Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 aug, 2018 under Feminisme, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Den kristne højrefløj, queer og kampen mod de homoseksuelle

 

Det ser ud til at den kristne højrefløj her i landet kalder til korstog mod queer-ideologien. En interessant alliance af Folkekirkens højrefløj og den katolske debattør Iben Thranholm vil nu forsøge, at bremse dens indflydelse i samfundet. Lidt sent skulle man mene, her 4 år efter indførelsen af det juridiske kønsskifte. Faktisk er det jo bemærkelsesværdigt at den kristne højrefløj, der i årtier med en indædt stædighed og med næb og klør har kæmpet imod homoseksuelle rettigheder, i det store og hele har været ligeglad med transaktivismen. Øjensynligt har man set sig helt anderledes provokeret og udfordret af at to personer af samme køn skulle få lov til at gifte sig end af at en person med en penis kan få officielt papir på at vedkommende er en kvinde.

Nu har den kristne højrefløj i Danmark så opdaget, at queer udgør en trussel mod de traditionelle kønsroller. Den kristne højrefløjs grundindstilling er jo den, at Gud har skabt os som mand og kvinde, og det betyder ikke blot, at der er fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, men også at vores hjerner er enten mandlige eller kvindelige. Gud har dikteret, at mænd er maskuline og til kvinder, og at kvinder er feminine og er til mænd. Det er jo bl.a. derfor, at den kristne højrefløj så indædt har kæmpet mod samfundets accept af homoseksuelle, for vi repræsenterer et brud ikke blot med Guds påståede seksuelle orden men også med de kønsroller som han efter sigende skulle stå bag.

Hvad de ikke har forstået er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme udgør en trussel både for dem, der kæmper imod disse kønsroller og for homoseksuelle.

F.eks. er queers opløsning af køn et stort problem ud fra et radikalfeministisk perspektiv fordi vi går ud fra, at vi lever i et patriarkalsk samfund hvor mænd undertrykker, udbytter og udnytter kvinder. Man kan ikke føre kvindekamp mod denne uretfærdighed hvis man ikke kan definere hvem der er kvinder og hvem der er mænd. Man kan jo heller ikke føre arbejderkamp hvis man ikke kan definere hvem der er arbejder og hvem der er kapitalist.

Og faktisk har den kristne højrefløj og queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme det tilfælles, at de går ud fra at vi fødes med kønnede hjerner og at ”kønsidentitet” hhv. kønsrollepræferencer derfor er medfødte. Indenfor radikalfeminismen ses de derimod som sociale konstruktioner skabt for at muliggøre mænds dominans over kvinder. Vi mener, at de lægges ind i os via vores socialisering og at de adfærdsmæssige forskelle mellem mænd og kvinder dermed ikke er et produkt af biologien men af samfundet. Ud fra et radikalfeministisk perspektiv er det derfor undertrykkende, når den kristne højrefløj forventer, at mænd og kvinder skal leve i henhold til en klart defineret mandlig hhv. kvindelig kønsrolle. Og der er ligeledes undertrykkende når de radikale transaktivister påstår, at en lille drengs forkærlighed for lyserøde kjoler og dukker betyder, at vedkommende i virkeligheden er en pige. Vores køn dikterer ikke vores præferencer og vores præferencer dikterer ikke vores køn!

Hvad den kristne højrefløj slet ikke har bemærket er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme grundlæggende set arbejder på at afskaffe den homoseksuelle identitet. Homoseksualitet forudsætter nemlig ligesom heteroseksualitet, at køn er noget der kan defineres. Man skal kunne definere hvilket køn det er som man føler sig emotionelt og seksuelt tiltrukket af og hvilket køn man ikke føler sig tiltrukket af. Og indtil for nyligt var vi alle enige om at det var biologiske mænd og biologiske kvinder der udgjorde disse køn. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme mener imidlertid at biologisk køn er en social konstruktion og er helt umuligt at definere. I stedet hævder man, at køn udelukkende er et spørgsmål om hvem man føler, at man er. Det har så igen medført, at vi nu har ”lesbiske med penis” og ”bøsser med vagina”. Men rigtigt mange homoseksuelle er og forbliver ikke seksuelt og emotionelt tiltrukket af personer med modsat biologisk køn uanset hvad disse kalder sig selv. Ikke mindst blandt lesbiske i klassisk forstand er der en voksende protest mod denne nydefinering af homoseksualitet som vi slet ikke kan genkende os selv i.

Ligesom den kristne højrefløj hævder, at vi lesbiske er unaturlige når vi ikke er til sex med biologiske mænd og at vi skal ændre på vores seksualitet, så siger de radikale transaktivister, at vores fravalg af personer født med en penis uanset deres ”kønsidentitet” er udtryk for transfobi, og at vi kritisk bør evaluere vores manglende seksuelle interesse for dem. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme har det tilfælles med den kristne højrefløj, at man kræver, at homoseksuelle skal ændre deres seksuelle orientering så den passer til deres normer. Så måske den kristne højrefløj slet ikke behøver at være så bekymret for queer – måske denne ideologi vil opnå det som den kristne højrefløj så forgæves har kæmpet for, nemlig at sende homokampen tilbage til start.

Læs mere

Skrevet af den 17 jul, 2013 under Lgbt | 0 kommentarer

Problemet med queer

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling “Somewhere, over the rainbow – Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur” præsenterer sig som forskning men er nok mere et eksempel på queer teoriens begrænsninger.

