Menu
Kategorier

Skrevet af den 17 okt, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet | 0 kommentarer

Skt. Guinefort – den hellige greyhound

 

I første halvdel af 1200-tallet er den franske dominikaner munk og inkvisitor Stefan af Bourbon på prædike turne i Dombes egnen, der ligger nord for Lyon. Egentlig er han på jagt efter kættere, men tilfældigvis støder han på et meget mærkværdigt fænomen. Nogle lokale bønder dyrker nemlig en helgen ved navn Guinefort. Han var en trofast greyhound der, da hans adelige ejere havde ladet ham alene med deres lille søn, havde sat sit liv på spil for at redde barnet fra en kæmpestor slange. Da hans ejer kommer hjem mistolker han desværre kampscenen og tror, at hunden har dræbt hans søn, hvorefter han i sin vrede dræber Guinefort, for så nærmest med det samme at indse sagens rette sammenhæng. De lokale bønder ærede Guinefort som en martyr og en helgen, men ikke nok med det. Man bragte syge børn til den skov, hvor man mente, at hans lig lå begravet. Disse småbørn var ikke almindelige syge børn men i stedet ”forbyttede børn”, dvs. tanken var at overnaturlige væsener (Stefan af Bourbon kalder dem for ”fauner”, men der er nok tale om elverfolk eller lignende) havde stjålet en sund og rask baby og i barnets sted anbragt et af deres egne børn, der var kendetegnede ved at være syge, svagelige og ulideligt sultne. Disse børn blev bragt til skoven hvor mødrene assisteret af en lokal ældre kvinde udsatte dem for en række ceremonier. Først ofrede man salt til elverfolkene, så rakte man barnet frem og tilbage mellem to træer et fastlagt antal gange. Dernæst lagde man barnet nøgent på jorden med to tændte lys ved dets hoved og efterlod det alene overladt til ulve og naturens kræfter. Var barnet dødt eller forsvundet når man efter en stund vente tilbage var det et tegn på at elverfolkene ikke havde været villige til at tilbagelevere det rigtige barn. Levede det endnu var der håb om at de havde omgjort forbytningen. Men barnet skulle dog rituelt dyppes et fastlagt antal gange i en flod med stærk strømning, der løb lige ved siden af skoven. Overlevede barnet var man sikker på at moderen havde fået sit rigtige barn tilbage.

Stefan af Bourbon var, som den repræsentant for den dogmatiske korrekte katolicisme han jo var, forståeligt nok rystet over en sådan ”overtro” – det var dengang som nu det nedsættende udtryk for folkereligiøsiteten. Han forbyder bønderne at fortsætte denne kult, og han får ødelagt kultområdet og hundens knogler brændt på bålet. Da vi befinder os i midten af 1200-tallet og ikke i renæssance perioden bliver de involvere kvinder, herunder den ældre lokale kvinde som han betegner som en ”heks”, imidlertid ikke straffet. Inkvisitionen så på dette tidspunkt ”overtro” som et resultat af at de uvidende bønder var blevet forført af Djævelen, men man tillagde dem ikke onde motiver. De var primitive og dumme, men man mente, at de også som udgangspunkt var rimeligt uskyldige og villige til at tage imod belæring fra kirkens side af. Bønderne var da også kloge nok til at sige ”ja og amen”, om jeg så må sige. Men så snart myndighedernes opmærksomhed var væk genoplivede kulten om Skt. Guinefort igen. Faktisk var den i fuld vigør helt frem til 1. verdenskrig hvorefter den dør ud. Da folkemindeforskere genopdager den i 1800-tallets anden halvdel har den dog skriftet karakter. Skt. Guinefort er fortsat en greyhound, der var blevet myrdet af sin ejer, selvom han havde forsøgt at beskytte ejerens barn fra en slange, men de børn der bringes til skoven er blot almindeligt syge eller sent udviklede børn, man påkalder ikke længere elverfolk og barnet udsættes ikke for en livsfarlig behandling. I stedet binder man grene sammen (for at binde sygdommen etc.) og man efterlader en sko eller klæder fra barnet samt lidt penge i håbet om helbredelse. Folketroens ritualer er nemlig ikke uforanderlige, men ændrer sig ligesom højreligionernes ritualer i større eller mindre grad over tid.

