Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 jun, 2020 under Feminisme, Lgbt | 1 kommentar

Er Rowling vor tids heks?

 

Er JK Rowling vor tids heks? Ja, man skulle nærmest tro det sådan som hun lægges for had på Twitter, Facebook og hvad der nu ellers findes af sociale medier, men såmænd også i den danske presse. Hendes utilgivelige forbrydelse er øjensynligt, at hun på Twitter har vovet at udtrykke den holdning, at det at være en kvinde er knyttet til at være født med en kvindes krop og at fænomener såsom menstruation er noget som kun kvinder kan have. Rowling har også støttet en kvinde, der blev fyret for at have lignende holdninger, og hun har gjort opmærksom på at nogle lesbiske lider under det pres de udsættes for fordi de ikke vil date personer der født med en penis også når disse ser sig selv som kvinder. Sådanne holdninger kan tydeligvis ikke tolereres i det senmoderne samfund, hvor det er et moralsk must at chante mantraet om at ”transkvinder er kvinder” om og om igen indtil man når en woke trancetilstand.

Med andre ord, heksen skal brændes, og det kan ikke gå hurtigt nok. Selv TV2 føler sig ikke hævet over at skrive en artikel, der tydeligvis skal bilde læseren ind at alle er vrede på Rowling pga. hendes ”transfobi”. At tusindvis af kvinder bakker op om Rowling, fordi hun udtrykker hvad vi føler og tænker skulle læserne helt ikke vide, for vi skal jo alle manipuleres til at tro, at man er et ondt menneske hvis man ikke anerkender, at kvinder kan have en penis og mænd kan få menstruation.

Det groteske ved den her offentlige hekse-afbrænding af en af vor tids mest populære kvindelige forfattere er, at påstanden om at Rowling skulle være en transfob af værste slags er så åbenlys grundløs. Hun har aldrig udtrykt sig hadefuldt om transkønnede, men har tvært imod gang på gang udtrykt sin støtte til at de skal kunne leve i fred og søge lykken på den måde der passer dem bedst. Rowlings forbrydelse er, at hun er en kvinde der oplever det at være en kvinde som uløseligt forbundet med at være født med en kvindes krop, sådan som hun beskriver det i et essay hvor hun prøver at forklare hvorfor hun forstår køn som hun gør det. Og sådan er det jo rigtigt mange kvinder, der har det!

Vi er ganske mange kvinder for hvem det at være kvinde handler om at være født med en piges krop, der udviklede sig til en kvindes krop. For os handler køn ikke om en udefinerbar identitet men om et livs erfaring med at have en kvindes krop og blive udsat for den behandling man får når man har en sådan krop og lever i et sexistisk og patriarkalsk samfund som vores. Det er mareridtsagtigt at opleve, at vi kvinder ikke længere må definere vores køn ud fra vores egen levede erfaring og tale om det med de ord og udtryk, som giver mening for os, uden at blive beskyldt for at være hadfyldte mennesker af værste slags.

Diverse mandlige kendisser er myldret frem på jord for at skrige ”brænd heksen!” i overført betydning. De tier selvfølgelig når Rowling og ligesindede modtager trusler og nedgøres med et sexistisk sprogbrug af værste slags. For hvor vover kvinder at tro på at de har ret til at forstå og beskrive deres køn ud fra egne erfaringer og behov? Hvor ville vi ende henne hvis ikke mænd hurtigt og effektivt for sat en stopper for kvinders allermest basale ytringsfrihed?

Men man kan håbe på, at hekseprocessen mod Rowling vil give bagslag for den radikale transaktivisme, hvis kendetegn er og forbliver forsøget på med al magt og alle forhåndenværende metoder at lukke munden på enhver, der vover at tænke og tro noget andet om køn end deres doktriner dikterer. Heldigvis ser det ud til at der er flere og flere der kan gennemskue mediernes og kendissernes manipulationer og i stedet tager udgangspunkt i hvad de selv ved og oplever omkring deres eget køn. Transkønnede skal selvsagt beskyttes mod vold og chikane og kunne leve deres kønsidentitet i fred. Men ingen har krav på at nogen skal tvinges til at overtage et syn på og en forståelse af deres eget køn som er fuldkommen løsrevet fra deres egen levede erfaring.

