Menu
Kategorier

Skrevet af den 4 nov, 2018 under Lgbt, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark | 2 kommentarer

Lesbiske har fået nok af LGBT

 

PRESSEMEDDELELSE:

LESBISKE HAR FÅET NOK AF LGBT

Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! Accept af homoseksuelle bliver nærmest fremstillet som en dansk værdi af de fleste politikere inklusive dem, der repræsenterer partier, som indtil for få år siden kæmpede med næb og klør mod, at lesbiske skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige sundhedssystem.

Men hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, når man betegner sig selv som en biologisk kvinde og hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske. Hvis man forstår det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, så kaldes man for en TERF (trans-ekskluderende radikalfeminist), man beskyldes for at benægte transkønnedes eksistens, og generelt for at ville dem noget ondt. Klassisk lesbisk identitet og seksualitet er blevet til hadefuld tale, og man beskyldes for at være en hadprædikant, hvis man forsvarer lesbiskes ret til selv at definere vores køn og seksuelle orientering. Det er også blevet svært at finde mødesteder, på nettet eller i real-life, hvor lesbiske i klassisk forstand kan mødes i et trygt rum og være os selv.

Vi er som lesbiske i klassisk forstand ikke længere velkomne i det LGBT-fællesskab, som har sat vores bogstav først, men som sætter vores identitet som lesbiske kvinder på spil for at servicere de mest ekstremistiske forkæmpere for ”T’et”. Det er meget problematisk, at vi er henvist til LGBT-fællesskaber, hvor vores seksuelle orientering ikke længere bliver respekteret, men hvor vi i stedet bliver fordømt, og hvor vi mødes med et moralsk krav om, at vi skal skifte identitet, hvis vi vil høre til.

Vi er derfor en gruppe lesbiske, der har besluttet, at det er på tide, at lesbiske skaber et klart alternativ til LGBT-bevægelsen og -miljøet. Vi har derfor dannet vores eget alternative netværk, Ny Lesbisk Bevægelse Danmark, hvor vi kan være lesbiske blandt lesbiske uden at blive belært om, hvordan vi skal forstå vores køn og seksualitet. Fremover vil vi være en alternativ stemme i samfundsdebatten, sådan at den lesbiske stemme kan blive hørt i debatten om alt, der er relevant i lesbiskes kvinders liv og kamp.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 25 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 2 kommentarer

Typiske argumenter i transdebatten – og et forsøg på et svar

 

Et bemærkelsesværdigt træk ved rigtig mange samfundsdebatter er, at de samme argumenter ofte fremføres igen og igen. Dette giver let sådanne debatter et element af forudsigelighed – sådan lidt i retning af, at man bare venter på hvornår det og det argument bliver fremført for så at få sine forventninger opfyldt gang på gang. Hvis man som undertegnede imidlertid håber på, at det mod alle ods bør være muligt at føre en seriøs debat også om følsomme emner, bør man efter min mening være villig til at prøve på at komme med gennemtænkte svar på de argumenter som ens modpart fremfører, også selvom man har hørt dem til hudløshed.

I det følgende prøver jeg på at opridse hvad jeg oplever som de typiske standartargumenter som intersektionelle feminister og radikale transaktivister gang på gang fremfører i debatten med radikalfeminister som undertegnede. Og jeg vil forsøge mig med hvad der efter min vurdering er et passende svar herpå.

 

I beskylder transkvinder for ikke at være rigtige kvinder!

Efter min mening er det problematisk, at ville dele kvinder (og mænd) op i ”rigtige” og ”forkerte”. Som en gendernonconforming lesbisk lever jeg ikke op til de klassiske forventninger til kvinder og er dermed i manges øjne nok ”forkert”. For mig og mange andre radialfeminister handler debatten ikke om at give andre karakterer for deres kønsperformance, men i stedet om hvorvidt man er en biologisk kvinde eller mand.

 

Biologisk køn er en social konstruktion!