Jean-Claude Schmitt hvis bog ”The holy greyhound – Guinefort, healer of children since the thirteenth Century” denne artikel bygger på, prøver at forklare denne bemærkelsesværdige folketro, og det fra en række forskellige vinkler: Historien om det trofaste kæledyr, ofte en greyhound (der var en typisk overklassehund i middelalderen) var rimeligt udbredt i overklassens litteratur, men det kan dog godt være, at bønderne selv har fundet på den, det er svært at sige. Både i Italien og i Frankrig kendes en menneskelig udgave af Skt. Guinefort (der dog staves forskelligt). Han betegnes ofte som en martyr og i folketroen var der en udbredt forestilling om, at man i fortvivlede sygdomstilfælde kunne bede ham om enten at få lov til at dø med det samme eller blive fuldt og helt helbredt med det samme. På den lokale dialekt fra Dombes er der en vis lydmæssig sammenfald mellem ”helgen” og ”hund”, og i øvrigt er ideen om en helgen i hundeskikkelse ikke totalt ukendt i andre sammenhænge. Den overordentligt populære hellige Christoffer blev sommetider i middelalderen fremstillet som en kæmpe med et hundehoved. På samme måde er ideen om at elverfolk eller lignende kunne forbytte eller ombytte børn en udbredt forestilling i den europæiske folketro, og også ritualer fra kulten om skt. Guinefort kan i deres enkeltbestanddele findes beskrevet fra andre sammenhænge.

Alligevel er der dog noget specielt ved historien om Skt. Guinefort og ritualerne for de ”forbyttede børn”. At skt. Guinefort blev tillagt evnen til både at tage og give liv er ret typisk for de monistiske træk som folketroen typisk tillægger de overnaturlige magter. Men det er for mig uklart hvem det så egentligt var, som man antog enten dræbte barnet eller gav det sit helbred tilbage. Var det den hellige greyhound eller elverfolkene? Men måske var tanken, at ligesom han i sin tid havde beskyttet sin ejers barn mod en dæmonisk virkende slange, så ville han nu beskytte det sande barn mod de dæmonisk virkende elverfolk? Og hvordan man virkelig kunne tro, at en almindelig om end meget trofast hund kunne være en helgen, kan Jean-Claude Schmitt heller ikke rigtigt forklare, men det gør ikke historien mindre spændende.

 

Læs mere

Skrevet af den 11 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Marpingen – et tysk Lourdes?

 

1800-tallet var på mange måder et mariansk århundrede. Den katolske kirke oplevede i dette århundrede en vækkelsesbevægelse, der i høj grad tog udgangspunkt i en nyopdaget Maria-fromhed. Denne vækkelse var et produkt af en bevidst ført politik fra kirkens hierarkis side af – men den var også meget populær blandt de katolske lægfolk, ikke mindst fordi den indeholdt en kirkelig accept af dele af folkereligiøsiteten om end kirkens ledelse forsøgte at lede denne ind på sikre teologisk korrekte baner. Et vigtigt element i denne marianske vækkelsesbevægelse var Maria-åbenbaringerne i Lourdes, som blev anerkendt af den katolske kirke, og som blev mødt med begejstring af millioner af katolikker. Jernbanen, telegrafen, den moderne trykpresse og mange andre ting, der forbindes med det moderne gennembrud i 1800-tallet, tjente også til at udbrede og styrke en religiøsitet, som på mange måder både var et produkt af men også en protest mod den moderne verden og ikke mindst den sekularisering som denne var forbundet med.

Men når den katolske kirkes hierarki brugte folkereligiøsiteten i sin indædte kamp mod den moderne verden, så forsøgte den ”at ride på en tiger”, både fordi denne religiøsitet ofte var ret vild og svær og styre og fordi den sekulære verden følte sig provokeret til at tage kampen op mod denne. Et godt eksempel herpå er de påståede mariaåbenbaringer i Marpingen, der skulle være fundet sted i 1876-1877 og som på fortrinlig vis skildres i David Blackbourns bog ”Marpingen – Apparitions of the Virgin Mary in Nineteenth Century Germany”.

Marpingen var en landsby i Sarlandet, det var i 1800-tallet et fattigt område med en katolsk befolkning, der modvilligt var kommet under preussisk kontrol. Landsbyen måtte kæmpe med økonomiske problemer pga. den økonomiske krise som det nyopståede tyske rige var havnet i på dette tidspunkt, og man havde løbende konflikter med de uelskede preussiske myndigheder. Den katolske kirke stod stærkt i befolkningen, men den måtte kæmpe med diverse forfølgelser og chikaner som de preussiske myndigheder under jernkansleren Bismarck udsatte den katolske kirke for. Disse går under betegnelsen ”kulturkampen” og dens mål var at bryde den katolske kirkes magt og sikre et stærkt tysk, nationalistisk, protestantisk og ikke mindst moderne og fremskridtsorienteret Tyskand.

