Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Jeg er blevet kaldt TERF og nazi

 

Dette er et interview med Maria Kristina Boye, der er kontaktperson for ”Women’s Human Rights Campaign”. Maria er 34 år, og er både uddannet som og arbejder som jurist.

Maria Kristina Boye, du er kontaktperson i Danmark for ”Women’s Human Rights Campaign”. Kan du fortælle læserne hvad det er for en organisation og hvad den kæmper for?

Organisationen er bygget på frivillige kræfter, og er dannet ud fra en bekymring for de strømninger, vi ser for tiden, hvor begrebet ’kvinde’ er i gang med at blive omdefineret til ’alle, der siger, at de er kvinder, er kvinder’. I organisationen er man opmærksom på de negative konsekvenser, det kan have for biologiske kvinder. Der kæmpes for, at begrebet ’biologiske kvinder’ beholdes i konventioner og anden lovgivning.

Hvorfor er ”Women’s Human Rights Campaign” relevant for kvinder her I Danmark?

Vi er måske ikke så hårdt ramt af de nye strømninger som andre steder. Men dette er en oplagt mulighed for at række ud og knytte bånd til kvinder andre steder, støtte dem i deres kamp, lytte til deres erfaringer og tage ved lære, så vi sagligt og fredeligt kan argumentere for, hvorfor vi ser problemer med, at kønsidentitet bliver gældende frem for biologisk køn. I modsat fald risikerer vi, at vores holdninger bliver forvanskede og illoyalitet viderebragt. Det er de færreste mennesker, der ikke mener, at man skal have lov til at leve som man vil. Men kvinder, også i Danmark, har kæmpet hårde kampe for de rettigheder, vi har i dag, og vi skylder dem, der kæmpede de kampe ikke bare at lade rettighederne glide os af hænde.

Du har henvendt dig til Kvinderådet og bedt dem om at støtte ”Women’s Human Rights Campaign”’s kamp. Har du hørt fra dem?

Jeg har endnu ikke hørt fra dem. Jeg har nu heller ikke bedt dem svare eller forventet, at de ville kunne svare inden for så kort tid. Emnet om kvinders rettigheder i relation til transaktivismedebatten er altid som at smide en bombe. Folk vil helst ikke forholde sig til det. Det er for sprængfarligt.

Ser du dig selv som radikalfeminist? Hvorfor/Hvorfor ikke?

Det ved jeg faktisk ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Lad mig sige det sådan, at jeg klart sympatiserer mest med radikalfeminismen, men mit eget ståsted er jeg stadig ved at finde efter jeg sprang ud som ’kønskritisk’.

Hvad fik dig til at engagere dig i kampen mod den radikale transaktivisme?

Tilfældigheder. Jeg vil sige det sådan: Jeg synes ikke, at jeg valgte denne kamp. Jeg var ’bare feminist’. Men lige pludselig skulle der ’trigger warnings’ på billeder af kvindekroppen, kvinder skulle kalde sig menstruators og man skulle bakke op om biologiske mænds tilstedeværelse i vores omklædningsrum. Jeg begyndte at se mig mere og mere undrende rundt for at se, om der dog ikke var nogen, der reagerede. Jeg så ikke nogen i første omgang, så jeg troede, det var mig, den var gal med. Så fandt jeg Spinster (en side ligesom Twitter, men med fokus på at være for kvinder, der er kønskritiske og, for nogens vedkommende, udelukket fra Twitter).

Har du oplevet nogle negative reaktioner pga. denne kamp?

Det er blevet sværere at vide, hvem der stadigvæk har lyst til at hilse og hvem, der måske er vrede på mig. Så er jeg, selvfølgelig, blevet kaldt TERF og nazi. Jeg har fået at vide, at jeg bør holde mund og lytte. Men der er andre, der har prøvet langt værre, så jeg er sluppet billigt. Og jeg har heldigvis været grundigt forberedt på, hvad der ville komme.

Hvad er dit syn på transkønnede og hvordan ser du på den intersektionelle feminisme?

