Menu
Kategorier

Skrevet af den 16 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Præsten i Tingbjerg

Der har i de senere dage været en del medieopmærksomhed rettet mod det sørgelige forhold, at præsten i Tingbjerg, Ulrich Vogel, i den grad er blevet chikaneret af en indvandrerbande, at han har sygemeldt sig og altså ikke længere føler, at han kan varetage jobbet som sognepræst i Tingbjerg.

Forklaringerne på hvad der er gået galt i Tingbjerg er mange. Den indledende artikel i Kristeligt Dagblad lægger op til at det handler om dårlig integration, men tager afstand fra ideen om, at der skulle være tale om en religionskrig mellem muslimer og kristne.  DF har derimod (og hvad kunne man i øvrigt ellers forvente) valgt at udlægge denne tragiske begivenhed som lige netop en religionskrig.

Interessant nok synes BT at have en anden historie, nemlig den, at præsten er blevet chikaneret fordi han er homoseksuel, hvad de unge skulle have fundet ud af i forbindelse med at nogle af dem skulle have fundet noget homo-pornografisk materiale hos ham i forbindelse med et indbrud . 

Og den sidste krølle på historien synes at være den, at de unge fra Tingbjerg påstår, at det er præsten, der chikanerer dem fordi han ikke vil svare på hvordan han kan være præst og homoseksuel og at han i øvrigt skulle råbe efter dem. 

Reelt set ved vi ikke hvorfor Ulrich Vogel er blevet chikaneret i den grad, ikke mindst fordi han selv og andre i Tingbjerg ikke tør udtale sig.

Under alle omstændigheder er det absurd at antage, at en gruppe rødder repræsenterer islam, sådan som DF gerne vil have det til at se ud. Mig bekendt har ingen af dem, der på de unges vegne har talt med medierne, været autoriteter indenfor islam. Ligesom de unge heller ikke har henvist til at de handler på baggrund af nogle sådanne autoriteter eller at de eksekverer en dom udsted af en sharia-domstol. Det giver derfor ikke mening, at tale om en religionskrig.

Mht. spørgsmålet om homoseksualitet så er det godt nok topmålet af hykleri, at de unge vælger at være moralsk bestyrtede over, at de ved et indbrud har fundet pornografisk materiale hos præsten. Jeg mener, er indbrud måske ikke også en umoralsk handling? Og nogle af de unge giver det en ekstra skalde i BT fra den 16.10, hvor de citeres for at råbe op om at ” præsten er bøsse, han skal stenes! Man kan ikke have små børn rendende rundt omkring ham, for han er bøsse”. Det er selvfølgelig en indstilling, der er helt ude i hampen og total uantagelig. Faktisk er udsagnet så alvorligt at det burde være kriminelt i henhold til racisme-paragraffen, der også dækker grove udfald mod homoseksuelle.

Om Ulrich Vogel virkelig har været grov i munden overfor nogle af de unge er ikke godt at vide. De har i hvert fald intet krav på at han skal stå til regnskab overfor dem fordi han er homoseksuel (hvis han altså er det). Og de har ingen som helst ret til hærværk eller dødstrusler mod Ulrich Vogel.

Det burde være klart at de unge kriminelle skal mærke, at deres adfærd er helt ude i hampen og ikke kan accepteres af det danske samfund. De skal altså ikke have et klubhus som belønning for deres homofobi, sådan som det jo deltvist er blevet lagt op til. De unge banditter skal mærke, at de handler i modstrid mod samfundets regler og skal derfor mødes med håndfaste sanktioner i form af fængsel eller social anbringelse, alt efter deres alder. (Og nej, jeg går ikke ind for en ændring af den kriminelle lavalder)

Vi skal ikke finde os i hvad som helst, heller ikke fra en gruppe, som nok ikke har det let. Men man har altså ikke lov til at gøre andre til ofre fordi man selv med rette eller urette ser sig som et.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 7 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 18 kommentarer

Ahmed Akkari og de homoseksuelle

Ahmed Akkaris nedladende udtalelser mod homoseksuelle er dybt forkastelige, men ikke alle muslimer er som ham.

