Menu
Kategorier

Skrevet af den 2 nov, 2021 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Et monsters bekendelser

 

Når man som undertegnede vælger at debattere emner som folk kan have stærke holdninger om, herunder emner hvor folk kan have noget personligt i klemme, kan man opleve at blive lagt for had. Jeg har selv kunnet konstatere, at der er folk der pga. min ”debat-aktivisme” ønsker mig både død og ødelæggelse om end jeg faktisk indtil videre ikke har fået personlige trusler i min egen ind-boks. Jeg kan imidlertid forstå, at der er nogen derude der hader mig rimeligt helhjertet og er overbevist om at jeg er et meget ondt og modbydeligt menneske.

Det er ikke nyt for mig at blive mødt med foragt. Jeg blev trods alt mobbet intensivt og vedholdende op gennem hele mine 9 lange, triste og ensomme år i folkeskolen. Men denne mobning handlede, sådan som jeg ser det, ikke så meget om et had til mig og mine holdninger men snarere om en foragt for en person, der var tydelig anderledes, nok ikke altid så god til at aflæse de sociale koder, og som under alle omstændigheder kunne være den, man kunne underholde sig med at sparke til (både fysisk men især verbalt) så man kunne få afløb fra egne problemer og frustrationer.

Som kristen og homoseksuel har jeg selvsagt også mødt en del foragt. For de kristne fundamentalister var (og er) jeg en ubodfærdig synder. For nogle homo- og queer-aktivister var (og er) jeg en elendig eksistens med manglende viljestyrke til at droppe min ”homofobiske religion”. Kun som outspoken eks-katolik og katolicismekritiker har jeg imidlertid mødt noget som godt kunne virke som virkeligt had. Jeg ved af egen erfaring fra min fortid som katolsk fundamentalist, at kritik af den katolske kirke kan gøre rigtigt ondt hvis man har investeret (for meget) mental energi i opretholdelsen af dens ære og respekt i verden. Og den hvis ord udløser smerte kan du let komme til at hade.

Men det er dog først da jeg begyndte at komme i konflikt med den radiale transaktivisme at jeg i massiv grad har oplevet ikke bare vrede og foragt men også åbenlyst had. Og selvfølgelig må det jo udløse nogle selvrefleksioner.

Allerede for nogle år siden skrev en transaktivist i en Facebook debat med mig at ”jeg nok troede at jeg var et godt menneske”, underforstået at det var jeg i hvert fald ikke! Hvis man hører til de få der kender mig rigtigt godt ville man vide, at jeg ikke render rundt og tror, at jeg er et godt menneske. Jeg tror dog heller ikke, at jeg er et unikt ondt menneske. Der skal i virkeligheden vel en særlig grad af åndelig højrøvethed til at tro, at man er ”verdens ondeste menneske” og lignende, som jeg i tidens løb har set ”fromme” mennesker sige om sig selv. Jeg vurderer mig selv til at være helt gennemsnitlig ond. Og dermed er jeg, sådan som jeg ser det, blot et menneske, for at vi mennesker har noget mørkt og destruktivt i os, der kæmper mod lyset og kærligheden, er et helt centralt element i mit menneskesyn.

Jeg har faktisk ikke noget behov for at være bevidst ondskabsfuld overfor andre mennesker. Jeg føler ingen glæde ved at tilføje andre smerte. Et smil varmer mit hjerte, mens en tåre let udløser tårer hos mig. Men man kan tilføje andre, især dem man elsker allermest, meget smerte ud fra almindelig tankeløshed, egoisme og selvoptagethed og det har jeg desværre rigeligt at dele ud af. Nu hører det imidlertid til min religiøse overbevisning, at jeg og alle andre mennesker af vores natur ikke er ”gode nok”, da vi alle svigter i forhold til kærlighedens lov. Men det gør bare heller ikke noget, for Jesus har gjort os alle gode nok ved at give sit liv for os på korset. At jeg ultimativt er god nok handler derfor slet ikke om mig selv, om alle mine svigt eller mine forsøg på at være bedre. At blive ultimativt favnet, elsket og hjulpet videre er efter min overbevisning ikke en velfortjent belønning for egen indsats men i stedet en gave som vi får ganske ufortjent.

