Menu
Kategorier

Skrevet af den 19 jun, 2010 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Gnosticisme

Henrik Højlund langer i et blogindlæg voldsomt ud efter en kronik i Kristeligt Dagblad hvor provst Steffen Ringgaard Andersen og sognepræst Ulla Salicath ganske rigtigt fremhæver, at den folkekirkelige højrefløjs kamp mod homoægteskabet er præget af en teologi, hvor Det Gamle Testamente skygger for Det Nye Testamente.

Behændigt glider Henrik Højlund af på de teologiske argumenter som Steffen Ringgaard Andersen og Ulla Salicath kommer med. I stedet griber han til den taktik at angribe dem med et teologisk dolkestød, der tænkt til at ramme lige i hjertekulen: Steffen Ringgaard Andersens og Ulla Salicaths kristendomsforståelse er identisk med oldkirkens dødsfjende gnosticismen! Sådan! Med et par slag i tastaturet har Henrik Højlund defineret hans teologiske modstandere ud af kristendommen og sat dem i bås med intet mindre end urkætteriet. Se det er altså voldsomme angreb som man nok skulle forvente, at Henrik Højlund havde sikret sig grundig og seriøs dokumentation for, alt andet er jo det rene ærekrænkelse.  Men man søger forgæves efter en sådan. Højlunds tese bygger nemlig grundlæggende på følgende tynde postulat: Steffen Ringgaard Andersen og Ulla Salicath mener at der er en væsentlig forskel på Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, gnostikerne havde en anstrengt forhold til Det Gamle Testamente, og ergo er Steffen Ringgaard Andersen og Ulla Salicath gnostikere. Dette postulat underbygges så med følgende underpostulat: Steffen Ringgaard Andersen og Ulla Salicath fremhæver at vi i Kristus er frigjort fra bundethed til avl, blod og slægt – gnosticismen foragtede alt kødeligt ved mennesket – og ergo er Steffen Ringgaard Andersen og Ulla Salicath gnostikere. Halløj hvor det gungrer!

Men hvad gik den gnosticisme, som Henrik Højlund så gerne vil skyde Steffen Ringgaard Andersen og Ulla Salicath i skoene, ud på?

Gnosticismen er et mangfoldigt fænomen, som det ikke er let helt at få defineret.  Men grundlæggende går gnosticismen ud på at den verden vi lever i ikke er skabt af den sande Gud, men i stedet er noget makværk skabt af en dum og/eller ond Gud, som er identisk med Det Gamle Testamentes Gud. Han er væsensforskellig fra den sande ophøjede Gud, der intet har med skabningen at gøre. Menneskets sjæl er en art gnist af den sande Gud, der er blevet fanget i kroppen, hvis kødelighed står i skarp modsætning til sjælens åndelighed. Gnosticismen budskab er, at mennesket skal forstå dette forhold for dernæst via en art ånderejse at vende tilbage til sit guddommelige ophav.

 Steffen Ringgaard Andersen og Ulla Salicath har intet skrevet om at verden skulle være skabt af et ondsindet eller dumt åndeligt væsen, der er væsensforskellig fra den sande Gud. De ser ikke kroppen som et fængsel for en guddommelig sjæl, og de går ikke, som gnostikerne, ind for seksuel afholdenhed som en vej til sjælens frigørelse. Som bekendt går de jo ind for homoægteskaber! Påstanden om at deres kristendoms forståelse skulle være gnostisk er simpelthen absurd.

Men nu når Henrik Højlund så gerne vil agere kætterjæger, så skulle han måske starte med Det Nye Testamente.  Tænk blot på Jesu ord i Joh. 6,63: ”Det er Ånden, som gør levende, kødet gør ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv”.

Læs mere

Skrevet af den 18 jun, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Synd og karma

En af de fjernøstlige religiøse ideer som har haft mest gennemslagskraft i Vesten er læren om karma. Karma stammer fra oldindisk religion og er af essentiel betydning for såvel hinduismen som buddhismen, og karma spiller også en stor rolle for den såkaldte nyreligiøsitet.

