Menu
Kategorier

Skrevet af den 12 jun, 2020 under Feminisme, Lgbt | 1 kommentar

Er Rowling vor tids heks?

 

Er JK Rowling vor tids heks? Ja, man skulle nærmest tro det sådan som hun lægges for had på Twitter, Facebook og hvad der nu ellers findes af sociale medier, men såmænd også i den danske presse. Hendes utilgivelige forbrydelse er øjensynligt, at hun på Twitter har vovet at udtrykke den holdning, at det at være en kvinde er knyttet til at være født med en kvindes krop og at fænomener såsom menstruation er noget som kun kvinder kan have. Rowling har også støttet en kvinde, der blev fyret for at have lignende holdninger, og hun har gjort opmærksom på at nogle lesbiske lider under det pres de udsættes for fordi de ikke vil date personer der født med en penis også når disse ser sig selv som kvinder. Sådanne holdninger kan tydeligvis ikke tolereres i det senmoderne samfund, hvor det er et moralsk must at chante mantraet om at ”transkvinder er kvinder” om og om igen indtil man når en woke trancetilstand.

Med andre ord, heksen skal brændes, og det kan ikke gå hurtigt nok. Selv TV2 føler sig ikke hævet over at skrive en artikel, der tydeligvis skal bilde læseren ind at alle er vrede på Rowling pga. hendes ”transfobi”. At tusindvis af kvinder bakker op om Rowling, fordi hun udtrykker hvad vi føler og tænker skulle læserne helt ikke vide, for vi skal jo alle manipuleres til at tro, at man er et ondt menneske hvis man ikke anerkender, at kvinder kan have en penis og mænd kan få menstruation.

Det groteske ved den her offentlige hekse-afbrænding af en af vor tids mest populære kvindelige forfattere er, at påstanden om at Rowling skulle være en transfob af værste slags er så åbenlys grundløs. Hun har aldrig udtrykt sig hadefuldt om transkønnede, men har tvært imod gang på gang udtrykt sin støtte til at de skal kunne leve i fred og søge lykken på den måde der passer dem bedst. Rowlings forbrydelse er, at hun er en kvinde der oplever det at være en kvinde som uløseligt forbundet med at være født med en kvindes krop, sådan som hun beskriver det i et essay hvor hun prøver at forklare hvorfor hun forstår køn som hun gør det. Og sådan er det jo rigtigt mange kvinder, der har det!

Vi er ganske mange kvinder for hvem det at være kvinde handler om at være født med en piges krop, der udviklede sig til en kvindes krop. For os handler køn ikke om en udefinerbar identitet men om et livs erfaring med at have en kvindes krop og blive udsat for den behandling man får når man har en sådan krop og lever i et sexistisk og patriarkalsk samfund som vores. Det er mareridtsagtigt at opleve, at vi kvinder ikke længere må definere vores køn ud fra vores egen levede erfaring og tale om det med de ord og udtryk, som giver mening for os, uden at blive beskyldt for at være hadfyldte mennesker af værste slags.

Diverse mandlige kendisser er myldret frem på jord for at skrige ”brænd heksen!” i overført betydning. De tier selvfølgelig når Rowling og ligesindede modtager trusler og nedgøres med et sexistisk sprogbrug af værste slags. For hvor vover kvinder at tro på at de har ret til at forstå og beskrive deres køn ud fra egne erfaringer og behov? Hvor ville vi ende henne hvis ikke mænd hurtigt og effektivt for sat en stopper for kvinders allermest basale ytringsfrihed?

Men man kan håbe på, at hekseprocessen mod Rowling vil give bagslag for den radikale transaktivisme, hvis kendetegn er og forbliver forsøget på med al magt og alle forhåndenværende metoder at lukke munden på enhver, der vover at tænke og tro noget andet om køn end deres doktriner dikterer. Heldigvis ser det ud til at der er flere og flere der kan gennemskue mediernes og kendissernes manipulationer og i stedet tager udgangspunkt i hvad de selv ved og oplever omkring deres eget køn. Transkønnede skal selvsagt beskyttes mod vold og chikane og kunne leve deres kønsidentitet i fred. Men ingen har krav på at nogen skal tvinges til at overtage et syn på og en forståelse af deres eget køn som er fuldkommen løsrevet fra deres egen levede erfaring.

