Menu
Kategorier

Skrevet af den 18 feb, 2017 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Make America Great Again

 

Vi lever i Trump tider. Man kan ikke se, læse eller lytte til nyheder uden at man bliver bombarderet med breaking news om USA’s nye præsident. Mestendels dårlige nyheder, hvis ikke direkte hån og latterliggørelse af denne så mærkværdige person, der nu har rollen som den vestlige verdens leder.

Derfor syntes jeg, at det måske var på sin plads, at jeg prøvede at finde ud af hvordan Donald Trump selv fremstiller sine mål og visioner. En hurtig søgning i min I-store var succesfuld og jeg kunne derfor bekvemt læne mig tilbage i stolen og på min I-phone læse ”Great Again” en form for kampagne kampskrift som han udgav i slutningen af 2015 og som er blevet genudgivet efter at han var blevet valgt til præsident.

Det første der slog mig ved ”Great Again” er det utroligt simple sprog der anvendes i bogen. Jeg tror aldrig, at jeg har læst nogen engelsksproget bog med så lavt et lixtal – men på sin vis kan man næsten høre Trumps stemme i hovedet når man læser bogen. Det her virker ikke som en bog skrevet af en flok spinddoktorer eller valgkampseksperter, men i stedet som mandens egne autentiske tanker og ideer, og det på godt og ondt.

Måske er det meget passende, at Trump lægger ud med at håne og nedgøre pressen og beskylde den for at være fuld af løgn – om end han også fremhæver, at der findes enkeltstående ærlige og dygtige journalister. Og han skriver åbent og ærligt, at han elsker at sige provokerende ting fordi det får pressen til at flippe ud og give ham en massiv gratis reklame når de kaster sig over hans udsagn og optræden. Og der har han sikkert fat i noget centralt. Lige meget hvor meget mainstream pressen nu fråder og raser mod Trump, så er han et monster som de selv har løftet til magten. En professionel reality stjerne siger selvfølgelig ikke bare skøre ting fordi han er skør, men fordi han ved, at det giver ham en medieopmærksomhed som er helt essentielt for at han som en politisk outsider med en relativt lille valgkampsbudget kunne nå ud til de amerikanske vælgere, ikke mindst til dem der ikke plejer at følge med i den politiske debat.

Hans næste emne er så de illegale indvandrere og den berømte mur – den skal bygges – om end Trump indrømmer at der delvist allerede er en mur nu og at dele af grænsen til Mexico forløber gennem et terræn hvor det ikke vil være praktisk muligt at opføre en. Ilegale indvandrere ser han som et kæmpe problem da de ofte er kriminelle og udnytter de sociale systemer – men han elsker indvandrere der kommer legalt til USA og er villige til at bidrage med at gøre USA great. Faktisk fremtræder han i ”Great Again” alt andet lige noget mere indvandringsvenlig end f.eks. vores hjemlige DF – måske også fordi han ikke roder sig ud i at fortælle hvad han mener om indvandrere med muslimsk baggrund.

Mht. udenrigspolitikken mener han, at Obama har været en dundrende fiasko, at USA har mistet international anseelse og at atomaftalen med Iran er en total katastrofe som skal laves om. Trump ønsker at USA skal have verdens største og mest veludrustede militær, men han vil helst ikke bruge det. USA skal ikke rode sig ind i alle mulige konflikter som ikke vedrører USA’s centrale interesser. Men hvis man skal bruge militæret, så skal man slå til hårdt og effektivt. Ikke noget med at trække røde linjer i sandet og så ikke ture bruge magt når linjen bliver overskredet. Interessant nok skriver han ikke noget om hvilken politik han vil føre overfor Rusland og Putin, som næsten ikke optræder i bogen. Til gengæld vil han føre en hård kurs overfor Kina og tvinge dem til a indgå handelsaftaler som sikrer de amerikanske arbejdspladser.

Det amerikanske uddannelsessystem flyder, de unge lærer ikke nok, hverken fagligt eller mht. f.eks. selvdisciplin eller vindermentalitet. Helst så han at undervisningsministeriet blev afskaffet og at lærernes fagforeninger blev knækket, så skolerne kunne overlades til lokalsamfundene og sættes fri til at konkurrere med hinanden og dermed blive bedre.

Obamacare er for dyr og for dårlig og skal afskaffes– men Trump insisterer på at alle amerikanere skal have adgang til en sundhedsforsikring. De menneskeskabte klimaforandringer er en gang varm luft. USA er velsignet med ufattelige energiressourcer som skal bruges til gavn for de amerikanske arbejdere og for at gøre landet uafhængigt af olien fra Mellemøsten. Økonomien skal sparkes i gang vha. massive investeringer i USA’s forfaldne infrastruktur, og ved en omfattende skattereform som skal fritage de fattigste for at betale skat, nedsætte skatten markant for middelklassen og nedsætte firmaskatten så der skabes flere jobs i USA. Dette vil blive fuldt finansieret via dynamiske effekter og ved at lukke for de riges muligheder for at snyde sig udenom at betale skat, og så ved at slå ned på spild og slendrian i det offentlige.