Det er i denne vanskelige sociale, økonomiske og religiøse situation at tre 8-årige og to 6-årige piger kommer hjem fra den lokale skov, hvor de havde skullet plukke bær, og fortæller, at de har set ”en kvinde i hvidt”. Overdynget med spørgsmål og formodninger fra de voksne om at det kunne være Jomfru Maria, de havde set, vender de tilbage næste dag, og det bliver starten på en række påståede åbenbaringer, hvor Jomfru Maria gang på gang skulle have vist sig for børnene, besvaret spørgsmål om stort og småt, bedt om at der skulle opføres et kapel på stedet og henvist til at syge skulle drikke fra en nærliggende gammel kendt Maria brønd/kilde. Rygtet om disse visioner spredes hurtigt, i tusindvis af pilgrimme fra først nær og siden også fjern dukker op, mange påstår at de bliver helbredt af vandet fra kilden, både voksne og børn påstår at også de ser Jomfru Maria, og snart begynder man at tale om at Marpingen kunne være et tysk Lourdes.

De preussiske myndigheder er fra starten af imidlertid overbevist om, at der er tale om en katolsk sammensværgelse hvis mål er at omstyrte den statslige ordning, og man går derfor hårdt til værks. Man forsøger, at forhindre pilgrimsrejser til Marpingen og forbyder både de lokale og tilrejsende at betræde det skovområde hvor de påståede åbenbaringer skulle skulle have fundet sted. Soldater går løs på fredelige syngende og bedende pilgrimme med geværkolber og bajonetter, landsbyen og enkelte personer bliver pålagt store bøder, sognepræsten og andre centrale aktører bliver fængslet og slæbt for retten, og de visionære børn bliver midlertidigt tvangsfjernet fra deres forældre.

Den liberale tyske presse bakker op om de preussiske myndigheders hårdhændede fremfærd mod Marpingen. Datidens tyske liberale havde et stærkt had og en dyb foragt for katolicismen i al almindelighed og den folkelige katolicisme i særdeleshed, og man er både chokeret og vred over at sådan noget som åbenbaringer, ekstaser, mirakler og andet ”overtro” stadigvæk kunne trives i jernbanens og videnskabens århundrede. Den katolske presse forsvarer til gengæld Marpingen, og efter noget tøven tager det katolske centrum parti også sagen op i den tyske rigsdag. Her bliver de godt nok nærmest buet ud af de liberale, men alligevel får man udstillet hvor overdrevet myndighederne havde grebet sagen an. Vigtigere var det dog, at Bismarcks Tyskland godt nok ikke var et demokrati i vores forstand, men heller ikke noget vilkårligt diktatur. De tyske domstole ender nemlig med at frifinde alle de anklagede fra Marpingen, og hele historien om at de påståede åbenbaringer skulle have været udtryk for en bevidst katolsk sammensværgelse, hvor kirkens ledelse trak i trådene, fald til jorden med et brag. Den statslige forfølgelse af Marpingen fænomenet ophører, ligesom Bismarck i øvrigt generelt dropper både samarbejdet med de liberale og kulturkampen og i stedet begynder at indgå politiske studehandler med det katolske centrums parti.

For den katolske kirke var Marpingen dog også en vanskelig sag. Den lokale sognepræst var en ivrig tilhænger af åbenbaringernes ægthed og det var som sagt også mange andre katolikker, både gejstlige og lægfolk herunder folk fra højaristokratiet. Pga. kulturkampen havde bispedømmet Trier, hvortil Marpingen hørte, i 1876-1877 ikke nogen biskop og bispedømmet blev forsøgt ledet af provisoriske pavelige legater, som måtte agere i det skjulte, da de risikerede fængsel eller landsforvisning for ikke at underkaste sig den preussiske stat. Der bliver derfor aldrig iværksat en egentlig biskoplig undersøgelseskommission, om end man dog får en teologisk udtalelse fra en biskop, der var ekspert i mariansk teologi.  Han var overbevidst om at de påstående Maria-åbenbaringer var af dæmonisk oprindelse og derfor ikke under nogen omstændigheder kunne anerkendes. Da Trier igen får en biskop i 1881 vælger han dog at holde denne afgørelse hemmelig, nok for at beskytte kirkens rygte og undgå at støde de mange, der troede på åbenbaringerne. Man prøver dog at få stoppet valfarterne hertil og håber, at sagen vil dø hen. Bispedømmets overbevisning om at åbenbaringerne ikke var autentiske forstærkes af at en af seerne som voksen under ed udtaler, at det hele var en stor løgn i og med, at børnene havde følt sig presset af de voksnes ledende spørgsmål til at sige, at de så Jomfru Maria etc. Jo mere de voksne troede, pilgrimmene strømmede til og myndighederne forfulgte de troende, desto vanskeligere havde det været for dem at bakke ud. Men også dette centrale vidneudsagn vælger man at holde hemmeligt for at undgå skandale.

