Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 feb, 2014 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

FN og Vatikanet har forspildt en chanche

Der har været en del mediefokus på det forhold, at FN’s komité for børns rettigheder som noget helt nyt og uhørt i skarpe vendinger har kritiseret Vatikanet for dets håndtering af de mange sexovergrebssager, der er væltet ind over den katolske kirke i de senere år. Særlig opmærksomhed har det også vagt, at FN’s komité for børns rettigheder ikke nøjes med at kritisere Vatikanets håndtering af sexovergrebssagerne, men at man også kritiserer dele af den katolske kirkes lære f.eks. mht. abort og homoseksualitet for at bidrage til at forværre børns livssituation. Som vel nærmest ventet afviser Vatikanet kritikken og frabeder sig verdslig indblanding i den katolske kirkes indre anliggender mens katolske grupperinger verden over opfordrer til protest og modstand mod FN’s anklager.

Nu er den katolske kirkes organisationsstruktur mere kompliceret end mange tror – herunder er ansvarsfordelingen mellem Vatikanet og de lokale bispedømmer ikke altid lige nem at forstå. Men basalt set kan man sige, at det er de lokale biskopper, der har ansvaret for hvem der får lov til at blive katolske præster, hvor de skal arbejde og om de skal forflyttes etc. Og der kan slet ikke være nogen tvivl om, at problemerne med sexovergreb foretaget af katolske præster i høj grad har hængt sammen med at biskopperne alt for ofte har svigtet deres tilsynspligt i forhold til præsterne. Men Vatikanet kan ikke vaske sine hænder i uskyld når biskopperne fejler. For det er Vatikanet og kun Vatikanet der permanent kan fratage en katolsk præst retten til at virke som præst – og her har man alt for ofte været alt for langsommelig også der hvor den lokale biskop har presset på for en løsning. Og så er det jo i øvrigt Paven der vælger de lokale biskopper – og det gør han som udgangspunkt ud fra de anbefalingerne som de relevante medarbejdere i Vatikanet giver ham. Hvis biskopperne ikke har gjort deres arbejde godt nok er det altså ikke nok at bebrejde dem deres fejl – man må lægge noget af ansvaret over på dem, der har besluttet, at disse mænd skulle være biskopper.

FN’s komité for børns rettigheder har også grundlæggende set ret i at f.eks. den katolske kirkes meget negative beskrivelse af homoseksuelle parforhold alt andet lige har en negativ indflydelse på børn og unge, der er homoseksuelle eller som har homoseksuelle forældre. Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på om komitéens kritik af den katolske kirkes lære ikke også er en tak for sidst for alle de gange hvor Vatikanet i FN regi har kæmpet mod fri abort og homoseksuelles rettigheder. Og det er jo nok spørgsmålet om et sådant tak for sidst, hvor forståeligt det nu end rent menneskeligt er, er en særlig klog strategi. For man skal ikke kende særligt meget til den katolske kirkes typiske reaktionsmønstre for at kunne regne ud, at denne kritik vil blive udlagt som et angreb på religionsfriheden og som et bevis på at FN’s kritik blot er et ideologisk indspark i en værdikamp, og derfor kan og skal siddes overhørig. På denne måde har FN forspildt chancen for at gøre opmærksom på, at der fortsat er alvorlige mangler mht. sikringen af børn mod sexovergreb i katolsk regi. F.eks. pålægger den italienske bispekonferences først for nyligt indførte guidelines for håndtering af sexovergrebssager ikke den enkelte biskop at kontakte politiet, hvis han står i den situation, at han bliver bekendt med troværdige anklager mod en præst. Som bispekonferencens sekretær biskop Galantino, der i øvrigt er udnævnt af Pave Frans, udtalte, så er en biskop ikke en offentlig embedsmand eller minister – man skal ikke forvente af ham at han angiver sine egne præster. Med andre ord, det er stadigt op ad bakke at få alle biskopper til at forstå alvoren når det kommer til sexovergreb begået af katolske præster.