Det måske mest bemærkelsesværdige ved Trumps bog er hans afgrundsdybe foragt for politikere uanset partifarve. Han har i den grad forstået hvor mange der hader og foragter dem fordi de ofte ikke synes at have fattet hvad der sker i vores samfund og derfor heller ikke kan gøre noget overbevisende ved problemerne. Men Trump har vist ikke forstået, at han ikke kan løse USA’s problemer uden at samarbejde med de selvsamme mennesker som han fremstiller som nogle lallende fjolser.

Jeg må tilstå, at jeg på nogle enkelte punkter faktisk godt kan følge Trump. Jeg tror også, at ikke bare USA men hele den vestlige verden bør få bedre kontrol med sine grænser og må tage et opgør med Kina og andre lande, som eksporterer langt mere end de importerer og dermed skaber ubalance i den internationale handel og koster os al for mange gode industriarbejdspladser. Og det kan også meget vel være, at det er bedre, at vi forsøger, at investere os ud af krisen frem for at tro på at vi kan spare os ud af den sådan som Angela Merkel vil bilde os det ind. Men Trump synes at have set sig blind på sin egen succes og mangle en sund ydmyghed overfor hvor stort et projekt det er som han vil sparke i gang. Indtil videre har han været godt til at skabe forargelse hhv. underholdning – om man ser mere det ene eller det andet kommer nok an på hvor man står politisk. Men hvis Trump vil være andet end en blanding af en rød klud og en pauseklovn, så skal han snart i gang med at skabe resultater – dem lover han masser af – nu må han så til at levere.

 

Læs mere

Skrevet af den 1 nov, 2016 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Jeg – en eks-fed

 

En tidlig morgen den 1. november 2013 lå jeg i min seng og var fortvivlet. Endnu en nat var blevet ødelagt af en voldsom diare – endnu engang signalerede min krop at noget var helt galt med min ernæring og livsstil. Jeg vejede 118 kilo på trods af at jeg kun er 165 centimer høj. Min fedme gjorde det svært for mig at gå meget mere end 500 meter af gangen. Jeg var plaget af hudproblemer, fordøjelsesproblemer, sure opstød og søvnapnø, og havde selvfølgelig også alle de praktiske problemer der er forbundet med fedme så som vanskeligheder med at finde tøj, der kunne passe, og for smalle togsæder. Men faktisk var jeg rimeligt meget ligeglad med de æstetiske sider af min fedme. Jeg tillagde det ikke den store betydning om andre syntes jeg var smuk eller grim. Men i disse tidlige morgentimer for tre år siden gik det op for mig, at enten så lægger du din livsstil om eller også så – ja så dør du. Det kan ikke blive ved på denne her måde! Så jeg lavede en plan. Jeg ville skære stærkt ned på fedt, sukker og alkohol og skrue stærkt op for grøntsager og frugt. Og så skulle moderate mængder af motion også forbedre min sundhed. Faktisk var det ikke planen at jeg skulle tabe mig. Jeg havde i tidens løb prøvet mange slankekure – havde tabt meget for blot i løbet af kort tid at tage endnu mere på – så jeg turde end ikke tænke i vægttab, jeg skulle bare have det bedre.

Det mærkelige var, at det viste sig forbløffende let for mig at lægge min livsstil om. Det hjalp, at jeg med det samme oplevede, at min fordøjelse fik det bedre og at de sure opstød og søvnapnøen forsvandt. Jeg blev også hjulpet af min dejlige kone, der gerne ville tabe nogle kilo og leve sundere, og efter et par uger gik det op for mig, at det her kan holde – og dermed åbnede muligheden sig for at jeg måske kunne tabe mig. Jeg arbejdede videre ud fra min oprindelige plan, men supplerede den med kalorietælling, som jeg i starten ikke havde orket. Men den store fordel ved kalorietælling er, at den giver en en ramme for dagen. Så meget kan du spise, og det kan man så tilrettelægge dagen efter – og f.eks. sørge for at der er plads til lidt af det ”sjove”. På baggrund af de spisevaner jeg havde udviklet i de første uger af mit nye liv, lagde jeg mig fast på, at jeg havde 1650 kalorier at gøre godt med hver dag. Dermed var der sikret plads til lidt lækkert hver dag samtidigt med at jeg ville kunne tabe mig.

