Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 dec, 2012 under Ikke kategoriseret | 15 kommentarer

Hader Iben Thranholm de vestlige sekulære demokratier?

Iben Thranholm benytter i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 7.12.2012 den aktuelle debat om juletræer, julefejringer i skolerne og kors på slovakiske mønter til at komme med hvad man vist godt kan kalde for en bredside mod kampen for sekulariseringen. At fjerne kristne symboler i det offentlige rum kalder hun for et “had til kristendommen. Et had, der samler kraft til at hærge, indtil det sidste alter er væltet“.

Dernæst påberåber hun sig historien: “I 1930’ernes Tyskland startede forfølgelsen af jøderne også med, at man fratog dem privilegier. I det antikke Rom, som var kendt for sine omfattende kristenforfølgelser, var kristendommen vel at mærke ikke forbudt ved lov. Men den folkelige uvilje mod de kristne var meget stor. En privat anklager behøvede kun at rette en anklage for det at være kristen, for at en dommer kunne dømme til døden. Kejseren lod de kristne gå fri, hvis de afsværgede deres tro“.

Kristendommen tvinges i dag, i henhold til Iben Thranholm, også til i offentlige sammenhænge at afsværge sin tro. Formålet med religionsneutraliteten er nemlig intet mindre end at smadre kristendommen. Der er med andre ord tid til handling: “Hvis ikke kristne i Europa modsiger religionsneutraliteten og sætter foden i døren, mens de endnu har friheden til at gøre det, er de i fare for at komme til at lide samme skæbne som kristne i for eksempel Irak, Mellemøsten, Indonesien, Kina og Nigeria. Europæiske kristne forholder sig alt for passivt og naivt til tidens tegn. Den attitude kan komme til at ændre historiens gang radikalt.”

Hvad skal man dog sige til denne svada? Tja, jeg kunne jo være fristet til at spørge Iben Thranholm om hun hader de vestlige demokratiske og sekulære samfund. Vil hun ikke helme før sekulariseringen er blevet rullet fuldstændigt tilbage? Mener hun f.eks. at kristendommen skal have samme status i dag som den havde i middelalderens samfund og de andre religioner skal behandles ligesom de dengang blev behandlet? Jeg kunne selvfølgelig også spørge Iben Thranholm om hvordan hun ville have det med at blive beskyldt for at være drevet af had og for at arbejde for et samfund hvor dem, der ikke tror som hende, skal udsættes for forfølgelser. Jeg kunne spørge hende om mange ting, men jeg tror ikke rigtigt, at hun vil værdige en lille ubetydelig blogger som mig et svar.

Så derfor er det nok mere givende at se på Iben Thranholms brug af historien. Mht. nazismen så startede nazisterne ikke med at fratage jøderne deres privilegier, for jøderne var i det førnazistiske Tyskland ikke privilegerede. I stedet startede nazisterne med at fratage jøderne deres borgerlige rettigheder, de rettigheder der ligestillede alle tyske statsborgere uafhængigt af deres religion og etniske baggrund.

Mht. kristendomsforfølgelserne i Romerriget, så er det vigtigt at være opmærksom på, at de antikke samfund faktisk var rimeligt ligeglade med hvad folk troede på. Man måtte tro på de guder man ville. Men romerne var ofte  ret så skeptiske overfor nyreligiøse bevægelser, hvortil kristendommen jo den gang hørte, fordi man mente, at det var bedre for samfundet hvis folk holdt sig til traditionen og forfædrenes skikke. Og så var Romerriget kun tolerant i den forstand, at folk måtte tro på guder efter eget valg. Det krævende nemlig at alle skulle deltage i statens officielle kult (kejserkulten) og i lokalsamfundene blev det også forventet, at alle deltog i de store religiøse festivaler til ære for lokalsamfundets guder.

Eller med andre ord, ikke nok med at det offentlige rum i det hedenske romerrige var fyldt med gudebilleder, altså var alt andet end religionsneutralt, så insisterede samfundet på at man uanset ens personlige tro skulle deltage i fællesskabets religiøse ritualer. Ville man ikke det, f.eks. fordi man var kristen, ja så blev man set som en trussel mod samfundets sammenhængskraft, ja mod selve dets overlevelse. Hvis Romerriget havde været religionsneutralt, så var det ikke kommet til kristendomsforfølgelser.