Marpingen vil dog ikke sådan dø hen. Bispedømmet Trier bliver bombarderet med forespørgsler om man dog ikke kan få en kirkelig anerkendelse, og man har et værre hyr med at få stoppet publikationer, der hverver for at Mariaåbenbaringer var ægte nok. Det bliver ikke bedre af at befolkningen efter 1. Verdenskrig bygger et kapel i ”åbenbaringsskoven” og kræver, at det skal indvies af biskoppen, hvad det dog aldrig bliver. I løbet af 1950’erne begynder bispedømmet Trier at begrunde sin afvisning af åbenbaringerne fra Marpingen uden at det dog har haft den ønskede effekt. Fra tid til anden dukker kvinder fra området op, og påstår, at de modtager åbenbaringer fra jomfru Maria, senest i 1999 var der en del medievirak om sådanne åbenbaringer.  Læren fra Marpingen er nok, at efterspørgslen efter Maria-åbenbaringer og håbet om mirakuløse helbredelser er og forbliver stort, og at den katolske kirke i fortid og nutid har svært ved at sikre sig at denne længsel følger kirkens retningslinjer.

Læs mere

Skrevet af den 23 aug, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet | 0 kommentarer

En religionsforskers rejse ind i et katolsk univers

Hvis man skulle tro mediebilledet, så er den danske religionsforskning kendetegnet ved en markant tendens til at være kritisk overfor kristendommen. Religionshistorikere som Mikael Rothstein og Jens-André Herbener bruger igen og igen mediernes platform til hvad mest af alt virker som deres personlige korstog mod kristendommen. Men den meget mediebevågenhed til trods er de ikke repræsentative for religionsforskningen, hverken for den danske og slet ikke for den internationale. Et alternativt eksempel på hvordan man kan forske i kristendommen – og religion i al almindelighed – er Robert A. Orsi, der har skrevet flere bøger om amerikansk indvandrerkatolicisme især i tiden før Det andet Vatikankoncil. I bogen ”Between Heaven and Earth – The Religious Worlds People Make and the Scholars Who Study Them”, præsenterer han dele af sin forskning samtidigt med at han reflekterer over selve denne forskning.

For Orsi handler religion grundlæggende set om menneskers relationer til overnaturlige væsener – og de relationer som opstår mellem de mennesker der har relationer til sådanne væsener. Ligesom religionsforskeren Meredith McGuire er han meget skeptisk overfor religionsforskningens tendens til (ud fra en mere eller mindre ubevidst protestantisme) at definere religion som noget, der udelukkende handler om tro, meningsdannelse og andre mere intellektuelle indfaldsvinkler. For Orsi handler religion langt mere om relationer, om erfaringer og om oplevelser af det helliges nærvær. Og ikke mindst er religion for Orsi noget kropsligt og sanseligt. Og det giver også god mening når man tænker på at han har specialiseret sig i den meget folkereligiøst prægede indvandrekatolicisme i USA i tiden før Det Andet Vatikankoncil (1962-1965). Det var nemlig en religiøsitet der inddragede alle sanser og ikke blot høresansen sådan som man kender det fra mainstream protestantisme. Her var synssansen, lugtesansen, den fysiske kontakt med hellige genstande og diverse kropsligt baserede ritualer i centrum, og det ikke blot i kirkerummet men også i en dagligdag, hvor det hellige var dybt integreret. Og i virkeligheden bør man ikke skrive ”var”, for Orsi har i sin forskning kunne påvise, at denne religiøsitet stadigt lever videre i USA, bl.a. men ikke kun pga. af den store indvandring fra Sydamerika.

