Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 jan, 2016 under Den katolske kirke | 2 kommentarer

Kvinder skal være ærbare og mænd skal være krigere – en ny katolsk teologi?

 

Vi lever i en tid, hvor kroppen og kropsligheden er i centrum og fylder ganske meget i manges bevidsthed. Dette er ikke mindst tilfældet hos de unge, hvoraf ikke så få synes at bruge mere tid i træningscentret og på andre former for kropspleje og -formning end på at lave lektier. Desværre er dette fokus på kropsligheden for mange unge blevet til en byrde som de har svært ved at bære, hvad det voksende problem med unge, der kæmper med spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd så som cutting viser.

Derfor virker det umiddelbart som en god ide, at Katolsk Forlag har valgt at udgive en bog med titlen ”Kroppens teologi for ham” hhv. ”Kroppens teologi for hende”. (De to minibøger er samlet i en udgivelse som jeg herefter blot kalder for ”Kroppens teologi”). Bogen er tydeligvis rettet til unge mennesker, og det er en målgruppe, der sikkert kunne have glæde at få inspiration til hvordan man via troen kan blive hjulpet til at få et positivt forhold til kroppen uden at forfalde til den overfladiske kropskult som præger vores tid.

Men ”Kroppens teologi”’s supplerende titel gør en allerede bekymret. ”Hvad siger den katolske kirke egentlig om kærlighed, sex og parforhold?”, hedder den. Og det peger jo hen på at bogens forfatter, en vis Jason Evert, der ikke introduceres nærmere, falder i den samme grøft som så mange andre, nemlig den at ville reducere vores kropslighed til det, der er relateret til vores kønsorganer og de seksuelle normer samt kønsroller man måtte udlede af mænds og kvinders anatomiske forskellighed. Men man skal jo ikke være fordomsfuld, så jeg kastede mig over den på mange måder letlæste og handy bog.

Jeg startede, måske pga. mit eget køn, med den del som er tiltænkt kvinder. Og her kunne jeg læse mange spændende ting. F.eks. fortæller Jason Evert os kvinder, vi at kvinder simpelthen er det skønneste der findes her på jorden! Rent personligt er jeg jo enig med Jason Evert i at kvinder er smukkere end mænd, men tænker mine heteroseksuelle medsøstre virkelig det samme? Han informerer os også om, at lige som Gud er et mysterium, fordi der er sider af hans væsen, som er skjult for os, så er der også et element af mystik over kvindens natur. Det mystiske ved kvinden er bl.a., at ”hendes kønsorganer er skjult for vores øjne: de er inde i hendes krop”. Egentlig er det bemærkelsesværdigt, at ”Kroppens teologi”’s mandlige forfatter der, som det fremgår i løbet af bogen, er gift og har tre børn, ikke har bemærket, at kvinder plejer at være udstyret med en klitoris. Men hans manglende kendskab til dette for den kvindelige seksualitet helt centrale ydre kønsorgan gør det måske lettere at forstå, at den seksuelle lyst og tilfredsstillelse tydeligvis ikke spiller nogen rolle i det billede af hvad det vil sige, at være kvinde, som Jason Evert så brændende vil formidle til os.