Nej, biologisk køn er ikke en social konstruktion al den stund, at vores biologisk kønnede kroppe evolutionshistorisk set er meget ældre end vores menneskelige bevidsthed. Vi havde en krop før vi kunne italesætte denne krop. Biologisk set er vi nemlig pattedyr. Og pattedyr er kendetegnede ved en højt specialiseret kønnet formering. Pattedyrs hanner har kromosom parret XY samt penis og testikler, der producerer sæd hvormed de kan gøre hunnerne gravide. Og hunnerne som har kromosomparret XX, har skede, livmoder og æggestokke så de både kan blive gravide men ikke mindst også nære fostret i en længere periode før det fødes. Og når ungerne er blevet fødte dier hunnerne dem i en periode, deraf ordet ”pattedyr”. Ingen pattedyr kan både gøre og blive gravide, og ingen pattedyr kan efter fødslen gå fra at producere sædceller til at producere ægceller. Biologisk køn hos pattedyr handler med andre ord om hvorvidt man har potentiale til at gøre gravid eller blive gravid. Hvis man med biologisk køn altså vil beskrive det reproduktive potentiale, så er der kun to biologiske køn, nemlig ”hankøn” og ”hunkøn”.

 

Ja, men hvad så med alle de kvinder, der har fået fjernet deres livmoder, hvad med små piger og ældre kvinder som ikke længere kan blive gravide, så er de jo heller ikke kvinder?!

Der er forskel på aldrig at have haft et potentiale til at blive gravid fordi man biologisk set er et hanmenneske (også kaldet en biologisk mand) og så at have haft en livmoder som senere er blevet fjernet. Edderkopper er f.eks. kendetegnet ved at have 8 ben, det adskiller dem fra insekterne som har 6 ben. Der er næppe så mange, der vil påstå, at en edderkop ophører med at tilhøre arten ”edderkop” eller at den bliver til et insekt, hvis man river to af dens ben af.

Alle pattedyrshunner fødes med en fastlagt antal af ægceller, men de bliver først kønsmodne når deres kroppe i princippet er i stand til at gennemføre en graviditet. Pattedyrshunner mister typisk fertilitet med alderen og enkelte går såsom menneskehunner (biologiske kvinder) i en egentlig overgangsalder. Det er derfor meningsløst at påstå, at de ikke skulle være hunner i den periode der ligger før kønsmodningen og i den der ligger efter at deres ægceller er blevet opbrugte. Det er i stedet en naturlig biologisk proces de gennemgår lige præcis fordi de er hunpattedyr.

 

Ja, men hvad så med de interkønnede?!

Problemet med begrebet ”interkønnet” er, at det er blevet til et aktivistisk begreb med et uklart indhold. Hvis ordet ”interkønnet” skal give mening må det betyde, at et individ befinder sig et sted imellem de to biologiske køn mand og kvinde. Og dermed burde man undlade, sådan som det sker nu, at betegne f.eks. drenge med hypospadi (hvor urinrøret ender andre steder end på enden af penis) som interkønnede. Det giver i mine øjne ingen mening, at påstå, at en person ikke skulle være biologisk mand fordi vedkommendes urinrør f.eks. ender på undersiden af penis frem for i spidsen.

Der findes individer (både blandt mennesker og de andre pattedyr) der fødes med andre kromosompar end XX og XY hhv. som har forskellige misdannelser af de reproduktive organer. Man da der kun er to reproduktive roller hos pattedyr, dem der har potentiale til at gøre gravide og dem, der har potentiale til at blive gravide, er der ikke tale om særlige biologiske køn.

Nogen stødes sikkert over udtrykket ”misdannelser”, men de hører nu med til naturen og er ganske udbredte. Jeg er f.eks. berørt af en misdannelse der kaldes tand ”agenesi”, dvs. jeg mangler anlæg til 6 blivende tænder. Det gør mig hverken til et dårligt eller et godt menneske, det er blot en medfødt arvelig tilstand, hverken mere eller mindre.

 

Biologisk køn er så komplekst, at man ikke kan definere det – i stedet må man spørge folk om hvad de selv føler!

