Menu
Kategorier

Skrevet af den 25 nov, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Transbegreber

 

Transseksuel og transvestit

Historisk set trækker den senmoderne transaktivisme på de ældre kategorier ”transseksuel” og ”transvestit”, udtryk som oprindeligt blev udtænkt af den homoseksuelle seksualitetsforsker Magnus Hirschfeld i de første årtier af det 20. århundrede.

Med ”transseksuel” mente man oprindeligt en person, der er af den sikre overbevisning, at vedkommende er født i en forkert krop. Altså at man har en kvindehjerne eller kvindesjæl fanget i en mands biologiske krop eller at man her en mandehjerne eller mandesjæl fanget i en kvindes biologiske krop. Præfixet ”trans” som jo betyder en form for bevægelse fra et punkt til et andet (som i transport) var ofte en betegnelse for den proces der forløb fra at man indså at man var fanget i en forkert krop indtil man vha. hormoner og operationer var ankommet i den rigtige krop. Tanken var, at den transseksuelle efter sin transformation skulle leve et normalt (heteroseksuelt) liv som enten mand eller kvinde – og for at gøre det væsentligt lettere gav samfundet transseksuelle, der havde skiftet fysisk køn, adgang til også at skifte juridisk køn så der var en harmoni mellem fysisk fremtoning og juridisk køn. Mere kritisk betragtet kan man se ideen bag kønsskifteoperationerne og det juridiske kønsskifte som et forsøg på at normalisere den meget kønsafvigende homoseksuelle mand eller kvinde – faktisk lægger regimet i Iran den dag i dag pres på homoseksuelle for at de skal skifte fysisk køn – for gør de det har de lov til at leve sammen med en af samme biologisk køn som den selv, mens almindelig homoseksualitet kan straffes med døden.

Med ”transvestit” mente man oprindelig mænd der crossdresser, enten lejlighedsvis eller permanent men som ikke ønsker at skifte fysisk køn. Typisk har man skelnet mellem heteroseksuelle mænd der hyppigt crossdresser af erotiske årsager (fetichistiske transvestitter) og meget feminine homoseksuelle mænd i en eller anden form for drag. Præfixet ”trans” betød her, at man klæder sig modsat det der forventes på baggrund af ens biologiske køn hhv. at man skifter mellem at klæde sig som det forventes og så at crossdresse. Mens de heteroseksuelle transvestitter hyppigt holdt sig for sig selv og på ingen måde ønskede at blive set som en del af det homoseksuelle miljø, hørte de homoseksuelle transvestitter til i det – og blev her set som homoseksuelle mænd med hang til dametøj og kvindenavne.

I dag bliver man let beskyldt for at være transfobisk hvis man bruger udtrykket ”transseksuel”, da mange transkønnede mener, at man dermed gør deres kønsidentitet til noget seksuelt. På samme måde er ”transvestit” på vej ud af almindeligt sprogbrug og når udtrykket bruges så da sommetider i betydningen af at en person ikke er en ”ægte” transkønnet men i stedet en mere eller mindre pervers mand.

Transkønnet

Begrebet ”transkønnet” stammer fra 1990’ernes queer-aktivisme og var oprindeligt tænkt som et paraplybegreb, der skulle omfatte alle de såkaldte ”kønsballademagere” dvs. transseksuelle, transvestitter, drags, maskuline lesbiske og alle andre, der ikke performer deres køn i henhold til de dominerende normer. Grundtanken var en queer-teoretisk forestilling om at både biologisk køn og køn som identitet er en social konstruktion uden basis i nogen reel virkelighed. I stedet blev køn set som performance, altså som en rolle som vi spiller. Da de kønsroller vi spiller imidlertid ikke har basis i noget reelt (kopier uden original som det blev kaldt) spiller ingen disse roller perfekt. Tanken var så, at vi hvis vi bevidst udnytter disse ”sprækker” i kønsrollesystemet og provokativt udfordrer dem via vores kønsperformance vil hele kønsmagtsystemet ultimativt bryde sammen. De transkønnede blev hermed tiltænkt rollen som spydspidsen i en kønspolitisk revolution.