Læs mere

Skrevet af den 16 maj, 2020 under Lgbt | 2 kommentarer

Transkvinders “menstruationssmerter”

 

Selvom man måske ikke lige skulle tro det, så findes der transkvinder, som insisterer på at de har menstruation. Ok, de hævder ikke, at de bløder en gang om måneden, men de fortæller i stedet, at de en gang om måneden oplever voldsomme kramper, humørsvingninger og andre ting der typisk forbindes med at have menstruation. Selv har jeg hørt den kendte radikale transaktivist Laura Mølgaard Tams fortælle om at hun altså også have menstruation i form af månedligt tilbagevendende smerter.

 

Nu skulle man jo mene, at det er ret godt klaret, at have smertefulde kramper i et organ (livmoderen) som man ikke har og aldrig har haft. Det er også interessant, at disse transkvinde- menstruationssmerter først sætter ind efter at de berørte transkvinder er begyndt på at tage østrogen i forbindelse med en såkaldt medicinsk transition. Det er en hyppig påstand blandt transkønnede, at de er født med hjerner der svarer til det køn de føler sig som frem for det, der fremgår af deres medfødte kroppe. Men øjensynligt er transkvindernes såkaldte menstruationssmerter ikke udløst af en fantomreaktion i deres hjerner (for så ville de jo havde oplevet disse smerter før hormonbehandlingen) men i stedet er ideen måske at det er kombinationen af en såkaldt kvindelig hjerne og østrogenbehandling, der skulle medføre, at transkvinder bliver en del af den under menstruationssmertelidende del af menneskeheden.

Måske hænger problemstillingen også sammen med, at en del transkvinder synes at have en meget forsimplet forståelse af kvinders hormonelle biologi. Føromtalte Laura Mølgaard Tams fortalte nemlig også i forbindelse med det foredrag hvor hun nævnte sine menstruationssmerter ligeledes, at hendes hormonbehandling har medført, at hun har et østrogenniveau i blodet der svarer til en cis-kvindes. Nu var der tale om et foredrag i en sammenhæng hvor det næppe havde været så klogt af mig at stille kritiske spørgsmål, for ellers havde jeg nok spurgt hende hvor gammel denne cis-kvinde så var og hvor hun var henne i hendes evt. menstruationscyklus. For kvinders østrogenniveau varierer både med alderen (som bekendt falder det markant i forbindelse med overgangsalderen) og i løbet af den månedlige cyklus. Hvis menstruationssmerter altså er et produkt af kombinationen af en ”kvindehjerne” og østrogen, så skulle man tro, at kvinders østrogenniveau var højest når de har menstruation, men det modsatte er faktisk tilfældet. De humørsvingninger man som kvinde kan opleve i forbindelse med ens menstruation kan derfor skyldes at man har et lavt østrogenniveau. Med andre ord, så burde transkvinder derfor opleve stærke menstruationslignende smerter før de startede østrogenbehandlingen som imidlertid ville aftage eller forsvinde når de først fik et højt østrogenniveau i blodet.

Men nu er menstruationssmerter altså ikke et produkt af kvinders hjerner hhv. deres hjernes samspil med østrogen. Menstruationssmerter forårsages af hormonet prostataglandin, der skal få livmoderen til at trække sig sammen og udstøde et ubefrugtet æg samt livmoderslimhinden, så livmoderen kan gøre sig klart igen til den næste mulige graviditet.

 

Bort set fra det så er det jo interessant, at radikale transaktivister på den ene side kæmper for at gøre menstruation til et kønsneutralt fænomen, der endelig ikke må sættes i forbindelse med kvindekønnet. Bare tænk på udtryk som ”menstruator” og Always, der lod sig presse til at droppe kvindetegnet på deres binds indpakninger. Disse forsøg på at skille menstruationserfaringen klinisk fra kvindekønnet er ment som et forsøg på at beskytte transmænd og nonbinære født med en vagina for den øjensynligt helt ubærbare smerte der for disse er forbundet med at skulle forholde sig til hvilket køn deres kroppe nu en da har. Men samtidigt hermed skal vi altså mod enhver biologisk fornuft anerkende, at også transkvinder har menstruationssmerter og dermed bidrage til at validere dem i deres kvindelighed.

