Menu
Kategorier

Skrevet af den 25 nov, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Transbegreber

 

Transseksuel og transvestit

Historisk set trækker den senmoderne transaktivisme på de ældre kategorier ”transseksuel” og ”transvestit”, udtryk som oprindeligt blev udtænkt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfeld i de første årtier af det 20. århundrede.

Med ”transseksuel” mente man oprindeligt en person, der er af den sikre overbevisning, at vedkommende er født i en forkert krop. Altså at man har en kvindehjerne eller kvindesjæl fanget i en mands biologiske krop eller at man her en mandehjerne eller mandesjæl fanget i en kvindes biologiske krop. Præfixet ”trans” som jo betyder en form for bevægelse fra et punkt til et andet (som i transport) var ofte en betegnelse for den proces der forløb fra at man indså at man var fanget i en forkert krop indtil man vha. hormoner og operationer var ankommet i den rigtige krop. Tanken var, at den transseksuelle efter sin transformation skulle leve et normalt (heteroseksuelt) liv som enten mand eller kvinde – og for at gøre det væsentligt lettere gav samfundet transseksuelle, der havde skiftet fysisk køn, adgang til også at skifte juridisk køn så der var en harmoni mellem fysisk fremtoning og juridisk køn. Mere kritisk betragtet kan man se ideen bag kønsskifteoperationerne og det juridiske kønsskifte som et forsøg på at normalisere den meget kønsafvigende homoseksuelle mand eller kvinde – faktisk lægger regimet i Iran den dag i dag pres på homoseksuelle for at de skal skifte fysisk køn – for gør de det har de lov til at leve sammen med en af samme biologisk køn som den selv, mens almindelig homoseksualitet kan straffes med døden.

Med ”transvestit” mente man oprindelig mænd der crossdresser, enten lejlighedsvis eller permanent men som ikke ønsker at skifte fysisk køn. Typisk har man skelnet mellem heteroseksuelle mænd der hyppigt crossdresser af erotiske årsager (fetichistiske transvestitter) og meget feminine homoseksuelle mænd i en eller anden form for drag. Præfixet ”trans” betød her, at man klæder sig modsat det der forventes på baggrund af ens biologiske køn hhv. at man skifter mellem at klæde sig som det forventes og så at crossdresse. Mens de heteroseksuelle transvestitter hyppigt holdt sig for sig selv og på ingen måde ønskede at blive set som en del af det homoseksuelle miljø, hørte de homoseksuelle transvestitter til i det – og blev her set som homoseksuelle mænd med hang til dametøj og kvindenavne.

I dag bliver man let beskyldt for at være transfobisk hvis man bruger udtrykket ”transseksuel”, da mange transkønnede mener, at man dermed gør deres kønsidentitet til noget seksuelt. På samme måde er ”transvestit” på vej ud af almindeligt sprogbrug og når udtrykket bruges så da sommetider i betydningen af at en person ikke er en ”ægte” transkønnet men i stedet en mere eller mindre pervers mand.

Transkønnet

Begrebet ”transkønnet” stammer fra 1990’ernes queer-aktivisme og var oprindeligt tænkt som et paraplybegreb, der skulle omfatte alle de såkaldte ”kønsballademagere” dvs. transseksuelle, transvestitter, drags, maskuline lesbiske og alle andre, der ikke performer deres køn i henhold til de dominerende normer. Grundtanken var en queer-teoretisk forestilling om at både biologisk køn og køn som identitet er en social konstruktion uden basis i nogen reel virkelighed. I stedet blev køn set som performance, altså som en rolle som vi spiller. Da de kønsroller vi spiller imidlertid ikke har basis i noget reelt (kopier uden original som det blev kaldt) spiller ingen disse roller perfekt. Tanken var så, at vi hvis vi bevidst udnytter disse ”sprækker” i kønsrollesystemet og provokativt udfordrer dem via vores kønsperformance vil hele kønsmagtsystemet ultimativt bryde sammen. De transkønnede blev hermed tiltænkt rollen som spydspidsen i en kønspolitisk revolution.

