Menu
Kategorier

Skrevet af den 13 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 7 kommentarer

Positiv omtale i Bibelen?

”Man skal høre meget før ørene falder af” hedder det i HC Andersens eventyr ”Fjeren der blev til fem høns”. På samme måde kan man sige, at man skal læse meget før øjnene triller ud. Og det gælder da i særdeleshed i forhold til de svinkeærinder som den folkekirkelige højrefløj griber til i deres kamp for opretholdelsen af en kirkelig fordømmelse af homoseksuelle parforhold.

Et strålende eksempel på et sådant teologisk hokus pokus er Generalsekretær for Indre Mission Thomas Bjerg Mikkelsens udtalelser i Kristeligt Dagblad fra den 12.2.2010 hvor han argumenter imod at give trossamfundene adgang til at vie homoseksuelle på følgende måde: ”Nej, det skal ikke være muligt. For så ville præsten skulle stå og velsigne i forhold, som Bibelen ikke giver mulighed for. Når kirken ikke kan velsigne et homofilt forhold, er det, fordi Bibelen ikke taler positivt om det. Ægteskabet har derimod positiv støtte hele vejen igennem. Hvis kirken begynder at vie homofile, vil det være det samme som at gå på kompromis med sit eget budskab og grundlag, og så ville kirken komme til at fremstå utroværdig.”

Nu kan man jo grundlæggende set undre sig over hvorfor evt. kristne forbehold overfor et vielsesritual for homoseksuelle par skulle forhindre staten i at give de trossamfund, der måtte ønske det, lov til at vie homoseksuelle par. Hvorfor skal et fundamentalistisk bibelsyn hindre f.eks. buddhister eller asatroende i at vie homoseksuelle par?

Men også teologien i Thomas Bjerg Mikkelsens udsagn er bemærkelsesværdig tynd. Hvis kirkelige ritualer nemlig kun kan gennemføres, hvis de omtales positivt i Bibelen, måtte folkekirken ophøre med at døbe spædbørn, en praksis der ikke omtales positivt i Bibelen. På samme måde måtte man også afskaffe konfirmationsritualet, der (ligesom barnedåb) ikke omtales i Bibelen og derfor heller ikke har positiv støtte i denne.

Thomas Bjerg Mikkelsens bibelske positivisme ville, hvis den blev omsat i praksis, med andre ord være intet mindre end en revolution i folkekirkelige sammenhænge. Og det vel og mærke en revolution, som også Indre Mission ville betakke sig for. Som så ofte er der tale om et anti-homo argument opfundet til lejligheden og ikke om nogen gennemtænkt teologi.  

Og så kan man godt nok også undre sig over Thomas Bjerg Mikkelsens påstand om at ægteskabet får positiv støtte hele vejen igennem i Bibelen. Hvordan kan han have overset 1. Kor. Kap. 7 hvor Paulus klart fremhæver cølibatet som en bedre vej end ægteskabet? Er det det som Thomas Bjerg Mikkelsen kalder for positiv støtte til ægteskabet? Igen er det tydeligt at Thomas Bjerg Mikkelsens teologi ikke er styret af Bibelen men af nogle forudfattede meninger om hvad der står og ikke står i de bibelske skrifter.

Kirken fremstår som utroværdig når den f.eks. mht. kvindelige præster er villig til at om- og nytolke de bibelske skrifter men ikke er villig til at gøre det samme når det gælder homoseksuelle. Det viser nemlig at sagen lige præcist ikke handler om teologi men om fordomme mod homoseksuelle, forklædt som teologi.

Læs mere