Det forstemmende ved Iben Thranholms klumme er imidlertid ikke bare hendes dæmonisering af de vestlige sekulære demokratier. Nej, det sørgelige er også, at hun øjensynligt går ud fra at kristendommen kun kan leve hvis den er privilegeret. At der ikke er nogen mellemvej mellem at have magten eller at blive forfulgt.

Det hører jo også unægteligt med til historien, at kristendommen da den kom til magten i det sene Romerrige, ikke blot blev overøst med privilegier. Nej, den fik også iværksat en omfattende forfølgelse af de ikke-kristne religioner. Gudernes altre blev væltet. Gudebillederne blev smadret. Det samme blev templerne hvis de ikke blev omdannet til kirker. Enhver dyrkelse af de gamle guder blev forbudt og straffen for at bryde den lov var i værste fald døden. Måske frygter Iben Thranholm, at kristendommen i de sekulære vestlige demokratier vil få samme behandling som den udsatte antikkens hedenske religioner for da den i sin tid først fik magten hertil? Men sådan kommer det næppe til at gå. Kristendommens magtovertagelse og de efterfølgende forfølgelser af anderledes troende blev indført i diktaturstater. I et demokrati med respekt for sig selv sikres alle borgere lige rettigheder uanset deres religion.

 

Læs mere

Skrevet af den 3 okt, 2012 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Den katolske kirkes største problem

At den katolske kirke har visse problemer at slås med er vist en kendt sag for de fleste der følger bare lidt med i kirkelige forhold. Imidlertid er der, sådan som jeg ser det, i alt for ringe omfang fokus på hvad der formodentligt er den katolske kirkes altoverskyggende problem i dag, nemlig den katastrofale mangel på præster.

Den katolske kirke er i et helt andet omfang end de protestantiske kirker afhængig af præster. Ikke mindst eukaristien, eller nadveren hvis vi skal bruge et dansk udtryk, der er omdrejningspunktet for kirkens liv, kan kun fejres når der er en gyldigt viet og autoriseret præst til stede. Men i den vestlige verden falder antallet af katolske præster drastisk , og det nytter kun lidt at antallet af katolske præster i den tredje verden stiger, for antallet af katolikker i denne del af verden stiger endnu mere og man har derfor brug for alle sine præster selv. Og problemet med præstemanglen  i Vesten vil alt andet lige vokse fordi den katolske præsteskare her allerede hører til det  grå guld. Gennemsnitsalderen for katolske præster i USA er således 63 år og i Irland er den 64 år. Hvis denne udvikling fortsætter risikerer den katolske kirke noget der kunne ligne et sammenbrud i sjælesorgen om 10-20 år.

Hvad kan der så gøres ved denne krise?  Ja, svaret er ganske ofte at den katolske kirke skal afskaffe pligtcølibatet for sine præster. Hvis præsterne kunne få lov til at gifte sig, er tanken, så vil flere søge om at blive katolsk præst, og frafaldet af allerede ordinerede præster vil falde markant. Nu skyldes den katolske kirkes præstemangel næppe udelukkende pligtcølibatet, men det virker dog oplagt, at problemet kunne formindskes væsentligt, hvis der blev åbnet op for gifte katolske præster. Dertil kommer, at pligtcølibatet ikke er noget dogme i den katolske kirke. Den katolske kirke har ikke altid pålagt præsterne at leve ugift, ja faktisk findes der allerede nu gifte katolske præster, det gælder f.eks. en del af præsterne fra de ortodokse kirker, som har underlagt sig Paven og det gælder for gifte tidligere protestantiske præster, der efter at være konverteret har ønsket at virke som katolske præster.

Så hvorfor ophæver Paven så ikke bare pligtcølibatet? Se det er der nok mange grunde til. F.eks. kan det tænkes, at Paven ikke helt har forstået hvor alvorlig situationen er i praksis. En del kender nok til at arbejde på en arbejdsplads, hvor ledelsen måske ikke helt synes at have forstået alle de udfordringer som de ansatte må kæmpe med i deres arbejdshverdag. Ej heller virker det altid som om at vores kære politikere helt har styr på hvordan deres politik påvirker den almindelige borgers dagligdag. Det ville slet ikke være så mærkeligt hvis Paven ikke rigtigt var inde i hvor store praktiske problemer præstemangelen udløser ude i de katolske sogne.

