Menu
Kategorier

Skrevet af den 26 dec, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Cybernauterne og “transbørnene”

 

Efter en længere tids pause har Cybernauterne udgivet endnu en podcastepisode samt en såkaldt bonuspodcastepisode i deres serie om de såkaldte ”Kønskrigere” – og sædvanen tro er der tale om tilsvining af os, der ikke deler Cybernauternes syn på ”transsagen”. Denne her gang udmærker de sig dog ved at kombinere deres strategiske fortielser og direkte fejlinformationer med en række selvmodsigende udsagn.

”Tænk dog på børnene!” som den aktuelle hovedepisode hedder, prøver at affeje den voksende bekymring over det stærkt stigende antal børn og unge, primært piger, der identificerer sig som transkønnede og kræver behandling med stop- og/eller krydshormoner, med at der er tale om en såkaldt ”socialpanik”. Hvor stor denne stigning har været i de sidste år får vi, selvfølgelig fristes jeg til at sige, ikke at vide[1] – men vi beroliges med at den helt og særdeles kan forklares med at transidentiteten er blevet mere kendt og accepteret i dag. Den ellers i andre sammenhæng anerkendte teori om ”social smitte” f.eks. i forbindelse med unges brug af selvskade, fejes af bordet som uvidenskabelig. Man insisterer på at behandlingen med stop- og krydshormoner er ufarlig og at den har dokumenteret positiv effekt på de behandlede børns psyke og, selvsagt fristes man til at sige, man insisterer på at stort set ingen fortryder behandlingen og at detranssion er så sjældent at den nærmest ikke kan siges at eksistere etc. etc.  Klassisk radikal transaktivistisk talking points med andre ord, og selvfølgelig skal man da lige krydre med henvisninger til modstanden mod homoseksuelles rettigheder i 1970’erne og 1980’erne, sådan at lytteren får det indtryk at dette bare er en ny version af konservative kræfters bekæmpelse af ”LGBT+ personer”.

Al information der kunne pege i andre retninger, bliver forbigået eller direkte fordrejet. Således hævder Maia Kahlke Lorentzen at et enkelt svensk hospital har indstillet behandlingen med stop- og krydshormoner pga. nogle aktivister. Hun siger ikke noget om at det svenske sundhedsvæsen har indstillet behandlingen andet end i forbindelse med kontrollere forsøg – fordi man efter en grundig gennemgang af den eksisterende forskning var nået frem til at der mangler dokumentation for dens positive såvel som negative effekter. En position som også de finske og de britiske sundhedsmyndigheder er nået frem til. At ikke mindre end 13 videnskabelige studier[2] viser, at det store flertal af dem, der som børn identificerede sig som det modsatte køn ikke gør det som voksne, forbigås sædvanen tro. Og hvordan kan man i den grad ignorere det tydeligvis voksende antal af unge voksne, der på sociale medier fortæller om at de er detransitionerede hhv. fortryder deres transition? Hævder Cybernauterne ikke at de er eksperter i at holde øje med hvad der sker på nettet?

Cybernauternes opremsning af radikale transaktivistiske talkings points som os, der deltager i debatten, kender til hudløshed, er ret kedelig og forudsigelig. Der er dog også nogle interessante ”brud” i denne 65 minutter lange apologi for ”transning” af børn og unge. F.eks. er det jo interessant at høre hvordan Helge Sune Nymand, der er formand i Foreningen for ”Støtte til Transkønnede børn”, fejer alle beretninger fra folk, der som Nynne Bjerre Christensen fortæller om hvordan de som børn ville være det modsatte køn, af bordet. Der er, efter hans mening, tale om ciskønnede der ingen forståelse har af hvad det vil sige at være transkønnet; ingen forældre ville have set dem som transkønnede; og deres bekymring for at de havde kunnet have taget identiteten som transkønnet til sig afvises som hypotetiske spekulationer som vi ikke kan bruge til noget. Helge Sune Nymand tager tydeligvis udgangspunkt i det transaktivistiske dogme om at ”trans is trans and cis is cis and never the twain shall meet”. Men hvordan kan man hævde, at trans og cis er så diametralt modsatte nu når selve transidentiteten er så uklart defineret og anyway ”er noget som du definerer inde i dig selv”[3]? Hvordan kan Helge Sune Nymand hævde, at ingen forældre ville acceptere et barn som Nynne som transkønnet, nu når han samtidigt hermed fremhæver hvor vigtigt det er at forældre anerkender og støtter deres barns transidentitet? Hvis han virkeligt mener, at der er børn og unge der bør ”frasorteres” hhv. som skal have at vide at de ikke er transkønnede, hvorfor kritiserer han så det danske sundhedsvæsen for at være for strikse når det gælder om at give børn og unge adgang til behandling med stop- og krydshormoner? Det er vel i alles interesse at ingen ”Nynner” bliver sat på stop- og krydshormoner? NB. Det er faktisk interessant at ”Tænk dog på børnene!” bekræfter de rygter der har været i omløb her på det sidste om at det danske behandlingssystem er blevet mere tilbageholdende med at give adgang til den medicinske behandling! Sidst men ikke mindst så er det da interessant, at Helge Sune Nymand mener, at på egne erfaringer byggende bekymringer som Nynnes kan forkastes med henvisning til at der er tale om hypotetiske spekulationer. For jeg har i hvert fald set en del transaktiviser argumentere for at ”transbørnene” skal i den medicinske behandling fordi de er overbeviste om at de havde fået et bedre liv hvis de havde fået en sådan behandling som børn og unge. Rolf Mertz som er hentet ind i studiet som ”ekspert” uden at det rigtigt fremgår hvorfor han skulle være det, bruger da også denne logik. Nogens spekulationer er øjensynligt mere valide end andres.