Men også Vatikanet har forspildt en chance for at vise, at den meget omtalte Pave Frans effekt er slået igennem. Pave Frans gør jo meget ud af at den katolske kirke skal fremstå som ydmyg. En ydmyg reaktion på FN’s komité for børns rettigheders anklager havde været, at Vatikanet havde indrømmet, at der er blevet begået alvorlige fejl og at man beklager det dybt. En ydmyg reaktion havde været, hvis Vatikanet havde tilbudt at samarbejde med FN’s komité for børns rettigheder for at forebygge fremtidige sexovergreb. Og Vatikanet havde fremstået som ydmyg hvis man i stedet for at reagere med vrede og krænkelse over at den katolske kirkes lære blev kritiseret i venlige og rolige vendinger havde forklaret, at man ikke opfatter kirkens lære om abort og homoseksualitet som skadelig for børn og unge. Vatikanets nærmest klassiske automatreaktion på FN’s komité for børns rettigheders kritik kunne tyde på, at Pave Frans enten ikke kan eller ikke vil ændre på Vatikanets hang til at se sig selv som hævet over kritik samtidigt med at man elsker at være ude med riven efter den sekulære verden.

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2013 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Den katolske kirke og skilsmisserne

Den katolske kirke er kendt for et i den senmoderne vestlige virkelighed strengt virkende syn på skilsmisse. Ægteskabet ses som et sakramente, og det skal vare indtil ens ægtefælle eller man selv dør. Går ægtefællerne alligevel fra hinanden, ja så må de leve resten af livet i cølibat. Gifter de sig alligevel igen må det ske udenfor den katolske kirke – og de bliver ekskommuniceret. Og så dog, for man kan som katolik også søge om at få sit mislykkede ægteskab erklæret ugyldigt. Det gøres ved at man beder en kirkelig domstol om at få en erklæring om at ægteskabet slet ikke var noget ægteskab, da vigtige forhold der skal til for at et ægteskab er gyldigt i katolsk forstand ikke var blevet opfyldt. Det er en lang og besværlig proces, der i hvert fald af nogen omfattes som ydmygende og der er ingen garanti for at domstolen vil dømme som man ønsker det. Men får man succes så skyldes det ofte, at man kan overbevise domstolen om at man og/eller ens ægtefælle ikke forstod, hvad ægteskabet går ud på i katolske forstand, at man var personlig umoden, da man blev gift, ikke var indstillet på, at det skulle vare for evigt etc.

Nu har Pave Frans indkaldt til et internationalt bispemøde i 2014, der skal se på det katolske ægteskabs udfordringer. Mange forventer nok lettelser af reglerne i en eller anden form. Men lad os nu se. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at undre mig lidt over den katolske kirkes hidtidige forståelse af og håndtering af skilsmisser hhv. fraskilte, der gifter sig igen.

F.eks. lærer den katolske kirke, at den ikke kan sige god for at katolikker bliver skilt og gift igen da Jesus i henhold til Det Nye Testamente har forbudt skilsmisse klart og entydigt. Det er jo rigtigt nok. Men han har også f.eks. forbudt brugen af titler som f.eks. ”fader”, da vi ikke har nogen anden far end ham i himlen. (Matt. 23,9)Og det har jo altså ikke forhindret den katolske kirke i at bruge udtryk som f.eks. ”den hellige fader” om Paven. Når man altså ikke er bundet på hænder og fødder af Jesu ord om brug af titler, hvorfor er man det så når det gælder om ægteskabets uopløselighed?

Mere grundlæggende må man jo også sige, at Jesus intet steds i Det Nye Testamente taler om ugyldige ægteskaber. Ideen om at et par kan have været gift i f.eks. 20 år, have fået flere børn sammen etc. – og så alligevel faktisk være i et ugyldigt ægteskab, det er ikke en ide man finder belæg for i Bibelen. Bevares, det giver jo nok mening, at folk der med vold er blevet tvunget til at gifte sig ikke skal være bundet heraf for livet, men de typiske årsager til at et ægteskab erklæres ugyldigt virker på mig mindre overbevisende, ikke mindst set i forhold til kirkens praksis og tro i øvrigt.