En anden ting som jeg indførte i de første uger var, at jeg ville leve så vegetarisk som muligt. Kød skulle kun spises en sjælden gang imellem og de kalorier jeg sparede herved kunne bruges på flere grøntsager. Jeg havde altid troet, at jeg ikke kunne leve uden kød, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde det meget bedre uden det daglige kød. Hvad jeg også lærte mig var, at den lykkefornemmelse jeg kendte til i forbindelse med at spise meget, og som havde været med til at forårsage min fedme, indtraf uafhængigt af om jeg fyldte mig med stegt flæsk og kartofler eller grøntsagssuppe. Faktisk blev jeg meget mere lykkelig af store mængder grøntsager end store mængder fed mad – både fordi min fordøjelse kan håndtere det første og ikke det sidste, men også fordi jeg ikke bliver så tung og træt af at grovæde sundt som af at grovæde usundt. Jeg lærte også, at jeg nyder små mængder af usunde ting som alkohol eller søde sager meget bedre end store. Og ja, det gør selvfølgelig sommetider lidt ondt når jeg må sige nej til mig selv, men jeg er også glad over at have lært det lille trick.

Sidst men ikke mindst betød den daglige motion, at jeg fik et nyt forhold til min krop. Den er ikke længere min fjende men i stedet en integreret del af hvem jeg er. Mht. træningen lagde jeg meget forsigtig ud for at undgå skader, og den dag i dag er jeg næppe det man vil kalde for en powertræner. Jeg oppe på en halv times stepping kombineret med håndvægtstræning på de dage hvor jeg ikke skal møde tidligt på arbejdet, ellers en til to gåture på en 2-3 kilometer om dagen. Mit mål var og er ikke, at blive mager. Jeg har en aftale med mig selv om at jeg ikke må veje mere end 65 kilo og ikke mindre ned 62. Da jeg nærmede mig min normalvægt regulerede jeg forsigtigt på mit kalorieforbrug. I det sidste halvandet år har jeg kunnet holde mig indenfor førnævnte vægtspænd ved at indtage 2000 kcal. om dagen.

Jeg er godt klar over, at jeg er eks-fed. Jeg går ikke rundt og tror, at jeg aldrig ville kunne blive fed igen. Og som mange, der har overvundet et alkoholproblem, er jeg taknemmelig for hver dag, hvor jeg har holdt mig til min aftale med mig selv. Men jeg vover alligevel den påstand, at det jeg har oplevet viser, at man kan gå fra at være fed til eks-fed og have et berettiget håb om at man kan forblive i den sidste kategori. Det afgørende er at man har et stærkt behov og ønske om forandring, det er det allervigtigste. Så hjælper støtte og opmuntring fra omgivelserne selvfølgelig. Kost- og motionsråd kan man finde på nettet – og så må man prøve sig frem. Og prøver man kan man lære nye sider af sig selv at kende. Så som at ens ynglingsretter kan ændre sig, at man kan få et nyt forhold til sin krop og at man kan lære at sige nej der hvor et nej i virkeligheden er et ja til livet.

 

Læs mere

Skrevet af den 20 jul, 2015 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Er det fedt at være fed?

 

Jeg er eksfed. Da min vægt for ca. halvandet år siden var på sin højeste havde jeg et bodymass indeks på 44. Jeg kan derfor godt nikke genkendende til mange af de problematikker som berøres i artiklen “Synes du også, at det er den tygges egen skyld” i Information fra den 18.7.2015. Jeg har oplevet, at folk har råbt efter mig på gaden – og mængden af foragtelige blikke, der blev sendt i min retning har jeg ikke styr på, som fed lærer man hurtigt ikke at se folk for meget i øjnene. Der er ingen tvivl om, at livet som fed belastes af “fedmeudskamningen”.

Men som sagt, jeg er eksfed. I dag vejer jeg 55 kilo mindre end for halvandet år siden og hører til gruppen af de såkaldt normalvægtige. Men jeg er ikke mere “normal” end at jeg ved hvad det vil sige, at være fed. Og måske er det også derfor, at jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden efter at have læst Informations ovennævnte artikel. Min erfaring med at være fed er nemlig, at det største problem trods alt ikke er samfundets “fedmeudskamning”. Det værste ved at være fed er at fedtet udgør et fysisk problem – og det ikke blot mht. alle de sygdomme man kan få en gang i fremtiden. Da min vægt var på sit højdepunkt kunne jeg knapt nok røre mig – jeg kunne nærmest slet ikke gå, blot vralte. Huden under mine mange deller var rød og irriteret – og modtagelig for hud svamp. Mine spisevaner gjorde, at jeg led under heftige problemer med sure opstød – selv en daglig indtagelse af 3-5 Balancid tabletter kunne kun ikke holde dem nede. I sidste instans var det dog ulidelige fordøjelsesproblemer, der fik mig til at lægge mine spise-, drikke- og motionsvaner om. Da det gik op for mig, at enten lægger du dit liv om eller også har du ikke noget liv, skiftede jeg spor. Et er samfundets udskamning – noget andet er når din krop siger stop.

