Den transpolitiske dans om den varme grød

 

Out & About har valgt at bringe det som en nyhed, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade, der er bestyrelsesmedlem hos partiet de Nye Borgerlige i Gentofte og i øvrigt homoseksuel, på sin Facebook profil har en opdatering hvor han kritiserer kampen for at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Hans argumentation for at det er en dårlig ide er, at denne kamp bidrager til at stigmatisere psykisk syge og at transkønnethed med rette kan betegnes som en sygdom.

Dette er et følelsesladet emne, og når man debatterer sådanne emner er det en god ide at lægge ud med at få klarlagt hvad vi mener med de begreber vi taler om. I denne her sammenhæng er det oplagt at se på begreberne ”transkønnet” og ”psykisk sygdom”.

Selvom vi sjældent tænker på det i LGBT sammenhænge så er udtrykket ”transkønnet” faktisk ret nyt. Det får først rigtigt fodfæste i USA i 19990’erne og i Danmark slår det først igennem efter år 2000. Hvad det vil sige at være transkønnet og hvem der hører til under denne betegnelse er faktisk ikke helt nemt at få hold på. Det er mit indtryk, at der blandt transkønnede hersker forskellige holdninger om dette spørgsmål, men det er i mine øjne mest rimeligt at sige, at man er transkønnet hvis man betegner sig som sådan, og at dem der gør det ofte siger, at det køn de fik tildelt ved fødslen ikke svarer til deres kønsidentitet.

At betegne sig selv som transkønnet udløser ikke en psykiatrisk diagnose i det danske sundhedssystem og det er i mine øjne derfor et (politisk forståeligt) argumentationskneb at påstå, at transkønnede i Danmark bliver sygeliggjorte af sundhedssystemet. Faktisk er det meget svært at få diagnosen ”transseksualisme” som er den, der er stridens kerne. Det er ikke en diagnose som Systemdanmark smider i nakken på de transkønnede, det er tvært imod en diagnose som sundhedsvæsenet har været meget nærig med. Indtil videre er det nemlig kun et lille mindretal af dem, der har søgt om at få den, der faktisk har fået den stillet.

Grunden til at nogle transkønnede har søgt at få denne diagnose er typisk at den indtil indførelsen af loven om juridisk kønsskifte var forudsætningen for at kunne skifte juridisk køn, og at den forsat er forudsætningen for at kunne få kønskorrigerende/kønsbekræftende behandling. Da det imidlertid langt fra er alle transkønnede som ønsker en sådan behandling må man sige, at det danske sundhedssystem (kun) betegner det stærke og vedvarende ønske om og behov for en sådan behandling som en psykisk lidelse. Og at det så igen kun er en lille del af dem, der siger at de har dette ønske og behov, som systemet vil tro på.

Det næste begreb vi bliver nødt til at se på er begrebet ”psykisk sygdom”. Hvad vil det sige at være psykisk syg? Når man tænker over det er det faktisk ikke helt nemt at sætte ord på! Der kan dog ikke være nogen tvivl om at der i vores samfund er en tendens til at sætte psykisk sygdom lig med noget forkasteligt, som når man f.eks. betegner en adfærd som ”syg”. Og når selve spørgsmålet om hvorvidt behovet for kønskorrigerende/kønsbekræftende indgreb skal kunne udløse en psykiatrisk diagnose gøres til et politisk spørgsmål, så skyldes det jo bl.a. en berettiget antagelse om at psykiatriske diagnoser er stigmatiserende. Men når dette nu er tilfældet burde samfundet så ikke helt afskaffe de psykiatriske diagnoser? Burde vi så ikke se dem der i dag har en psykiatrisk diagnose som medmennesker med særlige udfordringer frem for syge mennesker? Jeg synes ikke, at vi kan komme udenom, at Ketil Wathne Rasmussen de Andrade har ret i at kampen mod ”sygeliggørelsen af transkønnede” sker på bekostning af alle de mange andre mennesker, der i dag har en psykisk diagnose. Men det som han overser er, at det er ganske typisk for identitetspolitiske kampe at man udelukkende ser på sin egen gruppes behov og interesser og ”lader Fanden tage resten”. Her er de transpolitiske aktivister ikke anderledes end f.eks. de homoseksuelle i forhold til deres kampe.

Der kan ikke være nogen tvivl om at det bliver en transpolitisk dans om normalitetens varme grød når diverse transpolitiske aktører skal argumentere for at transkønnede med et stærkt ønske om kønskorrigerende/kønsbekræftende medicinske og kirurgiske indgreb på den ene side skal have del i de privilegier der er forbundet med at have en sygdom når man lever i en velfærdsstat – nemlig gratis behandling – samtidigt med at man ikke vil have det stigma der i vores samfund er forbundet med at blive betegnet som syg. Her vil man nok bl.a. fremføre, at de transkønnede der har et behov for behandling kæmper med et rent fysisk problem.  Man vil med andre ord udnytte det forhold, at der er i vores samfund er mere prestige forbundet med at have et fysisk sundhedsproblem frem for at have et psykisk sundhedsproblem. Endnu engang vil man altså træde nedad (f.eks. på folk med ADHD eller spiseforstyrrelser) i kampen for at komme op ad normalitetsstigen. Og på denne måde vil man gøre nøjagtigt det samme som homoseksuelle har gjort i de sidste årtier, nemlig forsøge at blive anerkendt som normal ved at afgrænse sig fra dem som majoritetssamfundet ”ikke vil lege med”.