Interessant nok var queer-bevægelsen oprindeligt imod identitetspolitik, altså imod en aktivisme der tager udgangspunkt i en identitet, være den nu af seksuel, kønsmæssig eller anden karakter. Men hvor transkønnede oprindeligt altså var tiltænkt en særlig rolle mht. at nedbryde tanken om de medfødte identiteter og enhver forestilling om at køn er knyttet til en medfødt kønsmæssig essens, er transaktivisme i dag i bemærkelsesværdig grad muteret til indbegrebet af identitetspolitik. I dag kan man derfor se transkvinder insistere på at de på ingen måde er født i en forkert krop. Transkvinders peniser er nemlig kvindelige kønsorganer og mens biologisk køn fremstilles som en social konstruktion hævdes det samtidigt hermed, at transkvinders identitet som kvinde er medfødt og at transkvinder derfor altid har været kvinder. Det må så stå åbent hen hvad meningen egentlig er med at kalde sig selv for ”trans” når både ens hjerne og ens krop efter sigende altid har været en kvindes.

En interessant udvikling er i øvrigt, at køn i dag i queere sammenhænge sjældent beskrives som performance. I stedet synes tendensen at være, at ens køn lige præcist ikke handler om hvordan man klæder sig eller på anden måde agerer i forhold til kønsrolleforventningerne og –normerne og i stedet udelukkende handler om hvilken label man klistrer på sig selv.

Nonbinær, genderfluid, bigender, agender, transfeminine, transmaskuline og det uendelige antal af køn.

I de senere år er der sket noget nær en eksplosion i nye kønsidentiteter som ofte placeres under paraplybetegnelsen ”transkønnet”. Hvad disse nye termer betyder er sjældent helt klart. ”Nonbinær” betyder efter sigende, at man hverken ser sig selv som mand eller kvinde – men hvad er i så tilfælde forskellen til dem, der kalder sig for ”agender” (intetkønnede)? Og hvis man som nonbinær hverken ser sig selv som mand eller kvinde hvad menes der så med udsagn som ”jeg er en nonbinær demigirl”? ”Genderfluid” synes at betegne personer der skifter mellem at se sig selv som hhv. mand eller kvinde – men i så tilfælde, hvad er så forskellen til dem der er ”bigender” (to-kønnede)? Og hvad er den klare forskel på dem og så de ”transfeminine” hhv. ”transmaskuline”, der (bl.a.) kan betegne personer der klæder sig som man forventer af deres biologiske køn, men som indeni ser sig som et andet køn?

”Transkønnet” kan i dag altså betegne alt fra en person, der mener, at vedkommende har en kvindes hjerne der er fanget i en mands krop til personer, der i løbet af én dag kan skifte følelsesmæssig køn flere gange. For nogle transkvinder er deres penis et kvindeligt kønsorgan– for andre er det en ubærbar byrde at have en penis nu når de er kvinder. For nogle handler det at være transkønnet om at have kropsdysfori, for andre er det transfobisk at antage, at det at være transkønnet handler om kropsdysfori. Nogle transkønnede mener, at der kun er to køn – mens andre mener, at der er lige så mange køn som der er mennesker – eller at der i hvert fald er mange flere end to. Hvad man i så tilfælde mener med ”køn” og hvad forskellen er mellem ”køn” og ”personlighed” er ikke klart.

Ciskønnet

Denne term bruges ofte at transaktivister og deres allierede. Mange mener, at ”ciskønnet” blot er en neutral betegnelse for dem, der ikke er transkønnede. Men da der som beskrevet hersker total forvirring om hvad ”transkønnet” reelt betegner er der selvsagt mange fortolkningsmuligheder af hvad ”ciskønnet” betyder. Hvad mener man nemlig, når man hævder, at ciskønnede ”identificerer sig med det køn de fik tildelt med fødslen”? Hvis man dermed f.eks. mener, at man ikke føler at man er født i en forkert krop, så er en del transkønnede transaktivister i dag jo reelt set ciskønnede. Derfor er der snarere tale om at man med begrebet ”ciskønnet” mere eller mindre eksplicit antager, at dem der ikke kalder sig selv for transkønnede accepterer de kønsroller og kønsstereotyper, der i vores samfund er knyttet til ens biologiske krop. At dette er en alvorlig fejltagelse ikke mindst når man har med radikalfeminister at gøre, er en af de mange svagheder ved transparadigmet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 8 maj, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Svar på gensvar om min artikel om autogynefili