”Kroppens teologi” er oversat fra engelsk og er muligvis oprindeligt skrevet til et amerikansk publikum. Det ville i hvert fald forklare det for den danske læser overraskende forhold, at Jason Evert er meget optaget af kvinders ærbarhed. F.eks. sammenligner han det forhold, at Pagtens Ark skjulte Guds herlighed med ”at en kvinde lægger vægt på ikke at klæde sig udfordrende. Hun gør det ikke for at skjule sig for mændene, men for at understrege sin værdighed”.  Dette uddybes med udsagn som:  ”Ligesom skeptikerne forlanger, at Gud skal åbenbare sin herlighed for at bevise, at han eksisterer, så siger den moderne kultur til kvinder: ”Hvis din krop er så flot, så vis den frem!” En kvinde, der bevidst om sit værd, vil afslå en sådan opfordring og svare: ”Netop fordi jeg er meget værd, dækker jeg mig til”. Og det kulminerer med påstanden om, at ”mænd er dygtige til at læse kvinders kropssprog og vil i de fleste tilfælde ikke risikere at blive ydmyget, når de er sikre på en afvisning. De vil reagere på kvindernes blufærdighed ved at nærme sig dem med ærbødighed”. Måske Jason Evert gerne vil række en hånd ud til islam, hvor man jo kan finde lignende forestillinger? Men nu når det er så vigtigt for kvinders værdighed, at de klæder sig ærbart, hvorfor er der så to fotos i ”Kroppens teologi”, hvor unge kvinder optræder i hotpants?

Mindre overraskende er det, at Jason Evert lægger vægt på, at hovedformålet med at være kvinde er at blive mor – i fysisk eller åndelig forstand. Og at han understreger, at abort og prævention er forkert siger jo sig selv, det er som bekendt den katolske kirkes officielle lære. At det skulle være katolsk lære, at mænds hjerner mangler kommunikative evner i forhold til kvinders for til gengæld at være meget mere optaget af sex- og aggressionsbehov er derimod nyt for mig.

Og det leder jo så over til den anden del af bogen, den om mænd. Her kan man læse, at mænd tænker på sex, de tænker på sex, ja de tænker meget på sex. Det er alt sammen godt og smukt, for sådan har Gud skabt manden, men så er det ikke så godt alligevel, for arvesynden har gjort, at det der med sex er blevet til et minefelt for ham.  Hvor den typiske biologiske forklaring på mænds større sexdrive er, at dens formål er at få manden til at have sex med så mange kvinder som muligt for på denne måde, at forøge sine chancer for at forplante sig, så må Jason Evert selvfølgelig bringe arvesynden på banen, for at forklare, at mænd har lyst til sex udenfor det hellige og livslange ægteskab med én udvalgt kvinde. Mandens grundnatur kan i henhold til katolsk tro jo ikke stå i modsætning til Guds bud. Men hvorfor så skrive så meget om mandehjernens høje testosteron niveau og forstørrede sexcenter? Er disse biologiske forhold hos manden et resultat af arvesynden? Og hvorfor prøver Jason Evert også, at forklare mandens stærke sexdrive med at kvinder jo er så smukke og at selv den mand, der går på bordel, handler ud fra en ubevidst længsel efter Gud? Evnen til at se skønhed og længslen efter Gud handler vel ikke om hormoner?

Nå, men bort set fra at vi altså kan læse, at mænd tænker på sex sådan stort set hele tiden, med mindre et intensivt bønsliv har lært dem, at rense deres seksuelle lyst, så den forvandles til ædel kærlighed til kvinder og ultimativt til Gud, så underrettes læseren også om den ideelle katolske manderolle. Og det er helt klart manden som kriger. Og så er manden også en jæger, især jagten på kvinder optager ham, ja faktisk er det ”Guds mening, at vi skal jagte dem”. Men jagten skal selvfølgelig være kysk og ædel, det siger jo sig selv. Men det er godt nok ikke nemt, at være kristen mand i en feminiseret moderne kristendom, hvor der prædikes en blød og kærlig Gud frem for Gud som dommer og konge. Denne form for forkyndelse støder ham bort, for en sådan en Gud er det svært for mænd ”at bøje knæ for”. Den rigtige Gud er heldigvis en kriger, det kan man læse mange steder i Det Gamle Testamente, og den kristne mand er ligeså. Dog består hans krigeriske aktiviteter hovedsageligt i at føre krig mod sig selv og i at lære at ofre sig ligesom Jesus gjorde. Og det vigtigste offer en mand kan gøre er at give afkald på at tilfredsstille sin umiddelbare seksuelle lyst.

