Kristen selvfedhed

En vis Verner Kristensen hævder i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 29.7.2009, at kirken bedrager de homoseksuelle ved at velsigne deres parforhold. Det forholder sig nemlig sådan, påstår han, at Gud har givet menneskene livslove, der bl.a. indbefatter et forbud mod homoseksuelle relationer. Bryder man Guds love går man, ifølge Verner Kristensen, fortabt, med mindre man tror på Kristus og oprigtigt angrer sine synder. Det er i øvrigt ikke blot de homoseksuelle, der ikke vil angre, at de har haft hhv. har sex med et menneske af deres eget køn, der ifølge Verner Kristensen vil gå fortabt, men såmænd også de præster, der velsigner deres parforhold, med mindre de angrer deres ”vildførende velsignelse”!

Nuvel, der er mangt og meget, som man kunne sige som et gensvar til Verner Kristensen. F.eks. at de skriftsteder, som bruges mod homoseksuelle, ikke er så entydige som de oftest gøres til. Eller at man kan udlede et utal af regler fra Bibelen, som end ikke en Verner Kristensen formodentligt holder sig til. Eller at folkekirken jo også vier fraskilte og ordinerer kvinder selvom man kan udlede regler fra Bibelen, der forbyder dette.

Men det er nu ikke det, som jeg vil se på her, men derimod på den frelseslære, som Verner Kristensen udfolder i sit debatindlæg.

For det første så er det slående, at Verner Kristensens version af den kristne frelseslære alt andet lige er strengere end den frelseslære som man kan finde i jødedommen og i islam. Indenfor klassisk jødedom taler man om, for så vidt som man i det hele taget anerkender eksistensen af et helvede, at ingen vil være længere end et år i helvedet. Længere kan Gud i sin barmhjertig ikke leve med at mennesket bliver afstraffet. Og indenfor islam er det en udbredt tanke, at dem der tror på Allah og hans profet nok skal en tur rundt omkring helevedet hvis deres onde gerninger er flere end deres gode, men at de efter en rensningsperiode vil blive lukket ind i paradis.

Men sådan er det altså ikke hos Verner Kristensen. Ikke nok med, at Gud med sikkerhed straffer mennesket med et evigt helvede, hvis det bryder hans love og herefter ikke oprigtigt angrer og omvender sig. Nej, vores tro på Kristus er fuldkommen uden betydning hvis den ikke ledsages af anger og omvendelse.

Eller med andre ord, ikke nok med at Verner Kristensen gør kristendommen til en lovreligion, hvor overholdelsen af påståede evige gudslove er en forudsætning for ikke at ende i helvedet, nej Gud er hos ham betydeligt strengere end i jødedommen og i islam.

For det andet så slår det mig, at Verner Kristensens frelseslære må være bygget på den forestilling, at synden er noget overskueligt i vores liv, hvad i øvrigt igen er typisk for lovreligionerne. At synd i lutheransk forstand er en grundtilstand, som mennesket befinder sig i, og synd derfor på ingen måde kan reduceres til overtrædelsen af simple, klare og evige regler, synes Verner Kristensen ikke at vide af eller ikke at forholde sig til.

Da jeg læste Verner Kristensens debatindlæg kunne jeg i hvert fald ikke lade være med at tænke på Luthers kloge ord om, at lovreligiøsitet enten medfører fortvivlelse eller hykleri. For enten må Verner Kristensen være en mand, der lever i konstant frygt og bæven, fordi han jo ikke kan vide, om han kender alle Guds regler eller om han kan have forbrudt sig mod dem uden at være det sig bevidst. Eller også er han en selvfed kristen, der er stensikker på, at han har helt styr på det der med Guds love og at han altid ved, når han konkret har syndet og at han i øvrigt altid angrer og oprigtigt omvender sig, når det er sket.

Eller sagt med andre ord: Hvis Guds krav virkelig er så strenge som Verner Kristensen påstår det, så må vi gå ud fra, at også han vil gå fortabt, for det er usandsynligt, at han virkelig har erkendt og angret samt ikke mindst omvendt sig fra alle hans synder. Derfor er Verner Kristensen, ligesom alle os andre, henvist til Guds betingelsesløse nåde. Her er vi alle lige overfor Gud, hetero som homo – fundamentalist som liberal.

Læs mere