Karma er vores handlinger og konsekvenserne af vores handlinger. Eller sagt på en anden måde, karma handler om det man kalder for kausalitet, dvs. karma handler om sammenhængen mellem årsag og virkning. Ideen er at alt hvad vi gør får konsekvenser for os. Træffer vi gode valg vil vi få et bedre liv, træffer vi dårlige valg vil vi få et dårligere liv.

Et stykke hen ad vejen bygger karma på en banal og dog så vigtig livsindsigt, nemlig den, at der er en sammenhæng mellem de livsvalg vi træffer og det liv, som vi får. I en tid, hvor den ene sundhedskampagne efter den anden ruller hen over os ved vi jo alle, at der er en sammenhæng mellem hvordan vi lever og hvor længe vi kommer til at leve. Vi ved det – og dog lever vi som om vi ikke vidste det.

Og så er der dog et men, for som bekendt er det jo ikke alle rygere, der får lungekræft og det er ikke alle finanssvindlere, der kommer i fængsel. Det er ikke altid sådan, at der kan ses en klar sammenhæng mellem menneskers livsvalg og deres livssituation, og det er nok også derfor, at karmatanken typisk suppleres med genfødselstanken. For hvis vores livssituation ikke blot skyldes valg vi har truffet i dette her liv, men også i talløse tidligere liv, ja så kan man forklare alt med karma, samtidigt med at man slipper for at skulle kunne bevise en konkret sammenhæng mellem liv og skæbne.

Personligt mener jeg, at karmatanken indeholder et troværdigt budskab om at vi er med til at skabe vores liv med de livsvalg vi træffer, og at vi derfor bør være opmærksomme på disse valg og forsøge, at træffe dem så bevidst som muligt. Til gengæld køber jeg ikke ideen om genfødsel eller reinkarnation, og den del af karmatroen der er knyttet til disse forestillinger vil jeg derfor tillade mig at stille et stort spørgsmålstegn ved.

Når man debatterer karmabegrebet i en vestlig sammenhæng bliver karma sommetider blandet sammen med det kristne synds- hhv. syndsforladelsesbegreb. Dette er i mine øjne ret uheldigt da synd og karma ikke er det samme.

Karma er jo tænkt som en art livslov eller naturlov. Sparker du til andre vil andre sparke til dig – smiler du til andre vil andre smile til dig. Karma handler ikke om synd og straf, men om årsag og konsekvens, derfor er der ingen dom og ingen syndsforladelse når vi snakker om karma.

Synd derimod handler om brudte relationer. Synd er det der ødelægger mit forhold til andre mennesker og til Gud. Synd er ikke en upersonlig effekt af hvad man gør, men i stedet den personligt ødelæggende effekt af mangel på kærlighed.

Derfor giver det i mine øjne heller ikke mening at sætte syndsforladelsen op overfor karma. For syndsforladelse befrier os ikke for de umiddelbare og de mere langsigtede negative personlige og sociale konsekvenser af vores handlinger. Hvis en mand i raseri slår sin kone ihjel kan han ganske rigtigt for syndsforladelse herfor fra Gud, men det ændrer jo ikke ved at hans kone er død og at han selv skal livsvarigt i fængsel. Syndsforladelse handler nemlig ikke om at vi kan nedbryde sammenhængen mellem de valg vi træffer og det liv, som vi får, men om at hele brudte relationer.

Derfor er syndsforladelse heller ikke så nem en sag som nogen måske tror, at den er. Som bekendt står der jo skrevet: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre”. (Matt. 5,23-26)

Det er altså ikke nok bare at angre og bede Jesus om forladelse for ens synder. Man er også nødt til at søge forsoning med det menneske, som man har syndet imod. Det er her kærligheden står sin prøve, og det er her, at vores svaghed og behov for Guds nåde om noget bliver håndgribelig for os. Syndsforladelse handler ikke om at vi ikke behøver at bekymre os om konsekvenserne af vores handlinger, hvis vi bare lige husker at slå en smutvej forbi Jesus. Syndsforladelse handler om at forsoning er mulig – ja er en nødvendighed.