Interessant nok var queer-bevægelsen oprindeligt imod identitetspolitik, altså imod en aktivisme der tager udgangspunkt i en identitet, være den nu af seksuel, kønsmæssig eller anden karakter. Men hvor transkønnede oprindeligt altså var tiltænkt en særlig rolle mht. at nedbryde tanken om de medfødte identiteter og enhver forestilling om at køn er knyttet til en medfødt kønsmæssig essens, er transaktivisme i dag i bemærkelsesværdig grad muteret til indbegrebet af identitetspolitik. I dag kan man derfor se transkvinder insistere på at de på ingen måde er født i en forkert krop. Transkvinders peniser er nemlig kvindelige kønsorganer og mens biologisk køn fremstilles som en social konstruktion hævdes det samtidigt hermed, at transkvinders identitet som kvinde er medfødt og at transkvinder derfor altid har været kvinder. Det må så stå åbent hen hvad meningen egentlig er med at kalde sig selv for ”trans” når både ens hjerne og ens krop efter sigende altid har været en kvindes.

En interessant udvikling er i øvrigt, at køn i dag i queere sammenhænge sjældent beskrives som performance. I stedet synes tendensen at være, at ens køn lige præcist ikke handler om hvordan man klæder sig eller på anden måde agerer i forhold til kønsrolleforventningerne og –normerne og i stedet udelukkende handler om hvilken label man klistrer på sig selv.

Nonbinær, genderfluid, bigender, agender, transfeminine, transmaskuline og det uendelige antal af køn.

I de senere år er der sket noget nær en eksplosion i nye kønsidentiteter som ofte placeres under paraplybetegnelsen ”transkønnet”. Hvad disse nye termer betyder er sjældent helt klart. ”Nonbinær” betyder efter sigende, at man hverken ser sig selv som mand eller kvinde – men hvad er i så tilfælde forskellen til dem, der kalder sig for ”agender” (intetkønnede)? Og hvis man som nonbinær hverken ser sig selv som mand eller kvinde hvad menes der så med udsagn som ”jeg er en nonbinær demigirl”? ”Genderfluid” synes at betegne personer der skifter mellem at se sig selv som hhv. mand eller kvinde – men i så tilfælde, hvad er så forskellen til dem der er ”bigender” (to-kønnede)? Og hvad er den klare forskel på dem og så de ”transfeminine” hhv. ”transmaskuline”, der (bl.a.) kan betegne personer der klæder sig som man forventer af deres biologiske køn, men som indeni ser sig som et andet køn?

”Transkønnet” kan i dag altså betegne alt fra en person, der mener, at vedkommende har en kvindes hjerne der er fanget i en mands krop til personer, der i løbet af én dag kan skifte følelsesmæssig køn flere gange. For nogle transkvinder er deres penis et kvindeligt kønsorgan– for andre er det en ubærbar byrde at have en penis nu når de er kvinder. For nogle handler det at være transkønnet om at have kropsdysfori, for andre er det transfobisk at antage, at det at være transkønnet handler om kropsdysfori. Nogle transkønnede mener, at der kun er to køn – mens andre mener, at der er lige så mange køn som der er mennesker – eller at der i hvert fald er mange flere end to. Hvad man i så tilfælde mener med ”køn” og hvad forskellen er mellem ”køn” og ”personlighed” er ikke klart.

Ciskønnet

Denne term bruges ofte at transaktivister og deres allierede. Mange mener, at ”ciskønnet” blot er en neutral betegnelse for dem, der ikke er transkønnede. Men da der som beskrevet hersker total forvirring om hvad ”transkønnet” reelt betegner er der selvsagt mange fortolkningsmuligheder af hvad ”ciskønnet” betyder. Hvad mener man nemlig, når man hævder, at ciskønnede ”identificerer sig med det køn de fik tildelt med fødslen”? Hvis man dermed f.eks. mener, at man ikke føler at man er født i en forkert krop, så er en del transkønnede transaktivister i dag jo reelt set ciskønnede. Derfor er der snarere tale om at man med begrebet ”ciskønnet” mere eller mindre eksplicit antager, at dem der ikke kalder sig selv for transkønnede accepterer de kønsroller og kønsstereotyper, der i vores samfund er knyttet til ens biologiske krop. At dette er en alvorlig fejltagelse ikke mindst når man har med radikalfeminister at gøre, er en af de mange svagheder ved transparadigmet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 15 nov, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Transproblemet

 

En af de mange negative kommentarer om mig som blev postet i Facebooktråden under LGBT-tidsskriftet Out&Abouts interview med mig, var en kommentar fra en transkvinde, der skrev, at hvis folk bare kunne lade være med at beskæftige sig med ting der ikke havde nogen relevans for dem selv, så ville alt være meget lettere. En transkvinde mente med andre ord, at spørgsmålet om hvad det vil sige at være en kvinde og være en lesbisk, som interviewet i høj grad handlede om, ikke var af relevans for mig. Lidt sjovt, at jeg som lesbisk kvinde burde være ligeglad med hvad det vil sige at være en kvinde og at være lesbisk. Men det er jeg altså ikke!

