Menu
Kategorier

Skrevet af den 17 sep, 2009 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Homotest for katolske præstekandidater?

Overlæge John-Erik Stig Hansen skriver i en kronik i Katolsk Orientering fra den 16.9.2009 om de sexovergrebsskandaler, der har plaget den katolske kirke i de sidste år. Katolsk sædvane tro bringer han disse overgreb i forbindelse med homoseksualitet blandt katolske præster, om end han dog indrømmer, at homoseksualitet som sådan ikke kan forbindes med pædofili. Men da en meget stor del af ofrene for katolske præsters sexovergreb er/var teenager drenge så mener John-Erik Stig Hansen, at sammenkoblingen med homoseksualitet er relevant nok for den katolske kirkes problemstilling. Hans kronik lægger dernæst op til at psykologiske test af præstekandidater, som bl.a. skal afsløre evt. homoseksualitet hos disse, måske vil kunne sikre, at den katolske kirke i fremtiden vil slippe for de belastende sexovergrebsskandaler.

Nu har jeg tidligere forholdt mig til den direkte eller indirekte påstand om en sammenhæng mellem homoseksualitet og pædofili, som så gerne i katolske kredse bringes på banen når man skal forklare, eller bedre sagt, bortforklare den katolske kirkes store problem med præsters seksuelle overgreb på børn og unge. Derfor vil jeg her i stedet se på ideen om homotest for præstekandidater.

Det store spørgsmål ved ideen om disse homotest er grundlæggende set hvordan man kan bevise at en person er homoseksuel. Det er jo nemt nok blot at spørge en kandidat om han er homoseksuel, men hvad så hvis han svarer ”nej”, er det så bevis nok? Man kan også se på om kandidaten har homoerotiske erfaringer. Men ud over at man, med mindre man har vidneudsagn fra andre, igen er henvist til kandidatens oprigtighed mht. dette spørgsmål, så rejser sig også spørgsmålet om hvorvidt en enkeltstående eller ganske få homoerotiske erfaring(er), der evt. ligger længere tilbage, virkelig er nok til at diskvalificere en ellers lovende præstekandidat. Og sidst men ikke mindst, hvad nu hvis man står overfor en kandidat, der er from, pavetro og ivrig i sin kirkelige tjeneste, som ikke har nogen erotiske erfaringer med kvinder eller mænd, og som gør alt hvad han kan for at holde enhver tanke om sex ude af sit sind. Skal man opfordre ham til at begynde at fantasere om sex og evt. afprøve diverse inklinationer for at man kan se hvilken seksuel præference han måtte have i det øjeblik han giver sig selv lov til en praktiseret seksualitet? Hvordan vil man forene det med kravet om cølibat for præstestanden og forestillingen om, at enhver form for sex udenfor ægteskabet, være det nu i tanke eller gerning, er en synd?

Men jeg vil også mene, at der er et mere grundlæggende problem med ideen om disse homotest. Et problem der også har medført, at den katolske kirke indtil videre ikke har haft succes med at forhindre mænd med homoseksuelle inklinationer i at blive katolske præster. Og dette problem er faktisk den katolske kirkes officielle afsky for homoseksuelle! Ifølge den katolske kirkes læreembede er homoseksualitet, også når den ikke udleves, en objektiv indre uorden hos den homoseksuelle. Når dette sættes sammen med en tendens til at se homoseksuelle som personer, der i bedste fald er patetiske og i værste fald er potentielt kriminelle pga. deres seksualitet, kan det ikke undre, at det i praksis kan være meget svært at forbinde mennesker, som man anerkender som gode fromme katolikker, med homoseksualitet. Det er simpelthen ubærbart for mange at se en sympatisk from katolsk mand, som gerne vil give sit liv til kirken, som en potentiel pervers. Og på samme måde vil det ofte være enormt vanskeligt for en from og ivrig katolik at anerkende sin evt. homoseksualitet. Lige netop fordi den katolske kirke med så stor iver diskvalificerer homoseksuelles fromhed ved at påstå, at de, uanset indstilling, er uegnede til præsteskabet eller ordensstanden, bliver det overordentligt vanskeligt for såvel kandidater til præste- og ordensstanden som deres åndelige vejledere at anerkende en evt. homoseksuel orientering. Hvordan tror man det vil virke på en from, ivrig og pavetro ung mand at blive afvist som præstekandidat fordi en eller anden psykolog mener at have fundet frem til at han er homoseksuel, og det selvom kandidaten måske selv gør alt for i tanke, ord og gerning at distancere sig fra alt homoseksuelt? Det er der vist ingen af dem, der råber op om homotest, som har tænkt på – nok fordi de reelt set ikke kan forestille sig, at gode og fromme katolske mænd kunne være homoseksuelle…