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 3 kommentarer

Støtter den lesbiske seksualitet patriarkatet?

 

I disse Corona-tider har der været ret stille på kønskampsfronten, ikke mindst på den front hvor radikale transaktivister fører krig mod de lesbiske, der insisterer på at deres seksuelle orientering ikke inkluderer ”kvinder der er født med en penis” aka transkvinder. Men ud af det blå dukker der så en kronik op i Politiken fra den 13.5.2020, forfattet af den transkønnede queer-aktivist Rolf Mertz. I denne kronik håner han de lesbiske, der fortæller om at de udsættes for et moralsk pres, der skal få dem til at ændre på deres seksualitet, så den inkluderer personer født med en penis hvis og når disse kalder sig selv for kvinder. Rolf Mertz mener ikke, at der findes nogen beviser på at dette finder sted og lesbiske må da også gerne afvise uønskede seksuelle tilnærmelser, men kunne de ikke bare lade være med at definere hvad de ikke kan lide ved de personer, som de afviser? Rolf Mertz gør også grin med de heteroseksuelle kvinder, der støtter lesbiske i deres ret til at sige nej til penis, for en penis er jo bare et stykke kød. Alt i alt ser det ud til, at Rolf Mertz mener, at man som lesbisk styrker og støtter patriarkatet hvis man definerer sin seksualitet som en penisekskluderende kærlighed og begær til personer, der ligesom en selv er biologiske kvinder.  Ret interessant tese, at kvinder der ikke vil have sex med personer født med en penis, hermed skulle bidrage til patriarkatet, da dette jo lige præcis består i de med penisfødtes systematiske undertrykkelse og seksuelle udbytning af os, der er født med en vagina.

Faktisk ville jeg jo nok mene, at det er en typisk patriarkalsk logik at møde kvinder, der fortæller om hvordan de får deres seksuelle grænser overskredet, med et krav om håndfaste beviser. Jeg har mødt mænd, der hævder, at det er en myte, at mænd systematisk udsætter kvinder for sexovergreb da de i hvert fald ikke har set sådan nogle finde sted. Jeg er rent personligt adskillige gange blevet mødt med rasende anklager om transfobi når jeg har vovet af definere min lesbiske seksualitet som en seksuel orientering der udelukker alle født med en penis uanset identitet. Det er den sørgelig realitet for lesbiske i år 2020, at vi igen skal hånes og nedgøres for at vores seksualitet ikke følger normen, nu bare så den nye queere norm om at seksuel orientering udelukkede er og må være rettet mod en persons kønsidentitet og intet må have at gøre med personens medfødte krop. At Rolf Mertz allernådigst giver os lesbiske lov til at afvise sex med personer vi ikke lige har lyst til, hvis vi ellers bare lærer at holde kæft med det, passer godt ind i denne nye queere logik. Den lesbiske seksualitet i dens klassiske version er igen blevet til ”The love that dare not speak its name”.

Personligt er jeg rørt over de mange heteroseksuelle kvinder, der i denne her konflikt viser praktisk solidaritet med os lesbiske, hvis seksuelle orientering står under beskydning. Det er ægte feministisk søstersolidaritet at sige fra, når andre kvinders seksuelle grænser bliver forsøgt nedbrudt og når kvinder igen fratages retten til at definere vores egen seksualitet også når den systematisk udelukker personer født med en penis. En hovedhjørnesten i patriarkatet er at kvinder fratages retten til at definere og tale om deres eget seksuelle begær og i stedet tvinges til at servicere de med penisfødte uden hensyntagen til egne behov og grænser. Så det er faktisk Rolf Mertz og ligesindede der er stik-i-rend-drenge for patriarkatet.

Læs mere

Skrevet af den 9 maj, 2020 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Jeg er blevet kaldt TERF og nazi

 

Dette er et interview med Maria Kristina Boye, der er kontaktperson for ”Women’s Human Rights Campaign”. Maria er 34 år, og er både uddannet som og arbejder som jurist.

Maria Kristina Boye, du er kontaktperson i Danmark for ”Women’s Human Rights Campaign”. Kan du fortælle læserne hvad det er for en organisation og hvad den kæmper for?