Lisa Andersen har i ”Vidensbanken om kønsidentitet” fået bragt et længere gensvar på min artikel, der blev bragt samme sted og som handlede om fænomenet autogynefili, altså teorien om at de mand til kvinde (MtK) transseksuelle, der er seksuelt tiltrukket af kvinder eller er aseksuelle, grundlæggende set er biologiske mænd, der bliver stærkt seksuelt ophidset af fantasier om sig selv som kvinde. Min artikel tog udgangspunkt i Anna A. Lawrences bog om emnet, der har titlen ”Men Trapped in Men’s Bodies – Narratives of Autogynephilic Transsexualism”. Lawrence betegner sig selv som en autogynefil transseksuel kvinde – og hendes bog trækker på bidrag fra 249 andre autogynefile MtF’er samt 52 andre autogynefile, som hun ikke betragter som transseksuelle men som ”andet”, hovedsageligt transvestitter. Man kan altså ikke påstå, at teorien om autogynefili er en som transkvinder generelt er uenig i eller at deres stemme ikke bliver hørt når teorien bliver diskuteret. Problemet er snarere, at transbevægelsen typisk helst ikke taler om fænomenet eller prøver, at bortforklare eller bagatellisere autogynefili.

Nok fordi Lawrence selv er en autogynefil MtF’er arbejder hun i sin bog ikke med de MtF’er som er seksuelt tiltrukket af mænd, selvom hun nævner dem i forbifarten hvor hun betegner dem, ligesom forskerne Ray Blanchard og Michael Bailey gør det, som homoseksuelle transseksuelle. Disse forskere arbejder mere med gruppen og ser den grundlæggende set som bestående af meget feminine homoseksuelle mænd, der allerede som børn viste tydelige træk på femininitet og ofte også derfor allerede fra barnsben af blev mødt med chikane og mobning pga. denne tydeligt udtrykte femininitet. I henhold til Ray Blanchard og Michael Bailey ønsker disse MtF’er et kønsskifte for at undgå rollen som den foragtede feminine bøsse – og for hermed at kunne blive attraktiv for heteroseksuelle mænd som deres seksuelle begær er rettet mod. Også her er antagelsen altså, at der ligger et seksuelt begær bag MtF’ers ønske om at skifte køn, forskellen til de autogynefile er, at sidstnævnte som børn ikke var i øjne faldende feminine i påklædning, opførsel og interesser, og at deres seksuelle begær grundlæggende set ikke er rettet mod andre men mod fantasien om sig selv som kvinde.

Lisa Andersen mener, at teorien om autogynefili er uholdbar pga. påstanden om at den kvindelige kønsidentitet hos de autogynefile MtF’er er et produkt af deres seksualitet, frem for at deres seksualitet er et produkt af deres kønsidentitet. Og så henviser hun til nogle undersøgelser hvor antallet af MtF’er der betegner sig som autogynefile er lille samt andre, hvor MtF’er der beretter om et seksuelt begær rettet mod mænd, også fortæller om autogynefile erfaringer.

I sig selv er der en selvmodsigelse her, for hvis autogynefile erfaringer er et produkt af MtF’ernes kønsidentitet, så skulle man jo antage, at de var overordentligt udbredte hos alle MtF’er, ja hos alle transkønnede. Og omvendt, hvis de kun er sjældent forekommende blandt MtF’er, så kan kønsidentiteten hos dem, der har disse erfaringer, næppe være den eneste forklaring på at de har dem. Det forekommer også lidt mærkeligt at det forhold, at autogynefile kan berettet om stærk seksuel ophidselse inklusive voldsomme orgasmer udløst af fantasier om f.eks. at have menstruation, virkeligt kan forklares med at de har en kvindelig kønsidentitet. Det kendetegnende ved det autogynefile begær er lige præcist fænomenet ”auto”, dvs. at begæret er rettet mod en fantasi om sig selv frem for en anden. Hvor heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle bliver seksuelt ophidset ved fantasien om sex med en anden person bliver den autogynefile ophidset af fantasier om sig selv, og fantasierne indeholder ikke udelukkende seksuelle handlinger i ordets almindelige betydning, men altså også f.eks. at have en kvindes kropsfunktioner eller at udføre stereotype kvindelige handlinger, så som at f.eks. at barbere benene.