Om fedt er smukt eller grimt er et spørgsmål om normer – men er man svært overvægtig lider ens krop fysisk – og det er et problem for den fede. Det problem bliver bare ikke løst med fedtudskamning. Det bliver imidlertid heller ikke løst med “fedmestolthed”. Vor tids fedmeepidemi skyldes næppe blot svage enkeltindivider eller en dæmonisk fødevareindustri, men er som så meget andet et produkt af en pærevælling af individuelle og samfundsmæssige faktorer. Men i sidste instans er man fed fordi man har indtaget for mange kalorier i forhold til sit forbrug – og det er der ikke nogen anden end en selv, der kan gøre noget ved. Men viljen til forandring må komme fra en selv og ikke fra de andres løftede pegefingre.

Læs mere

Skrevet af den 24 mar, 2014 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Jesu lidelse

Synet på og forståelsen af Jesu lidelse og død er, som så meget andet, noget der har forandret sig over tid. Blandt de første kristne var det faktisk et meget omstridt emne – blandt jødekristne var der f.eks. nogen, der troede, at Gud var nedsteget i mennesket Jesus ved dåben i Jordan og at Gud forlod ham igen i forbindelse med korsfæstelsen. (Hvad jo unægteligt giver Jesu sidste ord i Mark. 15,34: “Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” en hel anden betydning end den vi er vandt til.) Men nu blev det ikke den del af kristendommen, som kom til at fremstå som vinderen af de første århundreders kristne stridigheder, og derfor kan vi i dag i det hele taget tale om den betydning, som Jesu kropslige lidelse har for os.

Jeg synes imidlertid, at det er vigtigt, at vi husker på, at evangelierne er overordentligt afdæmpede i deres skildring af Jesu fysiske lidelse på korset. Faktisk så afdæmpede, at vi nok får at vide, at han blev korsfæstet, men ikke hvordan. Og det er ikke uvæsentligt fordi romerne brugte to forskellige former for korsfæstelse. En hvor man bandt dem dømte til korset, hvorefter han kunne hænge der indtil han døde af tørst og udmattelse, noget der kunne tage flere dage. Og en hvor man naglede den dømte til korset, hvad selvfølgelig var meget smertefuldt, men som også medførte, at den han døde relativt hurtigt af chok og blodtab. Det er kun fordi evangeliernes skildring af Jesu død fremstiller den som noget, der skete i løbet af 6 timer, at vi kan antage, at han blev naglet til korset. Men altså, der fortælles ikke om hans blodige sår, hans store fysiske smerter etc. Den eneste gang, at der skrives om blod og sår er i Johannes Evangeliets skildring af hvordan en soldat stikker en lanse i den døde Jesus side for at sikre sig, at han virkelig er død. (Joh. 19,33-34) Men da er Jesu lidelse jo afsluttet. Vores indre billeder af den lidende Jesus, der hænger blødende på korset, har derfor ikke rødder i evangeliernes skildring af Jesu korsfæstelse, men i stedet i middelalderens og barokkens kirkekunst.

Nu når evangelierne ikke fokuserer på Jesu fysiske lidelse synes jeg personligt heller ikke, at vi behøver at gøre det. Snarere kan man sige, at Jesu lidelse både er fysisk i form af korsfæstelsen og psykisk, i form af den forhånelse og den Guds forladthed som han i henhold til Markus- og Matthæusevangeliet oplever i forbindelse med korsfæstelsen. Det hører jo med til den menneskelige lidelse, at den både har et fysisk og et psykisk element, der går hånd i hånd. Når man har det psykisk dårligt giver det også ofte udslag i fysisk ubehag. Og når man har fysiske smerter bliver man let psykisk nedtrykt. Jesu sande menneskelighed viser sig ved at han led både fysisk og psykisk – og Guds kærlighed til os viser sig ved at han blev menneske i Jesus og gennemled alt dette for vores skyld.

Vi lever i en ekstrem kropsfikseret tid, der dyrker den smukke, sunde og veltrænede krop samtidigt med at den gør lidelse og død til et tabu. Det kan vi bl.a. se ved at vi lever i et samfund hvor lægen med det samme griber til receptblokken når hans patient fortæller om lidelse af fysisk eller psykisk karakter. Vi vil så gerne fjerne lidelsen vha. kropslige indgreb – og vi betaler en høj pris herfor. Efter kræft og hjerte- og karsygdomme er brug af medicin i dag den tredje største dræber. Hvad vi kan lære af Jesu lidelse er at lidelsen, både den kropslige og den mentale, ikke er noget vi kan flygte fra, men i stedet noget, som vi må og kan lære at håndtere. Lidelsen er ikke smuk og ikke noget, man skal dyrke, men den er livets pris i en falden verden.

Læs mere