 

Om det er politisk korrekt at sætte en sammenhæng mellem menstruation og det at være kvinde afhænger altså af om man vil validere transmænd og nonbinære født med en vagina, for i så tilfælde er svaret et rungende ”nej”. Hvis man derimod vil validere transkvinder og nonbinære, der er født med en penis, ja så er svaret ”ja”, dog skal man selvfølgelig huske på at menstruation i så tilfælde handler om smerter og humørsvingninger etc. Man er naturligvis en TERF hvis man fremhæver, at det væsentligste kendetegn ved en menstruation er at man bløder fra livmoderen og ud gennem skeden. At transaktivister så gerne laver kampagner med blødende transmænd for at understrege, at ”også mænd kan få menstruation”, ja det snakker vi så ikke om lige her. Logik er nemlig verdens ondeste TERF.

 

Læs mere

Skrevet af den 15 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Den radikale transaktivisme trives godt med den neoliberale verdensorden

 

Jeg kender Jette Vellet Gnudtzmann fra utallige debattråde på Facebook hvor hun tappert og vedholdende forsvarer kvinders rettigheder. Jette er 48 år gammel, hun er uddannet bibliotekar og Cand.scient.soc og arbejder hos Forlaget Arbejderen. Hun er radikalfeminist og socialistisk aktivist.

 

Kære Jette Vellet, hvornår og hvorfor blev du feminist?

Jeg stødte først på feministisk tænkning som ung, og relaterede især meget til problematikkerne omkring kønsopdragelse og kropsidealer i reklamer. Det er jo noget, der former dig allerede tidligt i livet. Men jeg var ret alene med det, og kendte ikke andre, der havde lyst til at gøre oprør imod det. Og det er ikke let at gå med sine feministiske overvejelser helt for sig selv. Så jeg lagde min spirende feministiske bevidsthed på hylden i årevis, og lod den kun få frit løb ind imellem. Men så læste jeg, mange år senere, en kronik i Politiken af Jette Hansen, som fik mig til at opsøge hende på Facebook. Og dér var det feministiske netværk, som jeg altid havde manglet. En hel flok kvinder der gjorde modstand imod porno og prostitution, kropsidealer, objektificering og seksualisering, og som havde en bevidsthed om, hvordan kvinden er sekundær i den kapitalistiske økonomi og forfordelt, og alt, hvad dét medfører. Det var vist i 2016. Siden har den bevidsthed slet ikke kunnet slukkes igen.

 

Hvilken sammenhæng er der i dine øjne mellem feminisme og socialisme?

Kvindens undertrykkelse hænger i høj grad sammen hendes position i den kapitalistiske økonomi. Vi er altid reserven, vi får ikke samme løn som mænd, og vi forventes samtidig at tage os af alle behovene på hjemmefronten, så manden kan agere frit på arbejdsmarkedet. Når der er krise, er det kvinderne, der først ryger ud af arbejdsmarkedet, og forventes at overtage alle de funktioner, som den offentlige sektor ikke længere kan løfte. Under kapitalismen kan vi aldrig frigøre os selv mere, end konjunkturerne tillader – og selv da kan vi ikke tage noget for givet. Desuden varegøres kvinden via sin krop på en helt anden måde, end mænd gør. Denne varegørelse, som vi ser dels i reklameindustrien, men i mest ekstrem grad i prostitution og porno, kommer vi ikke til livs, så længe der findes økonomisk nød og ulighed. Vi har økonomisk krise lige nu – og mange kvinder oplever at få ”tilbud” om økonomisk hjælp eller nedslag i husleje mod at de stiller deres krop til rådighed for mænd, som har flere penge på lommen end de selv har. Kun i et samfund, hvor man ikke skal kæmpe hver dag for fornødenhederne, vil kvinden kunne være fri for dét pres.