Læs mere

Skrevet af den 7 jun, 2010 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Biskoppen og Maria Hjerte Kloster

Efter at pressen har genopdaget historien om de dybt problematiske forhold på Maria Hjerte Kloster/ Sostrup Kloster synes pressestemningen at gå i retning af at man mener, at biskop Kozon skulle have kontaktet politiet da Helene Hägglund og nogle andre personer kontaktede ham og fortalte ham om de utålelige forhold på klosteret, hvor abbedissen Moder Theresa har udsat flere nonner for diverse fysiske og psykiske overgreb.

Det er sikkert rigtigt, at biskop Kozon af moralske grunde burde have kontaktet politiet, men nu er det jo lidt naivt at tro at en katolsk biskop nødvendigvis kan lade sig styre af moralske forpligtigelser i en så betændt sag som forholdene på Maria Hjerte Kloster unægtelig er. Havde han været styret af moralske skrupler mht. Maria Hjerte Kloster have han i øvrigt også før Hägglunds henvendelse burdet se på forholdene, for at der var noget råddent ved Maria Hjerte Kloster og Moder Theresas lederstil var og er en kendt hemmelighed blandt katolikker med et nærmere kendskab til ordensliv i Danmark.

I stedet vil jeg mene, at der var tungtvejende grunde til at biskop Kozon var så tilbageholdene med at gribe ind overfor forholdene på Maria Hjerte Kloster som han var.

Kirkeretsligt set falder Maria Hjerte Kloster ind under den internationale cistercienserordens regi. Det er i sig selv en god undskyldning for at være tilbageholdene med at gribe ind overfor Moder Theresa da biskoppen simpelthen ikke var forpligtet til det – og kunne risikere at få problemer hvis han gjorde det. Jeg tvivler gevaldigt på om det havde gavnet biskop Kozons popularitet i Vatikanet hvis han havde politianmeldt Moder Theresa i stedet for at affinde sig med hvad cistercienserordenen ville gøre eller ikke gøre i forhold til hende.

I denne forbindelse må man ikke glemme at biskop Kozon er biskop for et miniputbispedømme med bare ca. 35.000 katolikker. Moder Theresa har derimod magtfulde venner i Vatikanet via sin familie. Moder Theresas familie, Brenninkmeijer familien, står bag firmaet C&A. De svømmer i penge, penge, som de bl.a. har brugt til at skaffe sig indflydelse i Cistercienserordenen. Theresas far har oven i købet en indflydelsesrig post i en ridderorden, som på tysk går under navnet ”Die Ritter vom Heiligen Grabe”, en hemmelighedsfuld orden hvis medlemmer har førende poster indenfor politik, erhvervsliv og den katolske kirke. Die Ritter vom Heiligen Grabe (på engelsk kaldes de for Order of Holy Sepulchre of Jerusalem) har tætte kontakter til Vatikanet. Og det er altså en meget uklog katolsk biskop som politianmelder en person med magtfulde venner i Vatikanet.

Set i det lys var biskop Kozon nok næsten modig, da han efter Hägglunds henvendelse ganske forsigtigt bad Vatikanet om at se på forholdene på Maria Hjerte Kloster. At han nu er blevet modigere mht. at bede Vatikanet om at gribe ind skyldes nok at pressen har presset ham op mod muren.

Læs mere

Skrevet af den 31 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Folkekirkens højrefløj underminerer det kristne menneskesyn

Der kan ikke være nogen tvivl om at folkekirkens højrefløj slår mange knuder på teologien i deres fortvivlede forsøg på at binde folkekirkens til et fundamentalistisk bibelsyn som kun et meget lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler.

Et udmærket eksempel herpå er en kronik med titlen ”Homoseksuelle vielser er åndelig vildledning”, der blev bragt i Kristeligt Dagblad den 31.5.2010 og er forfattet af Robert Bladt, generalsekretær i Kristeligt Forbund for studerende og Hans-Ole Bækgaard, der er medlem af Indre Missions hovedbestyrelse og Menighedsfakultetets repræsentantskab.

Som sædvanligt, fristes jeg til at sige, er teologien svag. F.eks. må jeg undre mig over påstandene som  ”dette svarer til den bibelske forståelse af ægteskabet som den samfundsbærende enhed og som det mindste fællesskab i menigheden”. Hvor præcist står nu det skrevet i de bibelske tekster? Øjensynligt er Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke i stand til at skelne mellem de bibelske tekster og deres fortolkning af disse.