Jeg synes faktisk, at der en trist tendens hos dem, der så gerne vil være woke, til at være nærmest besat af tanken om at fremstå som gode. Der synes i disse kredse at være en bemærkelsesværdig hang til at iscenesætte sig selv om personer, der har alle de rigtige holdninger, som altid opfører sig korrekt eller i hvert fald altid retter ind når medlemmer af en undertrykt minoritet giver dem besked herpå. På sin vis minder de mig lidt om den type kristne som elsker at fremhæve at de følger Bibelen og/eller kirkens lære med højeste grad af samvittighed – og at de altid anger og omvender sig hvis de skulle komme til at fejle i forhold til disse.

Min erfaring med dem, som er meget optaget af tanken om at blive anerkendt som ”gode og rigtige” er desværre, at de ikke blot ofte har et stærkt behov for at have nogle ”forkerte og onde” de kan spejle deres egen godhed i. Nej, de bliver også let direkte ondskabsfulde overfor dem, der ikke som dem lever, tænker og handler ”rigtigt”. Det ser ud til at man kan blive så rummelig og mangfoldighedsfavnende at man kan blive direkte aggressiv og ondskabsfuld overfor dem, der ikke lever op til ens egne høje moralske krav.

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke ude på at værdirelativere. Det er vigtigt og nødvendigt at turde og kunne sige fra overfor uretten. Det er sådan set også tanken bag min egen aktivisme. Derfor skriver jeg ting som jeg godt ved nogen vil blive oprørte over. Jeg skriver det dog ikke fordi jeg vil gøre dem oprørte, men fordi jeg føler, at det er min pligt at forsvare de kvinder og børn som ud fra en misforstået tolerance lige for tiden kastes under bussen.  Det er altid rarere at kunne sprede en god stemning, men sommetider er man desværre nødt til at være en killjoy, dvs. en der ødelægger ”den gode stemning ved middagsbordet” ved at påpege de ting, der er løbet helt af sporet.

Hvad jeg vil sige er, at man skal passe på med at dæmonisere og monstergøre dem, som man er uenig med. Den jeg oplever som ulidelig, træls eller direkte ubehagelig kan være et menneske som andre elsker og værdsætter. Vi mennesker er sammensatte væsener, og andre, ikke mindst dem der kun kender os fra de sociale medier, kender typisk ikke alle vores mange og måske ofte selvmodsigende væsenstræk. Alle mennesker har en umistelig værdighed som lige præcist det de er, medmennesker. Hvis vi ikke kan være uenige, herunder diskutere det, der kan gøre ondt at tale om, så bryder vores demokrati sammen. Derfor er der ingen anden vej end samtalen. Den samtale, hvor man husker, at der sidder et medmenneske bag ved skærmen. Og det skal ikke mindst jeg selv hele tiden huske mig på.

Læs mere

Skrevet af den 8 okt, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Radio LOUD levede op til sit dårlige ry

 

Den 7. oktober2021 var jeg blevet inviteret til at deltage i en debat om transkønnede børn i Radio LOUDS program Touché i anledning af en kronik som jeg havde fået bragt i Politiken den 2.10.  Min deltagelse i dette program var på mange måder en rigtig dårlig oplevelse for mig fordi studieværterne i den grad var både forudindtagede og dårligt forberedte.

Grundlæggende set har jeg tre alvorlige anker i forhold til hvordan radioværterne Cecilie Lange og Kevin Shakir agerede i løbet af det ca. 45 minutter lange program: De havde tydeligvis ikke sat sig ordentligt ind i problematikken hvad medførte at starten af debatten kom til at forløbe kaotisk, værterne opførte sig halvflabet overfor mig og fordrejede flere gange på grov måde mine udsagn, og værterne bragte uden min tilladelse oplysninger om min arbejdsplads, om end grotesk nok forkerte, hvorefter de i øvrigt i Podcast versionen af programmet fjernede min protest over dette.

