Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 feb, 2014 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

FN og Vatikanet har forspildt en chanche

Der har været en del mediefokus på det forhold, at FN’s komité for børns rettigheder som noget helt nyt og uhørt i skarpe vendinger har kritiseret Vatikanet for dets håndtering af de mange sexovergrebssager, der er væltet ind over den katolske kirke i de senere år. Særlig opmærksomhed har det også vagt, at FN’s komité for børns rettigheder ikke nøjes med at kritisere Vatikanets håndtering af sexovergrebssagerne, men at man også kritiserer dele af den katolske kirkes lære f.eks. mht. abort og homoseksualitet for at bidrage til at forværre børns livssituation. Som vel nærmest ventet afviser Vatikanet kritikken og frabeder sig verdslig indblanding i den katolske kirkes indre anliggender mens katolske grupperinger verden over opfordrer til protest og modstand mod FN’s anklager.

Nu er den katolske kirkes organisationsstruktur mere kompliceret end mange tror – herunder er ansvarsfordelingen mellem Vatikanet og de lokale bispedømmer ikke altid lige nem at forstå. Men basalt set kan man sige, at det er de lokale biskopper, der har ansvaret for hvem der får lov til at blive katolske præster, hvor de skal arbejde og om de skal forflyttes etc. Og der kan slet ikke være nogen tvivl om, at problemerne med sexovergreb foretaget af katolske præster i høj grad har hængt sammen med at biskopperne alt for ofte har svigtet deres tilsynspligt i forhold til præsterne. Men Vatikanet kan ikke vaske sine hænder i uskyld når biskopperne fejler. For det er Vatikanet og kun Vatikanet der permanent kan fratage en katolsk præst retten til at virke som præst – og her har man alt for ofte været alt for langsommelig også der hvor den lokale biskop har presset på for en løsning. Og så er det jo i øvrigt Paven der vælger de lokale biskopper – og det gør han som udgangspunkt ud fra de anbefalingerne som de relevante medarbejdere i Vatikanet giver ham. Hvis biskopperne ikke har gjort deres arbejde godt nok er det altså ikke nok at bebrejde dem deres fejl – man må lægge noget af ansvaret over på dem, der har besluttet, at disse mænd skulle være biskopper.

FN’s komité for børns rettigheder har også grundlæggende set ret i at f.eks. den katolske kirkes meget negative beskrivelse af homoseksuelle parforhold alt andet lige har en negativ indflydelse på børn og unge, der er homoseksuelle eller som har homoseksuelle forældre. Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på om komitéens kritik af den katolske kirkes lære ikke også er en tak for sidst for alle de gange hvor Vatikanet i FN regi har kæmpet mod fri abort og homoseksuelles rettigheder. Og det er jo nok spørgsmålet om et sådant tak for sidst, hvor forståeligt det nu end rent menneskeligt er, er en særlig klog strategi. For man skal ikke kende særligt meget til den katolske kirkes typiske reaktionsmønstre for at kunne regne ud, at denne kritik vil blive udlagt som et angreb på religionsfriheden og som et bevis på at FN’s kritik blot er et ideologisk indspark i en værdikamp, og derfor kan og skal siddes overhørig. På denne måde har FN forspildt chancen for at gøre opmærksom på, at der fortsat er alvorlige mangler mht. sikringen af børn mod sexovergreb i katolsk regi. F.eks. pålægger den italienske bispekonferences først for nyligt indførte guidelines for håndtering af sexovergrebssager ikke den enkelte biskop at kontakte politiet, hvis han står i den situation, at han bliver bekendt med troværdige anklager mod en præst. Som bispekonferencens sekretær biskop Galantino, der i øvrigt er udnævnt af Pave Frans, udtalte, så er en biskop ikke en offentlig embedsmand eller minister – man skal ikke forvente af ham at han angiver sine egne præster. Med andre ord, det er stadigt op ad bakke at få alle biskopper til at forstå alvoren når det kommer til sexovergreb begået af katolske præster.

Men også Vatikanet har forspildt en chance for at vise, at den meget omtalte Pave Frans effekt er slået igennem. Pave Frans gør jo meget ud af at den katolske kirke skal fremstå som ydmyg. En ydmyg reaktion på FN’s komité for børns rettigheders anklager havde været, at Vatikanet havde indrømmet, at der er blevet begået alvorlige fejl og at man beklager det dybt. En ydmyg reaktion havde været, hvis Vatikanet havde tilbudt at samarbejde med FN’s komité for børns rettigheder for at forebygge fremtidige sexovergreb. Og Vatikanet havde fremstået som ydmyg hvis man i stedet for at reagere med vrede og krænkelse over at den katolske kirkes lære blev kritiseret i venlige og rolige vendinger havde forklaret, at man ikke opfatter kirkens lære om abort og homoseksualitet som skadelig for børn og unge. Vatikanets nærmest klassiske automatreaktion på FN’s komité for børns rettigheders kritik kunne tyde på, at Pave Frans enten ikke kan eller ikke vil ændre på Vatikanets hang til at se sig selv som hævet over kritik samtidigt med at man elsker at være ude med riven efter den sekulære verden.