Når der imidlertid indgår seksuelle handlinger i de autogynefiles fantasier, kan disse også indbefatte seksuelle handlinger med mænd. Men i henhold til Lawrence og Blanchard afspejler disse fantasier ikke et reelt seksuelt begær rettet mod mænd, og dermed et ægte homoseksuelt begær i henhold til deres terminologi. Mændenes funktion i disse fantasier er nemlig typisk at penetrere den autogynefile og dermed give dem andel i den ”ultimative kvindelige erfaring” det skulle være at have sex med en mand. Som sådan er disse autogynefile ikke romantisk eller erotisk interesseret i mænd og deres fantasier tager derfor typisk ikke udgangspunkt i konkrete mænd. De homoseksuelle/androfile mænd der altså angiver, at de har autogynefile erfaringer, er i henhold til Lawrence og Blanchard pseodohomoseksuelle/androfile og reelt set autogynefile MtF’er.

At mange relevante MtF’er benægter autogynefile erfaringer forklarer Lawrence og Ray Blanchard med at de bevidst eller ubevidst fortrænger og benægter disse erfaringer – hvad både kan forklares med det tabu disse erfaringer er omgæret med og ikke mindst fordi det desværre både blandt transkønnede og i behandlingssystemet er en stærk tendens til antage, at autogynefile ikke er ægte transseksuelle/transkønnede. Blanchard har sammen med nogle andre forskere lavet en undersøgelse af et udvalg af transkvinder, hvor blodgennemstrømningen i deres penis blev målt samtidigt med at der blev læst historier højt, herunder nogle om erotisk crossdressing. Også gynefile transkvinder, der nægtede, at de blev seksuelt ophidset af sådant viste en tydelig erotisk respons på disse historier. Man kan selvfølgelig mene hvad man vil om sådanne undersøgelser, men undersøgelsen kunne tyde på at der faktisk kan være noget om det der med fortrængningen.

Ifølge Lisa Andersen er det forhold, at sexdrivet forsvinder efter en kønsskifteoperation et bevis på at de mange MtF’er, der er tilfredse med at have fået en sådan, ikke kan have været drevet af et seksuelt begær, men i stedet af behovet for at deres kroppe skal afspejle deres kønsidentitet. I henhold til Lawrence fortsætter det autoerotiske begær imidlertid også ofte efter de operative indgreb, det bliver bare svagere og dermed mere håndterbart, hvad er en stor lettelse for mange af de autogynefile. Til de af hendes klienter, der efter operationen klager over at de ikke længere kan få orgasme, anbefaler Lawrence, at de vender tilbage til deres autogynefile fantasier. Og hun påstår, at de typisk giver hende ret i at det var et hjælpsomt råd.

Sidst men ikke mindst må jeg korrigere Lisa Andersen, der lægger op til at Blanchards teori skulle ligge bag at Sexologisk Klinik afviser hhv. har afvist folk med autogynefile erfaringer, når de søger om hormoner og operationer. Sexologisk Klinik trækker (eller trak) på den ældre teori om transvestitisk fetichisme som er mere snæver end autogynefili. Lawrence, Blanchard og Bailey anbefaler, at autogynefile får adgang til hormoner og operationer og mener, at afvisningen af autogynefile som ”fake” transseksuelle skaber lidelse og fortvivlelse i de berørtes liv og medfører, at de nægtes den hjælp som de har brug for.

 

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Autogynefili – transbevægelsens største tabu

 