Den radikale transaktivisme, som har vokset sig stærk i de senere år, fører en intensiv krig om definitionen på begrebet kvinde og beskrivelsen af kvinders kroppe. Udtryk knyttet til kvinders kroppe bliver forsøgt gjort kønsneutrale, samtidigt med at man insisterer på, at de biologiske og anatomiske kendetegn ved mænds og kvinders kroppe intet har med køn at gøre. Derfor har vi nu kvinder med penis og mænd, der har menstruation. Dette er i sig selv alvorligt i og med, at undertrykkelsen af kvinder i høj grad handler om mænds forsøg på at kontrollere kvinders kroppe. Vi undertrykkes og udbyttes pga. af vores kroppe – vi har derfor brug for at kunne tale om vores kroppe og for at kunne sætte ord på hvilke konsekvenser det har for os at vi har den kropslige virkelighed som vi har.

Men dette angreb på sproget – og på almindelig sund logik fristes man til at sige – har også praktiske konsekvenser for kvinder. Lige præcist fordi kvinder er sårbare i forhold til mænds fysiske overgreb er det af central betydning for kvinders sikkerhed, at samfundet tilbyder kønsopdelte rum til kvinder i situationer hvor vi er særligt sårbare, som f.eks. omklædningsrum hvor man er nøgen eller fængsler og herberger. Radikale transaktivister er ikke bange for at sammenligne kvinder, der ikke vil have transkvinder med penis i deres omklædningsrum, med hvide kvinder der ikke vil klæde om sammen med sorte. Logikken er, at forskellen på at have en vagina eller en penis ikke er større end forskellen på at have en lys eller mørk hudfarve. Men kvinder uanset hudfarve kan have gode grunde til ikke at ville have en person med penis der, hvor de er nøgne, mens der ikke er nogen rimelig grund til at have problemer med at klæde om sammen med kvinder med en anden hudfarve. Ikke at ville anerkende det, er det samme som ikke at ville anerkende kvinders ret til at have blufærdighedsgrænser. At sammenligne modstanden mod voksne personer med penis i kvindernes omklædningsrum med racisme, er med andre ord faktisk udtryk for sexisme.

For lesbiske har den radikale transaktivismes nedbrydning af køn som biologisk kategori imidlertid nogle konsekvenser som den ikke eller i hvert fald kun sjældent har for heteroseksuelle kvinder. På den ene side er der den her påstand om at man er transfobisk og forstokket, hvis man ikke er til sex med personer, der er født med en penis også selvom de identificerer sig som kvinder. Den nye queere norm anerkender de facto ikke homoseksualitet i klassisk forstand. For når kønsorganer og køn efter sigende intet har med hinanden at gøre – og forskellene mellem penis og vagina som sagt ikke er større end mellem mørke og lyse hudfarver -så er man jo på linje med en racist hvis man fravælger en transkvinde pga. dennes medfødte genitalier. Men da homoseksualitet (og heteroseksualitet) for de fleste i høj grad handler om hvilken type kønnede kroppe man tiltrækkes af hhv. ikke tiltrækkes af bliver man dermed automatisk til et fobisk og fordomsfuldt menneske hvis man vover, at holde fast i sin seksuelle orientering.