Biologi er generelt komplekst og vi lærer hele tiden nyt. Men derfor er kønsbestemmelse af pattedyr alt andet lige ikke særligt kompliceret, ellers ville bonden jo også være på den, når hun skal dele sine nyfødte kalve op i tyrekalve og kviekalve. I langt de fleste tilfælde er et kort tjek nok. Skulle man i stedet være henvist til at spørge til kønnet ville man i sagens natur ikke kunne kønsbestemme noget dyr.

 

I benægter, at transkønnede eksisterer!

Der er en logisk forskel på at være uenig i en persons eller en gruppes selvforståelse og så at benægte denne persons hhv. denne gruppes eksistens eller eksistensberettigelse. Det forhold, at man ikke tror, at jøderne er Guds udvalgte folk, betyder ikke, at man benægter eksistensen af jøder eller det jødiske folk – og det betyder slet ikke, at man ønsker, at jøderne skal udryddes.

 

Transkvinder er kvinder fordi de føler, at de er kvinder!

Personligt har jeg aldrig forstået, hvordan det skulle føles, at være en kvinde eller en mand.  Jeg har derfor spurgt gang på gang hvad der menes hermed. Svaret er, har jeg fået at vide, at man føler sig som en kvinde hvis man identificerer sig som en kvinde. Og når jeg så har spurgt, hvad det betyder, at ”identificere sig som en kvinde”, så har jeg fået svaret, at det betyder, at man ”føler sig som en kvinde”. Altså er der tale om en klassisk cirkelslutning og ikke noget logisk argument.

Jeg har svært ved at se hvordan et sådant ”følt” køn kan være andet end en eller anden form for kønsrollepræference hhv. at man føler sig tiltrukket af en eller flere at de kønsstereotyper som vores samfund desværre har. Følt køn er altså sådan som jeg ser det knyttet til det man kalder for socialt køn. Og det sociale køn er en social konstruktion hvis formål i henhold til radikalfeminismen er at sikre biologiske mænds undertrykkelse af biologiske kvinder. Denne undertrykkelse bekæmpes ved at vi bekæmper selve ideen om at kvinder tænker og føler på en bestemt måde og skal opføre og klæde sig på en bestemt måde, og det samme mht. mænd. Kvindeundertrykkelsen forsvinder ikke men gøres i stedet til noget medfødt og uforanderligt, hvis man gør kønsrollepræferencer og kønsrolle performance til en medfødt identitet.

 

I respekterer ikke transkønnedes følelser!

Der er forskel på at anerkende at noget er vigtigt for et andet menneske og så dele dette menneskes verdensanskuelse hhv. selvforståelse. F.eks. findes der verden over og til alle tider mennesker, der mener, at de står i direkte kontakt til ånder, guder eller andre overnaturlige væsener. Man skal ikke beskæftige sig længe med det emne før man forstår, hvor vigtige sådanne oplevelser er for de berørte, hvis sandhed de typisk er utroligt stærkt overbeviste om. Folk har været villige til at gå i døden frem for at benægte, at det de oplevede var sandt. Jeg har respekt for hvor vigtige sådanne erfaringer er for de ”visionære” ligesom jeg respekterer, at de transkønnede føler som de gør mht. deres køn. Men ligesom de visionære ikke har krav på at andre tror på deres åbenbaringer eller på, at der findes en usynlig virkelighed som kan kommunikere med udvalgte mennesker, så har transkønnede heller ikke krav på, at andre accepterer, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan eller at mænd kan være gravide. Folk har lov til at føle om sig selv hvad de vil, men de har ikke krav på, at andre deler disse følelser.

 

Transkønnede har altid eksisteret!

Faktisk stammer begrebet ”transkønnet” fra 1990’erne. Det er et paraplybegreb som dækker et stadigt skiftende antal af underidentiteter så som transseksuel, transvestit, transfeminin, transmaskulin, nonbinær, genderfluid, genderquer etc. På mange måder er identiteten ”transkønnet” et typisk produkt af (den vestlige) senmodernitet.