Læs mere

Skrevet af den 12 sep, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Den barmhjertige samaritaner – en dybt provokerende fortælling

Lignelsen i Lukas-evangeliet om ”den barmhjertige samaritaner” er fortiden i vælten igen. Og lad det være sagt med det samme – der er tale om en dybt provokerende fortælling – men måske ikke helt på den måde, som alle forventer det.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner finder vi i Luk. 10, 25-37 og den hører til den del af Lukas-evangeliget, som man kalder for Lukas særstof, dvs. historien findes kun i Lukas-evangeliet.

Lignelsen starter med, at en lovkyndig vil sætte Jesus på prøve ved at spørge ham hvad han skal gøre for at arve evigt liv. Jesu reaktion er nærmest stereotyp jødisk. Han sender nemlig straks spørgsmålet retur i form af et modspørgsmål: ”Hvad står der i Loven, hvad læser du dér?” Den lovkyndige må nu melde klar kulør, som lovkyndig må han jo kende Loven. Hans svar, som er helt klassisk jødisk, er, at man skal elske Gud og sin næste som sig selv. Jesus kan dernæst så bekræfte ham i, at det er ganske rigtigt. Kærlighed til Gud og næsten er vejen til det evige liv.

Men fordi den lovkyndige er blevet offentligt ydmyget ved at han faldt i sin egen fælde, stiller han Jesus endnu et spørgsmål: ”Hvem er så min næste”. I stedet for at svare direkte på dette spørgsmål fortæller Jesus historien om en jødisk mand, der på en rejse blev overfaldet af røvere og efterladt i en hjælpeløs situation. En præst ser ham ligge i vejkanten, men går forbi. En levit, dvs. et medlem af den jødiske præstestamme, går forbi, men lader ham også ligge. Så kommer en samaritaner forbi. Samaritanerne, som praktiserede en art blandingsreligion, der indeholdt både jødiske og hedenske elementer, blev foragtet af de fromme jøder på Jesu tid. Samaritaneren får medlidenhed med den mishandlede mand og han giver ham al den hjælp som tænkes kan og mere til. Afslutningsvis spørger Jesus så den lovkyndige: ”Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Den lovkyndige svarede: ”Han, som viste ham barmhjertighed.” Slutreplikken kommer Jesus så med: ”Gå du hen og gør ligeså!”.

Med andre ord: Vi får faktisk ikke noget svar på hvem ens næste er. I stedet får vi at vide, at man skal hjælpe dem der har hjælp behov, uanset hvem de nu er. Og det er jo ikke så lidt. For ikke nok med, at det er ret menneskeligt, at dele menneskeheden op i dem, som man føler solidaritet med og dem, som man ikke føler nogen sympati eller hjælpevillighed overfor. Nej, endnu sværere er det at omsætte de smukke intentioner og evt. offentlige løfter om hjælpevillighed til konkret handling i en konkret livs situation. Jeg mener, stopper du op og tilbyder hjælp hver gang du ser en hjemløs ligge og sove på gaden? Griber du ind hver gang du ser en hysterisk voksen råbe af sit grædende barn? Eller gør du ikke ligesom mig: du skynder dig forbi, fordi du ikke tør eller ikke kan overskue at gribe ind, eller ikke orker at sætte dig ind i problematikken?

Men ikke nok med det.

Oversatte vi lignelsen ind i vores virkelighed kunne den nemlig f.eks. lyde sådan her: En trofast DF vælgende pensionist bliver på vej ned i Netto overfaldet af en ungdomsbande og efterladt blødende og hjælpeløs på fortovet. En DF folketingspolitiker kommer forbi – og iler videre. Derefter kommer en DF byrådsmedlem forbi, men han skal heller ikke nyde noget. Så kommer en tørklædebærende muslimsk kvinde forbi. Hun får medlidenhed med den stakkels pensionist, og giver ham førstehjælp, tilkalder både ambulance og politi og påtager sig at hjælpe pensionisten i de næste dage, indtil han er kommet til hægterne igen.