 

Hvor tilfreds er du med de danske venstrefløjspartiers indsats for kvinders rettigheder?

Kvindekampen har i årtier været indskrevet som en del af klassekampen for de danske venstrefløjspartier, med hovedfokus på arbejdsmarkedsforhold og solidaritet med kvinder i fattige lande. Men i de seneste år er kvindekampen i flere danske venstrefløjspartier blevet omskrevet til en feministisk kamp om lighed for alle undertrykte grupper, og selve fokusset på kvinden falder i baggrunden. Nu ser man i høj grad at det handler om anerkendelse af individuelle identiteter, som er baseret på individuelle følelser, snarere end på kollektive behov. Det er meget problematisk, at man i denne sammenhæng ikke gør sig bevidst om, at man ikke kan sikre alle grupper de rettigheder og den anerkendelse de ønsker sig, uden at tage noget netop fra kvinder. Når det bliver en grundpræmis at acceptere, at enhver kan identificere sig som kvinde, og dermed ER kvinde, lukker man øjnene for, at kvinder ikke er undertrykt på grund af en identitet som kvinde, men på grund af de materielle forhold, der knytter sig til det at være biologisk kvinde.

 

Hvorfor er den radikale transaktivisme et problem for kvindekampen?

Det er netop her, man udhuler kvinders rettigheder. Er du født som mand, har du et helt andet kropsligt og socialt udgangspunkt i livet. Du har som gennemsnitsmand større og stærkere knogler, flere muskler, større lunger osv, end en gennemsnitskvinde. Gennemgår du først i livet en mandlig socialisering og mødes som mand, vil du også som gennemsnitsmand have højere løn og lettere ved at åbne døre, end en gennemsnitskvinde. Men den radikale transaktivisme forlanger, at du til hver en tid, uanset hvilke fordele du allerede har opnået som medlem af patriarkatet, skal kunne anerkendes som kvinde, og indgå i alle sociale sammenhænge som en kvinde. Du skal kunne tage din stærkere fysik med ind i kvindesport, i kvindefængsler, i stillinger med kønskvotering, i kvindeherberger, toiletter og omklædningsrum, og det uanset om du stadig har en penis eller ej. Og du bliver hyldet for det, som havde du faktisk opnået det på samme vilkår som kvinder møder. På den måde oplever kvinder at blive sekundære efter mænd i deres egne rum og rækker, at gå glip af muligheder og at blive udsat for overgreb.

 

Har du oplevet at blive chikaneret pga. din kritik af den radikale transaktivisme?

Jeg har oplevet at blive hængt ud på de sociale medier af radikale transaktivister, at få indlæg slettet og at blive lukket ude fra debatter. Jeg har fået beskidte beskeder både åbent i debatter og privat i indbakken, fordi jeg har talt imod transaktivismen – af og til med slet skjulte trusler om vold og overgreb.

 

Ser du en sammenhæng mellem den radikale transaktivisme og den neoliberale kapitalistiske verdensorden?

Ja, den radikale transaktivisme trives godt med den neoliberale verdensorden. Det er glorificeringen af individet og dets forrang fremfor fællesskabet, som bærer den ekstreme transaktivisme frem. Du lærer, at uanset hvor urimelig du er, har du mere ret end dem, der fremstår som en majoritet – også selvom det er en undertrykt majoritet.

Og der er mange penge at tjene for medicinalindustrien, når så mange skal have rettet deres biologiske kroppe til og være på livslang medicinering, så der er en stærk lobby, der støtter transaktivismen – i modsætning til kvindekampen, som pr definition undergraver mulighederne for at profittere på kvindekønnet.

 

Hvad er din feministiske vision for fremtiden?

At vi til hver en tid vil kunne gå ind ad en hvilken som helst dør uden at skulle leve dygtigt og dydigt op til vores kønsrolle, uden at skulle vurderes og vejes seksuelt, uden at skulle bekymre os om chikane og overgreb. At vi ikke presses ud i økonomisk ulighed på grund af vores køn, og at vi ikke kan presses på vores køn på grund af økonomisk ulighed. At respekt for kvindekønnet på lige fod med mandekønnet blev dagens orden, at konstant aktiv nedvurdering af os via porno og prostitution blev fortid, noget man så tilbage på med undren. At vi kan leve frit og ligeværdigt og fokusere på at udtrykke os som mennesker, fremfor på at begå os i et system, der dybest set er baseret på vores undertrykkelse.

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Støtter den lesbiske seksualitet patriarkatet?

 

I disse Corona-tider har der været ret stille på kønskampsfronten, ikke mindst på den front hvor radikale transaktivister fører krig mod de lesbiske, der insisterer på at deres seksuelle orientering ikke inkluderer ”kvinder der er født med en penis” aka transkvinder. Men ud af det blå dukker der så en kronik op i Politiken fra den 13.5.2020, forfattet af den transkønnede queer-aktivist Rolf Mertz. I denne kronik håner han de lesbiske, der fortæller om at de udsættes for et moralsk pres, der skal få dem til at ændre på deres seksualitet, så den inkluderer personer født med en penis hvis og når disse kalder sig selv for kvinder. Rolf Mertz mener ikke, at der findes nogen beviser på at dette finder sted og lesbiske må da også gerne afvise uønskede seksuelle tilnærmelser, men kunne de ikke bare lade være med at definere hvad de ikke kan lide ved de personer, som de afviser? Rolf Mertz gør også grin med de heteroseksuelle kvinder, der støtter lesbiske i deres ret til at sige nej til penis, for en penis er jo bare et stykke kød. Alt i alt ser det ud til, at Rolf Mertz mener, at man som lesbisk styrker og støtter patriarkatet hvis man definerer sin seksualitet som en penisekskluderende kærlighed og begær til personer, der ligesom en selv er biologiske kvinder.  Ret interessant tese, at kvinder der ikke vil have sex med personer født med en penis, hermed skulle bidrage til patriarkatet, da dette jo lige præcis består i de med penisfødtes systematiske undertrykkelse og seksuelle udbytning af os, der er født med en vagina.

Faktisk ville jeg jo nok mene, at det er en typisk patriarkalsk logik at møde kvinder, der fortæller om hvordan de får deres seksuelle grænser overskredet, med et krav om håndfaste beviser. Jeg har mødt mænd, der hævder, at det er en myte, at mænd systematisk udsætter kvinder for sexovergreb da de i hvert fald ikke har set sådan nogle finde sted. Jeg er rent personligt adskillige gange blevet mødt med rasende anklager om transfobi når jeg har vovet af definere min lesbiske seksualitet som en seksuel orientering der udelukker alle født med en penis uanset identitet. Det er den sørgelig realitet for lesbiske i år 2020, at vi igen skal hånes og nedgøres for at vores seksualitet ikke følger normen, nu bare så den nye queere norm om at seksuel orientering udelukkede er og må være rettet mod en persons kønsidentitet og intet må have at gøre med personens medfødte krop. At Rolf Mertz allernådigst giver os lesbiske lov til at afvise sex med personer vi ikke lige har lyst til, hvis vi ellers bare lærer at holde kæft med det, passer godt ind i denne nye queere logik. Den lesbiske seksualitet i dens klassiske version er igen blevet til ”The love that dare not speak its name”.

Personligt er jeg rørt over de mange heteroseksuelle kvinder, der i denne her konflikt viser praktisk solidaritet med os lesbiske, hvis seksuelle orientering står under beskydning. Det er ægte feministisk søstersolidaritet at sige fra, når andre kvinders seksuelle grænser bliver forsøgt nedbrudt og når kvinder igen fratages retten til at definere vores egen seksualitet også når den systematisk udelukker personer født med en penis. En hovedhjørnesten i patriarkatet er at kvinder fratages retten til at definere og tale om deres eget seksuelle begær og i stedet tvinges til at servicere de med penisfødte uden hensyntagen til egne behov og grænser. Så det er faktisk Rolf Mertz og ligesindede der er stik-i-rend-drenge for patriarkatet.

Læs mere