Menu
Kategorier

Skrevet af den 5 mar, 2015 under Lgbt | 0 kommentarer

Er kønnet frit?

304 danskere har i henhold til medierne ansøgt om at få lov til at skifte køn. Efter den nye lov om juridisk kønsskifte som folketinget vedtog den 11.6.2014 er det at skifte køn nemlig blevet ganske nemt. Man skal blot udfylde en formular og sende den til myndighederne – efter et halvt år skal man bekræfte, at man stadigt vil skifte køn, og så er den hjemme. Dvs. dernæst står den transkønnede godt nok med et nyt personnummer, men også med en hel masse praktiske problemer da personnummerskift i praksis kan være ret så mareridtsagtigt, men udgangspunktet er imidlertid stadigvæk super simpelt. Hvis man føler, at man tilhører det ”modsatte” køn i forhold til ens biologiske, så kan man få sit juridiske køn ændret ved noget nært et snuptag.

Der kan ikke være nogen tvivl om at loven om juridisk kønsskifte har været en stor succes for de transkønnede aktivister, ikke mindst indenfor foreningen LGBT Danmark, der har kæmpet for den maksimale løsning, altså den hvor ingen anden end den transkønnede selv kan bestemme om vedkommende skal have lov til at skifte juridisk køn. Den eneste kamel man måtte sluge var det halve års ventetid.

Det mærkelige ved loven om juridisk kønsskifte har været, at den blev indført stort set uden nogen form for offentlig debat. Mens det registrerede partnerskab og siden det kønsneutrale ægteskab blev diskuteret ganske heftigt og det i årevis, så gik det juridiske kønsskift igennem stort set uden at offentligheden bemærkede det eller forholdt sig til det. Og det er bemærkelsesværdigt fordi denne lov reelt set nydefinerer hvad køn er for en størrelse.

Det danske samfund har indtil loven om juridisk kønsskifte haft det som udgangspunkt, at køn er en anatomisk hhv. biologisk størrelse. Når et barn bliver født bedømmer sundhedspersonalet barnets kønsdele og på den baggrund registreres dets køn. For enkelte børn er dette vanskeligt da de ikke har kønsorganer der entydigt kan defineres som ”mandlige” eller ”kvindelige”, og da man i Danmark ikke opererer med andre kønskategorier, vil det køn de så registreres som derfor have karakter af en vilkårlig tildeling af køn. Men for det helt store flertal af mennesker, inklusive dem der definerer sig som transkønnede, vil de kønsorganer de er født med entydigt hører til en af de to brugte kategorier og deres kønsregistrering må derfor anses som beroende på objektive anatomiske kriterier.

Det har så, i hvert fald siden 1960’erne, været muligt for mennesker der psykisk slet ikke kan med deres biologiske køn at skifte køn. Men indtil loven om det juridiske kønsskifte var det en langvarig proces, der krævede omfattende psykologisk evaluering og at ansøgeren var villig til at lade sig kastrere og gennemgå en såkaldt kønskorrigerende kirurgi. Det var med andre ord ikke op til den enkelte at definere sit juridiske køn og der var krav om (en vis) sammenhæng mellem det juridiske køn og det anatomiske køn.

I dag har folketingets flertal lige så stille og ubemærket gjort køn til en ren subjektiv størrelse. Køn handler fra nu af hvad man føler sig som. Men hvordan føles det at være mand eller kvinde? Hvad er det for følelser som er mandlige og hvilke følelser er kvindelige? Er der i det hele taget bestemte følelses- eller tankemønstre som er entydigt mandlige eller kvindelige? Jeg har ofte spurgt transkønnede hvad det er som de føler, når de siger, at de føler sig som en mand i en kvindekrop eller omvendt. Typisk har jeg ikke fået noget svar eller blot undvigende udsagn som ”det ved man jo” eller noget i den stil. De få der har villet sige noget mere end det er endt med udsagn i retning af, at det at føle sig som en kvinde eller mand for dem handler om hvilket køn de føler sig bedst som hhv. som de har lyst til at være. Eller med andre ord, der sættes lighedstegn mellem det man har lyst til at være og det man så er. Har jeg har en brændende lyst til at være en mand og har jeg en stærk aversion mod tanken om mig selv som kvinde så må det være fordi jeg ER en mand og ikke en kvinde – og omvendt, det kropslige udgangspunkt er ganske ligegyldigt.

Men hvorfor så blive stående ved kønnet? Hvad nu hvis jeg slet ikke kan identificere mig med mit fødeår? Hvad hvis jeg føler, at det kolde tal 1969, der står på min fødselsattest og som fremgår af mit personnummer, slet ikke afspejler min sande indre alder, der ikke er 45 men i virkeligheden er 65? Skal jeg så ikke også have krav på et juridisk aldersskifte, inklusive et nyt personnummer og adgang til at modtage folkepension? For hvem andre end jeg selv har ret til at definere min aldersidentitet? Hvor er respekten for mine aldersidentitets rettigheder?

