. I virkeligheden er det alt andet lige en fordel, at den sag nu i det store og hele er overstået, for hermed kan folkekirken begynde at diskutere andre og måske vigtigere emner end spørgsmålet om bibel, kirke og de homoseksuelle.

At modstanderne af et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par tabte skyldtes en række forhold. F.eks. var modstandere fra starten af internt splittede fordi nogle er imod homovielser fordi de grundlæggende set opfatter homoseksualitet som en sygdom, der bliver til en synd hvis den “praktiseres” og så dem, der mener, at ægteskabet er for heteroseksuelle par men som måske og måske ikke kan acceptere et ritual for homoseksuelle par hvis disse ikke betegnes som ægtepar. Det skabte en vis teologisk forvirring i argumentationen og gjorde modstanderne meget sårbare for det argument, at deres modstand skyldtes foragt for homoseksuelle og en bibelfundamentalisme, som kun et lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Fremtidens kampe kommer ikke til at stå om selve homovielserne, de kan som sagt næppe afskaffes igen. I stedet vil vi nok se, at modstanderne vil forsøge, at køre så mange principsager som muligt om retten til at slippe for at bistå ved sådanne vielser skal udvides, så den ikke kun gælder præster men også degne, organister, kirketjenere og kirkesangere etc. samtidigt med, at nogle homoaktivister sikkert vil forsøge, at kæmpe for at også præsternes ret til at nægte, at forestå sådanne vielser skal fjernes. Så krigen er ikke nødvendigvis helt slut endnu, men dens overordnede udgang er afgjort.