Allerede fra starten af programmet viser det sig, at Kevin Shakir ikke har forstået hvad den nuværende lov om juridisk kønsskifte for voksne hhv. forslaget om juridisk kønsskifte for børn handler om. I starten af udsendelsen får han nemlig sagt, at det juridiske kønsskifte for børn skulle handle om at de sidste cifre i personnummeret skal ændres så de ikke er mandlige eller kvindelige og han fik rodet en lægefaglig evaluering ind i problematikken selvom både den gældende og den ønskede lovgivning handler om at man kan få juridisk kønsskifte blot ved at lave en ansøgning herom. Både Helge Rune Nymann, næstforperson i Foreningen til Støtte til Transkønnede børn, der var min ”modpart” i programmet, og jeg korrigerede sidstnævnte men det irriterer tydeligvis Kevin Shakir, der så begynder at spørge mig om hvorfor jeg ikke er med på at vi får kønsneutrale personnumre. Kønsneutrale personnumre er en anden problematik end det juridiske kønsskifte, og det var derfor både forvirrende og afsporende for debatten at jeg skulle lægge ud med at forholde mig til denne problematik. Da jeg så svarer, at kønsneutrale personnumre ville koste en halv milliard kr. (hvad i øvrigt er lavt sat) og at politikerne derfor næppe vil støtte en sådan ide, får jeg et halvflabet svar om at regeringen jo ellers har fremsat et ønske om en sådan lovændring og at det derfor ikke er pengene der er problemet. Regeringen har imidlertid ikke meldt ud at den ønsker at indføre kønsneutrale personnumre, den har vendt ideen om at indføre juridisk kønsskifte for børn (dvs. at en biologisk dreng kan få et lige cpr.nr og en biologisk pige kan få et ulige) og det koster selvsagt ikke statskassen noget nævneværdigt beløb. Helt galt går det imidlertid da Kevin Shakir og Cecilie Lange vil have mig til at tage stilling til om man ikke kunne have et cpr-nr. for en tredje kønskategori. Dette er i sig selv et rimeligt meningsløst spørgsmål al den stund at de danske personnumre bygger på to binære principper: at vi har to køn, kvinder og mænd, og at vi har to typer af tal, lige og ulige. At programværterne dermed spørger mig om noget der ikke giver mening og som der mig bekendt heller ikke har været fremsat noget krav om gør selvsagt at jeg må svare undvigende. Men det får Cecilie Lange til at komme med et halvflabet krav om at jeg skal svare på hvad de spørger om, øjensynligt fordi jeg skal fremstilles som en person, der ikke ønsker at samfundet skal indsamle viden om et sådant tredje køn eller hvad ved jeg.

Cecilie Lange fortsætter herefter med at agere manipulerende overfor undertegnede. På et tidspunkt i programmet kommer jeg ind på at et af problemerne med det juridiske kønsskifte er at det efter min mening bidrager til at de såkaldte transbørn lærer at der er pinligt hhv. fastholdes i en forestilling om at det er pinligt hvis fremmede kan gennemskue deres biologiske køn (her via personnummeret) og at det ville være bedre at hjælpe disse børn til at acceptere at de kønsmæssigt set er anderledes end andre frem for at forsøge at skjule det. Det får Cecilie Lange fordrejet til at jeg skulle hævde, at ”det er pinligt at være transkønnet” dvs. noget som man skal skamme sig over, hvad er lige præcist det modsatte af hvad jeg sagde. I øvrigt bekræfter Helge Rune Nymann mig i at de såkaldte transkønnede børn lige præcist kan opleve det som pinligt hvis deres biologiske køn bliver afsløret, men jeg får selvfølgelig ikke en undskyldning fra værterne, i stedet skynder de sig at stille over til en folketingspolitiker på Christiansborg.

Men øjensynligt kunne Cecilie Lange ikke dy sig for at fortsætte af den bane som værterne var startet med. Da jeg f.eks. forsøger at problematisere selve udsagnet om at ”man ikke er det køn som man er født som” og spørger om hvad det udsagn betyder kommer hun med det kække svar, at ”det betyder at man ikke er det køn som man er født som”. Det er desværre ganske typisk for den radikale transaktivisme at man forsøger at vige udenom det helt centrale spørgsmål om hvad køn er med indholdsløse cirkelsvar. Man kunne måske godt forvente at en journalist var hævet over en sådan aktivistisk retorik.