Ovenstående er et tænkt eksempel, men det afspejler for mig at se de udfordringer som en ren subjektivering af de hidtidige objektive kategorier som vi registreres i henhold til udgør. Det er jo interessant, at man kan føle sig nok så dansk men alligevel skal man vente adskillige år og gå op til en prøve samt opfylde en række andre krav for at blive dansk statsborger, hvis man ikke er født som en sådan, mens man nu kan skifte køn blot ved at indsende en ansøgning og så vente et halvt år. Hvorfor skal det ene være så svært og det andet så nemt?

De få argumenter der har været fremført for det juridiske kønsskifte, der går ud over at det skal være en rettighed selv at definere sit køn, har typisk handlet om at det juridiske kønsskifte ville gøre livet nemmere for transkønnede og forhindre, at de skal lægge sig under kniven når de måske blot vil have et nyt personnummer. Og det er da rigtigt nok, at det juridiske kønsskifte vil gøre livet nemmere for de transkønnede, der på trods af deres anatomi af deres omgivelser opfattes som de mænd hhv. kvinder som de ser sig selv som. De slipper fremover for at skulle oute sig som transkønnede når de skal identificere sig og de undgår hermed de problemer, der kan være forbundet med at have en type identitetspapirer og en anden type udseende. Her er loven et fremskridt. Og med deres nye personnummerbevis vil nogen af de mange transkønnede, som ønsker hormoner og operationer men ikke har kunnet få dem bevilliget, nok forsøge at gøre krav dem nu da samfundet jo har anerkendt deres sande køn. Om politikerne har tænkt på det ved jeg så ikke.

Hvad der derimod nærmest ikke har været nogen debat om er de kønsopdelte rum, som vi opererer med her i landet. Vi har omklædningsrum, baderum, fængsler etc. opdelt efter køn. Her må man jo spørge de politikere, der har stemt for loven om juridisk kønsskifte, om de mener, at disse kønsopdelte rum skal tage udgangspunkt i hvilket køn man føler man har eller i hvilken krop man har? Skal en transkvinde, der er i besiddelse af sine medfødte mandlige kønsorganer og et sygesikringsbevis, der siger, at hun er en kvinde, have krav på at nøgenbade sammen med biologiske kvinder i landets svømmehaller og sportshaller? Skal mænd der sidder fængslet for voldtægt af kvinder kunne skifte over til kvindeafdelingen hvis de søger om juridisk kønsskifte?

Og nej, jeg siger ikke, at transkvinder er voldtægtsforbrydere. Men jeg mener ikke, at man kan komme uden om, at den hidtidige legale opdeling af dele af det offentlige rum i mande- og kvindeafdelinger har handlet om at beskytte folk mod at skulle være nøgne/fysisk sårbare sammen med medlemmer af det modsatte anatomiske køn. Hvis politikerne så mener, at det er et forældet koncept som ikke længere skal være lovligt så har de jo ret til det, men det er en skam, at offentligheden ikke fik muligheden for at debattere det først.

Læs mere

Skrevet af den 24 dec, 2014 under Lgbt | 0 kommentarer

En køn forvirring

 

Da jeg var barn så jeg og min far engang en tenniskamp sammen. En af spillerne var Martina Navratilova, der dengang stormede fra sejr til sejr. Hun vandt nok også denne kamp om end jeg ikke husker resultatet. Hvad jeg husker var min fars kommentar til den: “Det er ikke fair at hun får lov til at spille nu når hun ikke er en rigtig kvinde!” Det gjorde ondt, ikke fordi jeg var åben lesbisk dengang, faktisk brugte jeg end ikke dette udtryk om mig selv i mine allerhemmeligste tanker. Men på en eller anden måde vidste jeg, at denne berømte lesbiske tennisstjerne havde noget med mig at gøre. Måske var det bl.a. derfor at jeg, da jeg som 21-årig i det mindste i mine egne tanker turde kalde mig selv for homoseksuel besluttede, at fra nu af ville jeg have langt hår og gå med nederdel. Den maskuline lesbiske , den “forkerte” kvinde,  skulle ikke være mig. 

Nu ville skæbnen så at kvinden i mit liv hører til i denne udskældte kategori, men længe holdt jeg selv fast i min selvforordnede feminine tøjstil, kun her i de sidste år har jeg givet mig selv lov til at gå i såkaldt herretøj, og hermed opdaget noget helt nyt i mit liv: glæden ved at købe og gå med tøj som jeg virkelig kan lide.