Dertil kommer, at der er en klar tendens i Vatikanets politik når det gælder om at udvælge kandidater til bispeembedet: Kun dem der bakker op om Pavens linje, f.eks. mht. at pligtcølibatet skal opretholdes, bliver undnævnt til katolsk biskop. På denne måde sikrer man sig altså mod uønsket kritik fra dem, der skal takle de konkrete problemer som præstemangelen udløser i de katolske bispedømmer. Alligevel er der fra tid til anden den ene eller anden katolske biskop, der lufter tanken om en afskaffelse af pligtcølibatet. Hvad set i lyset af førnævnte udvælgelsespolitik blot viser hvor desperat situationen er ved at blive ude i den katolske hverdag. Men disse røster bliver der altså ikke lyttet til.

Måske bliver disse biskopper ikke lyttet til fordi Paven mener, at der ville være for mange praktiske problemer med at tillade gifte præster i andre end de allerede eksisterende undtagelsestilfælde. De nuværende lønninger som katolske præster får rækker kun i få lande til at præsten ville kunne forsørge en familie. Og hvis man f.eks. indførte en ordning med gifte præster, der svarer til den den ortodokse kirke har, hvad på mange måder ville være mest oplagt, så står man overfor en række problemer. Den ortodokse kirke tillader nemlig nok gifte mænd at blive præst, men ugifte mænd, der er blevet viet til præst, må ikke gifte sig. Og biskopper vælges kun blandt de ugifte præster. Men hvis den katolske kirke indfører en sådan ordning vil der automatisk opstå problemer i forhold til dem blandt de nuværende katolske præster og biskopper, der ønsker at gifte sig, ligesom man skulle finde ud af hvad man vil gøre i forhold til de præster, der har måtte forlade præstegerningen fordi de har giftet sig.

Men jeg tror nu ikke, at det virkeligt er det afgørende for Paven. Mere grundlæggende er problemet for ham nok snarere, at hvis den katolske kirke efter mange års pres nu skulle ophæve pligtcølibatet så vil der straks blive rejst krav om endnu mere vidtgående forandringer som f.eks. kvindelige præster. En af erfaringerne fra Det Andet Vatikankoncil er nemlig, at forandringer hos nogle katolikker bliver brugt som undskyldning for at kræve endnu flere forandringer og hvor går grænsen så?

En anden erfaring fra koncilet er dog også, at de katolikker, der loyalt har bakket op om den katolske kirkes lære, kan blive alvorligt skuffet over at kirken pludselig laver om på dens lære. Hvis man, måske under store personlige omkostninger, har fulgt den katolske kirkes regler – og forsvaret dem mod kritikere, kan man godt blive forvirret, usikker og måske vred hvis kirken så lige pludselige giver kritikerne ret.

For de katolikker som måske mest svarer til hvad Paven opfatter som gode katolikker, er et af de helt centrale kendetegn ved den katolske kirke, at den holder fast ved sandheden, at den ikke følger med tidsånden men i stedet modigt forkynder det evigt sande også når det ikke er populært. At ændre ved læren og dens omsætning i kirkens leveregler er derfor en uhyre vanskelig sag.

Dertil kommer, at pligtcølibatet er en del af det unikt katolske. De ugifte præster er en speciel katolsk ordning, der har bidraget til at sikre den katolske identitet, på samme måde som  latin som kirkens liturgiske sprog hørte til den katolske kirkes særlige kendetegn i tiden før Det Andet Vatikankoncil. Og ligesom der var mange fordele forbundet med den katolske kirkes indførelse af en liturgi på modersmålet men at man ved at vælge den vej også mistede noget unikt katolsk, så vil afskaffelsen af pligtcølibatet betyde, at man kommer til at give afkald på en del af den katolske kirkes særpræg.

Det er derfor forståeligt nok at Paven ikke vil afskaffe pligtcølibatet – prisen for at gøre det vil være høj, men det samme vil prisen for ikke at gøre det være. Lige meget hvilken vej hans efterfølger som Roms biskop vil slå ind på så vil den komme til at ændre den katolske kirke som vi kender den.

Læs mere

Skrevet af den 31 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 9 kommentarer

Kan abort og holocaust sammenlignes?