Homoseksualitet er selvfølgelig noget helt forkert – om end hvis man skal gå ud fra Jason Everts vægtning af stoffet, så er den hovedsageligt et problem for mænd. Kvindelig homoseksualitet skildres i ”Kroppens teologi” kun kortfattet som en art skade, der gør, at man ikke kan åbne sig for andre og ellers består den i en afvisning af den kvindelige identitet. Homoseksualitet hos mænd derimod er ”et forsøg på at blive forenet med det feminine og på at blive bekræftet i deres maskulinitet. Men i stedet for at blive forenet med en kvinde på det fysiske plan identificerer nogle mænd med homoseksuelle tilbøjeligheder sig med kvinder på det psykologiske plan”. I begge tilfælde handler homoseksualitet altså om at man har problemer med ens kønsidentitet. Og så mangler den homoseksuelle nok også typisk forståelse for at ”alle kvinder har en livmoder” (hvad det så end har med kvindelig homoseksualitet at gøre) og at ”en mands kønsorganer ikke passer sammen med en anden mands”.

Kære læser, undskyld min ironiske stil i denne artikel, men ”Kroppens teologi” er i sin overfladiskhed og banalitet simpelthen svær at tage alvorlig. Den hævder at præsentere Johannes Paul II’s lære om kroppens teologi på en nem og forståelig måde, om end man nu ikke læser overdrevent mange citater af ham. Og jeg håber og tror på, at den katolske kirkes teologi fortsat har bare lidt mere niveau, også når vi taler om køn og seksualitet, end det vi præsentereres for i denne her udgivelse.

Og det er sådan en skam – for som sagt i indledningen, så er der brug for en dybere og sundere refleksion over vores menneskelige kropslighed end den, som er dominerende i vores samfund af i dag. Men Jason Everts ”Kroppens teologi” er som at få en indbydelse til hvad man kunne tro er en lækker middag på D’Angleterre, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være en fedtet og slasket burgermenu hos Mc Donalds.

 

Læs mere

Skrevet af den 11 aug, 2014 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Iben Thranholm er en kristen version af Femen

Iben Thranholm er en katolsk debattør, der er kendt for sine skarpe og provokerende holdninger. Hun har f.eks. påstået, at der er en sammenhæng mellem skoleskyderier i USA og den fri abort, hun har beskyldt Manu Sareen for at være skyld i kæmpeorkanen på Pilippinerne fordi han har indført det kønsneutrale ægteskab, hun mener, at klimaforandringerne skyldes mangel på tro, hun hylder Putin som en stor kristen leder, og hun påstår, at demokratiet er kristendommens værste fjende.

Iben Thranholms ytringer virker nok nogenlunde lige så provokerende på den danske offentlighed som Femens berømte stunt i en kirke i Moskva i sin tid virkede på den russiske offentlighed. Nu er der selvfølgelig meget store og markante forskelle mellem Iben Thranholm og Femen, ikke mindst mht. de værdier som de kæmper for og de konkrete metoder, som de benytter sig af. Men der er også ligheder. Både Iben Thranholm og Femen synes, at deres værdier undertrykkes og forfølges af det samfund, som de er borgere i. De er fælles om ikke at have respekt for de værdier, som flertallet har, og de er villige til at krænke det, der opleves som helligt af flertallet, for på denne måde at få deres budskab frem.

I og med at både Iben Thranholm og Femen er så ekstremt provokerende i deres respektive samfund er der også en stor risiko for, at det budskab de gerne vil have ud drukner i forargelse over det de siger hhv. gør – for det er jo altid den risiko man løber, når man provokerer, nemlig at folk bliver så provokerede, at de lukker fuldkommen af for det man gerne vil have dem til at se og forstå. Og det er lidt af en skam, for uanset om man nu deler Iben Thranholms eller Femens værdier så fortjener de at man tager dem alvorligt og at man prøver på at forstå dem.