Men det bliver værre endnu, for Cecilie Lange fordrejer efterfølgende mine udsagn om at vi skal lære piger at acceptere deres medfødte kroppe samtidigt med at vi støtter dem i at gøre oprør mod de undertrykkende normer og regler for piger og kvinde. Dette udsagn får hun nemlig opsummeret til at være et spørgsmål om hvorvidt ”man kan lære ikke at være en kvinde hhv. opføre sig som en kvinde”. Øjensynligt formåede Cecilie Lange ikke at skelne mellem mine udsagn og hendes egen fortolkning af disse hvad vel ellers må være en af grundforudsætningerne for et seriøst journalistisk arbejde.

Sidst men ikke mindst var det dybt problematisk at værterne blev ved med at nævne min arbejdsplads – om end de roede navnet på denne sammen med en anden. Jeg havde ikke givet tilladelse hertil og min private arbejdsplads er ganske ligegyldig i forhold til dette program. Jeg protesterede i slutningen af programmet herover og Kevin Shakir sagde da også at han beklagede og at det var en fejl. Men i den efterfølgende Podcast version af programmet har Radio LOUD klippet min protest og den efterfølgende beklagelse ud, hvad i mine øjne er noget nær kildeforfalskning. Og selvom det forkerte udsagn om min arbejdsplads gentages flere gange i programmet kan man i shownoterne ikke læse en beklagelse over at de uden tilladelse bragte sådanne oplysninger og at de i øvrigt er forkerte. Man forsøger altså at dække over fejlen i stedet for at få den rettet, hvad viser at man øjensynligt ikke formår at arbejde efter de helt basale journalistiske tommelfingerregler.

PS. Efterfølgende er jeg blevet ringet op fra Radio LOUD. Vi har aftalt at de klipper de fjernede udsagn fra udsendelsen tilbage og så fik jeg et langt forsøg på en art undskyldning.

Læs mere

Skrevet af den 23 sep, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

De transkønnede befinder sig i et grænseland

 

”Trans”, der indgår i ordene ”transkønnet” eller ”transseksuel”, betegner i almindeligt sprogbrug en bevægelse, det ser vi f.eks. i ord som ”transport” eller ”transatlantisk”. Man kunne imidlertid også overveje om der hermed ikke også indikeres, at man selv som kønsskifteopereret transkønnet befinder sig i en form for permanent transit, dvs. i en form for limbo eller gråzone mellem kønnene.

Hvis man tager udgangspunkt i at der kun findes to biologiske køn, og at det biologiske køn fastlægges ved undfangelsen, så er et fysisk kønsskifte ikke en reel mulighed. Men man kan vha. hormoner og operationer godt ændre så meget ved kroppens fremtoning at man kommer til at ligne en kvinde, selvom man biologisk set forbliver en mand hhv. at man kommer til at ligne en mand, selvom man biologisk set forbliver en kvinde. Da man imidlertid aldrig vil kunne få det andet biologiske køns krop og biologi vil der være tale om en tilnærmelse, en vis lighed med det modsatte køn samtidigt med, at man ikke længere vil ligne sit medfødte køn uden at man dog reelt set har ændret det.

Måske er det bl.a. denne limbo tilstand der, uanset om man har modtaget behandling med hormoner og operationer eller ej, udløser mange af de problemer som transkønnede kan opleve med omgivelserne – og med dem selv. Når andre ikke ser eller ”læser” en transkønnet sådan som denne selv gerne vil ses/læses, det som i det transaktivistiske sprogbrug omtales som ”fejlkønning”, erfarer den transkønnede at vedkommende ikke fremstår med den ønskede kønsmæssige entydighed i andres øjne. Og den såkaldte kønsdysfori handler vel grundlæggende set om at man hader sin naturligt kønnede krop fordi den ikke passer til den person man gerne vil være hhv. som man ser sig selv som, dvs. problemet er at man kropsligt set ikke er den som mener at man er.

Spørgsmålet er imidlertid om man som transkønnet, og det uanset om man nu ændrer på sin krop eller ej, ikke i sidste instans må lære at leve med at denne førnævnte limbotilstand er et livsvilkår som er uløseligt knyttet til at være transkønnet og som man derfor ikke sprogligt kan formulere sig ud af.

