Menu
Kategorier

Skrevet af den 9 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Jeg er blevet kaldt TERF og nazi

 

Dette er et interview med Maria Kristina Boye, der er kontaktperson for ”Women’s Human Rights Campaign”. Maria er 34 år, og er både uddannet som og arbejder som jurist.

Maria Kristina Boye, du er kontaktperson i Danmark for ”Women’s Human Rights Campaign”. Kan du fortælle læserne hvad det er for en organisation og hvad den kæmper for?

Organisationen er bygget på frivillige kræfter, og er dannet ud fra en bekymring for de strømninger, vi ser for tiden, hvor begrebet ’kvinde’ er i gang med at blive omdefineret til ’alle, der siger, at de er kvinder, er kvinder’. I organisationen er man opmærksom på de negative konsekvenser, det kan have for biologiske kvinder. Der kæmpes for, at begrebet ’biologiske kvinder’ beholdes i konventioner og anden lovgivning.

Hvorfor er ”Women’s Human Rights Campaign” relevant for kvinder her I Danmark?

Vi er måske ikke så hårdt ramt af de nye strømninger som andre steder. Men dette er en oplagt mulighed for at række ud og knytte bånd til kvinder andre steder, støtte dem i deres kamp, lytte til deres erfaringer og tage ved lære, så vi sagligt og fredeligt kan argumentere for, hvorfor vi ser problemer med, at kønsidentitet bliver gældende frem for biologisk køn. I modsat fald risikerer vi, at vores holdninger bliver forvanskede og illoyalitet viderebragt. Det er de færreste mennesker, der ikke mener, at man skal have lov til at leve som man vil. Men kvinder, også i Danmark, har kæmpet hårde kampe for de rettigheder, vi har i dag, og vi skylder dem, der kæmpede de kampe ikke bare at lade rettighederne glide os af hænde.

Du har henvendt dig til Kvinderådet og bedt dem om at støtte ”Women’s Human Rights Campaign”’s kamp. Har du hørt fra dem?

Jeg har endnu ikke hørt fra dem. Jeg har nu heller ikke bedt dem svare eller forventet, at de ville kunne svare inden for så kort tid. Emnet om kvinders rettigheder i relation til transaktivismedebatten er altid som at smide en bombe. Folk vil helst ikke forholde sig til det. Det er for sprængfarligt.

Ser du dig selv som radikalfeminist? Hvorfor/Hvorfor ikke?

Det ved jeg faktisk ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Lad mig sige det sådan, at jeg klart sympatiserer mest med radikalfeminismen, men mit eget ståsted er jeg stadig ved at finde efter jeg sprang ud som ’kønskritisk’.

Hvad fik dig til at engagere dig i kampen mod den radikale transaktivisme?

Tilfældigheder. Jeg vil sige det sådan: Jeg synes ikke, at jeg valgte denne kamp. Jeg var ’bare feminist’. Men lige pludselig skulle der ’trigger warnings’ på billeder af kvindekroppen, kvinder skulle kalde sig menstruators og man skulle bakke op om biologiske mænds tilstedeværelse i vores omklædningsrum. Jeg begyndte at se mig mere og mere undrende rundt for at se, om der dog ikke var nogen, der reagerede. Jeg så ikke nogen i første omgang, så jeg troede, det var mig, den var gal med. Så fandt jeg Spinster (en side ligesom Twitter, men med fokus på at være for kvinder, der er kønskritiske og, for nogens vedkommende, udelukket fra Twitter).

Har du oplevet nogle negative reaktioner pga. denne kamp?

Det er blevet sværere at vide, hvem der stadigvæk har lyst til at hilse og hvem, der måske er vrede på mig. Så er jeg, selvfølgelig, blevet kaldt TERF og nazi. Jeg har fået at vide, at jeg bør holde mund og lytte. Men der er andre, der har prøvet langt værre, så jeg er sluppet billigt. Og jeg har heldigvis været grundigt forberedt på, hvad der ville komme.

Hvad er dit syn på transkønnede og hvordan ser du på den intersektionelle feminisme?

For at være ærlig, så har transkønnede har aldrig rigtig været på min radar. Og jeg må egentlig nok også sige, at det er de fortsat ikke. Det er ikke nødvendigvis negativt. Det er mere en ’lev og lad leve’-holdning. Jeg har underskrevet Fiona Orlanders og Miranda Yardleys underskriftindsamling om at få særlige omklædningsrum til transkønnede. Det vil jeg gerne støtte. Mit problem opstår dér, hvor kvinders rettigheder kommer i karambolage med transaktivisters krav – og det som en selvfølge antages, at kvinder bare giver sig. Solidaritet er ikke solidaritet, hvis det kun går den ene vej. Går det begge veje, så ser jeg intet til hinder for, at transkønnede og kvinder slutter sig sammen og kæmper fælles kampe.  