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling er på mange måder en sær størrelse. Den består nemlig af ca. 100 siders referat af hvad queer-teori går ud på efterfulgt af fem artikler, som han enten tidligere har fået publiceret i fagtidsskrifter eller som er på vej til at blive det. Det er i hvert fald i mine øjne bemærkelsesværdigt, at man kan få godkendt en Ph.d.-afhandling, hvor hele forskningsdelen består af allerede fagligt bedømt og godkendt materiale. Men de fem artikler (om folketingsdebatterne i forbindelse med lovgivning om regnbuefamilierne, om folketingsdebatterne om indførelsen af det kønsneutrale ægteskab, om mediedækningen af World Outgames i 2009 samt en filmanalyse af filmen “The Kids Are All Right” og en filmanalyse af filmen “Rosa Morena” – sidstnævnte er i øvrigt skrevet sammen med Lene Myong) hænger kun løseligt sammen – og kunne i øvrigt sagtens læses uafhængigt af de forudgående ca. 100 siders teori.

Dog har Michael Nebeling Petersens Ph.d-afhandling et hovedtema, og det er påstanden om at homoseksualitet er gået fra at være noget der blev forbundet med synd, sygdom og død til noget, der er forbundet med livet – og det fordi homoseksuelle i dagens Danmark har ret til at gifte sig og danne familie. Men samtidigt med at monogame homoseksuelle med hang til at danne familie er blevet inkluderet i det nationale fællesskab, er der andre, der er blevet skubbet udenfor. Disse andre er ikke-monogame homoseksuelle – men det er i endnu højere grad muslimerne. De bliver i dag skubbet udenfor i kulden fordi de beskyldes for at bryde med den nye norm om at man skal være tolerant og frisindet overfor homoseksuelle, og det i den grad at det i dag er den muslimske indvandrer og ikke den homoseksuelle som sådan, der er queer, dvs. skæv i forhold til samfundets normer og som derfor bliver mødt med udstødelse fra livets sfærer. På samme måde sker homoseksuelles adgang til adoption på bekostning af fattige mennesker i den 3. verden som mister deres børn fordi de bliver nødt til at adoptere dem bort.

Det som jeg synes er seriøst skuffende ved “Somewhere, over the rainbow” er, at man som læser aldrig får nogen forklaring på hvorfor retorikken om homoseksuelle har forandret sig i løbet af de sidste 25-30 år. I stedet får man stolpe op og stolpe ned af moraliserende anklager om alle de etiske problemer der øjensynligt opstår når homoseksuelle får del i de heteroseksuelles privilegier. Hvad jeg derudover savner er en kritisk refleksion over queer teoriens egne grundpræmisser. Hvorfor skulle det at leve i et monogamt parforhold f.eks. være noget specielt heteroseksuelt?

Mht. påstanden om at homoseksuelle opnår anerkendelse på bekostning af muslimerne så er det jo rigtigt nok, at det i dag er blevet populært at anklage muslimer for at være homofober, men de politikere og debattører, der gør mest ud af den fortælling, er faktisk dem, der er mest afvisende overfor homorettighederne. Så spørgsmålet er nu nok, om homorettigheder virkelig skaber islamofobi . Faktisk var det i slutningen af 1800-tallet almindeligt, at hvide europæiske mænd anklagede de muslimske mænd for at være notorisk homoseksuelle i modsætning til dem selv, som havde en helt anderledes naturlig foragt for sådanne perversioner! Muslimerne/muhamedanerne/saracenerne er nu en gang den såkaldte kristne verdens arvefjende – de er i den vestlige tankegang typisk blevet fremstillet som onde og forkerte, men det de beskyldes for afspejler hvad samtiden opfattede som forkert. I slutningen af 1800-tallet var det f.eks. homoseksualitet – i dag er det så f.eks. at være imod homoseksualitet.

I øvrigt er det ret mærkeligt, at Michael Nebeling Petersen så absolut tildeler homoseksuelle evnen til at reagere på den måde som de omtales på af andre. Homoseksuelle tager retorikken til sig, eller de kæmper imod den – de ses som nogen, der aktivt er med til at forme samfundets syn på dem selv. Muslimerne derimod fremstår i “Somewhere, over the rainbow” som fuldstændigt passive. Vi får intet at vide om hvordan landets muslimer reagerer på påstanden om at islam er homofobisk og at muslimer er imod homoseksuelles rettigheder. På den måde tegnes muslimerne som de klassiske hjælpeløse ofre. På samme måde bliver de forældre fra den 3. verden, som adopterer deres børn bort, fremstillet som hjælpeløse ofre, der kun bortadopterer deres børn fordi de er så fattige, at de ikke har noget andet valg. At nogle af de børn, der adopteres bort måske er uønskede, synes ikke at være en option. I stedet synes præmissen at være den, at alle forældre altid ønsker at kunne leve sammen med deres biologiske børn.

Og så et sidste suk: Aldrig har jeg læst en videnskabelig afhandling med så mange sprogfejl! Lidt mere omhu mht. det skrevne sprog ville måske også give lidt mere respekt for det som bliver skrevet.

Dog vil jeg her til sidst lige nævne, at man med fordel kan læse “Somewhere, over the rainbow”‘s første ca. 100 sider, hvis man ønsker at blive klogere på hvor queer-teorien står henne i dag.

Læs mere