Dette er ikke mindst vigtigt når man som transkønnet ønsker at indgå i seksuelle relationer med andre mennesker, hvad jo er et ganske menneskeligt behov. Problemet er imidlertid, at når man befinder sig i et kønsligt limbo, så er der forhold som man er afskåret fra, og dette afhjælpes ikke med kropslige indgreb, snarere tvært imod. For det store flertal af befolkningen spiller deres partner hhv. deres ønskede partners biologiske køn nemlig en afgørende rolle. Er man heteroseksuel er man kun til personer med det modsatte biologiske køn, er man homoseksuel er man kun til sit eget biologiske køn. Det er kun biseksuelle der er til begge køn. Men en heteroseksuel mand eller en lesbisk kvinde vil ofte heller ikke være interesseret i en biologisk kvinde der f.eks. har kraftig skægvækst, ligesom en homoseksuel mand eller en heteroseksuel kvinde ofte heller ikke ville være interesseret i en biologisk mand som har fået fjernet sin penis. Det kan derfor som transkønnet meget vel være svært at finde en partner, men det er imidlertid et produkt af den limbotilstand man befinder sig i. Man kan ikke forvente, og man har slet ikke krav på, at andre ændrer på deres seksuelle orientering og seksuelle præferencer for at tilgodese ens egen specielle situation.

Det er også efter min mening vigtigt at fastholde den sproglige præcision. Jeg er med på at kalde transkvinder for transkvinder og transmænd for transmænd. Men dermed er det også sagt, at transkvinder ikke er biologiske kvinder og transmænd er ikke biologiske mænd. Når man bruger termerne ”homoseksuel” hhv. ”heteroseksuel” om transkønnede giver det desværre let anledning til forvirring, og i værste instans bevæger man sig ud i en redefinering af hvad det i det hele taget vil sige, at være homoseksuel eller heteroseksuel, der så igen munder ud i et forsøg på at ændre på menneskers seksuelle orientering for at varetage transkønnedes behov.

Hvis man tager udgangspunkt i de to biologiske køn og den klassiske forståelse af f.eks. homoseksuel, så er en homoseksuel kvinde (lesbisk) en biologisk kvinde der kun er til andre biologiske kvinder. På samme måde er en biologisk mand (bøsse) en biologisk mand der kun er til andre biologiske mænd. I den forstand kan en person født med en penis aldrig være en lesbisk og en person født med en vagina kan aldrig være en bøsse. Man kan tale om translesbiske og transbøsser for hermed at indikere at vi ikke taler om lesbiske og bøsser i de to begrebers klassiske betydning, på samme måde som udtrykkene ”transkvinde” og ”transmand indikerer”, at vi ikke taler om kvinder og mænd i begrebernes klassiske betydning. En anden mulighed var at tale om hhv. gynefile og androfile transkønnede eller transseksuelle for hermed at understrege vigtigheden af at fastholde at homoseksualitet er uløseligt knyttet til ens eget og ens ønskede partners biologiske køn.

Læs mere

Skrevet af den 24 aug, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Regeringens forslag om forbud mod omvendelsesterapi er både unødvendigt og farligt

 

I forbindelse med Word Pride og Euro Games kom regeringen med den overraskende udmelding at den vil undersøge muligheden for at forbyde ”omvendelsesterapi” overfor mindreårige. Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard sagde i denne forbindelse: ”Mindreårige skal ikke udsættes for forsøg på at omvende eller kurere deres seksualitet eller kønsidentitet. En ny undersøgelse peger desværre på, at den håbløse og forældede tankegang om omvendelsesterapi finder sted i Danmark. Og at dem, der udsættes for det, har øget risiko for blandt andet ensomhed og selvmordstanker. Ingen skal omvendes fra deres seksualitet eller kønsidentitet, og det sender vi nu et helt klart og tydeligt signal om. Vi skylder de børn og unge, der oplever omvendelsesterapi, at reagere. Derfor handler vi nu.”