Men vi kunne også oversætte lignelsen på følgende måde: En venstrefløjsaktivist på vej til en demonstration bliver overfaldet af en flok nynazister og efterladt blødende og hjælpeløs på fortovet. En folketingspolitiker fra liste Ø kommer forbi – og  ilder videre. Derefter kommer en queer-feministisk autonom forbi – og ilder videre. Så kommer en DFU’er forbi. Han får medlidenhed med den hjælpeløse venstrefløjsaktivist. Han giver hende førstehjælp, tilkalder både ambulance og politi og påtager sig alle udgifter som venstrefløjsaktivisten får som følge af overfaldet.

Eller sagt på en anden måde: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner handler også om, at vi skal passe på med at antage, at vi og dem der er som os er evigt gode – og at dem, som vi antager står for det onde, er evigt onde. Man kan være nok så rettroende i religiøs og politisk forstand – og så dog alligevel dumpe til den sværeste af alle eksaminer, nemlig selve det praktiske liv. Og dem, som vi er helt sikre på er ondsindede mennesker, mennesker som man kun kan forvente ondt af, kan vise sig, at være i stand til at vise den næstekærlighed, som vi i praksis mangler. 

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er derfor ikke velegnet til at slå andre i hovedet med – den er derimod oplagt til at blive ydmyg af.

Læs mere

Skrevet af den 6 sep, 2009 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Giv kejseren, hvad kejserens er

I forbindelse med debatten om rømningen af Brorsons Kirke og om visse præsters vilje til at skjule afviste asylansøgere ser man ofte en henvisning til det berømte skriftsted, hvor det hedder, at man skal give kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er. Dette skriftsted bruges så som argument for, at religion og politik er klart adskilte størrelser i kristendommen, i modsætning til islam, og at kristne i den aktuelle situation blot skal adlyde myndighederne. Men forholder det sig virkelig således og er det virkeligt det, som Jesus vil sige med det førnævnte bibelcitat?

Måske det ville hjælpe at se citatet i sin sammenhæng. I Markus evangeliet kapitel 12, vers 13-17 kan man læse følgende: ”Og de sendte nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus, for at de skulle fange ham i ord. De kom hen og sagde til ham: »Mester, vi ved, at du er sanddru og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?« Men Jesus gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: »Hvorfor sætter I mig på prøve? Ræk mig en denar, så jeg kan se den!« De rakte ham én. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Jesus sagde til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Og de undrede sig meget over ham.”
 

Det der først burde falde en i øjnene er, at Jesus ikke kommer med sit udsagn om, at give kejseren, hvad kejserens er etc., i forbindelse med en prædiken om forholdet mellem stat og religion. Nej, problemstillingen er den, at Jesu modstandere vil have ham til at sige noget, de kan bruge for at få has på ham. Man stiller ham simpelthen en fælde! Ideen er, at Jesus nemlig enten skal sige, at jøderne ikke må betale skat til den romerske kejser eller at de godt må. Siger han nej, så har han sat sig op imod den romerske besættelsesmagt og hans modstandere kan melde ham til myndighederne for at opfordre til oprør. Siger han ja, så kan hans modstandere bruge det til at vende de mange jøder imod ham, som ikke anerkendte romernes ret til at herske over Palæstina. Men i stedet for at lade sig lokke i en fælde, udstiller Jesus sine modstanderes manglende retoriske evner. Det er ikke ham men dem, der bliver fanget i ord.

Der er næppe nogen tvivl om, at de første kristne har været glad for disse ord om, at give kejseren, hvad kejserens er etc. Det fremgår af, at ordene og den medfølgende historie gengives stort set uden afvigelser i hhv. Lukas og Mathæus evangeliet. Grunden til denne popularitet var nok, at historien klart kan læses således, at Jesus faktisk anerkender den romerske kejsers ret til at opkræve skat og dermed hans ret til at regere, det være sig uden- eller indenfor Palæstina. De kristne ville gerne opfattes som gode romerske undersåtter eller borgere, i modsætning til de evigt oprørske jøder, der ønskede en selvstændig jødisk stat.

Det er imidlertid næppe rimeligt, at bruge dette citat til andet og mere end et bevis på, at kristne både kan og vil være gode statsborgere i de lande, de nu måtte leve i.  Jesus siger jo ikke noget om, hvad kejseren hhv. staten ellers har krav på, ud over skat. Til gengæld kunne man, hvis man tog citatet helt bogstaveligt, hævde, at Jesus giver staten ret til at inddrage alle vores penge i og med, at den har udstedt dem (og dermed sat sit billede eller navn på dem). Altså noget i retning af ”staten gav, staten tog, lovet været staten!”. Men det er vel næppe meningen, Jesu ”giv kejseren” er ikke andet end en leg med ord, der skal indpakke Jesu hhv. de første kristnes accept af den romerske kejser som den reelle magthaver i såvel Palæstina som stort set resten af den da kendte verden.
 