Nu er det for nyligt kommet frem, at nogle danske katolikker slet ikke kan identificere sig med Iben Thranholms skriverier, men man må ikke glemme, at der faktisk er andre, der i diverse debatfora forsvarer hende, ja hun har også en del støtter, der slet ikke er katolikker, men i stedet tilhører andre kristne trossamfund. Iben Thranholm kan ses som en art talerør for de grupper af hvad man måske kan kalde for højrekristne, som føler sig ekstremt marginaliserede i de sekulære postmoderne vestlige samfund. Disse kristne føler, at deres tro og værdier bliver trådt voldsomt under fode, og de mener, at de udsættes for diskrimination, ja forfølgelse.

Nu kan det på udenforstående virke ret voldsomt, at påstå, at kristne som Iben Thranholm bliver forfulgt og undertrykt i f.eks. Danmark. Det at hun får så meget plads i medierne som hun gør giver jo ikke ligefrem indtryk af, at man i Danmark kommer i fængsel eller det der er værre, fordi man taler tidsånden midt imod. Men forfølgelse handler ikke bare om objektive forhold men også om hvordan man subjektivt oplever sin situation. F.eks. er jeg på Facebook stødt på en transkønnet, der påstod, at flertallet af danskerne ønsker at udrydde transkønnede og hun var ikke til at hugge eller stikke i, det var sådan det var! Nu er det helt sikkert svært at være transkønnet i Danmark, faktisk en del sværere end at være katolik ville jeg nok mene, men det ændrer ikke ved det lettere paranoide ved denne bedømmelse af hvordan danskerne ser på transkønnede. Føler man sig trådt på, og bliver man det også i et eller andet omfang, så kan man let komme til at tillægge sine omgivelser mål og motiver de slet ikke har.

Og det må f.eks. være hårdt, at være overbevist om at abort er mord på uskyldige børn og så leve i et samfund, hvor der er massiv opbakning bag den fri abort. Ingen ville vel bryde sig om at skulle se hjælpeløs til mens der begås mord på uskyldige små børn i ens eget land. Og det må være frustrerende at leve i et samfund, hvor man hylder gay pride parader og har indført ægteskab for homoseksuelle hvis man ser udlevet homoseksualitet som en modbydelig synd der vil nedkalde Guds og/eller naturens straf over de samfund, der omfavner den. Det må være meget deprimerende at se sin egen kultur gå sin undergang i møde.

Iben Thranholms protest er altså forståelig nok hvis man ser den som et udslag af en dyb frustration over at stå udenfor nutidens pæne selskab – og over, at ingen gider lytte til det man siger. Ingen kan lide at blive hånet, alle vil gerne blive forstået. Problemet for Iben Thranholm og hendes åndsfæller er, at deres værdier og deres logik er så langt væk fra befolkningsflertallets, at en dialog ikke rigtig er mulig. Deres argumenter mod abort og homoseksualitet preller af som vand på en gås på den senmoderne vestlige offentlighed, ligesom vores argumenter preller af på dem. Sommetider er afstanden bare for stor til at man kan bygge en bro over kløften. Men at gøre den endnu bredere og dybere nytter på den anden side heller ikke.

Læs mere

Skrevet af den 1 apr, 2014 under Den katolske kirke, Religionsdebat | 0 kommentarer

De hellige billeder

Brødrene Prices udsendelse fra Rom, hvor de bl.a. brugte en Maria figur som kødhammer, har udløst en pæn mængde forargelse hos visse katolikker. Endnu en gang kan vi se, at respektløs omgang med billeder af hellige personer kan udløse vrede blandt nogle troende. Når sådanne situationer opstår, er det selvfølgelig oplagt at diskutere emner som ytringsfrihed, humor og respekt for andres religiøse følelser. Men man kan også forsøge, at stikke spaden et stik dybere og se på selve det fænomen, at billeder kan tillægges religiøs betydning og at de kan udløse stærke følelser.