Hvad er din feministiske vision for fremtiden?

Et samfund, hvor kvinder får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale. Der er så mange barrierer for kvinder, selv her i 2020. Også barrierer, man ikke nødvendigvis ser eller kan lovgive sig ud af. Som kvinders frygt for at gå alene hjem om aftenen, fordi de frygter at blive overfaldet, fokus på offerets adfærd efter et overgreb, tagen for givet, at kvinder tager det største slæb med hus og hjem, bashing at kvinder i medierne, både hvis de får børn alene og bare generelt, fordi vi er en underskudsforretning og de der myter om ’at kvinder heller ikke vil eller kan’. Kvinder kan og de vil, men lige nu er kampen urimelig hård. Det er ikke okay, og min vision for fremtiden er, at vi opdrager børn, så kønsstereotyperne bliver nedbrudt og vi får et mere lige samfund.  

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Susanne Staun: “Kønslig omgang” – en anmeldelse

 

Dr. Fanny Fiske er en topekspert ud i den vanskelige kunst at profilere serievoldtægtsforbrydere og ditto mordere. Derudover er hun en moden kvinde med selvtilliden i orden og med hang til halvbillig italiensk cognac samt, ikke mindst, unge lækre mænd.

I ”Kønslig omgang” skal hun lave en profil på en person, der drugraper lesbiske i hendes nærområde. Det er jo i sig selv en udfordring, men Dr. Fanny Fiske skal også lige håndtere, at fem unge mandlige studerende anklager hende for at have tvunget dem til sex i bedste #MeeToo- eller ”Men Too”-stil. Men det bliver værre endnu, for Dr. Fanny Fiske ender med at lave en profil på voldtægstforbryderen hvor denne fremstilles som en transkvinde, der seksuelt mishandler lesbiske af raseri over at de ikke vil have sex med transkvinder, herunder altså forbryderen selv. Og da politiet videregiver denne oplysning til pressen bryder helvedet løs, da radikale transaktivister griber til voldsomme metoder for at stoppe det, som de opfatter som transfobi af værste skuffe.

Mere kan jeg vanskeligt fortælle om plottet uden at ødelægge fornøjelsen ved at læse romanen. Og det ville være en skam for det er virkeligt en fortræffelig kriminalroman, som er spændende hele vejen igennem og hvor man kommer til at holde af Dr. Fanny Fiske og håbe det bedste for at hun klarer skærene.

Men det virkeligt geniale ved denne her roman er hvordan Susanne Staun har formået at indarbejde væsentlige aspekter af den radikale transaktivismes krig mod de lesbiske i en fortræffelig krimi. Læseren præsenteres for kernebegreber i denne aktivisme såsom ”cis” og ”TERF” og får generelt et crash-kursus i dens lingo og verdensbillede. Sågar det klistermærke, som indgik i aktionen mod Kvindehuset, spiller en rolle i romanen. (Det der med at ”der findes transfober uden tænder”). Og sådan er der masser af ”godbidder” til dem, der har fulgt intensivt med i problematikken, mens den udenforstående læser kan blive klogere på den radikale transaktivisme retorik, og det på en underholdende måde. Det er i hvert fald sjovere at læse ”Kønslig omgang” end at læse de monsterlange blogindlæg som man finder på Killjoy.dk… Derudover strør Susanne Staun også en del andre hints til aktuelle begivenheder såsom sagen om ”voldtægten i borgmesterens seng” og selvfølgelig tidstypiske fænomener som Netflix og Youtube influencers.

Men det er også modigt gjort af Susanne Staun at skrive denne roman, og af Gyldendal at udgive den, for nok er virkelighedens radikale transaktivister (endnu) ikke så voldelige som i ”Kønslig omgang”, men derfor er det ikke nødvendigvis helt ufarligt at udfordre dem…

Læs mere

Skrevet af den 25 jan, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Kvindehuset er et lukket land for lesbiske

 

Der var i oktober måned 2019 en vis røre omkring det forhold, at en gruppe radikale transkaktivister vha. en fysisk blokade forhindrede en mindre gruppe ældre lesbiske kvinder fra Facebook gruppen ”Lesbiske Feminister” i at afholde et internt møde i Kvindehuset i København. Disse radikale transkaktivister var utilfredse med at Kvindehuset havde givet Lesbiske Feminister adgang til at bruge Kvindehuset da de mente, at gruppen er transfobisk, da Lesbiske Feminister har defineret sig som en gruppe for biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder. Efterfølgende besluttede Kvindehusets husmøde at de facto sanktionere de radikale transaktivisters aktion i og med at man udelukkede Lesbiske Feminister fra at bruge kvindehusets lokaler selvom de, allernådigst, godt må bruge huset som privatpersoner.