Organisationen er bygget på frivillige kræfter, og er dannet ud fra en bekymring for de strømninger, vi ser for tiden, hvor begrebet ’kvinde’ er i gang med at blive omdefineret til ’alle, der siger, at de er kvinder, er kvinder’. I organisationen er man opmærksom på de negative konsekvenser, det kan have for biologiske kvinder. Der kæmpes for, at begrebet ’biologiske kvinder’ beholdes i konventioner og anden lovgivning.

Hvorfor er ”Women’s Human Rights Campaign” relevant for kvinder her I Danmark?

Vi er måske ikke så hårdt ramt af de nye strømninger som andre steder. Men dette er en oplagt mulighed for at række ud og knytte bånd til kvinder andre steder, støtte dem i deres kamp, lytte til deres erfaringer og tage ved lære, så vi sagligt og fredeligt kan argumentere for, hvorfor vi ser problemer med, at kønsidentitet bliver gældende frem for biologisk køn. I modsat fald risikerer vi, at vores holdninger bliver forvanskede og illoyalitet viderebragt. Det er de færreste mennesker, der ikke mener, at man skal have lov til at leve som man vil. Men kvinder, også i Danmark, har kæmpet hårde kampe for de rettigheder, vi har i dag, og vi skylder dem, der kæmpede de kampe ikke bare at lade rettighederne glide os af hænde.

Du har henvendt dig til Kvinderådet og bedt dem om at støtte ”Women’s Human Rights Campaign”’s kamp. Har du hørt fra dem?

Jeg har endnu ikke hørt fra dem. Jeg har nu heller ikke bedt dem svare eller forventet, at de ville kunne svare inden for så kort tid. Emnet om kvinders rettigheder i relation til transaktivismedebatten er altid som at smide en bombe. Folk vil helst ikke forholde sig til det. Det er for sprængfarligt.

Ser du dig selv som radikalfeminist? Hvorfor/Hvorfor ikke?

Det ved jeg faktisk ikke. Ikke endnu, i hvert fald. Lad mig sige det sådan, at jeg klart sympatiserer mest med radikalfeminismen, men mit eget ståsted er jeg stadig ved at finde efter jeg sprang ud som ’kønskritisk’.

Hvad fik dig til at engagere dig i kampen mod den radikale transaktivisme?

Tilfældigheder. Jeg vil sige det sådan: Jeg synes ikke, at jeg valgte denne kamp. Jeg var ’bare feminist’. Men lige pludselig skulle der ’trigger warnings’ på billeder af kvindekroppen, kvinder skulle kalde sig menstruators og man skulle bakke op om biologiske mænds tilstedeværelse i vores omklædningsrum. Jeg begyndte at se mig mere og mere undrende rundt for at se, om der dog ikke var nogen, der reagerede. Jeg så ikke nogen i første omgang, så jeg troede, det var mig, den var gal med. Så fandt jeg Spinster (en side ligesom Twitter, men med fokus på at være for kvinder, der er kønskritiske og, for nogens vedkommende, udelukket fra Twitter).

Har du oplevet nogle negative reaktioner pga. denne kamp?

Det er blevet sværere at vide, hvem der stadigvæk har lyst til at hilse og hvem, der måske er vrede på mig. Så er jeg, selvfølgelig, blevet kaldt TERF og nazi. Jeg har fået at vide, at jeg bør holde mund og lytte. Men der er andre, der har prøvet langt værre, så jeg er sluppet billigt. Og jeg har heldigvis været grundigt forberedt på, hvad der ville komme.

Hvad er dit syn på transkønnede og hvordan ser du på den intersektionelle feminisme?

For at være ærlig, så har transkønnede har aldrig rigtig været på min radar. Og jeg må egentlig nok også sige, at det er de fortsat ikke. Det er ikke nødvendigvis negativt. Det er mere en ’lev og lad leve’-holdning. Jeg har underskrevet Fiona Orlanders og Miranda Yardleys underskriftindsamling om at få særlige omklædningsrum til transkønnede. Det vil jeg gerne støtte. Mit problem opstår dér, hvor kvinders rettigheder kommer i karambolage med transaktivisters krav – og det som en selvfølge antages, at kvinder bare giver sig. Solidaritet er ikke solidaritet, hvis det kun går den ene vej. Går det begge veje, så ser jeg intet til hinder for, at transkønnede og kvinder slutter sig sammen og kæmper fælles kampe.  