Jeg kender ikke til nogen kultur, fortidig eller nutidig, som ikke har opereret med forskellige kønsroller for hhv. biologiske mænd og kvinder. Nogle ikke-vestlige kulturer har hhv. har haft sociale kategorier for biologiske mænd, og i sjældnere grad biologiske kvinder, der levede enten som det modsatte køn eller havde mulighed for at kombinere roller fra begge køn. Typisk var hhv. er denne sociale rolle knyttet til en seksuel rolle. F.eks. i form af at en biologisk mand får lov til at gå i kvindetøj og udføre kvindearbejde samtidigt med at vedkommende indtager den passive rolle i et analt samleje med en mand. Sådanne sociale kategorier eller hhv. et tredje (socialt) køn finder vi f.eks. i Indien og Pakistan (hijras) og Thailand (katois). Jeg kender ikke til noget eksempel på at man i sådanne ikke-vestlige kulturer har hævdet, at disse alternative sociale køn var identiske med de biologiske køn hvis rolle de helt eller delvist havde lov til at leve.

 

Transkønnede har en uhyggelig høj mordrate og selvmordsrate!

Der er ingen tvivl om, at mange transkønnede har det socialt og psykisk hårdt. Men det at man har det hårdt er ikke det samme som at man har ret. Det er derudover faktisk svært at sige noget med sikkerhed om hvordan transkønnede trives, da vi mangler sikker statistik som bygger på objektive data og ikke subjektive selvrapporteringer såsom dem man kan indsamle via spørgeskemaundersøgelser, især dem hvor deltagerne selv har meldt sig frem for at være repræsentativt udvalgte.

Der er dog blevet gjort et forsøg på at beregne mordraten for transkønnede og det for USA, for EU og for Brasilien. I alle tilfælde ser det ud til at transkønnede har en mordrate der ligger under den gennemsnitlige for hele befolkningen. Og hvis vi ser her på Danmark, så kender jeg ikke til noget eksempel på at nogen transkønnet er blevet myrdet.

Mht. selvmord så findes der mig bekendt kun en undersøgelse af sikre data, nemlig en svensk hvor man bl.a. så på selvmordsraten for transseksuelle der havde fået en kønsskifteoperation. Den var betydelig højere end for resten af befolkningen. Til gengæld har vi en dansk undersøgelse, der viser at lesbiske, der lever i registreret partnerskab, har en markant forhøjet selvmordsrate i forhold til gifte heteroseksuelle kvinder. Interessant nok har den ikke udløst noget nævneværdigt engagement i lesbiskes psykiske helbred og sociale situation.  Ældre enlige mænd har også en højere selvmordsrisiko end ældre enlige kvinder har, men betyder det dermed, at mænd er mere undertrykte end kvinder eller er der ikke tale om andre faktorer, der spiller ind?

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 16 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 6 kommentarer

Når den intersektionelle feminisme bliver kvindeundertrykkende

 

I går deltog jeg i radioprogrammet AK 24syv hvor jeg debatterede intersektionel feminisme, radikal feminisme og transspørgsmålet med Frederikke Kjerulff Madsen, der betegner sig som intersektionel feminist mens jeg ser mig selv som radikal feminist. Programmet kan (indtil videre) høres her.

Der var mange ting fra det program som fortjener en uddybende kommentar, men jeg vælger at fokusere på hvad jeg opfatter som de mest problematiske af de udsagn og påstande som Frederikke Kjerulff Madsen kom med: Påstanden om at lesbiske som ikke vil have sex med transkvinder er transfobiske, og hendes forsøg på at placere mig, der ser mig selv som en gendernonforming lesbisk, i kategorien transkønnet.

Hvad angår spørgsmålet om hvorvidt lesbiske, der ikke vil have sex med transkvinder fordi de har en penis, er transfobiske, var Frederikke Kjerulff Madsen ganske klar i mælet: Det er transfobisk at fravælge transkvinder som sexpartnere pga. af deres kropslige udgangspunkt. Dette bastante udsagn blev så bl.a. forsøgt blødt op med at alle har lov til at sige nej til sex og at samtykke er af central betydning. Men så skulle man som lesbisk så alligevel overveje hvordan ens seksuelle lyst hhv. ulyst er formet og præget af samfundets normer og forestillinger.