Sidenhen har der været stille om sagen, i og med at Lesbiske Feminister har forsøgt, i al stilhed og fredsommelighed, at få Kvindehuset til at ændre sin beslutning. Kvindehuset har imidlertid ikke været villig til at ændre sin politik og derfor har Lesbiske Feminister nu, under protest, valgt at kaste håndklædet i ringen og har officielt opgivet at få lov til at bruge det Kvindehus som flere af dem som unge kvinder faktisk var med til at få grundlagt. Dette fremgår af et brev som Lesbiske Feminister har skrevet til Kvindehuset og som jeg citerer i sin ordlyd her:

”Kære Kvindehus, kære Husmøde

For nuværende opgiver Lesbiske Feminister at møde op til Husmøde for at forklare vores position.
Der er for få af de fremmødte på de seneste husmøder, der har bakket op om vores aftale med et tidligere Husmøde om at kunne booke lokaler ad hoc, til at det giver mening at stille op.
Desuden mener vi, at den tvungne udelukkelse, vi blev udsat for og den sindelagskontrol, der nu er lagt op til, er groft diskriminerende.

Vi ville gerne være i Kvindehuset, holde møder og bidrage til liv i Huset. Det var tænkt ud fra vores, syntes vi selv, indlysende tilhørsforhold til Huset.
Som feminister der var med til at besætte de første huse og bygge kvindebevægelsen og Lesbisk Bevægelse op – og i øvrigt som tidligere medlemmer af Kvindehusets kvinderådgivninger og andre af husets grupper – så vi os som selvskrevne.
Nu er vi så til vores forbløffelse uvelkomne som gruppe i version 4.0 eller 5.0 af Kvindehuset.

Det er svært at forstå og sluge, at Husmødet vælger at ekskludere os som gruppe, fordi andre er blevet inkluderet.
Det er svært at forstå at, at Husmødet gør dét i stedet for at kræve, at vi skal respektere hinanden og sameksistere i Huset og dermed hylder princippet om inklusion og lige værdighed.
Det er svært at forstå, at Kvindehuset vælger at lade stå til, når aktivister vælger at bruge deres adgang til Kvindehuset som kampplads for en “kamp”, der for det meste er begrundet i løse rygter, netspøgelser og fordomme.
Og ja, det er rigtigt, at Lesbiske Feminister består af kvinder, der er er lesbiske kvinder og ikke transkvinder. Men vi har aldrig haft til hensigt at ændre Kvindehusets transinklusive politik.

Det er lovligt at samles med ligesindede. Og det er lovligt at ytre sig indenfor injurie- og straffelovens rammer. Den ret vil vi altid benytte os af.
Om det egentlig, i henhold til Kvindehusets kontrakt med Københavns Kommune, er lovligt at udelukke Lesbiske Feminister som gruppe, er derimod et godt spørgsmål. Eftersom der ikke står en definition af “lesbisk” – eller “kvinde” for den sags skyld- i kontrakten, må vi antage, at definitionerne skal ses i henhold til sædvane.

For ikke at skade Kvindehuset og dets fortsatte eksistens har vi valgt at holde meget lav profil i det offentlige rum. Selv om vores kærlighed er lidt rusten for tiden, mener vi, at det er vigtigt, at Kvindehuset eksisterer, og at kvinder har et sted at mødes. Vi synes, det er ærgerligt, at I har valgt at lukke Kvindehusets Facebookside, og at I bøjer jer for den radikale kvindefjendske (trans)aktivismes fremmarch i Vesten, og for dens militante antidemokratiske kampmetoder og ideologier.

Vi synes selvfølgelig, at det er en ekstrem dum situation både for os og Kvindehuset, som heller ikke giver os den store lyst til at komme i huset.
Vi er kede af udviklingen, for den er et led i en farlig og bekymrende udvikling. Konsekvensen kan blive, at der ikke kan kæmpes for kvinders rettigheder hverken som biologisk og/eller socialt køn. Og vi er rigtig kede af ikke længere at være velkomne og føle os hjemme i Kvindehuset.”

