Er jeg nonbinær?

 

Der har i den seneste tid været en del snak om de såkaldte nonbinære – et af de nyeste skud på den identitetspolitiske stamme. Og da jeg nu flere gange har oplevet, at intersektionelle feminister har lagt op til at jeg selv er nonbinær, var det ligesom også oplagt at prøve at finde ud af hvad det er som de øjensynligt tror, at jeg er.

Hvad jeg fandt ud af ved at surfe rundt på nettet er at “nonbinær” er et paraply begreb for en række identiteter der handler om at man ikke ser sig selv eller føler sig selv som enten mand eller kvinde, men i stedet som hverken mand eller kvinde – som forskellige kombinerer af mand og kvinde  – som at man flyder rundt mellem disse identiteter mfl. Men nonbinær kan øjensynligt også rumme såkaldte “akønnede”, dvs. personer der ikke føler sig som noget køn.

Og det var så mit heureka øjeblik. Jeg “føler” mig nemlig ikke som en kvinde, jeg mener, hvordan føles køn? Det har jeg ligesom aldrig forstået. Jeg er en kønsrolleafvigende lesbisk, der aldrig har kunnet spejle mig i samfundets forventninger til mig som kvinde, som aldrig har kunnet identificere mig med feminitet, uden af den grund at se mig selv som en mand.  I henhold til den intersektionelle feministiske og queer-aktivistiske logik er jeg så øjensynligt akønnet. Akønnede hører til under den nonbinære paraply – og de nonbinære hører så igen ind under den transkønnede paraply – og vupti, Karen er minsandten transkønnet! : )

Jeg kan se det for mig. Som nonbinær/transkønnet skulle jeg så høre til den efter sigende mest undertrykte og lidende befolkningsgruppe i samfundet, hvis situation antages at være langt værre end de lesbiskes. Og ud fra den intersektionelle logik om at dem, der har det hårdere end andre også har mere ret end andre, ville jeg fremover kunne forvente at blive lyttet til og adlydt så snart jeg hæver min røst i feministiske sammenhænge. Hvilke perspektiver!

Men desværre, jeg må takke nej til muligheden for at kunne italesætte mig selv som overoffer med ubegrænset ret til at kræve af andre at de skal lade sig mentalt omskole for at min identitet kan blive bekræftet og anerkendt.

Det forholder sig nemlig sådan, at lige meget hvad jeg føler mht. mit køn, hhv. i mit tilfælde ikke føler, så er jeg jo ikke en engel, altså et væsen der består af en kropsløs åndelig intelligens. Jeg er som alle andre mennesker et kropsligt væsen. Jeg blev født med en piges krop, der udviklede sig til en kvindes krop. Fordi jeg blev født med denne krop blev jeg fra dag ét i mit liv mødt med en masse krav og forventninger knyttet til mit biologiske køn. Var jeg blevet født med en penis var jeg blevet mødt med andre krav og forventninger. Mine erfaringer havde været anderledes. Eller med andre ord, jeg ville have været en anden.

Køn og krop kan i mine øjne ikke skilles fra hinanden – ligeså lidt som hudfarve og krop kan. Kønnet er knyttet til kroppen – og min kropslige virkelighed bliver mig med alderen mere og mere bevidst. Jeg er mere end min krop, men vi har en fælles historie, uden denne krop var jeg ikke mig.

Jeg kan sagtens forstå de nonbinæres frustration over vort samfunds indsnævrende kønsroller og kønsforventninger. Jeg synes også det er træls hvis og når folk antager en masse om mig rent mentalt fordi jeg har den krop jeg har og fordi jeg omtaler mig selv som kvinde. Og nej, jeg benægter ikke nonbinæres eksistens. Min eksistens tolkning er imidlertid en anden. For mig er min krop mit eksistensvilkår, derfor kan mit køn ikke være andet end min krops køn. Og lad os så kæmpe for at vi alle skal kunne leve som det passer os bedst uanset hvilke kroppe vi er blevet født med.