Hvad Frederikke Kjerulff Madsen øjensynlig ikke ser er, at der er en klar modsætning mellem samtykke på den ene side – og kravet om at man bør evaluere fraværdet af seksuelt begær på den anden side.

For at undgå misforståelser må jeg hellere fremhæve, at når jeg her taler om samtykke, så taler jeg ikke om samtykke i juridisk forstand, altså om hvorvidt en myndig voksens seksuelle handlinger med en anden myndig voksen kan defineres som strafbare eller ej. Hvad jeg taler om er samtykke i betydningen af at man har lyst til og er med på den seksuelle handling. Samtykke i denne forstand er efter min mening en forudsætning for en god seksuel oplevelse.

Denne skelnen mellem det juridiske samtykke og samtykke som udtryk for lyst er ganske vigtig. Mange lesbiske har prøvet, at presse sig selv til sex med mænd. I juridisk forstand kan man ikke tale om at disse lesbiske ikke samtykkede i disse seksuelle handlinger, men for så vidt som de var udtryk for et forsøg på at presse sig selv til at leve op til samfundets forventninger – og en angst for at være anderledes med alt hvad det kan indebære af sociale sanktioneringer, så var der ikke tale om samtykke i form af de havde lyst.

Seksuelt samtykke giver kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer og magtstrukturer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Men hele denne her ide om at man som kvinde kritisk skal evaluere sin manglende lyst til bestemte typer af sex har også negative konsekvenser for heteroseksuelle kvinder. Det er mit indtryk, at heteroseksuelle kvinder i stigende grad oplever, at deres mandlige partnere lægger pres på dem for at de skal prøve seksuelle handlinger som de ikke har lyst til såsom f.eks. analsex. Mange radikal feminister ser det som en af de mange negative konsekvenser af pornokulturen, og det kan der nok være noget om. Hvis disse mænd nu kan henvise til den intersektionelle feminisme og sige, at man som kvinde lige skal overveje, om ens mangel på lyst til analsex, swingerklub sex eller hvad disse herrer nu lige har lyst til afspejler nogle restriktive og fobiske normer i samfundet, så har de da fået et ekstra middel til at presse kvinder til at overskride deres seksuelle grænser.  Man kan med andre ord ikke både hævde, at man lægger vægt på samtykke til sex og så hævde, at man kritisk skal evaluere sit sin manglende lyst til bestemte typer af sex. Det ene udelukker i praksis det andet.

 

Det andet store problem med Frederikke Kjerulff Madsens udsagn var i mine øjne, at hun drog den konklusion, at det forhold at jeg er en gendernonconforming lesbisk, der ikke identificerer mig med samfundets kønsrolleforventninger til kvinder og derfor ikke vil kaldes for cis-kønnet, måtte betyde, at jeg teknisk set var transkønnet, om end hun venligst ikke ville pådutte mig en identitet.

Det er jo bemærkelsesværdigt, at Frederikke Kjerulff Madsen ligesom så mange andre intersektionelle feminister hævder, at der nærmest er myriader af biologiske køn samtidigt med at de mener, at hele verdens befolkning kan deles op i kun to kønskategorier nemlig ”cis-kønnet” og ”transkønnet”. Men det direkte farlige ved Frederikke Kjerulff Madsens logik er, at hun hermed faktisk fortæller unge lesbiske kvinder, der ikke kan genkende sig selv i det hyper heteroseksualiserede og overfeminine kvindebillede som medierne og ikke mindst pornokulturen formidler til nutidens unge, at de jo så nok er mænd.

Og nej, opdelingen i ”cis-kønnet” og ”transkønnet” er ikke neutral. Hvor ”cis-kønnede” tilskrives en accept af samfundets kønsroller (og det betyder for kvinders vedkommende en accept af deres egen undertrykkelse) så går trans-identiteten desværre ofte hånd i hanke med hormonbehandling og operationer. Disse unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister guidet over i en identitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har.