Lad os f.eks. sige, at to unge katolikker, der ikke er troende, gifter sig for at gøre deres forældre glade selvom de ikke tror på ægteskabets uopløselighed. Hvis de senere går fra hinanden kan de få ægteskabet erklæret ugyldigt, så de kan gifte sig på ny. Men hvad nu hvis de bliver sammen – og på et tidspunkt begge to bliver dybt troende og engagerede katolikker. Skal de så blive gift igen fordi deres hidtidige ægteskab var ugyldigt? Har nogen nogen sinde hørt at det er sket? Men sådan burde det vel være, for ægteskabets gyldighed har jo efter den katolske kirkes tro ikke noget at gøre med om ægtefællerne går fra hinanden eller bliver sammen.

Lad os tage et andet eksempel. Et ungt katolsk par er dybt troende, de bliver gift. Efter nogle år mister den ene troen – og bryder ud af ægteskabet. Den part der sidder tilbage kan ikke blive gift igen uden at blive mødt med ekskommunion fordi han eller hun ligesom ægtefællen ved ægteskabets indgåelse troede på og accepterede den katolske kirkes lære om ægteskabet. Havde de begge derimod været ateister, der giftede sig katolsk for en forms skyld, ja så kunne den der blev forladt, godt blive gift igen med kirkens velsignelse. I tilfælde af at man bliver forladt af ens ægtefælle bliver man som katolik altså straffet for at være troende når man giftede sig, mens man belønnes for at blive gift uden oprigtighed.

I det hele taget er det i mine øjne ikke helt uproblematisk, at ville gøre et sakramentes gyldighed afhængigt af om modtageren er moden nok til at forstå, hvad der drejer sig om og er fuldt med på hvad det handler om. I hvert fald når vi taler om sakramenter, der er tænkt til at virke resten af livet. En sådan indstilling vil jo f.eks. gøre barnedåben ugyldig. Og hvad med de nok ikke helt få katolske store børn hhv. teenagere, der bliver firmet fordi det er en katolsk tradition selvom dette sakramente ikke siger dem særligt meget og de ikke er med med hjertet? Skal de genfirmes hvis de som voksne indser at de som unge ikke vidste hvad det var, som de som dengang sagde ja til?

Spørgsmålet er derfor om det ikke ville give mere mening at droppe alle disse lange og dyre processer ved de kirkelige domstole og i stedet erkende, at ægteskaber her i vores faldne verden somme tider mislykkes og det derfor er nødvendigt, at finde veje til at man som fraskilt katolik kan få lov til at blive gift igen, være det nu med kirkens velsignelse eller stiltiende accept, uden at man bliver mødt med ekskommunion?

Læs mere

Skrevet af den 12 okt, 2013 under Den katolske kirke | 3 kommentarer

Iben Thranholm undsiger Paven

Iben Thranholm er kendt for sine skarpe holdninger til abort og det sekulære samfund – og hun er ikke mindst kendt for at være en meget åben katolik, der elsker at henvise til Paven i tide og utide. Alligevel er det i virkeligheden slet ikke så overraskende, at hun i en kommentar på Facebook gruppen “Katolikker i Danmark” er ude med riven mod Pave Frans. Her skrev hun den 11.10.2013.: “Hvis kærligheden dyrkers uden sandhed, skrider grundlaget. Som Benedikt XVI og Johannes Paul II slog fast igen og igen, så kan kærlighed og sandhed ikke skilles ad. Når pave Frans f.eks. udtaler, at det bare handler om at gøre det Gode med stort G uanset om man er ateist eller har en anden religion, synes jeg han er i fare for at komme på afveje og ende som relativist. Hvad er det gode? En synes abort er det bedste der er sket for vores samfund, en anden at det er mord? Hvem har ret her – hvem af de to gør det gode? Er det gode ikke at fortælle sandheden? Det har været Den katolske kirkes standpunkt i 2000 år. Det bliver spændende at se om Frans vil holde fast i det“.