Men det er nu ikke min væsentligste anke her. Nej hvad der virkelig er bekymrende er i stedet følgende påstand:

”Den første læsning er fra skabelsesberetningen (1. Mos. 1,26-28), hvor der tales om, at Gud skabte mennesket i sit billede som mand og kvinde. Kønsdiversiteten er en meget væsentlig del af vielsesritualet, som begrundes i både skabelsen og Guds eget væsen. Læsningen fra skabelsesberetningen definerer et ægteskab som et fællesskab mellem én mand og én kvinde. Det svarer til vielsesritualets fokus på sammenhængen mellem ægteskab, Guds velsignelse til frugtbarhed og rammen om barndom og opvækst”.

Det er bemærkelsesværdigt at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard øjensynligt har overset, at vielsesritualets læsning fra 1. Mos. 1,26-28 lige præcist har udeladt den sætning om at menneskene skal blive frugtbare som man finder i Bibelen, hvad man må antage er et bevidst valg. Ligesom det må være et bevidst valg at vielsesritualet generelt ikke siger noget om frugtbarhed og om at ægteskabet skal være rammen om barndom og opvækst. Igen er det tydeligt, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke er i stand til at skelne mellem hvad der står i en tekst og hvad de gerne vil have, at der skal stå i en tekst. Det er nok også derfor, at de overser, at teksten fra 1. Mos. Kap. 1 ikke et eneste sted bruger ordet ”ægteskab”, ja selve velsignelsessætningen og kravet om frugtbarhed er ikke forbeholdet menneskene men er allerede tidligere blevet forkyndt for fiskene og fuglene. (1. Mos. 1, 21-22)

Absurd er det imidlertid, at Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard minsandten påstår, at kønsdiversiteten er begrundet i Guds eget væsen. Med andre ord så tror de at ordet om at mennesket er skabt i Guds billede betyder, at Gud selv er kønsdivers, at han både er mand og kvinde på en gang. I deres iver for at forsvare det, som de opfatter som kirkens tradition, bevæger Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard sig ud på rigtigt dybt teologisk vand hvor de ikke kan bunde. Hvor visse af oldtidens gnostikere nemlig faktisk troede på en  treenighed bestående af Faderen, Moderen og Sønnen, ja så tror klassisk kristendom som bekendt på Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er der ligesom ikke så meget kønsdiversitet i, men ikke i den forstand at Gud så er mandlig. Snarere transcenderer Gud al kønstænkning, hvad fremgår af trosbekendelsen fra Nikæa, hvor det hedder, at Sønnen er født af Faderen og at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen. Her er ikke mandligt og kvindeligt – her er Gud som det rene åndsvæsen som Gud er.

Det virkeligt bekymrende ved Robert Bladts og Hans-Ole Bækgaards mærkværdige teologi er, at deres forvanskning af den kristne gudsforestilling formodentligt hænger sammen med, at de har det svært med det klassiske kristne menneskesyn, der bygger på ideen om at mennesket er skabt i Guds billede. Gud ligner ikke mennesket, men Gud har skabt mennesket som noget helt særligt og unikt. Skabelsen i Guds billede handler ikke om kønsdiversitet som en norm, som mennesket skal leve op til for at få Guds velsignelse, men om at den menneskelige diversitet, om den nu f.eks. består i forskellige køn, racer, klasser, religioner eller seksuelle orienteringer ikke ændrer på at vi alle er skabt i Guds billede. Derfor er vi alle basalt set lige for Gud, og derfor skal alle mennesker mødes med næstekærlighed. Det er hele kernen i det kristne menneskesyn og hele essensen i skabelsesberetningen i 1. Mos. Kap. 1. Denne tekst er ikke skrevet for at lukke nogen ude, sådan som Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard vil udlægge den, men i stedet for at fremhæve alle menneskers essentielle og umistelige værdighed.

Men måske Robert Bladt og Hans-Ole Bækgaard ikke kan rumme tanken om at homoseksuelle mennesker, ligesom alle andre mennesker, uanset hvad der ellers måtte skille os ad, også er skabt i Guds billede?

Læs mere