Sekularisering, senmoderne religiøsitet og ateismen

En udbredt sekulariseringsforståelse er den, at sekulariseringen er et produkt af den naturvidenskabelige tankegang. I kraft af at vi bliver stadigt klogere på hvordan verden hænger sammen får vi mindre brug for religion, og en gang i en ikke så fjern fremtid vil religionerne derfor simpelthen være forsvundet fordi naturvidenskaben har overtaget deres rolle.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at naturvidenskaben har sin andel i at kristendommen i Europa har mistet politisk indflydelse. At traditionel kristendom har mistet kontrollen med de europæiske befolkninger skyldes dog næppe kun naturvidenskaben, men mindst lige så meget, hvis ikke mere, de omfattende samfundsforandringer som moderniseringen af landbruget, landsbyfællesskabets nedlæggelse, industrialiseringen og urbaniseringen medførte. Den traditionelle kristendom var knyttet til landsbyfællesskabet samt de nære fællesskaber som kendetegnede købstæderne før industrialiseringen. I det senmoderne samfund, hvor sådanne fællesskaber er en saga blot og hvor samfundet i stedet er præget af fragmentering og individualisering, er det klart, at den traditionelle religiøsitet har dårlige vilkår.

Udviklingen i de religiøse landskaber i de sidste årtier har imidlertid vist, at hypotesen om at religiøsiteten vil forsvinde jo mere moderne samfundet bliver, ikke holder. Selvom kirkernes politiske og sociale indflydelse er aftagende kan det ikke påvises, at folk bliver mindre religiøse, snarere tvært imod. Derfor er der indenfor religionsvidenskaben i den senere tid kommet en del røster frem, der påpeger, at sekulariseringen ikke medfører religiøsitetens forsvinden, men at sekularisering i stedet handler om, at religiøsitet går fra at være en selvfølgelighed til at være et individuelt valg.

Den traditionelle religiøsitet, herunder den traditionelle kirkelighed, er altså ganske vist under pres, men det er ikke fordi folk bliver ateister men fordi folk selv vil vælge, bestemme og definere deres religiøsitet. Folk tror i dag sjældent, fordi de skal. De tror, fordi det giver mening for dem. De er i voksende grad ikke på udkig efter autoritet (hvad jeg skal tro og gøre?) men efter autentisitet (hvad oplever jeg som meningsfyldt, hvad appellerer til mine behov?).

Denne udvikling er ikke blot synlig indenfor liberal kristendom og den såkaldte åndelighed. Nej, den kan man sågar finde hos mange unge kristne som anser sig som Bibeltro. Selvom man nemlig påberåber sig Bibelen som autoritet er man her i stadigt voksende grad søgende i forhold til det kirkelige landskab. Man shopper mellem de forskellige bevægelser på folkekirkens højrefløj, ja også frikirkelighed og katolicisme kan man opsøge og lade sig inspirere af. Men er på jagt efter det, som man oplever som autentisk kristendom, og spørgsmål som f.eks. synet på dåb, nadver og det kirkelige embede, spørgsmål som tidligere blev tillagt afgørende betydning, er ikke længere vigtige. En lignende udvikling kan man også iagttage blandt unge muslimer i Danmark.

Denne udvikling i det religiøse landskab er naturligvis en udfordring for de traditionelle trossamfund, især for dem, hvor der er fokus på autoritet og krav om lydighed imod det, som de religiøse ledere kræver, at man skal tro på. Der er til gengæld gode muligheder hvis man tør åbne sig for kravet om at troen skal give individuel mening og skal kunne opleves som autentisk af den enkelte.

Denne udvikling i det religiøse landskab er imidlertid også en udfordring for ateismen. For mig at se er det klassiske ateistiske argument jo at religion bygger på påstande, der ikke kan bevises, ja som sågar videnskabeligt set er meningsløse. Et sådant argument har sine styrker når det rettes mod en religiøsitet der tager udgangspunkt i at dens påstande er noget, som alle skal tro på og som samfundet skal indrette sig efter. Men påstanden om at religion er irrationel og uforenelig med logik og videnskabelig bevisførelse bider ikke på en religiøsitet, der tager udgangspunkt i hvad den enkelte oplever som meningsfyldt, meningsgivende og autentisk.  Ateismen tager altså udgangspunkt i en religionsforståelse, der er under afvikling, samtidigt med, at den mangler svar på, eller måske også interesse i den religiøsitet, der er på fremmarch.

Læs mere