Læs mere

Skrevet af den 2 aug, 2013 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Pave Frans og de homoseksuelle

Der har været en del medie røre om de udtalelser om homoseksuelle som Pave Frans kom med i forbindelse med et interview han gav på vejen hjem fra hans besøg i Brasilien. Nogen har tolket det som om at Paven sagde god for homoseksuelle forhold, andre skriver, at han pointerede, at sådanne er forkerte. Men hvad var det egentligt som han sagde? Ja, det kan man bl.a. læse her.

Sammenhængen for Pavens udtalelser er den, at der noget nær er udbrudt en moralsk panik i den katolske kirke efter, at der har været beskyldninger fremme i medierne om at der skulle befinde sig en magtfuld homolobby i Vatikanet. Adspurgt til denne lobby svarede Pave Frans, at han ikke har mødt nogen i Vatikanet, som har identitetspapirer hvor der står “homoseksuel” på. Dernæst påpeger Paven, at der er en forskel på at have en homoseksuel orientering og være med til at danne en lobby. Lobbyer er ikke en god ting, fremhæver han, “men hvis en homoseksuel ivrigt søger Gud, med hvilken ret kan jeg så dømme dem? Den katolske kirke lærer, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, man skal sørge for at de føler sig velkomne. Problemet er ikke, at nogen er homoseksuelle, lobbydannelse er problemet”. Ifølge en anden gengivelse af interviewet henviste Pave Frans til den katolske kirkes Verdenskatekismus, da han fremhævede, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og ifølge denne gengivelse af interviewet omtalte han homoseksuelle som “vores brødre”.

Det er helt klart, at Pave Frans ikke har sagt, at det er ok at leve i et homoseksuelt forhold. Det han tydeligvis vil advare mod er al det hysteri, der har været i forbindelserne med rygterne om en homomafia i Vatikanet. Men der er alligevel ingen tvivl om, at Pavens udtalelser er et nybrud i forhold til den katolske kirkes omgang med homoseksuelle. Det er nemlig ganske klart, at han ikke ser det som et problem, at en katolsk præst er homoseksuel, det er hvis han gør noget forkert (som at indgå i en lobby i Vatikanet), at der efter Pavens mening er et problem. Denne tolkning underbygges af det Paven sagde tidligere i interviewet, hvor han blev adspurgt til konkrete anklager om praktiseret homoseksualitet, der for nyligt er blevet rettet mod en ærkebiskop, som Paven har tiltænkt en vigtig rolle i forbindelse med reformen af den skandaleombruste Vatikan bank. Pave Frans afviser disse beskyldninger, men han fremhævede så også, at man skal skelne mellem kriminelle handlinger, som en person har begået, og så synder. Mht. sidste så understregede han, at hvis lægfolk, præster og ordensfolk begår synder, men så angrer, omvender sig og skrifter, så glemmer og tilgiver Gud deres synder. Og det skal vi også gøre, for ellers risikerer vi at Gud ikke vil tilgive os vores synder. Hermed lægger Paven op til at man godt kan blive katolsk præst selvom man er homoseksuel og oven i købet har haft et homoseksuelt forhold, hvis man altså ellers har angret og skriftet det man har gjort. Og det er for mig at se et klart brud med den officielle skrivelse fra 2005, hvor Vatikanet understreger, at homoseksuelle mænd ikke må vies til katolsk præst, også selvom de har til hensigt at leve i cølibat. Denne skrivelse var i øvrigt mest af alt en indskærpelse af en Pavelig rundskrivelse fra 1961.

Det er i øvrigt for mig at se også et vigtigt nybrud, at Pave Frans klart skelner mellem kriminelle forhold og synder, for noget af det som er gået rigtigt galt med den katolske kirkes håndtering af de mange sager om præsters seksuelle overgreb på børn har været, at man enten har været for ivrig for at tilgive forbrydere eller for at sætte lighedstegn mellem pædofili og homoseksualitet.

Et andet nybrud er helt klart Pavens sprogbrug. Mig bekendt har ingen pave før Pave Frans sagt, at homoseksuelle ikke må diskrimineres, og at man skal sørge for at de føler sig velkomne (om end han ikke uddyber nærmere hvad han mener med det). Ej heller har nogen anden pave omtalt homoseksuelle som “vores brødre”. Dette nybrud understreges også af det Pave Frans sagde tidligere i interviewet, da han blev spurgt til hvorfor han ikke kom ind på abort og homoseksuelle ægteskaber i sine taler og prædikener i forbindelse med hans besøg i Brasilien. Her fremhævede han, at den katolske kirkes lære mht. disse spørgsmål er klar nok og at det var nødvendigt for ham at lyde positiv. Paven er altså ikke ude på at ændre den katolske kirkes lære mht. homoseksuelle ægteskaber (og abort), men han har tydeligvis forstået, at denne lære kan skubbe unge mennesker væk fra den katolske kirke, og det derfor kan være en god ide at lægge fokus et andet sted.

Læs mere