Det er selvfølgelig en myte, eller en fordom om man vil, at alle bøsser er feminine og at alle lesbiske er maskuline. Men det er også en fordom, at den kønsoverskridende homoseksuelle er en fordom. Homoseksualitet kan (men behøver ikke) give sig udslag i at man ikke lever op til de forventninger samfundet typisk har til hvordan man skal klæde og gebærde sig som biologisk mand eller kvinde. Da en sådan kønsoverskridende adfærd imidlertid ofte er blevet set som anstødelig har der indenfor homobevægelsen været en tendens til at udgrænse de (alt for) synlige kønsoverskridende homoseksuelle for på denne måde at kunne fremhæve den homoseksuelle som en pæn og normal borger, som samfundet burde give samme rettigheder som de heteroseksuelle. Men der er selvfølgelig dem, der stritter imod. Drags og de “mænd i dametøj” som medierne elsker at fokusere på i forbindelse med pride paraderne er måske også en intern homoprotest mod at man som homoseksuel helst skal fremstå som straight-acting and straight-looking, ikke mindst i det offentlige rum.

Men situationen for den kønsoverskridende homoseksuelle er i de senere år om muligt blevet endnu mere kompliceret efter at de transkønnede er blevet inkluderet i (den nu tidligere) homobevægelse. For i det nye “LGBT fællesskab” er der en tendens til at de transkønnede sætter sig tungt både på definitionen af relationen mellem køn og seksualitet og på definitionen af hvem der er kønsoverskrider og hvem der ikke er det.

Noget der nærmest må betegnes som en ufravigelig dogme indenfor det meste af transbevægelsen er påstanden om at køn og seksualitet INTET har med hinanden at gøre. Og det skal man som transkønnet selvfølgelig have lov til at føle og mene om sit eget køn og sin egen seksualitet – men for mig og nok også en del andre kønsoverskridende homoseksuelle hænger vores køn og vores seksualitet tæt sammen. Vores levede liv usynliggøres hvis det hævdes, at køn og seksualitet hos alle mennesker kan og skal skilles klinisk ad.

Nu er det i praksis ikke nemt at finde ud af hvem der egentlig tilregnes, skal tilregnes eller må tilregne sig selv kategorien transkønnet. Faktisk er der mit indtryk at man blandt transkønnede bruger meget energi på at debattere det spørgsmål. Men der er bred enighed om at dem, der ikke er transkønnede, er “cis-kønnede”, og er man ciskønnet så har man rent ud sagt røven fuld af cis-privilegier! Hermed usynliggør man imidlertid de kønsoverskridende homoseksuelle, der hverken kan genkende sig i en identitet som en mand fanget i en kvinde krop eller omvendt – eller i en identitet som en person, der problemløst kan eller vil tilpasse sig de forventninger som samfundet typisk har til biologisk mænd hhv. kvinder. Og mht. de såkaldte cis-privilegier, nyder min kone så f.eks. godt af dem når hun ikke kan få lov til at bruge dametoilettet uden at blive råbt an?

Vi lever i et samfund, hvor der eksisterer et selvudnævnt kønspoliti, der på forskellig vis disciplinerer dem, der ikke lever op til samfundets mange uskrevne love om hvordan man skal klæde sig og gebærde sig som mand eller kvinde. Dette politi er faktisk ofte ret ligeglad med hvilken identitet man nu har, det afgørende er at man er den grimme ælling i andegården. Dermed være ikke sagt, at alle bliver “hakket” lige meget, der er ingen tvivl om at transkønnede typisk mødes med mere diskrimination end kønsoverskridende homoseksuelle. Men erfaringen med at være kønsmæssigt anderledes deler begge grupper, alle forskelle til trods.

 

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 1 jun, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Hijra – en kompleks identitet og rolle

Der har i de senere år været en voksende interesse i Vesten
for de såkaldte hijras – en gruppe af mennesker der lever i Indien, Pakistan og
Bangladesh. En hijra er en biologisk mand der går i kvindetøj og som ideelt set
giver afkald på sex ved at lade sig kastrere og i denne forbindelse ofrer sine
kønsdele til den hinduistiske gud Bedhraj Mata. Som følge af denne religiøse
kastration antages en hijra at have visse magiske evner, især evnen til at
kunne velsigne nygifte og nyfødte med frugtbarhed. De lever på kanten af det
etablerede samfund, og de bliver mødt både med en vis respekt og en del foragt.

Hijras lever i hierarkisk opbyggede fællesskaber – og for at
kunne blive anerkendt som en autentisk hijra skal man rituelt havde tilsluttet
sig en gruppe af hijras og underordnet sig en guru.