Endnu mere tydeligt bliver problemerne med påstanden om, at Jesus skulle have krævet en adskillelse mellem stat og religion hhv. mellem politik og religion, når vi ser på den anden del af citatet nemlig ”giv Gud hvad Guds er”, for er der noget som, kristeligt set, ikke tilhører Gud? ”Jeg, Herren, har skabt alt. Jeg alene har spændt himlen ud, jeg har bredt jorden ud, hvem var med mig?” (Es. 44,24) Gud har ifølge kristendommen skabt alt og derfor ejer han i sidste instans alt, men ”gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde” som Brorson skriver i sin vidunderlige salme ”Op al den ting som Gud har gjort”.
 

Det glemmes let i dag, men kristendommen har altid lært, at mennesket i tilfælde af en konflikt mellem det, som staten kræver og det som Gud kræver, er forpligtiget til at følge Gud.
De første kristne havde det problem, at kejseren ikke ville nøjes med at kræve skat af dem, han krævede også, at de skulle tilbede ham, for kejserkulten blev anset som værende det kit, der skulle holde det multireligiøse og multikulturelle romerrige sammen. Her måtte de kristne imidlertid sige fra, for ligesom islam forbyder kristendommen os mennesker, at gøre noget, der ikke er Gud til Gud. Vi må ikke tilbede andre end ham. Denne religiøse standhaftighed udløste de kristendomsforfølgelser, der prægede romerriget helt frem til kristendommens legalisering i år 325.
 

Måske vi skulle huske de første kristne martyrer og deres mod, i forhold til den daværende stats krav om kejserdyrkelse, når vi i dag diskuterer hvad vi kan og skal kræve af de herboende muslimer. Det burde løbe koldt ned af ryggen på enhver kristen, når man hører krav som ”alle der bor i Danmark skal sætte grundloven over deres religion”. Grundloven er naturligvis ganske fortræffelig, ikke et ondt ord om den, men den er altså skrevet af mennesker. At sætte grundloven over ens religion, ville være at gøre den til ens Gud, det kan man da som kristen aldrig gå med til.
 

På samme måde er det problematisk, når man uden videre kræver, at kristne af i dag skal parkere deres samvittighed hos dem, der aktuelt er i stand til at mobilisere et flertal i folketinget. Demokrati er en god ting, men også demokratier kan tage fejl.
 

Nu er kristne jo ganske hyppigt uenige i, hvad Gud kræver af os mennesker, ligesom de ofte er uenige om, hvordan bibelen skal tolkes, men de fleste vil være enige i, at Guds vilje, sådan som man nu mener at kende den, må stå over alle menneskeskabte institutioner og love. Skulle staten, måtte den så være nok så demokratisk og måtte den end tale på nok så stort et flertals vegne, finde på at kræve af kristne, hvad deres samvittighed forbyder dem, så vil mange føle, at det er deres pligt, at sige fra og sige stop.
 

En stat, der kræver ubetinget underkastelse under dens normer, er en monsterstat. En sådan stats hænder vil, før eller senere, komme til at dryppe af blod. En sådan stat bør kristne, muslimer, buddhister eller ateister aldrig acceptere.
 

Men ligesom kristne har lov til at sætte deres samvittighed over samfundets love, så må de ligesom alle andre borgere leve med de sanktioner, som staten måtte anvende mod dem, der ikke vil holde loven. Det nytter ikke noget, at kræve straffrihed for at følge sin samvittighed, for hermed ville man let kunne opløse al lovgivning i samfundet. Tror man virkelig på det rigtige i det man gør, så er man heller ikke bange for at blive straffet for at gøre det. Her er de første kristne, der med et smil på læberne lod sig henrette snarere end at dyrke kejseren, et godt eksempel. Den sande martyr klynker og klager ikke, hun ser martyriet som sit kald. Og det siger sig selv, at man må acceptere kritik og modsigelse, for ligeså vel som

man har ret til sin holdning, så har andre også ret til at være uenig med denne holdning. Kristne har aldrig krav på at blive adlydt, men de har, ligesom alle andre, krav på at måtte ytre sig.