Noget af det måske mest bemærkelsesværdige ved at transbevægelsen i løbet af 1990’erne og det nye årtusinde blev en del af den etablerede homobevægelse er, at det er noget nær et dogme indenfor transaktivismen, at det at være transkønnet handler om ens kønsidentitet og absolut intet har med seksualitet at gøre. Ja, så ivrig er man for at distancere sig fra ideen om at seksualitet og kønsidentitet kunne hænge sammen, at man sågar kæmper en hård kamp mod termen ”transseksuel”, da denne skulle bidrage til ”fordommen” om at det at være transkønnet har noget med ens seksualitet at gøre.
Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at psykologen og forskeren Ray Blanchard i 1989 fremsatte den teori, at mand til kvinde (MtF) transeksuelle (ja, han bruger det ord) kan deles op i to hovedgrupper. Den ene består af mænd, der fra deres tidlige barndomsår har været synligt feminine i adfærd og interesser og som senest i puberteten opdager, at de føler sig seksuelt tiltrukket af mænd. Dem betegnede Blanchard som de homoseksuelle MtF transseksuelle (i og med at han tog udgangspunkt i deres biologiske køn og ikke deres kønsidentitet). De repræsenterer den klassiske forståelse af hvad en MtF’er er, men de udgør i henhold til Blanchard kun et mindretal blandt MtF’erne. Flertallet af MtF’erne udgøres i henhold til Blanchard i stedet af dem som han opfandt en ny term for, nemlig de autogynefile. Med autogynefile mente han mænd, der grundlæggende set er heteroseksuelle, men som vender deres seksuelle begær efter og fascination af kvinder indad. Dvs. de autogynefile MtF’er bliver seksuelt ophidset af tanken om dem selv som kvinder.
Blanchards teori er overordentlig kontroversiel da den er en direkte modsigelse af den nærmest klassiske påstand om at MtF’er er kvinder, som er fanget i en mands krop. Især da Blanchards teori blev populariseret med psykologiprofessoren J. Michael Baileys bog ”The Man Who Would Be Queen” rejste der sig en storm af protester og Bailey blev offer for en af de første, hvis ikke den første, målrettede kampagne organiseret af radikale transaktivister der gik ganske brutalt til værks. Dette har imidlertid ikke forhindret Anna A. Lawrence, der ligeledes er psykolog og forsker, og ikke mindst definerer sig selv som en autogynæfil MtF’er, i at udgive bogen ”Men Trapped in Men’s Bodies – Narratives of Autogynephilic Transsexualism”, en bog der tager udgangspunkt i Blanchards teori om autogynefili.
Lawrences formål med bogen er at udbrede kendskabet til autogynefili da hun via sin egen livshistorie såvel som fra hendes terapeutiske arbejde med autogynefile MtF’er og transvestitter har erfaret, at disse har et desperat behov for fortællinger de kan spejle sig i, så de ikke skal føle sig alene og uforståede. Det lykkedes Lawrence via en hjemmeside at indsamle personlige fortællinger fra 249 autogynefile MtF’er samt 52 andre autogynefile som hun kategoriserer som andet end MtF transseksuelle, herunder mestendels transvestitter. Bogen handler dog hovedsageligt om MtF’er. Hun citerer fyldigt og løbende fra de (anonymiserede) beretninger samtidigt med at hun metodisk forklarer hvad autogynefili er og hvordan den opleves af de berørte.
Autogynæfili er grundlæggende set kendetegnet ved, at man populært sagt vil være den man begærer. Den viser sig f.eks. ofte ved, at den autogynæfile ser en smuk kvinde og først tænker ”hende vil jeg have sex med” for så i næste sekund at tænke ”gid jeg var hende”. Der findes i henhold til Blanchard og Lawrence fire hovedkategorier af autogynefili: transvestitisk, anatomisk, fysiologisk og adfærdsmæssig.
Den transvestitiske autogynefili er den mest kendte og er kendetegnet ved at en mand bliver seksuelt ophidset af at iføre sig kvindetøj (crossdressing). Den betegnes ofte i behandlingssystemet som fetichistisk transvestisme.
Den anatomiske autogynefili er kendetegnet ved, at en mand bliver seksuelt ophidset af tanken om at have en kvindes krop, f.eks. ved tanken om at have en vagina og/eller bryster. For nogen er det afgørende at hele kroppen er en kvindes, mens andre har nok i f.eks. at drømme om at have hhv. at få bryster. Anatomisk autogynefili er ofte forbundet med alvorlig kropsdysfori, altså ubehag ved at have en mands krop, ikke mindst ved at have en penis.
Den fysiologiske autogynæfili er kendetegnet ved, at en mand bliver seksuelt ophidset af tanken om at opleve en kvindes kropsprocesser, såsom f.eks. at menstruere, at være gravid eller at die et barn.
Den adfærdsmæssige autogynefili er kendetegnet ved, at en mand bliver seksuelt ophidset ved fantasien om hhv. ved at udføre stereotype ”kvindeting”, så som f.eks. at lægge makeup, shoppe kvindetøj, at tisse på dametoilettet omgivet af andre kvinder der gør det samme, men f.eks. også ved at blive catcalled eller blive mødt med andre former for sexisme.
Det er almindeligt, at man oplever mere end en af disse fire former for autogynefili.
Autogynæfili kan opleves som meget voldsom. Nogle af Lawrences informanter kan fortælle om at de får rejsning blot af at blive kaldt ”frue” eller at de får orgasme blot ved at barbere deres ben. Det er dog også almindeligt, at man som autogynefil onanerer for at opnå orgasme i forbindelse med f.eks. crossdressing eller fantasier om at man har sex som kvinde.