Der er imidlertid også et andet problem for lesbiske, som det er værd at være opmærksom på. I hele den vestlige verden vokser antallet af teenagepiger, der begynder at identificere sig som mænd og som ønsker at få lov til at skifte ikke bare juridisk men også fysisk køn, drastisk. En del kritiske iagttagere mener, at en ikke ubetydelig del af disse unge piger er lesbiske, som tidligere måske ville have set sig som ”maskuline” lesbiske, men som nu ser deres kærlighed til kvinder samt eget ubehag ved f.eks. feminint tøj og de stereotype forventninger til kvinder og piger som et udtryk for at de er heteroseksuelle mænd.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at jeg (set i bagklogskabens klare lys) som ung kvinde forsøgte at takle min homoseksualitet ved at flygte fra den ved at blive nonne. Jeg endte med at tilbringe næsten et år i et meget strengt kloster, men (heldigvis vil jeg sige i dag) fik jeg ikke lov til at blive der og måtte derfor opgive det projekt. Den gang var det verdens undergang for mig. Jeg kunne ikke se noget andet livsperspektiv for mig selv end at jeg SKULLE blive nonne. Jeg var faktisk tæt på selvmordets ran. Jeg tror derfor at jeg på sin vis godt kan forstå de unge mennesker, der bliver fortvivlet over at de ikke kan få adgang til kønsskifte så hurtigt som de ønsker. Når man er ung, kan man være meget fokuseret på at man bare SKAL noget og det NU – selvom det i virkeligheden ikke er en god løsning. Jeg slap fra klosterideen med nogle ar på sjælen men også med en god portion livserfaring. Fortryder derimod en ung kvinde, at hun tog hormoner og fik fjernet sine bryster, vil hun skulle leve med alvorlige ar på kroppen resten af sit liv. Jeg føler som lesbisk derfor et særligt ansvar for at advare mod de radikale transaktivisters politik om at unges kønsskifte ikke kan gå hurtigt nok. Langt de fleste børn og unge, der vil skifte køn, opgiver ideen hvis man ikke griber ind. At presse på og gøre processen så hurtig som mulig er dybt uansvarligt. Der bør være nogle ansvarlige voksne tilstede, der tør sige ”stop”!

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2018 under Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 0 kommentarer

Derfor har vi lesbiske fået nok af LGBT

 

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i her i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere inklusive dem der repræsenterer partier som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod, at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, hvis man betegner sig selv som en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, og man derfor ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske.

Andre gange formuleres det mere ”venligt”. Her får man som lesbisk at vide, at ens manglende seksuelle interesse for transkvinder skyldes transfobi, men at man jo kan gå i sig selv og kritisk evaluere sit manglende seksuelle begær og forstå, at det afspejler samfundets normer. Hvis man arbejder nok med sig selv, så kan det jo ske, at man kan ændre sit begær, så det inkluderer alle kvinder, også dem der er født med en penis.

Grundlæggende set er det her et spørgsmål om hvordan man forstår køn. Hvad vil det f.eks. sige at være en kvinde? Transkønnede har selvsagt lov til at definere deres køn og seksuelle orientering som de vil. Og de har i allerhøjeste grad ret til at leve uden at blive diskrimineret på arbejdsmarkedet eller overfaldet når de går på gaden. Men har transkønnede krav på at andre skal ændre deres dybtfølte oplevelse af deres eget køn – og dermed også af hvilket køn de føler sig seksuelt tiltrukket af? Transkvinder har lov til at mene, at deres penis er et kvindeligt kønsorgan, men er vi andre forpligtet til at mene det samme?

Den radikale transaktivisme hævder, at biologisk køn er en social konstruktion, og at køn i stedet handler om hvem man identificerer sig som. Men hvis homoseksualitet (og heteroseksualitet) skal give nogen mening, så skal man kunne definere, hvad det f.eks. er man kan lide ved kvinder, som mænd ikke har, og hvad man ikke kan lide ved mænd, som kvinder ikke har. Det er nemt nok når vi taler om kroppe og kønsorganer. Men det giver ikke rigtigt nogen mening, hvis køn basalt set blot handler om hvilket label man bruger om sig selv.

Når vi lesbiske så siger fra overfor denne her udvikling, får vi at vide, at vi bare opdigter det hele. Det hævdes, at der da ikke er nogen, der tvinger lesbiske til sex med transkvinder, seksuel tvang er jo som bekendt ulovlig, og sex uden samtykke er helt uacceptabel. Ud fra den logik kunne man imidlertid også sige, at der ikke findes det fænomen der kaldes for ”tvangsheteroseksualitet”, da det jo også er forbudt at tvinge et menneske til et heteroseksuelt samleje. Der er forskel på den kriminelle tvang, og så det ikke-kriminelle men dybt problematiske forsøg på at få lesbiske til ændre deres seksuelle orientering.