Lige for tiden kører der en spændende debat om abort på Facebook gruppen “Katolikker i Danmark”. En mindre gruppe personer forsvarer indædt en film, der sætter lighedstegn mellem den fri abort og holocaust, mens andre kritiserer filmen for at være ækel og grænseoverskridende. Interessant nok synes ingen rigtigt at gå i dybden med selve påstanden om at abort og holocaust kan sammenlignes.

Selve ideen om at abort og holocaust kan sammenlignes bygger for mig at se på en tydelig mangel på forståelse af holocaust som en historisk begivenhed. F.eks. fandtes der i Nazityskland ikke nogen lov, der legaliserede massedrabet på jøderne. Ja, vi har end ikke en skriftlig ordrer fra Hitler! Nazisterne forsøgte, at holde holocaust hemmeligt og at skjule det, der fandt sted, ligesom de ved slutningen af 2. verdenskrig forsøgte, at fjerne så mange beviser på holocaust som muligt. Det gjorde naziregimet, fordi det vidste, at det man gjorde var illegalt og at der blandt tyskerne ikke var en bred opbakning til fysisk at udrydde jøderne. Dem der i dag benægter holocaust siger jo typisk ej heller, at drabet på jøderne ikke var drab fordi jøder ikke er mennesker. De benægter i stedet, at holocaust fandt sted!

Abort er derimod legalt i en række lande. Man ved det finder sted og hvert år offentliggøres antallet af gennemførte aborter. Abort har i et land som Danmark en bred politisk og folkelig opbakning. Dem der går ind for abort benægter ikke, at de finder sted, men de hævder, at fostre ikke er mennesker og abort derfor ikke er drab.

På førnævnte Facebook gruppe an man se den påstand fremført, at det er farligt, at hævde, at en bestemt gruppe ikke er mennesker, fordi vejen så er åben for folkedrab. Ved at erklære fostre som ikke-mennesker skulle vejen altså være banet for massedrab på fødte mennesker.

Men grunden til at naziregimet forsøgte, at udrydde jøderne, var at Hitler og hans slæng havde et dybt og indædt had til jøderne. For nazismen var jøderne simpelthen forklaringen på alt ondt i verden! Alt hvad nazismen var imod: socialisme, liberalisme, kapitalisme, pacifisme etc. fik jøderne skylden for. Jøderne udgjorde i henhold til nazismen en dødelig trussel for den såkaldte ariske race.
Først var det naziregimets politik, at fjerne alle jøder fra samtlige indflydelsesrige positioner i samfundet, men det var så ikke nok for dem, den
indbildte trusel fra jøderne nødvendiggjorde i deres øjne, at jøderne skulle fordrives fra alle tyskkontrollerede områder. Da dette imidlertid ikke var praktisk muligt greb Hitler til den såkaldte endelige løsning på “det jødiske problem”, nemlig den systematiske udryddelse af jøderne.
Nazisterne var ikke gået til valg på at jøderne skulle udryddes, men masseudryddelsen var et resultat af et vanvittigt had, som i øvrigt blev forsøgt formidlet til den tyske befolkning f.eks. i skolen og via aviser som Der Stürmer og film som Der Ewige Jude. Umenneskeliggørelsen af jøderne var et resultat af et vildt had til jøderne, der igen endte med massedrab.

Men er den fri abort båret af et dyb had til fostre? Tror tilhængerne af den fri abort, at fostre er årsagen til alt ondt i verden? Laver tilhængerne af den fri abort plakater, der viser de onde og griske fostre? Bruges ordet foster som et skældsord af tilhængerne af den fri abort? Sammenligner de fostre med rotter? Taler de om en international sammensværgelse hvor fostrene skulle planlægge, at overtage magten i verden?

Holocaust var et eksempel på at en stat bevidst forsøgte at udrydde et helt folk, deraf begrebet folkedrab. I Danmark, i USA, i Israel og i de andre vestlige lande med fri abort findes der ingen plan for systematisk udryddelse af fostre. Man finkæmmer ikke samfundet for gravide kvinder, som så tvinges til en abort. Abort er et tilbud, som den enkelte kvinde kan sige ja eller nej til. Abort er ikke folkedrab, da der ikke er tale om  en planlagt udryddelse af en hel befolkning hhv. befolkningsgruppe. Og fostre, der bliver aborteret, kan ikke defineres som et folk eller en bestemt social gruppe som f.eks. en race eller en religion.