De danske medier har godt nok i det store hele overset det, men der er faktisk en voksende modstand mod Pave Frans blandt dele af verdens katolikker. Allerede få dage efter at han blev valgt til Pave flød traditionalistiske blokke over med harme over den nye pave. Traditionalister er en betegnelse for en meget lille men også meget højtråbende gruppe af katolikker, der er imod de reformer som den katolske kirke indførte under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965), hvor den katolske kirke indførte en ny venlig retorik om de andre trossamfund og hvor grundlaget blev lagt for at gudstjenesten fremover hovedsagelig foregår på lokalsproget frem for latin. Pave Benedikt havde brugt uhørt meget energi på at komme denne gruppering i møde – men Pave Frans var fra sin fortid som ærkebiskop i Argentina kendt for at være meget lidt begejstret for den gamle messe – og meget begejstret for dialogen med protestanter, jøder og muslimer. Eller med andre ord, lige fra starten af var Pave Frans ikke traditionalisterens kop the.

Men i den senere tid er også ultrakonservative katolikker begyndt at ryste med sablerne. Til forskel fra traditionalisterne bakker de i princippet op om Det Andet Vatikankoncil – men de har det tilfælles med dem, at de er ivrige modstandere af den fri abort og samfundets accept af homoseksuelle – og de er ofte også ret så skeptiske overfor en dialog med islam. Mht. de to første emner har de haft fuld støtte af Pave Johannes Paul II og Pave Benedikt XVI, mht. det sidste emne kunne de til dels finde støtte hos Pave Benedikt.

Men de ultrakonservative katolikker føler nu, at de bliver svigtet af Pave Frans, der tydeligvis gør sig store anstrengelser for at række hånden ud til de grupper af katolikker, der har følt sig marginaliseret under de to sidste paver. Det er også tydeligt, at Pave Frans ønsker en oprigtig dialog med de andre religioner, også islam, og at han ligeledes ønsker et bedre forhold til den sekulære verden. Der er imidlertid ikke tale om, at Pave Frans vil ændre på den katolske kirkes lære om f.eks. abort og homoseksuelle ægteskaber – men han ønsker blot, at den katolske kirke skal prioritere andre emner højere, ikke mindst forkyndelsen af Guds kærlighed og barmhjertig. Og som en del af denne forkyndelse skal man også prøve at tale pænt om f.eks. homoseksuelle. Der er altså tale om en ændring af diskursen frem for dogmatikken – men det er nok til at udløse ubehag hos dem, der havde vænnet sig til at have Paven i ryggen, når de talte dunder mod abort, homoseksuelle eller generelt sekulariseringen og den såkaldte relativisme.

Den kendte katolske kommentator John L. Allen Jr. har beskrevet disse katolikkers reaktion som “den ældre søn problematikken”. Det er en hentydning til lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen bliver så glad da den fortabte søn vender hjem igen, at han holder et stort party for ham. Den ældre søn begynder så at beklage sig over, at han jo altid har gået derhjemme og været en god dreng – men hvornår fik han en fest”? Man kan altså måske sige, at den katolske kirkes højrefløj er skuffede over, at Paven vender sin kærlighed mod alle de “dårlige” katolikker, frem for til dem, der fortjener den, nemlig dem selv.

Men man kunne naturligvis også sige, at den katolske højrefløj i de sidste 30 år har været budt til fest hos de regerende paver, mens den katolske venstrefløj fik kun få eller ingen krummer fra de riges bord. Og samtidigt med denne fest for insiderne blev forholdet til de vestlige sekulære demokratier kølet ned til næsten frysepunktet. Det vil Pave Frans lave om på, og det må en Iben Thranholm nok lære at leve med.

Læs mere

Skrevet af den 2 aug, 2013 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Pave Frans og de homoseksuelle

Der har været en del medie røre om de udtalelser om homoseksuelle som Pave Frans kom med i forbindelse med et interview han gav på vejen hjem fra hans besøg i Brasilien. Nogen har tolket det som om at Paven sagde god for homoseksuelle forhold, andre skriver, at han pointerede, at sådanne er forkerte. Men hvad var det egentligt som han sagde? Ja, det kan man bl.a. læse her.