Og samtykke giver i øvrigt kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister og radikale transaktivister, der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Mange lesbiske har i øvrigt kæmpet længe med deres seksualitet og været fortvivlet over at den var forkert i forhold til samfundets normer. Nogle af os har tvunget os selv til at indgå i heteroseksuelle relationer i det fortvivlede forsøg på at slippe for det stigma, der er knyttet til at være lesbisk. Alle lesbiske kender til den følelse af skam der er forbundet med at være anderledes. At vi nu igen skal skamme os over vores seksualitet – og enten ændre den eller i det mindste holde det hemmeligt, at vi er som vi er, så vi ikke støder andre (her transkvinder), virker derfor særligt ubehageligt og urimeligt.

Et andet fænomen, som bekymrer mange lesbiske kvinder, er at en del unge kvinder først springer ud som lesbiske for så senere at redefinere sig selv som transmænd eller nonbinære. En del lesbiske har erfaringer med at være gendernonconforming, som børn, som unge og som voksne. Vi ved, at det kan være svært at være en ung kvinde, der er ”maskulin” snarere ”feminin” og som er til kvinder. Unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister i dagens LGBT-miljøer guidet over i en transidentitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har. Der er brug for at unge lesbiske får at vide, at det at man som lesbisk ikke føler sig tilpas i samfundets kønsroller og kønsrolleforventninger til kvinder, er ganske oplagt, da disse kønsroller og kønsrolleforventninger er kvindeundertrykkende og ikke designet til at rumme stærke, gendernonconforming lesbiske som os. Problemet er ikke vores kroppe, problemet er at vi undertrykkes pga. vores kroppe. Løsningen er derfor ikke at ændre på kroppen, men i stedet ændre det samfund, som fortsat har så svært ved at rumme os.

Lesbiske i hele den vestlige verden er derfor begyndt at sige ”stop!”. Mest opmærksomhed skabte det, da en gruppe lesbiske her i sommers kortvarig blokerede for paraden under London Pride. Formålet med denne aktion var gøre opmærksom på at en del lesbiske oplever, at vi reelt set ikke længere er velkomne i det LGBT-fællesskab som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet som lesbiske kvinder på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”.

Vi er derfor en gruppe lesbiske, der har besluttet, at det er på tide, at lesbiske skaber et klart alternativ til LGBT-bevægelsen og -miljøet. Vi har derfor dannet vores eget netværk, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, hvor vi kan være lesbiske blandt lesbiske uden at blive belært om, hvordan vi skal forstå vores køn og seksualitet. Fremover vil vi være en alternativ stemme i samfundsdebatten, sådan at den lesbiske stemme kan blive hørt i debatten om alt, der er relevant for lesbiskes kvinders liv og kamp.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 4 nov, 2018 under Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 2 kommentarer

Lesbiske har fået nok af LGBT

 

PRESSEMEDDELELSE:

LESBISKE HAR FÅET NOK AF LGBT

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere inklusive dem, der repræsenterer partier, som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod, at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, når man betegner sig selv som en biologisk kvinde og hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske. Hvis man forstår det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, så kaldes man for en TERF (trans-ekskluderende radikalfeminist), man beskyldes for at benægte transkønnedes eksistens, og generelt for at ville dem noget ondt. Klassisk lesbisk identitet og seksualitet er blevet til hadefuld tale, og man beskyldes for at være en hadprædikant, hvis man forsvarer lesbiskes ret til selv at definere vores køn og seksuelle orientering. Det er også blevet svært at finde mødesteder, på nettet eller i real-life, hvor lesbiske i klassisk forstand kan mødes i et trygt rum og være os selv.

Vi er som lesbiske i klassisk forstand ikke længere velkomne i det LGBT-fællesskab, som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet som lesbiske kvinder på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”. Det er meget problematisk, at vi er henvist til LGBT-fællesskaber, hvor vores seksuelle orientering ikke længere bliver respekteret, men hvor vi i stedet bliver fordømt, og hvor vi mødes med et moralsk krav om, at vi skal skifte identitet, hvis vi vil høre til.

Vi er derfor en gruppe lesbiske, der har besluttet, at det er på tide, at lesbiske skaber et klart alternativ til LGBT-bevægelsen og -miljøet. Vi har derfor dannet vores eget alternative netværk, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, hvor vi kan være lesbiske blandt lesbiske uden at blive belært om, hvordan vi skal forstå vores køn og seksualitet. Fremover vil vi være en alternativ stemme i samfundsdebatten, sådan at den lesbiske stemme kan blive hørt i debatten om alt, der er relevant i lesbiskes kvinders liv og kamp.

 

 

 

Læs mere