Som den indiske antropolog og kønsforsker Gayatri Reddy skildrer
det i sin meget velskrevne bog ”With Respect to Sex – Negotiating Hijra
Identity in South India” så er hijra identiteten og rollen en meget kompleks størrelse,
da den trækker på en række indiske forestillinger om køn, seksualitet, kaste,
klasse og religion.

F.eks. er det oplagt at ville spore hijra identiteten og
rollen langt tilbage i den indiske religionshistorie. Hinduismen kender f.eks.
til en række fortællinger om guder, der skifter køn. Dertil kommer, at hijra
identiteten og rollen helt klart trækker på det indiske askeseideal hvor den,
der forsager familielivet og seksualiteten – og dermed faktisk gør oprør mod den
etablerede samfundsorden – mødes med stor respekt bl.a. fordi det antages, at
den der på denne måde befinder sig på kanten af samfundet er udstyret med
særlige magiske egenskaber.

Men samtidigt med at hijras altså har en forbindelse til
hinduismen, hvad jo også viser sig ved at de dyrker den hinduistiske gud Bedhraj
Mata, så definerer hijras sig som muslimer. Således skal man konvertere til
islam for at kunne blive hijra. Hijra kulturen er da også stærkest i de områder
af Indien hvor der er flest muslimer. Alt i alt er det derfor oplagt at se
hijra identiteten og rollen som et fænomen, der ikke bare har rødder i
hinduismen men også i islam, nærmere betegnet i den anerkendelse og respekt som
eunukker blev mødt med i den muslimske verden i tiden før den europæiske
imperialisme, der på mange måder greb ind i  f.eks. indernes moralnormer og værdi sæt.

Men ikke nok med at hijras altså nedbryder forestillingen om
at hinduisme og islam er hinandens absolutte modsætninger. Nej, de relativerer
også askeidealet. For nok fremhæver hijras typisk, at hijras er aseksuelle og
at de ernærer sig ved at forrette religiøse ritualer. Men op mod 50 % af alle
hijras ernærer sig faktisk ved at sælge sex – og mange har en mand som de lever
sammen med. Denne forening af askese og lyst, som også findes hos den
hinduistiske gud Shiva, hører med til den indiske evne til at forene forhold,
som i Vesten ses som hinandens modsætninger.

Hijras relativerer også den typiske vestlige forståelse af
køn og seksualitet. Hijras trækker på en forestilling om køn, hvor der lægges
vægt på den sociale og seksuelle rolle man indtager. I og med at de går i
kvindetøj og forretter andre feminint kønnede aktiviteter som f.eks. madlavning
– og i med at de indtager den passive rolle i forbindelse med analsex med
biologiske mænd er de i egne øjne en
slags kvinder. Men de ser sig ikke som
kvinder – for at være kvinde mener de forudsætter, at man kan føde børn. I
stedet opdeler de kønslandskabet i tre køn: mænd, kvinder og hijras. I øvrigt
ser hijras sig som tilhørende en stor familie af de såkaldte ”kotis”, dvs. mænd
der optræder feminint og lader sig penetrere seksuelt, men i og med at de lever
og klæder sig som kvinder – og lader sig kastrere – ser de sig som dem, der har
krav på mest respekt fordi de er villige til at ofre mest. Og opnåelse af
respekt spiller for hijras, som for de fleste andre indere, en meget stor
rolle.  I øvrigt synes hijras ikke at
kunne indtænke muligheden af biologiske kvinder, der klæder sig maskulint og
indtager en penetrerende rolle.

Med andre ord passer hijras ikke til den vestlige term ”homoseksuel”,
for deres udgangspunkt er ikke kønnet på dem de er seksuelt interesseret i, ud
over at de jo som sagt har et noget komplekst forhold til det seksuelle begær. Hijras
passer imidlertid heller ikke rigtigt til den vestlige term ”transkønnet”, for
i modsætning til den typiske transkvinde ser de sig ikke som kvinder, der er
blevet født i en mands krop. Selv om Gayatri Reddy ikke bryder sig om
betegnelsen ”det tredje køn” for hijras synes jeg dog, at det alt andet lige er
den bedste betegnelse for dem. Men det er vigtigt, at fremhæve, at hijra rollen
og identiteten ikke kan reduceres til at handle om køn og seksualitet, det er
også en religiøs rolle, og den synes i øvrigt at være knyttet til mennesker fra
de lavere klasser i det indiske samfund, der ikke er præget af vestlige
forestillinger om køn og seksualitet.

Gayatri Reddys bog har været en sand øjenåbner for mig. Det
har været fascinerende at se hvor kompleks hijra identiteten og rollen er – og at
få øjnene op for hvor problematisk det er at ville bedømme ikke-vestlige
kulturelle og identitetsmæssige fænomener ud fra vestlige forestillinger og
forventninger.

Læs mere