For at være ærlig, så har transkønnede har aldrig rigtig været på min radar. Og jeg må egentlig nok også sige, at det er de fortsat ikke. Det er ikke nødvendigvis negativt. Det er mere en ’lev og lad leve’-holdning. Jeg har underskrevet Fiona Orlanders og Miranda Yardleys underskriftindsamling om at få særlige omklædningsrum til transkønnede. Det vil jeg gerne støtte. Mit problem opstår dér, hvor kvinders rettigheder kommer i karambolage med transaktivisters krav – og det som en selvfølge antages, at kvinder bare giver sig. Solidaritet er ikke solidaritet, hvis det kun går den ene vej. Går det begge veje, så ser jeg intet til hinder for, at transkønnede og kvinder slutter sig sammen og kæmper fælles kampe.  

Hvad er din feministiske vision for fremtiden?

Et samfund, hvor kvinder får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale. Der er så mange barrierer for kvinder, selv her i 2020. Også barrierer, man ikke nødvendigvis ser eller kan lovgive sig ud af. Som kvinders frygt for at gå alene hjem om aftenen, fordi de frygter at blive overfaldet, fokus på offerets adfærd efter et overgreb, tagen for givet, at kvinder tager det største slæb med hus og hjem, bashing at kvinder i medierne, både hvis de får børn alene og bare generelt, fordi vi er en underskudsforretning og de der myter om ’at kvinder heller ikke vil eller kan’. Kvinder kan og de vil, men lige nu er kampen urimelig hård. Det er ikke okay, og min vision for fremtiden er, at vi opdrager børn, så kønsstereotyperne bliver nedbrudt og vi får et mere lige samfund.  

Læs mere

Skrevet af den 25 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 5 kommentarer

Vi har fået nok! – Et radikalfeministisk manifest

 

Vi har fået nok!

Vi er kvinder, der er dybt bekymret over, hvordan intersektionelle feminister og queer-aktivister er godt på vej til at ødelægge selve fundamentet for kvindekampen og kvinders rettigheder.

Vi ser, hvordan kvinders ret til kønsadskilte rum, så som omklædningsrum, herberger og særlige kvindeafdelinger i fængslerne, afskaffes, når personer med penis gives adgang til disse rum, hvis de hævder, at de “føler sig som kvinder”.

Vi ser, hvordan professionelle sportsudøvere, der har gennemgået en mands pubertet, og dermed har en klar kropslig fordel i forhold til biologiske kvinder, får lov til stille op som og konkurrere mod kvinder.

Vi ser, hvordan udtryk, der betegner kvinders biologi, gøres kønsneutrale hhv. løsrives fra det at være kvinde, så f.eks. “mor” bliver til “fødende forælder”, og kvinder gøres til “livmoderindehavere” eller “menstruatorer”.

Vi ser, hvordan lesbiske bliver udstillet, udskammet og mobbet, hvis de ikke vil have sex med “kvinder der har en penis”.

Vi ser, hvordan unge kønsrolleafvigende lesbiske og andre unge kvinder, der ikke trives med kønsrollerne i det patriarkalske samfund, overbevises om, at de må være mænd, når de har det sådan.

Vi ser, hvordan kvinder, der siger fra overfor alt dette, chikaneres, registreres og censureres.

Vi har set dette gå for sig i flere år, og vi har iagttaget, at de radikale transaktivister bliver mere og mere ekstremistiske i deres krav, adfærd og metoder.

Og derfor har vi fået nok!

Vi kræver, at kvinders ret til og behov for kønsadskilte rum, hvor udgangspunktet er ens anatomiske køn, respekteres og sikres.

Vi kræver, at professionel kvindesport skal være forbeholdt biologiske kvinder.

Vi kræver, at myndighederne og kvindeorganisationerne ikke bruger et nysprog, der skjuler den virkelighed, at graviditet, menstruation mfl. er knyttet til det at være en kvinde.

Vi kræver, at biologiske kvinders ret til kun at elske og have sex med andre biologiske kvinder accepteres betingelsesløst.

Vi kræver, at unge kvinder der har det skidt med samfundets kønsrolleforventninger understøttes i, at dette er en oplagt reaktion på kvindeundertrykkelsen og ikke er et bevis på, at de må være mænd.

Vi insisterer på retten til at kæmpe mod patriarkatets undertrykkelse af biologiske kvinder. Transaktivismen forsøger at benægte biologisk køn og dermed usynliggøre kvinders undertrykkelse. Vi insisterer på, at biologisk køn ikke er en social konstruktion, men en fysisk realitet. Derimod forstår vi kønsroller og kønsrollepræferencer som socialt konstruerede.