Det har skabt en vis opmærksomhed, at den landskendte tidligere imam Ahmed Akkari på Kristeligt Dagblads internetportal www.religion.dk taler afvisende om homoseksuelle forhold. (Se artiklen på http://www.religion.dk/artikel/340257:Spoerg-om-islam—-Min-bror-siger–homofili-ikke-naevnes-i-Koranen )Hele miseren handler om, at en muslimsk kvinde, der er søster til en bøsse, er fortvivlet over, at hun ikke kan få sin bror talt væk fra hans homoseksualitet. Hun beder derfor Ahmed Akkari om råd og vejledning. Og hans råd er, at hun skal vedblive med at prøve. I denne forbindelse skriver han: ”De europæiske samfund mener generelt, at homoseksuelle bør nyde anerkendelse i samfundet, og det bygger de på en meget ensporet filosofi om menneskets frie vilje og rettigheder, mens de glemmer at tage særlig meget højde for vigtigheden af at bevare samfundet mod forfald og tilbagegang i samme omfang som man vil tillade den personlige frihed i at udbrede sig. Vi kan desværre ikke så nemt overbevise dem om det forkerte i at tillade sådanne forhold og de negative konsekvenser deri, så vi må væbne os med tålmodighed og sørge for at være ærlige og åbne om vores holdning til homoseksualitet”.

Nu er det jo en kendt sag, at klassisk islam forholder sig afvisende til homoseksuelle forhold (om end den reelle praksis overfor dem, der har sex med en af eget køn, i praksis har været forskellig i tidens løb.) Og der kan heller ikke være nogen tvivl om, at denne afvisende holdning medfører stor lidelse for mange homoseksuelle muslimer. Det er derfor også vigtigt, at man i muslimsk sammenhæng arbejder på at få et andet og mere nuanceret syn på homoseksualitet – og her er det ikke bare vigtigt at se på rettighedssiden men også på den religiøse inklusion. Det var lige netop derfor, at jeg med så stor iver i sin tid påpegede det problematiske i at Asmaa Abdol-Hamid fra Enhedslisten ikke ville tage afstand fra den religiøse afvisning af homoseksuelle forhold som altså er almindelig i klassiske muslimske sammenhænge.

Det er imidlertid vigtigt, at understrege, at kampen for en homo inkluderende islam er i gang. Og det viser artiklen på www.religion.dk faktisk også. Den bekymrede søster fortæller nemlig, at hendes bror har talt med en imam, der ikke er afvisende overfor homoseksuelle og hun er opmærksom på www.sabaah.dk , hvor homoseksuelle med muslimsk baggrund opmuntres til ikke at undertrykke deres seksualitet.

Islam består altså ikke af lutter mørkemænd som Ahmed Akkari når det gælder homoseksualitet. Der findes altså også muslimer, der kæmper for en homo inkluderende islam!

Det er vigtigt, at vi støtter de homoseksuelle muslimer, der kæmper for at forene deres seksualitet og deres religiøsitet. Man støtter ikke de homoseksuelle muslimer ved at hengive sig til islamofobisk selvfedhed, sådan som det så let sker når der diskuteres islam og homoseksualitet. En sådan selvfedhed er i øvrigt også hyklerisk fordi man i kristne sammenhænge sagtens kan finde udtalelser, der ikke grundlæggende set er bedre end Ahmed Akkaris indlæg. Paven har jo f.eks. sat lighedstegn mellem anerkendelse af homoseksuelle forhold og samfundets opløsning. (Se http://www.religion.dk/artikel/308949:Synspunkt—-Paven-udbreder-moerke?all=1 )

 

 

Læs mere

Skrevet af den 3 okt, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

En absurd ægteskabsteologi

Kirsten Kjærulff giver i en artikel  på www.religion.dk udtryk for hvad hun øjensynligt mener er den katolske kirkes lære om seksualitet. Her skriver hun bl.a.: ”mand og kvinde er tilsammen Guds billede”, ”først når mand og kvinde forenes i kærlighed realiserer de mest fuldkomment deres gudbilledlighed” og ”det livslange ægteskab mellem én mand og én kvinde hører til selve skabelsesordenen. Kun tilsammen er de Guds billede”.

Kirsten Kjærulff synes at svinge lidt her. Det ene øjeblik skal mand og kvinde leve sammen for at kunne være Guds billede, det næste øjeblik skal de leve samme for mest fuldkomment at realisere deres gudsbilledlighed. Men under alle omstændigheder er budskabet klart: kun via det heteroseksuelle ægteskab opnår vi den fulde gudsbilledlighed. Alle der ikke lever i et heteroseksuelt ægteskab mangler altså noget væsentligt i forhold til det at være skabt i Guds billede. Og det er i mine øjne intet mindre end en absurd påstand!