Over i det mere morsomme hjørne er at lægen og seksualunderviseren Frederikke Kjerulff Madsen er blevet hentet i studiet som ekspert i den medicinske behandling af de ”transkønnede” børn og unge – et emne hun tydeligvis ikke har sat sig særligt godt ind i da hun er vævende mht. hvornår man kan få adgang til behandling med krydshormoner i det danske system. Hun foreslår 16 år – hvad Maia Kahlke Lorentzen efterfølgende må korrigere til 15 – men faktisk har Region Sjælland i et politikersvar skrevet, at man også i sjældne tilfælde kan være yngre end 15[4]. Man føler lidt at Maia Kahlke Lorentzen (igen) ikke har haft det store udvalg af ”eksperter” til sin podcast.

I den mere groteske ende er ”bonusepisoden” med transaktivisten Caelan Conrad der skulle have gået undercover i grupper for forældre der er modstander af at deres barn identificerer sig som transkønnet. Disse grupper fungerer som en kult, hævder ”de”, da disse forældre f.eks. råder til at isolere barnet/den unge fra folk der støtter op om dets identitet som transkønnet. Jeg er med på at det kan diskuteres om det er en god ide at isolere et barn/et ungt menneske fra familiemedlemmer pga. disses syn på barnets/den unges identitet – men det er altså lidt grotekst at hverken Caelan Conrad eller Maia Kahlke Lorentzen med så meget som et ord nævner, at det er et udbredt transaktivistisk råd til ”transkønnede” børn og unge at de skal bryde kontakten til deres forældre hvis disse ikke bakker op om deres identitet som transkønnede. Er dette så ikke også kultisk adfærd? Og hvis det generelt er kultisk at prøve at isolere sig fra personer med holdninger der går imod ens egen overbevisning hvorfor har Caelan Conrad så blokeret undertegnede på Twitter selvom vi mig bekendt aldrig har haft kontakt på sociale medier eller andet steds for den sags skyld?

Generelt er det i hvert fald meget sigende, at Maia Kahlke Lorentzen insisterer på at forældre, der engager sig positivt i deres børns identitet som transkønnede, gør det med de allerbedste hensigter, for hvilken forældre vil skade sit barn? Men Caelan Conrad insisterer på, at de forældre ”de” har observeret i de lukkede grupper som Caelan Conrad har infiltreret udsætter deres børn for ”omvendelsesterapi” og ”tortur” af angst for at blive udelukket fra fællesskabet i disse lukkede forældregrupper på sociale medier – eller de gør det for at tjene penge på merchandise. At de forældre, der ikke bakker op om deres barns transidentitet, kunne gøre det fordi de oprigtigt ønsker det bedste for deres børn er ligesom helt udenfor skiven i Maia Kahlke Lorentzens og Caelan Conrads univers.