Orsi advarer mod at ville dele religioner hhv. religiøse udtryksformer op i ”gode” og ”dårlige”, ”forkerte” og ”rigtige” etc. Det er ikke religionsforskningens opgave at lege religiøs smagsdommer men i stedet at prøve på at forstå hvilken rolle disse religiøse universer spiller for dem, der lever i og med dem. Det er imidlertid heller ikke Orsis projekt at være apologet for disse religioner hhv. deres troende. F.eks. skildrer han indgående hvordan den amerikanske katolske kirke i tiden før Det andet Vatikankoncil dyrkede lidelsen ud i det ekstreme. Sygdom blev set som en gave fra Gud da den var vejen til spirituel udvikling. De handicappede blev fremstilet som mennesker der stod Gud særligt nær og var udvalgt af ham til med deres lidelser at bidrage til verdens frelse. Men lige præcist fordi lidelser blev tolket som en gave fra Gud, som noget, som man skulle ønske sig så meget som muligt af, var der ikke plads til klage, sorg og fortvivlelse. Ve den syge der udtrykte andet end from accept af Guds vilje og ikke modtog alt med et smil på læberne! På samme måde gør han opmærksom på, at prisen for at man lagde vægt på børns deltage i messen var, at også ret små børn blev pålagt at faste forud for modtagelsen af kommunionen (nadveren), dvs. at de ligesom de vokse ikke måtte spise og drikke fra kl. 12 midnat og så frem til modtagelsen af kommunionen i løbet af formiddagen. Det var ikke ualmindeligt, at børn besvimede pga. denne faste! Og generelt skulle børn være mussestille under messen – som de skulle følge opmærksomt og andagtsfuldt, ellers vankede der straf fra de evigt opmærksomme nonner!

Så nej, Orsi vil ikke romantisere dette katolske univers, men han vil heller ikke dæmonisere det. I stedet vil han forstå det. F.eks. forsøger han at forklare den førkoncilære amerikanske katolske kirkes særlige fokus på lidelsen som en måde at håndtere en vanskelig integrationsproces på. Der herskede i den tid som Orsi arbejder med en stærk antikatolsk stemning i det amerikanske samfund. De katolske indvandrere fra Irland, Polen og Italien blev set ned på og de fleste måtte som en del af den amerikanske arbejderklasse knokle hårdt for at komme op i den eftertragtede middelklasse. På den ene side ønskede den katolske kirke denne sociale opstigning, men den var samtidigt hermed bange for den, for ville den ikke let medføre, at katolikkerne blev for amerikanske, dvs. for materialistiske og på længere sigt protestantiske? Den amerikanske katolske kirkes fokus på lidelse i den førkoncilære periode kan i denne sammenhæng forstås som et forsøg på at skabe en katolsk modkultur til majoritetssamfundet, en modkultur hvor de socialt dårligere stillede katolikker kunne føle sig moralsk overlegen i forhold til de materielt set mere succesfulde protestanter. På samme måde var det store fokus på at forme børnene i en striks katolicisme udtryk for en angst for at miste sin fremtid i form af at disse børn kunne blive assimelerede ind i det amerikanske samfund og hermed miste deres katolske identitet og tro. Eller sagt med andre ord, man kæmpede med de samme problemstillinger som mange muslimer står overfor f.eks. her i dagens Danmark.

Orsi er selv italiensk-amerikaner og hans egen families historie er vævet ind i hans forskning, men han er ikke selv religiøs i dag, så på denne måde har han et ben i begge lejre, er både udefra og indefra. Han appellerer til religionsforskerne om at være ærlige mht. deres egen baggrund og indfaldsvinkel til religion, så man ikke blindt bliver styret af et personligt behov for at forsvare eller angribe religiøse miljøer. Lige meget hvor man står skal man kunne rumme at de andre på en gang ligner en og er radikalt anderledes end en selv. Man skal ikke være bange for at lade sine egne værdier udfordre – det er lige præcist når man tillader at det sker, at man lærer mest om de andre – og om sig selv.

 

Læs mere

Skrevet af den 8 aug, 2016 under Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Jesus blinkede! – Mirakuløse krucifikser i Spanien

 

William A. Christians bog Moving Crucifixes in Modern Spain handler om to påståede mirakuløse krucifikser i de to små nordspanske landsbyer Limpias og Piedramillera. I begge tilfælde var der tale om at først børn og siden voksne påstod at de havde set Jesusfiguren på deres sognekirkes hovedkrucifiks blinke med øjnene, bevæge læberne hhv. hele hovedet eller på anden vis virket levende. I Limpias starter visionerne i marts 1919 mens de i Piedramillera først starter i maj 1920. I begge tilfælde strækker perioden, hvor folk hævder at have set miraklet sig over flere år, men fænomenet dør ud i løbet af 1920’erne.