Autogynefili opleves ofte også som dominerende, f.eks. er det almindeligt, at den autogynefile kun kan få rejsning og gennemføre et samleje med en kvinde hvis hun under samlejet har autogynefile fantasier så som at hun har en kvindes krop og er i gang med at have lesbisk sex, at hun er iført kvindetøj eller lignende.
Mange autogynefile har været eller er gift med biologiske kvinder, men det er meget almindeligt at de bliver skilt da det kun er få kvinder, der i længden synes at kunne håndtere deres autogynefile partners seksualitet og behov for at leve og blive set som en kvinde. Nogle autogynefile opgiver helt at indgå i seksuelle relationer til andre mennesker, andre søger parforhold med kvinder, men det er også udbredt at autogynefile har seksuelle fantasier om sex med mænd. Sidstnævnte er dog i henhold til Blanchard og Lawrence ikke udtryk for at de reelt er erotisk tiltrukket af mænd. Mændene i fantasierne er typisk ansigtsløse – og fantasierne handler ofte blot om at blive penetreret af en mand og dermed blive bekræftet i at man er en kvinde. Autogynefile er sjældent romantisk interesseret i mænd og de føler ofte ubehag ved tanken om sex med mænd hvis de skulle have den i rollen som en mand og ikke som en kvinde.
For hvad mener Lawrence, når hun taler om ”mænd fanget i mænds kroppe”? Sætningen tager udgangspunkt i den typiske fortælling om at MtF’er er kvinder fanget i mænds kroppe. Men i henhold til Lawrence har de autogynefile ikke en kvindelig personlighed. Det mener hun ikke at de har bl.a. fordi de som børn og unge ikke i nævneværdig grad var kendetegnet ved at være feminine i deres interesser og adfærd, og f.eks. fordi de som voksne typisk har gjort karriere indenfor ”mandefag”. De er derfor efter hendes mening mentalt set mænd. Det ”kvindelige” ved de autogynefile transseksuelle er i henhold til Lawrence udelukkende at de har et stærkt erotisk begær knyttet til fantasien om sig selv som kvinde, kombineret med et stærkt ønske om at kropsliggøre denne drøm. Og fordi de har et stærkt behov for at få en kvindes krop og mulighed for at leve som og blive set som kvinder, udvikler de en forestilling om at de er kvinder. Dvs. de autogynefile transseksuelles kønsidentitet er et produkt af deres seksualitet. De er imidlertid alligevel fanget i en mands krop, da de ofte føler et desperat behov for at få en kvindes krop.
Det forholder sig imidlertid sådan, at det typisk har været meget svært hvis ikke umuligt, at få adgang til de hormoner og operationer som mange MtF’er efterspørger, hvis de ikke lever op til ideen om at man som ”ægte” MtF’er er en kvinde fanget i en mands krop. Blev man diagnosticeret som ”fetichistisk transvestit” blev man (og bliver man muligvis endnu) typisk afvist af behandlingssystemet. Dette synes Lawrence er meget problematisk. Ud over at hun mener, at der ikke er store forskelle mellem autogynefile transvestitter og autogynefile transseksuelle, så er hun generelt imod at dele folk op i ægte og uægte transseksuelle. Det afgørende er i forhold til behandling i stedet, ifølge Lawrence, hvor stærk dysforien og det deraf følgende behov for hormoner og operationer er. Generelt mener hun, at disse tiltag ofte kan hjælpe de autogynefile til et bedre liv, eller i det hele taget sikre at de overlever, for mange har det rigtigt hårdt.
Mange autogynefile lider nemlig meget under hvad Lawrence betegner som deres seksuelle orientering. Det kan virke stærkt forvirrende på en ung mand at han på en gang vil have sex med en smuk kvinde og så samtidigt hermed vil være denne smukke kvinde som nogen anden har sex med. Mange autogynefile svinger mellem fascination af kvinder og en dyb følelse af misundelse rettet mod kvinder fordi de har en kvindes krop og har lov til at leve som kvinder i vores samfund. Det kan udløse stærk kognitiv dissonans at man kan blive så ophidset af tanken om at man har en vagina, at man får rejsning og ejakulerer, hvad jo viser, at man har en mands kønsdele.
Allerede behandling med østrogen og testosteronblokkere kan gøre livet mere håndterbart for de autogynefile. Nogle oplever dog, at denne behandling faktisk medfører, at de mister interessen i at få en kvindes krop. Holder de imidlertid op med behandlingen dukker lysten op igen. Kunsten er så at finde den rette dosis så den autogynefile oplever, at hendes krop feminiseres samtidigt med, at sexlysten og hermed også behovet for at skifte køn ikke helt forsvinder.
Lawrence er opmærksom på, at den seksuelle ophidselse som er knyttet til autogynefili kan aftage med tid, f.eks. som følge af hormonbehandling og en kønsskifteoperation, men også ved at den autogynefile vender sig til livet som kvinde. Hun sammenligner denne udvikling med en mand, der elsker sin kone, men som i løbet af årene mister det meste af den erotiske interesse i hende selvom han fortsat elsker hende og nyder samværet med hende. Selvom den autogynefile mtF’er altså med tiden kan opleve at det meste af hendes sexdrive er forsvundet, føler hun typisk forsat en let erotisk velbehag ved f.eks. at gå i kvindetøj.