Og sidst men ikke mindst, det er grundlæggende set i modstrid med kristendommens kernebudskab, hvis kristne misbruger den magt de måtte have til at tvinge andre til at følge deres normer. Kristendommens kærlighedsbudskab er ligeså foreneligt med tvangsmetoder som ild er forenelig med vand.

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2009 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Unaturlig?

I forbindelse med at Kølns bystyre i 1816 indførte gadebelysning skrev en avis på sin lederplads, at kunstig belysning ”er et forsøg på at gribe ind i Guds plan for verden, der har forudbestemt, at det skal være mørkt om natten”. (Linda Simon: Dark Light – Electricity and Anxiety from the Telegraph to the x-ray, s. 72)

Jeg kan ikke lade være med at tænke på ovenstående, når jeg i forbindelse med debatten om homoseksualitet og homoseksuelle støder på den påstand, at homoseksuelle forhold er unaturlige.

Her synes jeg, at det er på sin plads, at gøre sig nogle tanker om hvad det vil sige, at noget er unaturligt.

Ud fra en naturvidenskabelig tankegang må man gå ud fra, at det unaturlige er det, som er i modstrid med naturlovene, altså de sikkert fastslåede regelmæssigheder som man kan iagttage i naturen. F.eks. ville det være unaturligt hvis jeg gik på vandet, for det ville være i modstrid med fysikkens basale love. Unaturligt må med andre ord være det, som ikke kan lade sig gøre i henhold til naturlovene. Derfor kan gadebelysning vha. f.eks. gas eller elektricitet ligesom seksuelle relationer mellem to mennesker af samme køn ikke være unaturlig i naturvidenskabelig forstand, for de kan lade sig gøre og de kan observeres og beskrives uden brug af såkaldte overnaturlige forklaringer (såsom Guds mirakuløse indgriben).

Når folk derfor taler om homoseksualitetens unaturlighed, så taler de ikke om hvad naturen faktisk rummer (seksuelle relationer mellem individer af samme køn kan observeres både hos dyr og mennesker) men i stedet om hvordan tingene burde være. Eller med andre ord, man forsøger, at bruge den orden man mener, at naturen indeholder, som et grundlag for moralen

Ideen er, at vi i naturen kan finde en bestemt fastlagt orden, en norm, som alle bør indrette sig efter. Når vi i naturen kan finde den orden, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, og når vi i Bibelen kan læse, at Gud har bestemt, at det skal være mørkt om natten og lyst om dagen, ja så har vi mennesker ikke lov til at ændre på denne skabelsesorden, er logikken bag den vrede avisleder fra 1816.

Det er den samme logik, der ligger bag påstanden om, at homoseksualitet er unaturlig: Mænd og kvinder er nødt til at parre sig for at der kan komme nye mennesker til verden og vi kan læse i Bibelen, at Gud har skabt mennesket som mand og som kvinde, og derfor har mennesker ikke lov til at leve på anden vis end heteroseksuelt.

Nu giver det i kristen sammenhæng ikke mening, at operere med obligatorisk heteroseksualitet (selvom desværre alt for mange gør det), al den stund at Jesus levede i cølibat og Paulus på det varmeste anbefalede cølibat frem for ægteskab, men det er så en anden historie.

Mere interessant synes jeg er ideen om, at fordi det (indtil videre) ikke er muligt for mennesket at forplante sig uden inddragelse af såvel sædceller som ægceller, så er kun heteroseksualitet naturlig. Ofte suppleres denne påstand så med udsagnet om, at hvis alle mennesker var homoseksuelle så ville menneskeheden uddø.

Mht. det sidste, så er det en påstand der ligger på linje med påstanden om, at hvis alle mennesker boede i København så ville verden ikke kunne fungere. Da det ligesom ikke er særligt sandsynligt, at alle mennesker frivilligt eller ufrivilligt vil slå sig ned i København er problemstillingen tåbelig – på samme måde er ideen om, at alle mennesker skulle finde på at leve som homoseksuelle ikke funderet på nogen seriøs iagttagelse og kan derfor afvises.

Og i øvrigt. Skulle det usandsynlige ske, at alle mennesker pludselig sprang ud som bøsser eller lesbiske, ja så ville menneskeheden altså ikke uddø af den grund. Der er faktisk masser af homoseksuelle, der har børn. Den såkaldte kunstige befrugtning er en løsningsmulighed, hvis man som homoseksuel ikke vil lukke øjnene og tænke på fædrelandet. Kunstig befrugtning er ikke mere unaturlig end gadebelysning, den er blot et udtryk for at mennesket via teknik, der bygger på naturlovene, er i stand til at forbedre sine levevilkår.