For det første er der her tale om en tolkning af teksten i 1. Mos. 1, 27, der gjort langt ud over hvad der står i teksten. ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”, står der skrevet. Ordet om at Gud skabet mennesket i sit billede går forud for ordene om de to køn. Det grundlæggende er altså, at mennesket er skabt i Guds billede og at de to køn har del i denne gudslighed. Intet sted, hverken her eller andre steder i Bibelen, står der, at mennesket skal indgå i et livslangt monogamt ægteskab med en af modsat køn for at opnå Gudsligheden eller den perfekte gudslighed. Det giver jo heller ikke nogen mening al den stund, at gudslighedheden er noget, som vi har fået som gave fra Gud. Gud har skabt os i sit billede, gudsligheden er en gave, der er blevet enhver af os givet i det øjeblik vi blev skab og er ikke noget, som vi skal gøre os fortjent til via ægteskabet med en af modsat køn.

For det andet så får Kirsten Kjærulff sat den sakramentale ordning ud af kraft. Dåben og naveren bliver jo med hendes særprægede ægteskabsteologi gjort til underordnede sakramenter, som reelt set ikke har nogen betydning for vores gudsforhold i forhold til som ægteskabet gør ved os. Konsekvensen af Kirsten Kjærulffs ægteskabsteologi bliver i sidste instans at ateister, buddhister eller asatroende, der lever i et heteroseksuelt ægteskab, har del i Gudsligheden hhv. den perfekte gudslighed mens den kristne single har en ikke-perfekt gudslighed. Troen bliver med Kirsten Kjærulffs teologi altså ligegyldig, hvad der tæller er ens ægteskabelige status.

Og det leder hen til det mest fundamentale problem med Kirsten Kjærulffs ægteskabs teologi, den underminerer ikke mindre end selve det kristne menneskesyn.

Hele fundamentet for det kristne menneskesyn er jo troen på at ethvert menneske er skabt i Guds billede. På trods af alle forskelle mennesker imellem er vi derfor fundamentalt set lige – og lige meget værd som menneske. Menneskets helt særlige værdi skyldes dets gudslighed – og dets gudslighed er en grundpille i selve det, at være et menneske. Når Kirsten Kjærulff derfor lærer, at mennesket enten kun opnår Gudslighed via det heteroseksuelle ægteskab eller at det i hvert fald kun opnår denne gudslighed i fuld grad via dette, så skaber hun et menneskesyn, hvor vi ikke længere er skabt lige og med fuld værdighed som menneske, men i stedet er skabt med en mangel i vores værdighed som menneske, der først kan korrigeres med ægteskabet med en af modsat køn. Og hun får skabt et klassesystem indenfor menneskeheden, hvor der er dem, der er rigtige mennesker, nemlig dem, der er heteroseksuelt gifte og så dem, der ikke er rigtige mennesker, nemlig dem, der ikke lever i et heteroseksuelt ægteskab. Og det er jo ikke kun homoseksuelle, selvom det nok er dem som hun forsøger at fratage deres menneskelige værdighed med denne særprægede ægteskabsteologi. Nej reelt set får hun med sin absurde ægteskabsteologi defineret alle voksne singler og ikke mindst børnene ud af gudsligheden!

Kirsten Kjærulffs ægteskabsteologi har hverken sine rødder i Bibelen eller oldkirkens lære. Ej heller er den katolsk. Læser man det som ”Den katolske kirkes verdenskatekismus” skriver om ægteskabet igennem vil man se, at der intet steds står noget om, at man opnår gudsligheden eller den fulde gudslighed gennem ægteskabet. I stedet kan man om menneskets værdighed læse: ”Mann og kvinne er skapt, det vil si at de er villet av Gud, på den ene side i full likhet som menneskelige personer, på den annen side som henholdsvis mann og kvinne. “Å være mann” og “å være kvinne” er godt og villet slik av Gud: mann og kvinne eier en umistelig verdighet som er gitt dem direkte av Gud som har skapt dem. Både mann og kvinne er på en likeverdig måte “i Guds bilde”. Ved å være mann og kvinne gjenspeiler de Skaperens visdom og godhet. Gud er på ingen som helst måte i menneskets bilde. Han er hverken mann eller kvinne. Gud er ren ånd, uten plass for kjønnsforskjeller. Men det som er fullkomment i mannen og kvinnen, gjenspeiler noe av Guds uendelige fullkommenhet, slik som en god mor eller en god far og ektemann”. (Paragraf 369-370 gengivet efter den norske oversættelse)
Den katolske kirke lærer altså, at vi har vores værdighed i kraft af at vi er mennesker, både mænd og kvinder har fuldt del i denne værdighed i kraft af at de er mennesker. De skal ikke først giftes for at opnå denne. Gudsligheden består ikke i at forene det mandlige og det kvindelige, sådan som Kirsten Kjærulff lægger op til, for Gud har intet køn. Hendes ægteskabslære er derfor hverken bibelsk, oldkirkelig eller katolsk, det er i stedet en hjemmestrikket ægteskabsteologi, der udgives for at være katolsk.