Lawrence taler om at mange autogynefile, inklusive hende selv, oplever skamfølelse over at have en anderledes seksualitet som ingen har hørt om hvorfor man let kan tro, at man er helt alene. Emnet er som sagt tabubelagt også blandt transkønnede, så det er svært at finde støtte og opbakning i miljøet. Lawrence insisterer på at det er nødvendigt, at bryde med tabuet mht. autogynefili, da det bidrager til de berørtes psykiske mistrivsel.
Det ændrer dog ikke ved, at Blanchards og Lawrences teori om autogynefili bliver mødt med stærk kritik fra mange transaktivister. F.eks. kan man se påstanden om at autogynefili måske nok findes, men er yderst sjælden blandt transkvinder, men man kan også se teorien om, at alle kvinder grundlæggende set er autogynefile, hvad Lawrence dog er meget kritisk overfor. Hun forholder sig mere dybtgående til påstanden om, at de autogynefiles seksuelle lyst er et produkt af at de berørte transseksuelle grundlæggende set er kvinder, der som børn allerede drømte om at være piger/kvinder og crossdressede uden at blive seksuelt ophidset heraf. Tanken er, at det er puberteten og problemet med at være en kvinde fanget i en mands krop, der udløser autogynefilien. Lawrence afviser denne påstand med henvisning til at børn faktisk også har en seksualitet og at en persons seksuelle orientering typisk viser sig allerede i barndomsårene selvom den ikke har samme karakter når man er barn som når man kommer i puberteten hhv. når man er voksen. Tidlige erfaringer med crossdressing og fantasier om at være kvinde er altså i henhold til Lawrence blot et tegn på at man er autogynefil, da hun mener, at den er en seksuel orientering på linje med f.eks. homoseksualitet.
Jeg kan godt forstå, at man som transkvinde kan føle, at det er ubehageligt, at der sættes fokus på ens seksualitet, især hvis den lige præcist er anderledes end de flestes. Men jeg tror også, at det er problematisk, at man i den grad tabubelægger transkvinders seksualitet at de ikke får hjælp til at forstå den. Og selvom jeg ikke føler mig kvalificeret til at afgøre, om Lawrences bog er af relevans for alle transkvinder der ikke er til mænd, så kan jeg godt forestille mig, at den kunne være af relevans for nogle. Jeg synes i hvert fald, at jeg er blevet klogere på hvad der kan drive nogle transkvinder til kæmpe så hårdt som de gør for at få hormoner og operationer og generelt for at blive anerkendt som kvinder også selvom de må betale en høj pris herfor. Det giver i hvert fald for mig mere mening, at man vil betale en høj pris for at kunne udleve sin seksualitet end for at kunne realisere end mærkeligt udefinerbar ”kønsidentitet”.
Hvad jeg til gengæld savner hos både Blanchard og Lawrence er en eller anden form for interesse i at undersøge om deres forståelse af at MtF’er kan deles op i hhv. homoseksuelle og autogynefile kunne have relevans for kvinde til mand transseksuelle (FtM’er). Kan de også deles op i to hovedgrupper? Så vidt jeg har forstået det er de fleste FtM’er til kvinder, men for den mindre gruppe der helt eller delvist er til mænd kunne det være spændende at undersøge hvorvidt de kunne betegnes som autoandrofile og dermed beslægtede med de autogynefile. Men det ville kræve, at man brugte samme forskningsmæssige energi på transmænd som på transkvinder, men måske det er meget sigende for vores samfund, at der indtil videre ikke har været interesse herfor.