Religionsvidenskabeligt set er det et meget udbredt fænomen, at billeder tillægges religiøs betydning. F.eks. kan man blandt utallige religioner finde en forestilling om at det man gør ved et billede sker med den som billedet forestiller. Ideen er, at der er en art fælles identitet og eksistens, der forbinder et billede og den som billedet forestiller. En sådan forestilling kan instrumentaliseres på mange måder. Kendt er f.eks. forestillingen om at man kan skade en person ved at tilføje et billede af denne person skade – det såkaldte voodoo princip. Men ideen kan omsættes til mange andre ting. F.eks. er den en vigtig begrundelse for at mange polyteistiske religioner har billeder af deres guddomme. Her er tanken ikke, at man laver et billede og så tilbeder det som sin Gud, sådan som polyteisternes gudebilleddyrkelse ofte fremstilles af monoteister, der afviser denne form for religiøsitet. Billedet er typisk ikke identisk med guden. I stedet forestiller man sig, at guden tager bolig i billedet – eller at man i hvert fald kan kommunikere med guden gennem billedet. At stille en skål med frugter og blomster foran et gudebillede kan altså ses som en måde at give disse gaver til den afbildede guddom på.

At lave billeder af sine guder er en måde, at visualisere dem på. Vha. billederne bliver en usynlig åndelig virkelighed synlig i vores materielle verden – og en forbindelse mellem himmel og jord bliver etableret. Men ligesom billederne er tænkt til at fremme religionen og dyrkelsen af guderne kan de bruges til at angribe religionen og dens guder på. Vælter man et gudebillede ned fra dets sokkel – hugger man hovedet af billedet – smadrer eller brænder man det, så er det i princippet det samme som at styrte, henrette og tilintetgøre guden. Religionshistorisk set kan man derfor også forklare det billedforbud, som vi finder i De 10 bud, som et ønske om at beskytte Gud mod krænkelser. En gud der ikke må afbilledes kan ikke krænkes rituelt ved at hans billede bliver vanhelliget.

Forbuddet mod at afbillede Gud er ret så bombastisk formuleret i Bibelen: ” Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.” (2. Mos. 20,4-6) I jødedommen og senere i islam er dette forbud blevet vævet ind i ”det religiøse DNA” men i kristendommen gik udviklingen i en anden retning. Indenfor den katolske og den ortodokse tradition kom billeder af både Jesus, Maria , helgener og englene til at spille en stor om end ikke altid uomstridt rolle. I forbindelse med reformationen kom det så rundt omkring i Europa ofte til billedstorme – men reelt set var reformatorernes holdninger til billeder forskellige, om end ingen af dem tillagde dem den værdi de havde haft i den katolske kirke.

Den katolske kirkes lære om brugen af hellige billeder er udtryk for en kompliceret balancegang mellem teologisk nuancering og folkefromheden. I henhold til den katolske kirkes tro er billeder og figurer af Jesus, Maria, helgenerne og englene ikke beboet af dem, de forestiller. Jesus er således nærværende i de oblater, der under messen er blevet forvandlet til Jesu legeme. Disse oblater har skiftet substans så de ikke længere er brød men Jesus Kristus. Et krucifiks er ikke identisk med Jesus – og Jesus bor ikke i det. Men det kan være blevet indviet af en præst og dermed være blevet til mere end et almindeligt stykke træ på samme måde, som vievand efter indvielsen er mere end almindeligt vand. Og man kan tilbede Jesus ved at bede foran et krucifiks, så i den forstand kan man kommunikere med Jesus gennem et sådant billede. Da jomfru Maria og helgenerne ikke er guddommelige må man ikke tilbede dem, men man må ære dem og søge deres forbøn, og også det kan man gøre gennem billederne.