En gang fortalte feminister unge kvinder, herunder unge lesbiske kvinder, at de skulle være stolte af deres kroppe og deres seksualitet. I dag lærer de intersektionelle feminister unge kvinder, der lider under samfundets undertrykkende kønsroller, at denne lidelse må skyldes, at der er noget galt med deres kroppe…

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 8 maj, 2018 under Lgbt | 0 kommentarer

Svar på gensvar om min artikel om autogynefili

Lisa Andersen har i ”Vidensbanken om kønsidentitet” fået bragt et længere gensvar på min artikel, der blev bragt samme sted og som handlede om fænomenet autogynefili, altså teorien om at de mand til kvinde (MtK) transseksuelle, der er seksuelt tiltrukket af kvinder eller er aseksuelle, grundlæggende set er biologiske mænd, der bliver stærkt seksuelt ophidset af fantasier om sig selv som kvinde. Min artikel tog udgangspunkt i Anna A. Lawrences bog om emnet, der har titlen ”Men Trapped in Men’s Bodies – Narratives of Autogynephilic Transsexualism”. Lawrence betegner sig selv som en autogynefil transseksuel kvinde – og hendes bog trækker på bidrag fra 249 andre autogynefile MtF’er samt 52 andre autogynefile, som hun ikke betragter som transseksuelle men som ”andet”, hovedsageligt transvestitter. Man kan altså ikke påstå, at teorien om autogynefili er en som transkvinder generelt er uenig i eller at deres stemme ikke bliver hørt når teorien bliver diskuteret. Problemet er snarere, at transbevægelsen typisk helst ikke taler om fænomenet eller prøver, at bortforklare eller bagatellisere autogynefili.

Nok fordi Lawrence selv er en autogynefil MtF’er arbejder hun i sin bog ikke med de MtF’er som er seksuelt tiltrukket af mænd, selvom hun nævner dem i forbifarten hvor hun betegner dem, ligesom forskerne Ray Blanchard og Michael Bailey gør det, som homoseksuelle transseksuelle. Disse forskere arbejder mere med gruppen og ser den grundlæggende set som bestående af meget feminine homoseksuelle mænd, der allerede som børn viste tydelige træk på femininitet og ofte også derfor allerede fra barnsben af blev mødt med chikane og mobning pga. denne tydeligt udtrykte femininitet. I henhold til Ray Blanchard og Michael Bailey ønsker disse MtF’er et kønsskifte for at undgå rollen som den foragtede feminine bøsse – og for hermed at kunne blive attraktiv for heteroseksuelle mænd som deres seksuelle begær er rettet mod. Også her er antagelsen altså, at der ligger et seksuelt begær bag MtF’ers ønske om at skifte køn, forskellen til de autogynefile er, at sidstnævnte som børn ikke var i øjne faldende feminine i påklædning, opførsel og interesser, og at deres seksuelle begær grundlæggende set ikke er rettet mod andre men mod fantasien om sig selv som kvinde.

Lisa Andersen mener, at teorien om autogynefili er uholdbar pga. påstanden om at den kvindelige kønsidentitet hos de autogynefile MtF’er er et produkt af deres seksualitet, frem for at deres seksualitet er et produkt af deres kønsidentitet. Og så henviser hun til nogle undersøgelser hvor antallet af MtF’er der betegner sig som autogynefile er lille samt andre, hvor MtF’er der beretter om et seksuelt begær rettet mod mænd, også fortæller om autogynefile erfaringer.