Limpias fænomenet er dog væsentligt større. Der organiseres mange valfarter til kirken, mest fra lokalområdet men også fra resten af Spanien og sågar fra andre europæiske lande. Selv det spanske kongepar kommer forbi. Over 250.000 valfartende besøgte Limpias og efter sigende mente ca. 10 procent af dem at de havde set Jesusfiguren vise tegn på liv.

Grunden til Limpias i første omgang blev så stort var bl.a. at den lokale biskop var overbevist om at der var tale om et ægte mirakel, og at en række ordenssamfund, især Kappucinerne men også mange lægfolksorganisationer bakkede op og stod for at organisere valfarterne. I en periode er der et håb om at Limpias kunne blive til et spansk Lourdes. Den katolske kirke i Spanien føler sig i denne periode stærkt angrebet af en aggressiv antikirkelighed, der især udgår fra arbejderklassen, som bebrejder den katolske kirke dens nære alliance med de rige og magtfulde i det spanske samfund. Mange af dem der troede på “miraklet i Limpias” håbede på at det ville kunne få kirkens fjender til at omvende sig, ligesom de også ofte så det som et af mange tegn på at dommedag var nær. (1. Verdenskrig og det sociale og politiske kaos der fulgte efter krigen samtidigt med kommunismens fremkomst og den tiltagende sekularisering gav god grobund for forestillingen om at verdens ende var nær.)
Men nuntiusen er skeptisk og Vatikanet synes at have sikret sig at den biskoppelige undersøgelseskommissionen ender med hverken at afvise eller godkende autenticiteten af “miraklet i Limpias”. Omtalen af miraklet i Limpias forsvinder fra de kirkelige aviser og efterhånden mister den katolske offentlighed interessen for fænomenet. Billeder af ”Kristus fra Limpias” har dog stadig en vis popularitet i den spansksprogede verden.

I Piedramillera er den lokale sognepræst en begejstret tilhænger af ægtheden af miraklet og han bombarderer sin lokale biskop med skriftlige henvendelser om fænomenet. Men biskoppen lader sig ikke overbevise og sørger oven i købet for at den katolske presse i bispedømmet ikke skriver om fænomenet, der derfor aldrig bliver rigtigt kendt udenfor lokalområdet.

Man kan selvfølgelig godt undre sig lidt over at begge korsmirakler ender med ikke at få en kirkelig opbakning al den stund, at den katolske kirke i 1500-tallets og 1600-tallets Spanien havde været venligt stemt overfor lignende typer af mirakler, mens inkvisitionen havde været mere en skeptisk overfor folk, der påstod, at de modtog budskaber fra Jesus eller Jomfru Maria. Den store fordel kirkeligt set ved korsmiraklerne er nemlig den, at Jesus forbliver tavs. Der er altså ikke tale om at der er nogen udenfor det kirkelige hierarki der påberåber sig direkte adgang til hvad Gud vil og kræver af de troende. I stedet giver de hellige billeder, der bløder, sveder eller bevæger sig med deres verbale tavshed kirkens ledere mulighed for at udlægge hvad Gud vil sige med disse tegn.

Problemet med korsmiraklerne i Limpias og Piedramillera skal mere søges i andre forhold. For det første udløste synet af at ”Jesus blinkede med øjnene” hos en del af dem, der så det, ret heftige reaktioner så som besvimelser og lignende. Det var ligesom lidt for heftigt for nogle teologer. For det andet var problemet, at man aldrig ville kunne udelukke at der var tale om en art selvsuggestion. Der var altid kun tale om et mindretal, som hævede, at de så noget usædvanligt. Hvad til gengæld viser, at der ikke kan være tale om at der var blevet manipuleret med de berørte krucifikser, for så ville jo alle have set noget. Men da disse syn typisk fandt sted under en oppisket religiøs stemning var det let at afskrive dem som en blanding af hysteri og flakkende belysning. Og dermed gjorde man sig sårbar for at blive gjort til grin af den katolske kirkes fjender, der meget sjældent lod sig overbevise om historiernes ægthed. Beretninger om mirakler tros typisk af mennesker, der lever i et mentalt univers hvor mirakler er mulige. Folk der har overtaget den naturvidenskabelige forklaringsmodel vil sjældent lade sig overbevise af historier om at en Jesusfigur blinkede med øjnene.

Læs mere