Som sagt så må man i henhold til den katolske kirke ikke tilbede jomfru Maria og helgenerne, men ser man bort fra det så er der i religionsvidenskabelig forstand klare ligheder mellem den funktion, som billederne har i den katolske fromhed og så den funktion de har i en række polyteistiske religioner som f.eks. hinduismen. F.eks. det forhold, at man markerer det helliges tilstedeværelse i det offentlige rum ved at have hellige billeder placeret på gadehjørner, husmure og lignende eller ved at man bærer dem rundt i højtidelige processioner i forbindelse med religiøse festivaller. Eller f.eks. det forhold, at man bruger hellige billeder i den private fromhed. Set i det lys var overgangen fra et polyteistisk samfund til et kristent samfund i slutningen af Romerriget nok mindre drastisk hvad de hellige billeder angår end overgangen fra et katolsk til et protestantisk samfund var det. For mht. den første overgang var der tale om at en religions hellige billeder blev erstattet af en andens, mens der mht. den anden overgang var tale om at de hellige billeder i stort omfang forsvandt, især fra det offentlige rum.

I en protestantisk og sekulær kultur kan det derfor være svært at forstå hvorfor man kan have stærke religiøse følelser forbundet med billeder. Da protestantismen stod klarere i befolkningens bevidsthed blev andagt overfor religiøse billeder, også når de fremstillede vigtige kristne skikkelser, ofte afvist som afgudsdyrkelse. I dag er der nok mest tale om at man selv ikke rigtigt kan se pointen med sådanne billeder og derfor heller ikke ser noget problem med at lave grin med dem.

Læs mere

Skrevet af den 29 mar, 2014 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Iben Thanholm og brødrene Price

Vi lever i en tid hvor de kendtes Facebook opdateringer hurtigt bliver til nyheder i det som man en gang troede var seriøse medier. Derfor kan det ikke undre, at den katolske debattør og journalist Iben Thranholms Facebook opdatering, hvor hun langer ud efter brødrene Prices udsendelse fra Rom, blev til nyhedsstof i såvel Jyllandsposten som Berlingske Tidende. Denne Facebook opdatering er da heller ikke uinteressant og fortjener at blive bragt i sin fulde ordlyd:

“Jeg er dybt rystet over Brødrene Prices tur til Rom, som blev vist i aften på DR1. Det var en lang vanhelligelse af Den katolske Kirke. Først var det brødrenes olivenolie orgie, der blev sammenlignet og krydsklippet til den sidste olie, som er en af kirkens syv sakramenter. Så var det røgen fra gryderne, der blev sammenlignet med den hvide røg ved pavevalg. Dernæst så vi brødrene på Peterspladsen gøre sig lystige over pædofiliskandalerne og gøre nar af de præstelige klæder og kalotter uden for en af Roms klerikale butikker. Men den perverse vanhelligelse nåede sit højdepunkt da Adam Price brugte en Jomfru Maria statue som kødhammer til saltimboccaen. Programmet blev afsluttet med dumsmarte bemærkninger om Bruno, som blev brændt på bålet på Campo dei Fiori. Er det dansk madkultur i Rom og humor, at man sviner Den katolske kirke til samtidigt med man på pervers vis vælter sig i mad. De to brødre, som har gjort bugen til deres gud, bør undskylde for deres bespottelse og latterliggørelse af 1,2 milliarders menneskers tro.”

Nu har vi ytringsfrihed her i Danmark, hvad der jo blev slået fast med syvtommersøm i forbindelse med Muhammedkrisen. Det betyder, at man reelt set ustraffet kan forhåne religiøse forestillinger, blasfemi paragraffen er jo de facto en død lov, men selvfølgelig har man også lov til at kritisere denne forhånelse. Med andre ord, Iben Thranholm har lov til at udtrykke sin fornærmelse – men hun har bare ikke krav på at vi følger hendes logik.

Og lad det være sagt med det samme, jeg synes også, at det virker respektløs at bruge en Maria statue som kødhammer, men jeg kunne dog også forestille mig værre ting som man kunne bruge sådan en figur til. Og de andre forhold virker i mine øjne som legitime emner for humor, selvom de berørte selvfølgelig har ret til at mene noget andet. I et pluralistisk samfund bør der være plads til religionskritik, herunder den der har karakter af mere eller mindre vellykket humor.