Den undersøgelse som ministeren henviser til, er foretaget af Als Research, og udkom den 21.8.2021 med titlen ”Omvendelsesterapi” – viden om udbredelse og karakter i Danmark – med blik til udlandet. Det kan jo være, at han selv eller en af medarbejderne i Beskæftigelse- og ligestillingsministeriet har kigget på den 1-sides opsamling på rapporten som udgiverne har været så venlige at udstyre den med. Her kan man nemlig bl.a. læse, at ”at 8 % af LGBT-personer i Danmark inden for det seneste år har oplevet, at personer i deres omgangskreds har forsøgt at ”omvende” dem fra deres seksuelle orientering eller kønsidentitet (baseret på tal fra 2020)”. Og man kan også erfare, at ”at 3 % af LGBT-personer i Danmark har oplevet, at deres familie – på et eller flere tidspunkter i deres liv – har forsøgt at ”helbrede” dem for deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, enten ved hjælp af en læge, en psykolog/psykiater, en religiøs vejleder, en slægtning eller ven af familien, gennem brug af religiøse/åndelige ritualer eller på andre måder (baseret på tal fra 2015).”

Men øjensynligt gik denne læsning så stærkt, at man ikke havde tid til at læse de forbehold man kan finde selv i den ret så kortfattede opsamling på rapporten. Als Research skriver nemlig også ”at det er uvist, hvor stor en andel af de ovennævnte oplevelser blandt LGBT-personer i Danmark, der kan beskrives som decideret ”omvendelsesterapi”, da det typisk defineres som ”vedholdende forsøg på at ændre en persons seksuelle orientering eller kønsidentitet”–og det fremgår ikke i alle tilfælde af de danske data, om der har været tale om ”vedholdende forsøg” eller ej.” Og mht. aldersprofilen blandt de berørte personer skriver man at der ”ses en tendens til overrepræsentation af fx yngre LGBT-personer under 30 år”. Med andre ord, Als Research indrømmer faktisk allerede her at man ikke har dokumentation for omfanget af decideret omvendelsesterapi i Danmark, selvom deres procentangivelser selvsagt giver et andet indtryk, og man påstår på intet tidspunkt at kunne dokumentere at en sådan terapi tages i anvendelse specifikt overfor børn og unge. Så hvorfor ønsker ministeren et lovindgreb målrettet mod denne gruppe?

Det betaler sig selvsagt at se på selve rapporten, for hermed bliver det endnu klarere hvor problematisk ministerens konklusioner er. Således kan man i rapportens egen konklusion læse at ”På den anden side giver undersøgelsen ikke umiddelbart indikationer på aktuel udøvelse af ”omvendelsesterapi” i mere traditionel/snæver forstand i Danmark – dvs. når ”omvendelsesterapi” forstås som et begreb, der alene henviser til professionelt udbudte og terapilignende forløb, der har til formål at ”kurere” eller ændre homoseksuelle personers seksuelle orientering. Der er således ikke identificeret aktører i Danmark, som aktuelt og åbent udbyder deciderede ”omvendelsesterapi”-forløb – forstået som forløb, der har som erklæret formål at ”helbrede” eller at ændre LGBT-personers seksuelle orientering/ kønsidentitet. Der er heller ikke aktuelle eksempler på, at LGBT-personer har henvendt sig til rådgivningslinjerne hos LGBT+ Danmark, Sex & Samfund eller Sabaah for at fortælle om oplevelser med sådanne forløb i Danmark”.

Als Research har søgt med lys og lygte efter ”cases”, men kunne i alt kun finde 6, hvoraf 5 har tilknytning til højrekristne miljøer. Disse handler hovedsageligt om tilfælde hvor en voksen homoseksuel kristen selv har søgt om hjælp i forhold til sin seksuelle orientering, og den tilbudte ”hjælp” har haft karakter af forbøn og sjælesorg i form af gode råd til hvordan de kunne leve i cølibat. Jeg kæmpede selv som teenager og ung voksen med min seksuelle orientering. Jeg ved derfor af egen erfaring at det med at undertrykke sin seksualitet af religiøse årsager ikke fører til noget godt. Men sådanne forsøg på at holde sig fra at ”praktisere sin seksualitet”, som man kalder det i disse kredse, er en uundgåelig konsekvens af en forkyndelse af at homoseksuelle forhold er syndige og at man kommer i helvedet hvis man ikke omvender sig. Problemet er her altså i virkeligheden forkyndelsen, der igen udløser et behov hos nogle kristne (og muslimske) homoseksuelle for at undertrykke deres seksualitet frem for de tilbud om ”hjælp” som måtte tilbydes. Men en sådan forkyndelse er det selvsagt svært at gøre noget ved, medmindre man vil tage et opgør med religionsfriheden og ytringsfriheden.