Imidlertid tror jeg, at vi ikke kommer til bunds i debatten om homoseksualitetens påståede unaturlighed før vi griber fat om nældens rod. Og nældens rod er, at vores kultur er præget af en religiøst betinget forestilling om at seksualitetens formål er forplantning og af den moderne konstruktion af seksuelle identiteter.

Ideen om, at seksualitetens naturlige formål er forplantning har sat sit præg på den kristne etik helt tilbage fra oldtidens dage og frem til i dag, hvor den fortsat spiller en dominerende rolle indenfor den katolske kirke. Og via den kristne etik har forplantningsidealet fundet indpas også blandt mange, der er eller tror de er styrede af en biologisk orienteret tankegang.

Mht. den kristne etik så påstod middelalderens nok vigtigste teolog, Thomas Aquinas, at den såkaldte synd mod naturen (også kaldet sodomi) kunne bestå i:

sex med dyr

sex mellem mænd (mht. sex mellem kvinder var der i middelalderen og i renæssancen en del usikkerhed om hvorvidt de kunne begå rigtig sodomi med hinanden eller ej, denne usikkerhed byggede på uenighed mht. det interessante spørgsmål om kvinder kan ejakulere eller ej)

oral- og analsex mellem mand og kvinde

brug af prævention

onani.

Al ikke-reproduktiv sex blev altså set som unaturlig og syndig, også når den blev foretaget af en mand med en kvinde, og også når disse var gift med hinanden.

Interessant nok ser vi i dag yderst sjældent den påstand, at ikke-reproduktiv sex mellem to mennesker af modsat køn er unaturlig. Dette hænger sammen med konstruktionen af de moderne begreber ”homoseksuel” og ”heteroseksuel”.

Da begrebet ”heteroseksuel” dukker op i slutningen af 1800-tallet var dets betydning endnu ikke helt klart. Det kunne bruges om mennesker, der følte sig tiltrukket af både mænd og kvinder og det kunne også være en betegnelse for den perversion der bestod i et begær efter ikke-reproduktiv sex med personer af modsat køn. Men det er ideen om, at heteroseksualitet repræsenterer den gode og naturlige seksualitet i modsætning til den perverse og unaturlige homoseksualitet, der vinder. Og det er denne ide som sætter præg på tænkningen den dag i dag.  

Fidusen var, at man med kategorien ”homoseksuel” fik skabt en medicinsk-psykologisk kategori af mennesker, hvis kønsidentitet og seksualitet kunne stemples som unaturlig. På denne måde fik man outsourced perversiteten fra mand-kvinde seksualitetens rækker og således fik man efterhånden naturliggjort heteroseksualiteten i alle dens fremtrædelsesformer. Derfor kan en mand, der dyrker oralsex med konen og som i hvert fald sommetider husker det der med at bruge kondom, når han lige tager sig en gang heteroseksuel købesex på vej hjem fra arbejdet, i dag tillade sig at være forarget over de unaturlige bøsser. I og med at han er heteroseksuel er han nemlig af kulturen og samfundet blevet tildelt rollen som naturlig og dermed også muligheden for at placere det unaturlige hos dem, der ikke er som ham.

Ideen om at sex kun er naturlig hvis den er rettet mod og muliggør forplantning er altså blevet omskrevet til ukendelighed. Den handler i dag blot om at stemple homoseksuelle som unaturlige og heteroseksuelle som naturlige, lige meget hvad de så ellers har gang i med hinanden.

I stedet for at brugen naturen til at udgrænse bestemte mennesker kunne man i stedet se på det forhold, at sex kan bruges til og indgå i mangt og meget. Sex kan handle om at få børn, sex kan handle om at få fordele, sex kan handle om magt, og sex kan handle om indgåelse af sociale bånd, om omsorg og om kærlighed. Og sådan forholder det sig ikke blot hos mennesker men også blandt dyr, som f.eks. vores nærmeste slægtning i

dyreriget, bonobo-chimpanserne.  Det ene er ikke mere naturligt end det andet. Så i stedet for at diskutere natur versus unatur burde vi stedet se på hvordan vi sikrer, at vi bruger vores seksualitet, med alle dens potentialer og muligheder, på en god og ansvarlig måde.

Læs mere