Vi vil ikke trues til tavshed – kvinders rettigheder skal ikke længere trædes under fode! Nok må være nok!

 

Hvis du vil vide mere så kontakt Karen M. Larsen.

Læs mere

Skrevet af den 7 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 6 kommentarer

Kampen mod de lesbiske

 

Kvindehuset i København har den 31.10.2019 besluttet, at kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” ikke må bruge Kvindehusets lokaler, ja man har sågar overvejet, om de individuelle medlemmer af denne gruppe skulle nægtes adgang til at betræde Kvindehuset. Forud herfor havde radikale transaktivister forhindret en mindre gruppe ældre lesbiske kvinder fra ”Lesbiske Feminister” i at betræde huset selvom de dengang faktisk havde fået lov til at bruge et lokale til et internt møde. Kvindehusets husmøde har med beslutningen om at forbyde Lesbiske Feminister i at bruge huset de facto bakket op om transaktivisternes aktion og givet dem ret i deres negative bedømmelse af gruppen.

”Lesbiske Feminister” må nemlig ikke bruge Kvindehuset, som nogle af dem interessant nok i sin tid var med til at grundlægge, fordi de påstås at være transfobiske. Deres brøde består i, at de definerer sig som biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder, og at de gerne vil netværke med andre der er og har det ligesom dem selv. Men i queere og intersektionelle kredse, der i dag sidder på magten i LGBT Danmark, Priden og nu tydeligvis også Kvindehuset, er disse lesbiskes selvforståelse et no go.

Det interessante er nemlig, at de samme aktivister som insisterer på transkønnedes ret til at definere deres eget køn og deres egen seksualitet, ikke anerkender andres ret til det samme. En person født med en penis har således ret til at definere sig som kvinde og som lesbisk med henvisning til at hun føler sig som en kvinde og seksuelt er til kvinder. Men en biologisk kvinde har ikke lov til at mene, at hun er en lesbisk kvinde fordi hun er født med en kvindes krop og er til andre, der er født med en kvindes krop. Logikken er den, at fordi transkvinder føler, at de er kvinder, og transmænd føler, at de er mænd, så handler køn for alle om en fra kroppen løsrevet følelse. De transkønnedes følelser og identitet gøres med andre ord til normen om hvad køn handler om. Hvis vi andre føler noget andet så må vi se at få ændret vores følelser. Retten til at definere sit eget køn er nemlig et privilegium som kun transkønnede har indenfor den queere og intersektionelle feminisme.

Ud fra denne logik er det også dybt problematisk hvis man ikke føler, at transkvinder er kvinder og transmænd er mænd. Det er i denne sammenhæng ligegyldigt om man forsøger at være høflig og hensynsfuld overfor transkønnede ved at bruge de ønskede pronominer, undlade at omtale transkvinder med ”m-ordet” og transmænd med ”k-ordet” etc. Vi skal alle tro og føle, at transkvinder ER kvinder og transmænd ER mænd. At tro og føle noget andet er transfobisk, altså et udtryk for et irrationelt og ondskabsfuldt had til transkønnede.

Dette kompromisløse krav om at man helt skal underlægge sig andres syn på ikke bare deres eget men også ens eget køn viser sig bl.a. i spørgsmålet om hvem man har lov til ikke at begære seksuelt. I dag er man tydeligvis et ondsindet menneske, hvis ens seksuelle orientering ikke tager udgangspunkt i hvad andre føler om deres køn men i stedet om hvilket kropsligt udgangspunkt man selv og ens ønskede partner har. I princippet gælder denne foragt også heteroseksuelle. Men i praksis har de radikale transaktivisters vrede især været rettet mod de lesbiske, som kategorisk afviser at indgå i seksuelle relationer med personer, der er født med en penis uafhængigt af deres kønsidentitet. At lesbiske ikke ligefrem repræsenterer kønsmagten i samfundet, men i stedet selv er en udsat gruppe, der f.eks. har en stærkt forøget risiko for at begå selvmord, er ganske ligegyldigt for disse aktivister. Når man er radikal transaktivist må man nemlig gerne sparke til udsatte grupper hvis disse ikke retter ind.