Det syn på mennesket og på samfundet, der ligger bag den fri abort, er meget anderledes end nazismens. Nazismen var ekstremt antiindividualistisk. “Du og jeg betyder ingenting, Tyskland betyder alting” var et af nazismens vigtige slogans. Ligesom man fjerner kræftknuder for at redde kroppen må jøderne fjernes fra folkelegemet, så det kan blive raskt. Sådan var tankegangen. Og derfor var abort også forbudt i Nazityskland, for de tyske kvinder skulle føde så mange børn som muligt. At få børn og gå hjemme og passe dem og husholdningen var i henhold til nazismen det som kvinder fra til for.

Den fri abort er et resultat af kvindefrigørelsen, som nazisterne hadede som pesten og som ifølge dem selvfølgelig også var en jødisk ide. Den fri abort er udslag af en individualistisk kultur, som sætter kvindens selvbestemmelse i højsædet. Kvinder skal ikke ofre sig for børn, ægtemænd og fædrelandet men i stedet have lov til at bestemme over deres egen krop. Intet kunne ligge nazismen fjernere.

Mange jøder føler sig meget stødte over at visse kristne sammenligner abort med holocaust. Dette skyldes både de historiske forhold men også det jødiske syn på fostret. I henhold til den jødiske religiøse lovgivning er et foster nemlig ikke et menneske og dermed er abort i henhold til jødedommen ikke drab. At ville sammenligne massemordet på jøderne med noget, der i henhold til jødedommen ikke er drab, er respektløs overfor jøderne.

I øvrigt viser jødedommens syn på fostret, at en dyb respekt for menneskets værdighed godt kan forbindes med en benægtelse af at fostre er mennesker.

Læs mere

Skrevet af den 27 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Længslen efter den religiøse stat

Jeg må tilstå, at jeg i en længere periode har afstået fra at læse Iben Thranholms klummer i Kristeligt Dagblad. For at sige det lige ud: Hun er i mine øjne så langt ude at det nærmest ikke er værd at bruge energi på hende. Da jeg så Iben Thranholms klumme fra den 24.8.2012 med titlen “Putin er ny kristen verdensleder” lod jeg mig dog friste – og blev fuldkomment bekræftet i mit syn på Iben Thranholm, hvis teologiske verdensanalyse for mig at se er kendetegnet ved en bemærkelsesværdig evne til at have begge ben solidt placeret i luften. Alligevel er der nogle dybere liggende tendenser i Iben Thranholms klumme, der fortjener at blive taget op til debat.

For det første er det bemærkelsesværdigt, at Iben Thranholm synes at se Putins demonstrative deltagelse i højtidelige gudstjenester og hans rundhåndede finansiering af kirkebyggerier som et bevis på at han er en “personlig kristen”. Her må jeg tænke på Jesu berømte ord: ”Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig“. (Matt. 6,5-6)

Her advares den kristne ikke blot mod hykleri, mod at tro at fromhed er ydre performance frem for et indre forhold til Gud. Nej, der advares de facto også mod at falde for andres “fromhedsdemonstrationer”. Det personlige gudsforhold er et nådens mysterium som øjet ikke kan indfange, for det udfolder sig grundlæggende i det skjulte, der hvor hjerte taler til hjerte.

For det andet, så afspejler Iben Thranholms klumme, sådan som jeg ser det, på et dybere plan en længsel efter den autoritære religiøse stat, hvor samfundets lovgivning med tvang beskytter religionens dogmatik og moralske krav mod kritik og mod alternativer. Et samfund, hvor troens udfoldelse og liv opretholdes af statslig belønning og statslig straf.

Men er en sådan stat kristen af andet end navn? Ordene i Matt. 6,5-6 tager udgangspunkt i en tro, der ikke søger og ikke behøver anerkendelse fra stat og samfund. Visionen er en tro, der ikke har brug for et statsligt korset af forbud og påbud, men i stedet opretholdes af en dyd tillid og kærlighed til Jesus, som ikke er et resultat af statslige tiltag men af Helligåndens virke i den enkeltes liv.

Eller med andre ord, Putin samfund er et forsøg på at genoplive den (u)hellige alliance mellem krone og alter, der forvekslede tro med magt. Vestens sekulariserede og efter sigende postkristne samfund er derimod en unik chance for kristendommen til at vende tilbage til Jesu grundlæggende vision om det sande Gudsforhold.

Læs mere