Hvad er din feministiske vision for fremtiden?

Et samfund, hvor kvinder får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale. Der er så mange barrierer for kvinder, selv her i 2020. Også barrierer, man ikke nødvendigvis ser eller kan lovgive sig ud af. Som kvinders frygt for at gå alene hjem om aftenen, fordi de frygter at blive overfaldet, fokus på offerets adfærd efter et overgreb, tagen for givet, at kvinder tager det største slæb med hus og hjem, bashing at kvinder i medierne, både hvis de får børn alene og bare generelt, fordi vi er en underskudsforretning og de der myter om ’at kvinder heller ikke vil eller kan’. Kvinder kan og de vil, men lige nu er kampen urimelig hård. Det er ikke okay, og min vision for fremtiden er, at vi opdrager børn, så kønsstereotyperne bliver nedbrudt og vi får et mere lige samfund.  

Læs mere

Skrevet af den 21 apr, 2020 under Lgbt | 0 kommentarer

Susanne Staun: “Kønslig omgang” – en anmeldelse

 

Dr. Fanny Fiske er en topekspert ud i den vanskelige kunst at profilere serievoldtægtsforbrydere og ditto mordere. Derudover er hun en moden kvinde med selvtilliden i orden og med hang til halvbillig italiensk cognac samt, ikke mindst, unge lækre mænd.

I ”Kønslig omgang” skal hun lave en profil på en person, der drugraper lesbiske i hendes nærområde. Det er jo i sig selv en udfordring, men Dr. Fanny Fiske skal også lige håndtere, at fem unge mandlige studerende anklager hende for at have tvunget dem til sex i bedste #MeeToo- eller ”Men Too”-stil. Men det bliver værre endnu, for Dr. Fanny Fiske ender med at lave en profil på voldtægstforbryderen hvor denne fremstilles som en transkvinde, der seksuelt mishandler lesbiske af raseri over at de ikke vil have sex med transkvinder, herunder altså forbryderen selv. Og da politiet videregiver denne oplysning til pressen bryder helvedet løs, da radikale transaktivister griber til voldsomme metoder for at stoppe det, som de opfatter som transfobi af værste skuffe.

Mere kan jeg vanskeligt fortælle om plottet uden at ødelægge fornøjelsen ved at læse romanen. Og det ville være en skam for det er virkeligt en fortræffelig kriminalroman, som er spændende hele vejen igennem og hvor man kommer til at holde af Dr. Fanny Fiske og håbe det bedste for at hun klarer skærene.

Men det virkeligt geniale ved denne her roman er hvordan Susanne Staun har formået at indarbejde væsentlige aspekter af den radikale transaktivismes krig mod de lesbiske i en fortræffelig krimi. Læseren præsenteres for kernebegreber i denne aktivisme såsom ”cis” og ”TERF” og får generelt et crash-kursus i dens lingo og verdensbillede. Sågar det klistermærke, som indgik i aktionen mod Kvindehuset, spiller en rolle i romanen. (Det der med at ”der findes transfober uden tænder”). Og sådan er der masser af ”godbidder” til dem, der har fulgt intensivt med i problematikken, mens den udenforstående læser kan blive klogere på den radikale transaktivisme retorik, og det på en underholdende måde. Det er i hvert fald sjovere at læse ”Kønslig omgang” end at læse de monsterlange blogindlæg som man finder på Killjoy.dk… Derudover strør Susanne Staun også en del andre hints til aktuelle begivenheder såsom sagen om ”voldtægten i borgmesterens seng” og selvfølgelig tidstypiske fænomener som Netflix og Youtube influencers.

Men det er også modigt gjort af Susanne Staun at skrive denne roman, og af Gyldendal at udgive den, for nok er virkelighedens radikale transaktivister (endnu) ikke så voldelige som i ”Kønslig omgang”, men derfor er det ikke nødvendigvis helt ufarligt at udfordre dem…

Læs mere