 

[1] Man kan se tallene f.eks. i denne artikel: https://tileftertanke.dk/intet-barn-er-foedt-med-en-forkert-krop/

[2] https://www.psypost.org/2017/12/many-transgender-kids-grow-stay-trans-50499 & https://www.frontiersin.org/articles/10.3389/fpsyt.2021.632784/full

[3] Sådan formuleret af den normkritiske psykolog Sølve Storm i dokumentaren ”Sex med P3” afsnit 10

[4] https://www.regionh.dk/politik/spoergsmaal-fra-regionsraadet-til-administrationen/Documents/2020/Svar-paa-spml-016-20-vedr-behandling-af-transkoennede-boern-paa-sexologisk-klinik-stillet-af-Karoline-Vind.pdf

Læs mere

Skrevet af den 14 nov, 2021 under Lgbt | 0 kommentarer

Indrøm dog at “trans-kassen” er for snæver for børn

 

Rolf Merz (RM) er i en kronik i Politiken fra den 13.11.2021 ude med riven efter undertegnede fordi jeg i samme avis den 1.10.2021 havde fået bragt en kronik med titlen ”Stop nu snakken om transkønnede børn: Intet barn er født med en forkert krop”.

Som så mange radikale transaktivister griber RB desværre til retoriske kneb og hvad der ligner direkte uhæderlighed i sin kritik af min kronik. Jeg står i hvert fald uforstående overfor hvordan RM kan få min henvisning til ikke mindre end 13 videnskabelige studier der viser, at det store flertal af dem, der som børn identificerer sig som det modsatte køn ikke gør det når de bliver voksne, hvis man ellers ikke har grebet til medicinsk behandling, til udelukkende at handle om ét påstået tvivlsomt studie. Og hvordan kan man med hæderligheden i behold afvise en henvisning til at der er dokumentation for at disse børn som voksne ikke vil se sig som transkønnede, hvis man altså ikke begynder at medicinere dem, med at der i dansk sammenhæng indtil videre kun er ganske få, der har fortrudt den medicinske behandling?

Men RM’s argumentationskneb handler nok om, at det for mange radikale transaktivister er af afgørende betydning at udbrede fortællingen om at transkønnethed er noget man allerede kan konstatere hos små børn og at denne identitet herfra vil forblive konstant resten af livet. At det hos børn og unge der i adfærd og selvforståelse er stærkt kønsrolleafvigende, ikke er muligt at afgøre hvem der som voksne vil se sig selv som transkønnede og hvem der i stedet vil se sig som f.eks. ”maskuline” lesbiske eller ”feminine” bøsser er en erkendelse som samfundet øjensynligt for alt i verden ikke må få adgang til. Man skal lytte til transkønnede, der fortæller, at de allerede som børn var kønsrolleafvigende. Man skal tydeligvis ikke lytte til os, der som børn var stærkt kønsrolleafvigende, men der som voksne ikke ser os selv som transkønnede.

At man ikke skal lytte til os, hænger sammen med en forestilling om at det at være transkønnet er noget som knivskarpt kan afgrænses fra andre måder at have et køn på. Den transaktivisme vi ser i dag er uløseligt knyttet til en form for identitetspolitisk essentialisme, hvor den identitet man har nu, nødvendigvis må være den man altid har haft og altid vil have. Identitet er i denne logik nemlig udtryk for uforanderlige personlighedstræk og ikke i stedet et forsøg på at fortolke og italesætte ens selvforståelse der selvsagt kan ændre sig over tid. Sådan har det ikke altid været. Man skal sådan set bare gå en 10-15 år tilbage i tiden for at se hvordan f.eks. Enhedslistens Queerudvalg var voldsom kritisk overfor det daværende LBL’s påståede identitetspolitik. Men det var selvsagt også dengang man i disse kredse troede på Judith Butlers teori om at køn er performativt, altså at køn ikke er en medfødt uforanderlig personlighedsessens men i stedet en rolle som vi spiller. Selv har jeg hørt et foredrag af den svenske queer-feministiske forsker Tiina Rosenberg hvor hun fortalte om hvordan man kunne lave en kønsperformance skala hvor man i den ene ende havde hyperfeminine heteroseksuelle kvinder og i den anden ende havde transmænd. Det var for ca. 15 år siden. Havde hun holdt det foredrag i dag ville hun nok være blevet mødt med rasende anklager om transfobi.