Læs mere

Skrevet af den 10 aug, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Kristeligt Dagblads kamp mod transpersonerne

Det kan være meget forstemmende at læse Kristeligt Dagblad. I årevis har denne avis kæmpet med næb og klør mod enhver forbedring af
homoseksuelles forhold og nu, da Det Radikale Venstre har fremsat et lovforslag hvis mål er at forbedre forholdene for transpersoner, fortsætter Kristeligt Dagblad hvor de slap i forhold til de homoseksuelle. Erik Bjeragers leder i Kristeligt Dagblad fra den 10.8.2012 er et mesterstykke i uvidenhed om de faktuelle forhold som transpersoner må leve under, kombineret med manglende forståelse for deres levevilkår og så ikke mindst, en dæmonisering af dem, der ønsker at forbedre transpersoners situation.

Bjerager synes ikke at vide, at den håndfuld af transpersoner, der årligt kommer igennem Sexologisk Instituts nåleøje og får diagnosen “transseksuel”, har ret til en kønsskifteoperation. Og har man fået en sådan kan man helt legalt skifte navn og personnummer samt få et nyt pas. Kønnet er altså ikke noget mere givet og fastlagt i vores samfund end at man kan få det ændret, det er bare meget svært. Den nyligt indførte mulighed for at få et X i passet i stedet for “mand” eller “kvinde”, er altså ikke henvendt til dem, der har fået diagnosen transseksuel men til andre, der lever fuldtids som “det modsatte køn”. Problemet med denne ordning, sådan som den ser ud nu er imidlertid, at Sexologisk Institut skal sige god for at en person kan få dette X i passet, og de er mere end nærige med at tildele sådanne godkendelser.

Bjerager ved ikke, eller vil ikke vide af, at det er enormt svært at blive godkendt som transseksuel af Sexologisk Institut. Især biologiske mænd, der oplever sig som kvinder, de såkaldte transkvinder, bliver næsten alle afvist af instituttet. Og ikke nok med det, transpersoner der opsøger Sexologisk Institut, bliver udsat for en nedgørende og ydmygende behandling. Ja, jeg har sågar hørt om at transkvinder er blevet befamlet på deres kønsorganer af personalet! Man skal altså ikke have sat sig ret meget ind i transpersoners forhold her i landet for at se, at de nuværende forhold for personer, der ønsker at skifte køn, er meget ringe og på ingen måde værdige for et moderne, i egne øjne tolerant samfund.

Nu er det, som jeg har forstået det, ikke umiddelbart muligt at indføre kønsneutrale personnumre sådan som De Radikale foreslår det. En sådan ændring må nok vendte til man en gang i fremtiden alligevel skal lave systemet om. Jeg kan derimod  ikke se noget nævneværdigt problem med at indføre pas, hvor kønnet ikke er registreret. Fremtidens pas vil sandsynligvis indeholde fingeraftryk eller lignende helt unikke kendetegn ved en person, og i så tilfælde bliver f.eks. kønsangivelse ligegyldig. Og at vi her og nu gjorde det nemmere at skifte personnummer, få et X i passet eller få lov til at vælge navn efter ønske og ikke efter biologisk køn, ja det kan jeg slet ikke se problemet med. Med mindre man naturligvis lader sig styre af en konservativ ideologi hvor man ser det som et mål at presse mennesker til at leve efter en kønsforståelse og nogle kønsroller, som slet ikke passer til dem.

Virkeligheden er, at ikke alle mennesker er født som enten mænd eller kvinder. Nogen er biologisk set hverken entydigt mand eller kvinde, og andre kan psykisk ikke med deres biologisk køn. De radikales lovforslag tager udgangspunkt i den kønsmangfoldige virkelighed, mens Bjerager og Co.’s kamp for status quo er klassisk ideologisk. De sætter nemlig deres ideer og normer om køn over konkrete mennesker, hvis liv lige nu ødelægges af at samfundets lovgivning ikke i tilstrækkelig grad forholder sig til deres kønsvirkelighed.

 

Læs mere