Sammenhængen for Pavens udtalelser er den, at der noget nær er udbrudt en moralsk panik i den katolske kirke efter, at der har været beskyldninger fremme i medierne om at der skulle befinde sig en magtfuld homolobby i Vatikanet. Adspurgt til denne lobby svarede Pave Frans, at han ikke har mødt nogen i Vatikanet, som har identitetspapirer hvor der står “homoseksuel” på. Dernæst påpeger Paven, at der er en forskel på at have en homoseksuel orientering og være med til at danne en lobby. Lobbyer er ikke en god ting, fremhæver han, “men hvis en homoseksuel ivrigt søger Gud, med hvilken ret kan jeg så dømme dem? Den katolske kirke lærer, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, man skal sørge for at de føler sig velkomne. Problemet er ikke, at nogen er homoseksuelle, lobbydannelse er problemet”. Ifølge en anden gengivelse af interviewet henviste Pave Frans til den katolske kirkes Verdenskatekismus, da han fremhævede, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og ifølge denne gengivelse af interviewet omtalte han homoseksuelle som “vores brødre”.

Det er helt klart, at Pave Frans ikke har sagt, at det er ok at leve i et homoseksuelt forhold. Det han tydeligvis vil advare mod er al det hysteri, der har været i forbindelserne med rygterne om en homomafia i Vatikanet. Men der er alligevel ingen tvivl om, at Pavens udtalelser er et nybrud i forhold til den katolske kirkes omgang med homoseksuelle. Det er nemlig ganske klart, at han ikke ser det som et problem, at en katolsk præst er homoseksuel, det er hvis han gør noget forkert (som at indgå i en lobby i Vatikanet), at der efter Pavens mening er et problem. Denne tolkning underbygges af det Paven sagde tidligere i interviewet, hvor han blev adspurgt til konkrete anklager om praktiseret homoseksualitet, der for nyligt er blevet rettet mod en ærkebiskop, som Paven har tiltænkt en vigtig rolle i forbindelse med reformen af den skandaleombruste Vatikan bank. Pave Frans afviser disse beskyldninger, men han fremhævede så også, at man skal skelne mellem kriminelle handlinger, som en person har begået, og så synder. Mht. sidste så understregede han, at hvis lægfolk, præster og ordensfolk begår synder, men så angrer, omvender sig og skrifter, så glemmer og tilgiver Gud deres synder. Og det skal vi også gøre, for ellers risikerer vi at Gud ikke vil tilgive os vores synder. Hermed lægger Paven op til at man godt kan blive katolsk præst selvom man er homoseksuel og oven i købet har haft et homoseksuelt forhold, hvis man altså ellers har angret og skriftet det man har gjort. Og det er for mig at se et klart brud med den officielle skrivelse fra 2005, hvor Vatikanet understreger, at homoseksuelle mænd ikke må vies til katolsk præst, også selvom de har til hensigt at leve i cølibat. Denne skrivelse var i øvrigt mest af alt en indskærpelse af en Pavelig rundskrivelse fra 1961.

Det er i øvrigt for mig at se også et vigtigt nybrud, at Pave Frans klart skelner mellem kriminelle forhold og synder, for noget af det som er gået rigtigt galt med den katolske kirkes håndtering af de mange sager om præsters seksuelle overgreb på børn har været, at man enten har været for ivrig for at tilgive forbrydere eller for at sætte lighedstegn mellem pædofili og homoseksualitet.

Et andet nybrud er helt klart Pavens sprogbrug. Mig bekendt har ingen pave før Pave Frans sagt, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og at man skal sørge for at de føler sig velkomne (om end han ikke uddyber nærmere hvad han mener med det). Ej heller har nogen anden pave omtalt homoseksuelle som “vores brødre”. Dette nybrud understreges også af det Pave Frans sagde tidligere i interviewet, da han blev spurgt til hvorfor han ikke kom ind på abort og homoseksuelle ægteskaber i sine taler og prædikener i forbindelse med hans besøg i Brasilien. Her fremhævede han, at den katolske kirkes lære mht. disse spørgsmål er klar nok og at det var nødvendigt for ham at lyde positiv. Paven er altså ikke ude på at ændre den katolske kirkes lære mht. homoseksuelle ægteskaber (og abort), men han har tydeligvis forstået, at denne lære kan skubbe unge mennesker væk fra den katolske kirke, og det derfor kan være en god ide at lægge fokus et andet sted.

Læs mere