Rapporten indeholder 1 case med en lesbisk med muslimsk baggrund som blev udsat for grove overgreb af sin familie (herunder voldtægt!) fordi hun var lesbisk. Og jo, hun blev også sendt til en imam der forsøgte at få hende til at droppe livet som homoseksuel. Men volden er selvsagt dybt ulovlig allerede nu, og som tidligere anført, så bliver det nok svært at gribe ind overfor en forkyndelse og sjælesorg hvor homoseksuelle bliver mødt med det budskab at homoseksuelle forhold er syndige. Her er der snarere brug for at der udvikles alternative tilbud til de berørte, gerne ikke af udelukkende sekulær karakter.

De 8 % hhv. 3 % som rapporten refererer til er ikke et resultat af egne kvantitative studier men er i stedet hentet fra generelle spørgeskemaundersøgelser af LGBT personers trivsel og levevilkår, hvor man så i den ene, blandt mange andre ting spurgte til om folk havde erfaringer med ”omvendelsesforsøg” mens den anden spurgte til om folk havde erfaringer med forsøg på at ”helbrede” dem. Ingen af disse undersøgelser konkretiserede imidlertid hvad man mente med hhv. ”omvendelse” hhv. ”helbredelse” i forhold til ens seksuelle orientering eller kønsidentitet. Og det gør de facto rapporten noget nær ubrugelig som grundlag for konkrete lovgivningsmæssige tiltag da undersøgelsen kun afspejler folks subjektive forståelse af disse begreber. Det er f.eks. sigende, at den mest brugte kategori for ”helbredelsesforsøg” i 2015 undersøgelsen var ”andre måder”. Og dem, der uddybede hvad de mente hermed, anførte bl.a. forhold så som at nogen, måske deres forældre, havde sagt til dem at ”det blot er en fase”. Mest sigende er det måske, at en enkelt anførte, at det var Sexologisk Klinik der skulle have forsøgt at ”helbrede” vedkommende. Sexologisk Klinik er nemlig den instans indenfor det danske sundhedsvæsen der står for at afklare om en transkønnet kan få adgang til hormonbehandling og kønsskifteoperationer.

Og det med de transkønnede er af central betydning her. For når regeringen vil forsøge sig med et lovindgreb mod et ikke dokumenteret problem, nemlig egentlig omvendelsesterapi rettet mod LGBT børn og unge, så kan man selvsagt være bekymret for at man har ladet sig manipulere af radikale transaktivister til at lave en lovgivning der har et helt andet formål, nemlig at forbyde psykologer og læger at hjælpe et barn eller et ungt menneske, der kæmper med sin kønsidentitet, til at blive afklaret mht. hvad hans eller hendes reelle problem er.

Mange børn og unge, der mener at deres køn er et andet end deres biologiske, har diverse psykiatriske problemstiller at slås med, herunder især men ikke kun autisme. Og langt de fleste børn og unge som kæmper med kønsdysfori, herunder i svær grad, vil som voksne lære at acceptere deres medfødte krop (og mange vil i øvrigt vise sig at være homoseksuelle eller biseksuelle). Vi skylder disse børn og unge at de får den psykologiske og psykiatriske hjælp der er nødvendig så deres reelle problemstilling kan blive afklaret. De radikale transaktivister ønsker at disse børn så hurtigt så muligt skal i hormonbehandling efterfulgt af operative indgreb – men en sådan behandling, der medfører irreversible kropslige forandringer, er selvsagt ganske katastrofal, hvis det viser sig at barnet eller den unge reelt set ikke er transkønnet men i stedet f.eks. en kønsrolleafvigende homoseksuel eller biseksuel.

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere