Advokatundersøgelsen af den katolske kirke – en kritisk analyse

Den 8. juni 2012 udkom den længe ventede uvildige advokatundersøgelse af den katolske kirke i Danmarks håndtering af sexovergrebssager.  Måske fordi den katolske kirke i Danmark valgte at offentliggøre undersøgelsen samme dag som EM i fodbold blev blæst i gang og trepartsforhandlingerne brød sammen fik rapporten ikke den mediedækning den havde fortjent. Selvom rapporten nemlig ikke er uproblematisk så giver den dog alligevel et indblik i hvor dårligt den katolske kirke har håndteret sådanne sager, der ikke har været nær så sjældne som man gerne vil gøre dem til.

Advokatundersøgelsen er en lang sag på 252 sider fordelt på to dele. Første del er en meget lang (102 sider) introduktion til selve gennemgangen af sagerne. I første del gengives undersøgelsens baggrund og kommissorium, forløbet af undersøgelsen, den katolske kirkes opbygning, samfundets og den katolske kirkes love af relevans for undersøgelsen, generelle oplysninger om sexovergreb og sexovergrebshåndtering og forebyggelse i Danmark, katolske præsters (manglende) uddannelse mht. at forebygge overgreb og mistanke om sådanne samt den katolske kirke i Danmarks politikker mht. håndtering af og forebyggelse af sexovergreb mod børn og unge i katolsk regi. Til sidst kommer så en evaluering af den katolske kirkes politikker samt håndtering af de konkrete sager som undersøgelsen dernæst nærmere beskriver i dens 2. del.

Mht. advokatundersøgelsen så er det vigtigt at være opmærksom på at nok hedder den ”advokatundersøgelse af seksuelle krænkelser begået af præster og andre medarbejdere i den katolske kirke i Danmark samt kirkens behandling af henvendelser herom”, men reelt set er der stort set kun tale om en undersøgelse af hvad det katolske bispekontor har ladet undersøgeren få indblik i samt interviews med de berørte der har villet deltage og så kirkens ledelse. Undersøgeren har så vidt jeg kan se f.eks. ikke gennemgået de katolske skolers eller de tidligere katolske børnehjems arkiver, lige så lidt som man systematisk har gennemgået aviser fra den periode som undersøgelsen dækker for at se om der står noget om nogen sexovergrebssager i katolsk regi. Man har altså på ingen måde vendt hver en katolsk sten for at se, om der skulle ligge noget kryb under den. Og mht. det materiale fra det katolske bispekontor som man så har fået indblik i så skriver undersøgeren: ”I forbindelse med gennemgang af Den Katolske Kirke i Danmarks arkiver, herunder protokoller, har Undersøgeren i en række tilfælde konstateret, at det forelagte materiale fremstår ufuldstændigt og ikke entydigt systematiseret.” Undersøgeren vurderer det som et udtryk for sjusk snarere end for at man har tilbageholdt oplysninger. Hvad man bygger den antagelse på får vi ikke at vide, som læser kan man blot konstatere, at hvis nogen har villet tilbageholde noget, så har de haft god tid hertil. I henhold til rapporten starter undersøgeren først med at gennemgå bispekontorets arkiver den 15. februar 2012, dvs. 9 ½ måned efter at undersøgelsen blev sat i gang med biskoppens offentliggørelse af undersøgelsens kommissorium den 30. maj 2010.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Advokatundersøgelsen er, at man bruger sider på at skrive om hvad man generelt ved om omfanget af sexovergreb i Danmark. Men i og med at man ikke kommer med et bud på hvor mange procent af den katolske kirke i Danmarks præster, der har været anklaget for sexovergreb, er det ikke muligt at afgøre om den katolske kirke har færre, flere eller lige så mange problemer med sådanne sager end f.eks. almindelige skoler eller idrætsforeninger har.

Mht. den katolskes kirkes politikker mht. håndtering og forebyggelse af sexovergreb så er det afgørende i mine øjne ikke om man kan skrive smukke ord på smukt papir men om man vil omsætte disse politikker i praksis. Mht. det første kan man se at man i hvert fald i ét tilfælde ikke har villet det, men mere om det senere.

Mht. selve sagerne så er der kun i ét tilfælde (sag 35) blevet fældet en dom (en sag om besiddelse af børnepornografi) og i et andet (sag 39) har en præst betalt en bøde for at undgå en retssag (en sag om blufærdighedskrænkelse af en mindreårig). De fleste af sagerne er  blevet politianmeldt i forbindelse med at den katolske kirkes ledelse gik i panik da mediestormen rullede ind over den katolske kirke i foråret 2010. Her blev alle sager afvist af politiet fordi de var forældede eller (i enkelte tilfælde) ikke faldt ind under straffeloven. Det betyder ikke, at der ikke var nogen substans i disse sager. Det betyder, at de ikke er blevet undersøgt nøjere af politiet og at de ikke er blevet afgjort ved dom. Enkelte af sagerne virker som om de handler om rimeligt harmløse forhold, men en del handler om alvorlige anklager, der burde vække dyb bekymring, ikke mindst i de tilfælde hvor den anklagede stadig er i live og virker eller gerne vil virke som præst. Undersøgelsen viser at en ikke ubetydelig gruppe af mennesker og delvist deres familier sidder tilbage med sjælelige sår pga. oplevelser de har haft med katolske præster og enkelte andre medarbejdere for den katolske kirke. Flere har i øvrigt reageret på deres oplevelser ved at forlade den katolske kirke.

De anklagede præster og dem, der har klaget over dem, er anonymiseret og det samme er bynavne, ordensnavne mfl.  for at sikre anonymiteten. I praksis virker denne anonymisering dog ikke særligt godt. De sager som har været oppe i medierne og hvor navnene på de anklagede præster er kommet frem er nemme at genkende i materialet. Jeg er i hvert fald sikker på at sag nr. 17 handler om Stephen Holm, sag nr. 18 handler om Hans Esmark, sag nr. 7 om Reinhold Sahner , sag nr. 29 om Leo Kertz og sag nr. 30 om Finn Arve. Men ud over at undersøgelsen afdækker klager mod nogle af disse præster som ikke er kendt i medierne ,hvor det også i nogle tilfælde vil være let af se hvem klageren er, så kan man i Advokatundersøgelsen også læse om sager som ikke har været oppe i medierne. Og også her kan man, hvis man har en vis viden om den katolske kirke, i nogle tilfælde godt se hvilke præster det må være tale om.  Mht. personer som ikke allerede har været igennem mediemøllen som anklager eller anklaget er det i mine øjne problematisk, at man ikke har anonymiseret Advokatundersøgelsen i et sådant omfang at de berørte ikke uden videre kan genkendes af enhver med et rimeligt kendskab til den katolske kirke i Danmark.

Mht. de i medierne allerede kendte sager kommer Advokatundersøgelsen alligevel i alle tilfælde med nyt, der kan bidrage til at forstå sagerne og den katolske kirkes håndtering af dem. Mht. sagerne mod Stephen Holm (der behandles fire sager ligesom det nævnes, at man har fravalgt at behandle endnu to sager) var to af disse sager blevet meldt til den katolske kirke i 2008. Her gav den katolske kirkes fagetiske råd udtryk for at klagerne virkede troværdige og sagerne bliver da også taget op som en intern katolsk undersøgelsessag. På trods af at kirkens egen fagekspertise altså siger god for klagerne tillader Niels Engelbrecht og biskoppen uden kommentar at Stephen Holms advokat truer klagerne med en injurieretssag. Og da den ene klager dernæst trækker sig fra sagen og den anden giver udtryk for at han har sagt de sidste ord i sagen stopper Niels Engelbrecht og biskoppen uden videre undersøgelsessagen, som om det var det, som man havde ventet på. Her har den katolske kirkes ledelse klart svigtet i forhold til dens  da allerede gældende retningslinjer for håndtering af sexovergrebssager, ifølge hvilke de krænkede skal have en advokat/bisidder stillet til rådighed ligesom man, da det kommer til den konkrete konfrontation med præsten, også fraviger princippet om at man skal tro på den der klager, i det man går med til hvad der ligner en klar mistænkeliggørelse af den ene klager. I øvrigt må jeg med undersøgeren undre mig over at man på intet tidspunkt undersøger om Stephen Holm har opført sig problematisk overfor andre af de mange andre unge mænd, der i kortere eller længere perioder har boet i hans præstegård. Ligesom det er bemærkelsesværdigt,  at man efter at sagerne i 2008 blev indstillet ikke gav ham tjenestelige pålæg, der kunne bidrage til at formindske risikoen for opkomsten af nye sager.

Mht. sagerne (i alt fire) mod Hans Esmark, ser vi måske det allermest alvorlige svigt begået af den katolske kirkes ledelse. Den alvorligste af anklagerne involverer nemlig en ung mands selvmord. Hans forældre henvender sig først til biskoppen (der dengang hed Hans Martensen). Efter to måneder anmelder de også sagen til politiet. Kirkens reaktion er her, at man helt overlader kommunikationen med forældrene til Hans Esmarks advokat (der øjensynligt blev betalt af nogle af hans støtter i menigheden). Denne advokat skriver på en stærkt nedladende og truende måde til forældrene, der hernæst ikke længere tør gøre noget i sagen, hvorefter biskoppen roser ham for hans indsats! I øvrigt havde biskoppen planer om at forflytte Esmark (her genkender man et mønster fra mange af de udenlandske sager) men han får mobiliseret menighedsrådet  og andre støtter i menigheden så det ender med at han kan forblive i sit sogn. Det er nærmest grotesk i hvilket omfang biskoppen her lader sig trække rundt ved næsen af den anklagede præst og dennes støtter.

Mht. sagerne om Reinhold Sahner og Leo Kertz kan man i begge tilfælde se, at der har været tale om flere klager end dem, der har været oppe i medierne. Mht. sidstnævnte er sagen fra medierne faktisk slet ikke blevet behandlet af advokatundersøgelsen ligesom man også har udeladt en anden sag, der ligger udenfor undersøgelsens tidsramme. Den sag der behandles i Advokatundersøgelsen har så vidt jeg kan se ikke været kendt i pressen. Og det var denne sag og ikke den fra pressen, der udløste at Leo Kertz blev midlertidigt suspenderet. Mht. Reinhold Sahner er det interessant at Niels Steensens Gymnasiums ledelse ikke har villet deltage i undersøgelsen. Måske fordi man godt er klar over, at sagen om hans adfærd overfor mandlige elever også i høj grad er en sag om ledelsessvigt på dette private gymnasium?

Mht. sagen om Finn Arve så er den for så vidt interessant fordi der slet ikke er tale om en sag, der handler om sexovergreb eller grænsesøgende adfærd men i stedet for om at et medlem af hans menighed havde fundet en pornografisk novelle skrevet af ham på hans computer. Menighedsmedlemmet går så til menighedsrådet med sagen og der bliver kæmpe ballade. Nu er det klart ikke passende for en katolsk præst at skrive pornografiske noveller, men da Finn Arve ikke havde sendt dem til menighedsmedlemmer kan man godt undre sig over hvorfor biskoppen vælger at lade sagen gå videre til Rom, hvad han ikke har gjort i nogle af de andre alvorligere sager, f.eks. den hvor det viste sig at en præst har fået en dom for besiddelse af børnepornografi.

Mht. de sager som ikke har været oppe i medierne, ja så er der nogle, som virker alvorlige, f.eks. to sager om piger, der bliver udsat for sexovergreb der går ud over befamlinger (sag 4 og 10 ). Og der er endnu en sag, som involverer en mands selvmord (sag 15).

Generelt kan man sige, at den katolske kirkes ledelse var ret så passiv, når der blev klaget til den om sexovergreb ligesom man ikke på noget tidspunkt synes at have gjort noget, når rygter svirrede rundt om en præst. Og når anmeldere bad kirkens ledelse om ikke at inddrage de verdslige myndigheder eller når de ikke længere ønskede at gå videre med sagen, så blev disse ønsker altid fulgt. Øjensynligt har den katolske kirke kun villet reagere når klagere var insisterende – nemlig med at lade præstens advokat true folk til tavshed (se sag 17 og 18)

Der er dog to interessante undtagelser fra dette mønster. Således er der en sag (sag nr. 5) hvor en ung mand fortæller om hvordan en på klagetidspunktet aktiv præst og medlem af en katolsk orden i sin tid som katolsk spejderleder havde misbrugt ham seksuelt. Biskoppen meddeler dette til paterens ordens forsatte. Og her må man sige, at der sker noget. Pateren bliver anbragt på et kloster i udlandet og gennemgår en grundig psykologisk screening. Man når frem til at han er uegnet til at virke som præst og han får valget mellem at blive anbragt i et kloster uden udadvendte aktiviteter eller at forlade ordenen. Han vælger så det sidste ligesom han ophører med at være præst. Se det kan man kalde at tage klager alvorligt! Om det var kommet til samme effektive tiltag hvis det havde været biskop Martensen eller Kozon, der havde stået for sagen, kan man godt betvivle.

Den anden sag, sag nr. 25, er også en interessant afvigelse fra den kirkelige ledelses passivitet. Her kommer en pensioneret katolsk præst med klager over sexovergreb begået af en unavngiven ungdomspræst i 1990’erne, der skulle være gået ud over fire unavngivne unge mænd. Klagen kommer i forbindelse med at den pensionerede præst kræver at få efterbetalt 381.000 kr. i manglende løn. Her vælger den katolske kirkes ledelse at melde sagen til politiet og det er dermed den eneste sag før kirkens ledelse gik panik i 2010, hvor kirkens ledelse har meldt en sag om mulige sexovergreb til de verdslige myndigheder. Og ikke nok med det, nej man havde sågar nedsat et medieberedskab og man udarbejdede en pressemeddelelse – nok i forventning om at præsten ville gå til medierne hvis han ikke fik sin vilje. Nu endte det med at præsten fik 50.000 kr. (som social foranstaltning som det hedder) og politisagen faldt til jorden. Når man følte sig truet kunne man altså godt gå til politiet, når det blot var tale om at beskytte børn og unge mod sexovergreb havde man ikke dette behov…  Og hvorfor går man i den grad i panik over en sag, der tydeligvis har et klart element af afpresning og som derfor let burde kunne afvises? Det havde man vel ikke grund til hvis man havde fuld tillid til de præster, der virkede som ungdomspræster i 1990’erne?

Alt i alt er advokatundersøgelsen sørgelig læsning. Det er en lang fortælling om en kirke, hvis to seneste biskoppers reelle vilje til at beskytte børn, unge og voksne mod sexovergreb synes at have været begrænset. Og hvis man ser på den aktuelle håndtering af Stephen Holm, har man ikke indtryk af at man selv nu efter mediestormen og mange udsagn om at man vil gøre bod og bedring, brænder for at gøre sit yderste for at beskytte dem.