 

Det er forståeligt, at Lesbiske Feminister ikke orker denne ulige kamp mod den åbenlyse uretfærdighed at de som lesbiske i klassisk forstand og som gamle rødstrømper er forment adgang til at bruge lokaler i det kvindehus som flere dem selv har været med til at grundlægge. Men spørgsmålet er om vi andre bare skal acceptere, at det er den radikale transaktivisme, der i dag sætter rammerne for hvem der har lov til at bruge Kvindehuset. Det er jo grotesk, at man i ramme alvor mener, at det er udtryk for transfobi, altså en hadefuld indstilling til transkønnede, hvis man som lesbisk kvinde definerer sig selv som en biologisk kvinde, der er til andre biologiske kvinder.  Kvindehusets officielle politik overfor Lesbiske Feminister er intet mindre end en dæmonisering af den klassiske lesbiske identitet og en bastant afvisning af at kvinder har lov til at definere deres eget køn ud fra deres egen levede kropslige erfaring.

Kvindehuset modtager økonomisk støtte fra Københavns Kommune. Det er derfor oplagt at rette henvendelse til Københavns Kommune og spørge rette vedkommende, hvordan man ser på at et hus, der modtager støtte fra kommunen, fører en kvindefjendsk og homofobisk ekskluderingspolitik overfor Lesbiske Feminister.

Læs mere

Skrevet af den 25 nov, 2019 under Feminisme, Lgbt | 5 kommentarer

Vi har fået nok! – Et radikalfeministisk manifest

 

Vi har fået nok!

Vi er kvinder, der er dybt bekymret over, hvordan intersektionelle feminister og queer-aktivister er godt på vej til at ødelægge selve fundamentet for kvindekampen og kvinders rettigheder.

Vi ser, hvordan kvinders ret til kønsadskilte rum, så som omklædningsrum, herberger og særlige kvindeafdelinger i fængslerne, afskaffes, når personer med penis gives adgang til disse rum, hvis de hævder, at de “føler sig som kvinder”.

Vi ser, hvordan professionelle sportsudøvere, der har gennemgået en mands pubertet, og dermed har en klar kropslig fordel i forhold til biologiske kvinder, får lov til stille op som og konkurrere mod kvinder.

Vi ser, hvordan udtryk, der betegner kvinders biologi, gøres kønsneutrale hhv. løsrives fra det at være kvinde, så f.eks. “mor” bliver til “fødende forælder”, og kvinder gøres til “livmoderindehavere” eller “menstruatorer”.

Vi ser, hvordan lesbiske bliver udstillet, udskammet og mobbet, hvis de ikke vil have sex med “kvinder der har en penis”.

Vi ser, hvordan unge kønsrolleafvigende lesbiske og andre unge kvinder, der ikke trives med kønsrollerne i det patriarkalske samfund, overbevises om, at de må være mænd, når de har det sådan.

Vi ser, hvordan kvinder, der siger fra overfor alt dette, chikaneres, registreres og censureres.

Vi har set dette gå for sig i flere år, og vi har iagttaget, at de radikale transaktivister bliver mere og mere ekstremistiske i deres krav, adfærd og metoder.

Og derfor har vi fået nok!

Vi kræver, at kvinders ret til og behov for kønsadskilte rum, hvor udgangspunktet er ens anatomiske køn, respekteres og sikres.

Vi kræver, at professionel kvindesport skal være forbeholdt biologiske kvinder.

Vi kræver, at myndighederne og kvindeorganisationerne ikke bruger et nysprog, der skjuler den virkelighed, at graviditet, menstruation mfl. er knyttet til det at være en kvinde.

Vi kræver, at biologiske kvinders ret til kun at elske og have sex med andre biologiske kvinder accepteres betingelsesløst.

Vi kræver, at unge kvinder der har det skidt med samfundets kønsrolleforventninger understøttes i, at dette er en oplagt reaktion på kvindeundertrykkelsen og ikke er et bevis på, at de må være mænd.

Vi insisterer på retten til at kæmpe mod patriarkatets undertrykkelse af biologiske kvinder. Transaktivismen forsøger at benægte biologisk køn og dermed usynliggøre kvinders undertrykkelse. Vi insisterer på, at biologisk køn ikke er en social konstruktion, men en fysisk realitet. Derimod forstår vi kønsroller og kønsrollepræferencer som socialt konstruerede.

Vi vil ikke trues til tavshed – kvinders rettigheder skal ikke længere trædes under fode! Nok må være nok!

 

Hvis du vil vide mere så kontakt Karen M. Larsen.

Læs mere