 

Læs mere

Skrevet af den 25 sep, 2009 under Ikke kategoriseret | 11 kommentarer

Vi har alle erfaret fortabelse

Et af de temaer, der unægtelig kan få de kirkelige debattører op på tæerne, er hvorvidt helvedet eksisterer. Det er ikke så længe siden, at debatten om fortabelsens mulighed fyldte utroligt meget på Kristeligt Dagblads debatsider. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at fortabelsens mulighed er vigtig for dem, der ønsker at få folk til at afstå fra en adfærd, som de mener er forkastelig, så som f.eks. at have sex udenfor ægteskabet eller leve i et homoseksuelt parforhold.

Lad det være sagt med det samme: Jeg tror ikke på eksistensen af et hinsidiges tugthus, hvor de fortabte sjæle udsættes for alverdens tænkelige og utænkelige pinsler og det i al evighed. Ingen forbrydelse, ingen synd, kan retfærdiggøre en straf, der aldrig hører op. En Gud, der har udtænkt eller opretholder et sådant afstraffelsessystem, fortjener hverken tro eller tilbedelse, for han ville ikke være andet end en ondsindet og hadefuld sadist med overnaturlige kræfter.

Derimod kan der i mine øjne ikke være nogen tvivl om, at fortabelsen findes som et eksistentielt fænomen, og jeg vil vove at påstå, at vi alle har gjort os erfaringer med fortabelsen. Fortabelse oplever vi nemlig, når vi må erkende, at vi har ødelagt noget uigenkaldeligt for os selv og for andre.

Fortabelse erfarer vi, når vi må indse, at vi sagde nej til et venskab eller et tilbud om kærlighed, som vi nu smerteligt savner, men ikke mere kan få, fordi muligheden herfor endegyldigt er spærret. Fortabelse er, når vi indser, at vi ikke tog os tid til vore evt. børn, venner eller forældre, og at den forspildte tid ikke kan erstattes, fordi pågældende nu er vokset fra os eller døde.

Fortabelse er med andre ord uløseligt knyttet til erkendelsen af svigt, af skyld og af at man har slået noget i stykker, som man ikke kan hele igen. Eller med andre ord, fortabelse er uløseligt knyttet til det, som teologien kalder for synd.

Faktisk er angsten for fortabelse dybt indvævet i vores turbokapitalistiske og neoliberalistiske kultur. For til fortabelsen er knyttet frygten for at forspilde sit liv. For at komme til at vælge forkert og ende med håret i livets postkasse, mens alle de andre bare suser derudaf.

Den enkelte mødes konstant med kravet om succes på alle livets felter. Man har helt ansvar for sit eget liv, skal hele tiden vælge, og det er i sidste instans bare dit eget problem, hvis du ikke kan magte valgene eller vælger forkert og ender dit liv som hjemløs.

Derfor er også modsætningen til fortabelsen frelsen og den dermed udledte omsorg for sig selv og ikke mindst for andre.

Frelsen består ikke i at man benægter livets nederlag, ej heller i uopfyldelige løfter om succes. Nej, frelsen består i troen på, at det tabte vil blive fundet, det brudte vil blive helet, det spildte vil blive erstattet, ikke altid i denne her verden men så i den, der skal komme. Den verden, hvor Gud vil tørre tårerne af vores øjne. Det er Gud, der gør, at vi kan tro på noget, som virker så urealistisk set ud fra et jordisk perspektiv. Og fordi han elsker os, er vi også kaldet til at elske og støtte alle andre på livets vej, lige så betingelsesløst som han elsker og støtter os.

Midt i mørket kan vi altså se frem mod lysets komme. Det er det, som den kommende adventstid grundlæggende set handler om.

Læs mere