Personligt ser jeg køn som noget der på det biologiske og kropslige plan er medfødt, men som hvad kønsrollerne angår er socialt konstrueret. Samfundet prøver at få os til at performe køn på bestemte måder alt efter hvilken type krop vi er født med. Hvordan vi har det med de kønsrolleforventninger som vi mødes med og hvordan vi lever i henhold til dem, kan godt placeres på en skala hvor man så kan befinde sig forskellige steder i forhold til hvor meget eller hvor lidt man kan og vil performe køn sådan som det forventes af os. I stedet for at operere ud fra en binær kønsforståelse hvor alle mennesker enten er transkønnede eller ciskønnede, burde vi have øjnene åbne for at der er betydelige gråzoner og uklare grænser mellem f.eks. transmænd og kønsrolleafvigende lesbiske. At tro, at man med sikker hånd kan afgøre hvor børn og unge befinder sig i forhold til f.eks. disse to identitetskasser er udtryk for en (selvvalgt) blindhed for at børn og unge lige præcist er i gang med at finde sig selv. At tro, at man kan være sikker på at de selvfølgelig er transkønnede og derfor behandle dem med hormoner og operationer, altså lave ireversible indgreb i deres kroppe, er det glade vanvid. Et barn eller en teenager kan ikke tage stilling til om vedkommende vil give afkald på at kunne få børn og på at kunne få orgasme (begge dele er mulige konsekvenser af en sådan behandling) for i stedet bedre at kunne passere som en person af det modsatte køn. Og nej, ingen forældre kan ej heller tage så alvor en beslutning på sit barns vegne. Det er en voksenbeslutning som man først kan tage når man selv er voksen.

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Støtter den lesbiske seksualitet patriarkatet?

 

I disse Corona-tider har der været ret stille på kønskampsfronten, ikke mindst på den front hvor radikale transaktivister fører krig mod de lesbiske, der insisterer på at deres seksuelle orientering ikke inkluderer ”kvinder der er født med en penis” aka transkvinder. Men ud af det blå dukker der så en kronik op i Politiken fra den 13.5.2020, forfattet af den transkønnede queer-aktivist Rolf Mertz. I denne kronik håner han de lesbiske, der fortæller om at de udsættes for et moralsk pres, der skal få dem til at ændre på deres seksualitet, så den inkluderer personer født med en penis hvis og når disse kalder sig selv for kvinder. Rolf Mertz mener ikke, at der findes nogen beviser på at dette finder sted og lesbiske må da også gerne afvise uønskede seksuelle tilnærmelser, men kunne de ikke bare lade være med at definere hvad de ikke kan lide ved de personer, som de afviser? Rolf Mertz gør også grin med de heteroseksuelle kvinder, der støtter lesbiske i deres ret til at sige nej til penis, for en penis er jo bare et stykke kød. Alt i alt ser det ud til, at Rolf Mertz mener, at man som lesbisk styrker og støtter patriarkatet hvis man definerer sin seksualitet som en penisekskluderende kærlighed og begær til personer, der ligesom en selv er biologiske kvinder.  Ret interessant tese, at kvinder der ikke vil have sex med personer født med en penis, hermed skulle bidrage til patriarkatet, da dette jo lige præcis består i de med penisfødtes systematiske undertrykkelse og seksuelle udbytning af os, der er født med en vagina.

Faktisk ville jeg jo nok mene, at det er en typisk patriarkalsk logik at møde kvinder, der fortæller om hvordan de får deres seksuelle grænser overskredet, med et krav om håndfaste beviser. Jeg har mødt mænd, der hævder, at det er en myte, at mænd systematisk udsætter kvinder for sexovergreb da de i hvert fald ikke har set sådan nogle finde sted. Jeg er rent personligt adskillige gange blevet mødt med rasende anklager om transfobi når jeg har vovet af definere min lesbiske seksualitet som en seksuel orientering der udelukker alle født med en penis uanset identitet. Det er den sørgelig realitet for lesbiske i år 2020, at vi igen skal hånes og nedgøres for at vores seksualitet ikke følger normen, nu bare så den nye queere norm om at seksuel orientering udelukkede er og må være rettet mod en persons kønsidentitet og intet må have at gøre med personens medfødte krop. At Rolf Mertz allernådigst giver os lesbiske lov til at afvise sex med personer vi ikke lige har lyst til, hvis vi ellers bare lærer at holde kæft med det, passer godt ind i denne nye queere logik. Den lesbiske seksualitet i dens klassiske version er igen blevet til ”The love that dare not speak its name”.

Personligt er jeg rørt over de mange heteroseksuelle kvinder, der i denne her konflikt viser praktisk solidaritet med os lesbiske, hvis seksuelle orientering står under beskydning. Det er ægte feministisk søstersolidaritet at sige fra, når andre kvinders seksuelle grænser bliver forsøgt nedbrudt og når kvinder igen fratages retten til at definere vores egen seksualitet også når den systematisk udelukker personer født med en penis. En hovedhjørnesten i patriarkatet er at kvinder fratages retten til at definere og tale om deres eget seksuelle begær og i stedet tvinges til at servicere de med penisfødte uden hensyntagen til egne behov og grænser. Så det er faktisk Rolf Mertz og ligesindede der er stik-i-rend-drenge for patriarkatet.

Læs mere