Hvis man kigger rundt på katolske grupper på Facebook får man da også hurtigt det indtryk, at en hel del katolikker ikke er fornærmede men i stedet tager afstand fra Iben Thranholms heftige sprogbrug. Spørgsmålet er da også, om Iben Thranholm ikke alt andet lige skader den katolske kirke i Danmark med sit vrede udfald, der ikke ligefrem oser af “vend den anden kind til” og “elsk jeres fjender” eller andre tegn på den åndelighed hun selv hævder at danskerne mangler. Det er i hvert fald tvivlsomt, om man opnår særligt meget sympati med kravet om en undskyldning, der jo unægtelig ligner de krav som vrede muslimer i første omgang rettede til Jyllandsposten efter publikationen af Muhammedtegningerne.

I et interview i Berlingske Tidende uddyber Iben Thranholm så sin kritik, ide hun påstår, at den famøse udsendelse var udtryk for en slags kristendomsforfølgelse – og ikke mindre end tre gange kommer hun ind på homoseksuelle, og hævder, at dem tager man hensyn til mens man er hensynsløs overfor de kristnes følelser.

Men altså, plat humor og kritik af den katolske kirke er jo nok udtryk for manglende respekt for denne, men det interessante er jo, at de forhold som Iben Thranholm nævner i sin statusopdatering alle omhandler specifikt katolske forhold. Der kan derfor ikke tales om et angreb på kristendommen som sådan, men kun den katolske version af selvsamme. Og til en egentlig forfølgelse skal der nu nok mere til end et plat madprogram. Ellers måtte man vel også sige, at Jyllandspostens Muhammedtegninger var udtryk for en forfølgelse af muslimer? Under alle omstændigheder så er det jo lidt bemærkelsesværdigt, at Iben Thranholm har forholdt sig tavs til det forhold at Putin, som hun har udnævnt til at være en stor kristen leder, nu holder hånden over dem, der er godt i gang med at fordrive katolikkerne fra Krim. Er den behandling som katolikker i Krim udsættes for ikke alt andet lige noget værre end brugen af en Maria figur som kødhammer?

Og hvorfor homoseksuelle nu skal rodes ind i den her sag er ikke godt at vide. Jeg er i hvert fald ikke sikker på at der er tale om sammenlignelige størrelser. Men man må da gerne gøre grin med homoseksuelle for min skyld – og så håber jeg i øvrigt ikke, at man i skolegårdene råber “katolik” efter dem, man bliver sure på eller at der er et omfattende problem med katolikhadere, der ligger på lur ved samlingssteder for katolikker for at give dem en gang bank. Og jeg håber da slet ikke, at der kommer en stor kristen leder til magten her i landet, som vil indføre en lov, der gør det forbudt at lave katolsk propaganda overfor børn hvad i praksis betyder, at enhver positiv tilkendegivelse til fordel for katolikker og deres rettigheder i offentligheden bliver til en strafbar handling.

Når det så er sagt, så forholder det sig jo sådan, at man i Danmark har en lang tradition for grovkornet humor ja direkte hån rettet mod katolicismen. Det er såmænd ikke tegn på en kultur i forfald sådan som Iben Thranholm påstår, men er i stedet et produkt af reformationen, hvor man sagde og tegnede ting om katolicismen og katolikker, der får Price brødrenes tåbelige stunt til at blegne. Hvis man sådan ganske stille og roligt havde taget en debat om det antikatolske fjendebillede, der trives i Danmark, ja så havde man kunne sætte gang i en god og nødvendig samtale. Men det havde krævet en debattør med lidt mindre hang til tænke i provokerende og skingre overskrifter – og så nogle medier, der var interesseret i en seriøs debat frem for de hurtige og overfladiske fortællinger, der skal underholde frem for at gøre os klogere på os selv og på andre.

Læs mere