I sig selv er der en selvmodsigelse her, for hvis autogynefile erfaringer er et produkt af MtF’ernes kønsidentitet, så skulle man jo antage, at de var overordentligt udbredte hos alle MtF’er, ja hos alle transkønnede. Og omvendt, hvis de kun er sjældent forekommende blandt MtF’er, så kan kønsidentiteten hos dem, der har disse erfaringer, næppe være den eneste forklaring på at de har dem. Det forekommer også lidt mærkeligt at det forhold, at autogynefile kan berettet om stærk seksuel ophidselse inklusive voldsomme orgasmer udløst af fantasier om f.eks. at have menstruation, virkeligt kan forklares med at de har en kvindelig kønsidentitet. Det kendetegnende ved det autogynefile begær er lige præcist fænomenet ”auto”, dvs. at begæret er rettet mod en fantasi om sig selv frem for en anden. Hvor heteroseksuelle, homoseksuelle og biseksuelle bliver seksuelt ophidset ved fantasien om sex med en anden person bliver den autogynefile ophidset af fantasier om sig selv, og fantasierne indeholder ikke udelukkende seksuelle handlinger i ordets almindelige betydning, men altså også f.eks. at have en kvindes kropsfunktioner eller at udføre stereotype kvindelige handlinger, så som at f.eks. at barbere benene.

Når der imidlertid indgår seksuelle handlinger i de autogynefiles fantasier, kan disse også indbefatte seksuelle handlinger med mænd. Men i henhold til Lawrence og Blanchard afspejler disse fantasier ikke et reelt seksuelt begær rettet mod mænd, og dermed et ægte homoseksuelt begær i henhold til deres terminologi. Mændenes funktion i disse fantasier er nemlig typisk at penetrere den autogynefile og dermed give dem andel i den ”ultimative kvindelige erfaring” det skulle være at have sex med en mand. Som sådan er disse autogynefile ikke romantisk eller erotisk interesseret i mænd og deres fantasier tager derfor typisk ikke udgangspunkt i konkrete mænd. De homoseksuelle/androfile mænd der altså angiver, at de har autogynefile erfaringer, er i henhold til Lawrence og Blanchard pseodohomoseksuelle/androfile og reelt set autogynefile MtF’er.

At mange relevante MtF’er benægter autogynefile erfaringer forklarer Lawrence og Ray Blanchard med at de bevidst eller ubevidst fortrænger og benægter disse erfaringer – hvad både kan forklares med det tabu disse erfaringer er omgæret med og ikke mindst fordi det desværre både blandt transkønnede og i behandlingssystemet er en stærk tendens til antage, at autogynefile ikke er ægte transseksuelle/transkønnede. Blanchard har sammen med nogle andre forskere lavet en undersøgelse af et udvalg af transkvinder, hvor blodgennemstrømningen i deres penis blev målt samtidigt med at der blev læst historier højt, herunder nogle om erotisk crossdressing. Også gynefile transkvinder, der nægtede, at de blev seksuelt ophidset af sådant viste en tydelig erotisk respons på disse historier. Man kan selvfølgelig mene hvad man vil om sådanne undersøgelser, men undersøgelsen kunne tyde på at der faktisk kan være noget om det der med fortrængningen.

Ifølge Lisa Andersen er det forhold, at sexdrivet forsvinder efter en kønsskifteoperation et bevis på at de mange MtF’er, der er tilfredse med at have fået en sådan, ikke kan have været drevet af et seksuelt begær, men i stedet af behovet for at deres kroppe skal afspejle deres kønsidentitet. I henhold til Lawrence fortsætter det autoerotiske begær imidlertid også ofte efter de operative indgreb, det bliver bare svagere og dermed mere håndterbart, hvad er en stor lettelse for mange af de autogynefile. Til de af hendes klienter, der efter operationen klager over at de ikke længere kan få orgasme, anbefaler Lawrence, at de vender tilbage til deres autogynefile fantasier. Og hun påstår, at de typisk giver hende ret i at det var et hjælpsomt råd.

Sidst men ikke mindst må jeg korrigere Lisa Andersen, der lægger op til at Blanchards teori skulle ligge bag at Sexologisk Klinik afviser hhv. har afvist folk med autogynefile erfaringer, når de søger om hormoner og operationer. Sexologisk Klinik trækker (eller trak) på den ældre teori om transvestitisk fetichisme som er mere snæver end autogynefili. Lawrence, Blanchard og Bailey anbefaler, at autogynefile får adgang til hormoner og operationer og mener, at afvisningen af autogynefile som ”fake” transseksuelle skaber lidelse og fortvivlelse i de berørtes liv og medfører, at de nægtes den hjælp som de har brug for.

 

Læs mere