Det offentligt støttede Kvindehus har nu meldt sig ind i kampen på de radikale transaktivisters side. Budskabet til lesbiske i hele landet er ganske klart: Vi har valget mellem at acceptere den queere/intersektionelle definition af vores eget køn og vores egen seksualitet, eller vi skal holdes udenfor i kulden indtil vi indser at vi har syndet og angerfuldt omvender os til den rette tro.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 7 okt, 2019 under Feminisme, Lgbt | 5 kommentarer

Radikale transaktivister nægter lesbiske adgang til Kvindehuset

 

Lørdag den 5. oktober 2019 ville en gruppe ældre lesbiske kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” holde et møde i Kvindehuset i København. De havde fået lov til at bruge huset og troppede derfor forventningsfuldt op. Men det blev ikke til noget med det møde i Kvindehuset. Indgangen til Kvindehuset var nemlig aflåst med en forsvarlig kæde og bag et gitter stod en gruppe af queere/transaktivister, som nægtede dem adgang med henvisning til at de var en transfobisk gruppe. Aktivisterne var ikke modtagelige for nogen form for argumenter – selv når en af de ældre kvinder gjorde dem opmærksom på at hun havde været med til at grundlægge Kvindehuset holdt de fast i deres blokade. Lesbiske Feminister, en gruppe af lesbiske der forstår deres seksualitet som at de er biologiske kvinder der er til andre biologiske kvinder, blev altså nægtet adgang til Kvindehuset af en gruppe meget unge mennesker, der tydeligvis ikke kan rumme lesbisk seksualitet og identitet i dens klassiske version. Man kan læse om de berørte lesbiskes oplevelse af konfrontationen her.

De radikale transaktivister har også skrevet om deres motiver for aktionen på netstedet Konfront. Teksten er ikke ligefrem letlæselig, men budskabet synes at være, at Lesbiske feminister er bioessentialister og homofobiske. Så kære læser, hvis du ikke synes, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, så er du en bioessentialist – og hvis du forstår begrebet ”lesbisk” som at der er tale om en biologisk kvinde, der kun er til andre biologiske kvinder, ja så er du homofobisk.

Dette forsøg fra en gruppe radikale transaktivister skal ses i sammenhæng med en igangværende strid mellem intersektionelle feminister/ queer feminister og radikalfeminister hhv. en strid i LGBT-miljøerne om hvordan man forstår køn og seksualitet. Kampen handler om emner så som ”skal en transkvinde, som ikke er blevet kønsskifte opereret, og som har brugt sin penis til at voldtage kvinder med, anbringes i en kvindeafdeling i fængslet”? Hvad tæller højst, retten til at få sin kønsidentitet anerkendt eller biologiske kvinders ret til ikke at skulle være spærret inde sammen med en person, der har brugt sin penis til at voldtage med? Men den drejer sig i høj grad også om hvorvidt man som lesbisk har lov til at afvise sex med ”kvinder der er født med en penis” hhv. om man har lov til at give udtryk for at man kategorisk afviser sådanne seksuelle relationer. Her på det allersidste kan man dog også se, at selv ældre bøsseaktivister har måttet opleve, at unge queer-aktivister og intersektionelle feminister har taget kontrollen med LGBT-Danmarks Landsledelse fra dem. Og i hvert fald en midaldrende transaktivist, der i Weekendavisen fik givet udtryk for at han ikke helt er med på det der med de nonbinære identiteter, er blevet frataget alle tillidsposter i samme forening.

Lørdagens aktion må imidlertid udløse nogle konkrete spørgsmål til Kvindehuset:

Har man som lesbisk lov til at definere sin seksualitet som at man er en biologisk kvinde der kun er til andre biologiske kvinder? NB. Denne ret til selvdefinition handler ikke om at man nægter andre ret til at definere ”lesbisk” på en anden måde, men i stedet udelukkende om hvordan nogle lesbiske faktisk oplever deres seksuelle orientering. Har lesbiske som definerer sig på førnævnte måde ret til at komme i Kvindehuset? Har lesbiske som definerer sig på førnævnte måde ret til at danne separatistiske grupper med ligesindede og må disse grupper mødes i Kvindehuset?

Og i og med at Kvindehuset modtager økonomiske støtte fra Københavns Kommune må man også spørge politikerne i Borgerrepræsentationen om hvorvidt Kvindehuset fortsat kan modtage denne støtte hvis det skulle vise sig at Kvindehuset udelukker en gruppe lesbiske pga. deres seksuelle orientering.

Læs mere