Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 feb, 2014 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

FN og Vatikanet har forspildt en chanche

Der har været en del mediefokus på det forhold, at FN’s komité for børns rettigheder som noget helt nyt og uhørt i skarpe vendinger har kritiseret Vatikanet for dets håndtering af de mange sexovergrebssager, der er væltet ind over den katolske kirke i de senere år. Særlig opmærksomhed har det også vagt, at FN’s komité for børns rettigheder ikke nøjes med at kritisere Vatikanets håndtering af sexovergrebssagerne, men at man også kritiserer dele af den katolske kirkes lære f.eks. mht. abort og homoseksualitet for at bidrage til at forværre børns livssituation. Som vel nærmest ventet afviser Vatikanet kritikken og frabeder sig verdslig indblanding i den katolske kirkes indre anliggender mens katolske grupperinger verden over opfordrer til protest og modstand mod FN’s anklager.

Nu er den katolske kirkes organisationsstruktur mere kompliceret end mange tror – herunder er ansvarsfordelingen mellem Vatikanet og de lokale bispedømmer ikke altid lige nem at forstå. Men basalt set kan man sige, at det er de lokale biskopper, der har ansvaret for hvem der får lov til at blive katolske præster, hvor de skal arbejde og om de skal forflyttes etc. Og der kan slet ikke være nogen tvivl om, at problemerne med sexovergreb foretaget af katolske præster i høj grad har hængt sammen med at biskopperne alt for ofte har svigtet deres tilsynspligt i forhold til præsterne. Men Vatikanet kan ikke vaske sine hænder i uskyld når biskopperne fejler. For det er Vatikanet og kun Vatikanet der permanent kan fratage en katolsk præst retten til at virke som præst – og her har man alt for ofte været alt for langsommelig også der hvor den lokale biskop har presset på for en løsning. Og så er det jo i øvrigt Paven der vælger de lokale biskopper – og det gør han som udgangspunkt ud fra de anbefalingerne som de relevante medarbejdere i Vatikanet giver ham. Hvis biskopperne ikke har gjort deres arbejde godt nok er det altså ikke nok at bebrejde dem deres fejl – man må lægge noget af ansvaret over på dem, der har besluttet, at disse mænd skulle være biskopper.

FN’s komité for børns rettigheder har også grundlæggende set ret i at f.eks. den katolske kirkes meget negative beskrivelse af homoseksuelle parforhold alt andet lige har en negativ indflydelse på børn og unge, der er homoseksuelle eller som har homoseksuelle forældre. Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på om komitéens kritik af den katolske kirkes lære ikke også er en tak for sidst for alle de gange hvor Vatikanet i FN regi har kæmpet mod fri abort og homoseksuelles rettigheder. Og det er jo nok spørgsmålet om et sådant tak for sidst, hvor forståeligt det nu end rent menneskeligt er, er en særlig klog strategi. For man skal ikke kende særligt meget til den katolske kirkes typiske reaktionsmønstre for at kunne regne ud, at denne kritik vil blive udlagt som et angreb på religionsfriheden og som et bevis på at FN’s kritik blot er et ideologisk indspark i en værdikamp, og derfor kan og skal siddes overhørig. På denne måde har FN forspildt chancen for at gøre opmærksom på, at der fortsat er alvorlige mangler mht. sikringen af børn mod sexovergreb i katolsk regi. F.eks. pålægger den italienske bispekonferences først for nyligt indførte guidelines for håndtering af sexovergrebssager ikke den enkelte biskop at kontakte politiet, hvis han står i den situation, at han bliver bekendt med troværdige anklager mod en præst. Som bispekonferencens sekretær biskop Galantino, der i øvrigt er udnævnt af Pave Frans, udtalte, så er en biskop ikke en offentlig embedsmand eller minister – man skal ikke forvente af ham at han angiver sine egne præster. Med andre ord, det er stadigt op ad bakke at få alle biskopper til at forstå alvoren når det kommer til sexovergreb begået af katolske præster.

Men også Vatikanet har forspildt en chance for at vise, at den meget omtalte Pave Frans effekt er slået igennem. Pave Frans gør jo meget ud af at den katolske kirke skal fremstå som ydmyg. En ydmyg reaktion på FN’s komité for børns rettigheders anklager havde været, at Vatikanet havde indrømmet, at der er blevet begået alvorlige fejl og at man beklager det dybt. En ydmyg reaktion havde været, hvis Vatikanet havde tilbudt at samarbejde med FN’s komité for børns rettigheder for at forebygge fremtidige sexovergreb. Og Vatikanet havde fremstået som ydmyg hvis man i stedet for at reagere med vrede og krænkelse over at den katolske kirkes lære blev kritiseret i venlige og rolige vendinger havde forklaret, at man ikke opfatter kirkens lære om abort og homoseksualitet som skadelig for børn og unge. Vatikanets nærmest klassiske automatreaktion på FN’s komité for børns rettigheders kritik kunne tyde på, at Pave Frans enten ikke kan eller ikke vil ændre på Vatikanets hang til at se sig selv som hævet over kritik samtidigt med at man elsker at være ude med riven efter den sekulære verden.

Læs mere

Skrevet af den 12 okt, 2013 under Den katolske kirke | 3 kommentarer

Iben Thranholm undsiger Paven

Iben Thranholm er kendt for sine skarpe holdninger til abort og det sekulære samfund – og hun er ikke mindst kendt for at være en meget åben katolik, der elsker at henvise til Paven i tide og utide. Alligevel er det i virkeligheden slet ikke så overraskende, at hun i en kommentar på Facebook gruppen “Katolikker i Danmark” er ude med riven mod Pave Frans. Her skrev hun den 11.10.2013.: “Hvis kærligheden dyrkers uden sandhed, skrider grundlaget. Som Benedikt XVI og Johannes Paul II slog fast igen og igen, så kan kærlighed og sandhed ikke skilles ad. Når pave Frans f.eks. udtaler, at det bare handler om at gøre det Gode med stort G uanset om man er ateist eller har en anden religion, synes jeg han er i fare for at komme på afveje og ende som relativist. Hvad er det gode? En synes abort er det bedste der er sket for vores samfund, en anden at det er mord? Hvem har ret her – hvem af de to gør det gode? Er det gode ikke at fortælle sandheden? Det har været Den katolske kirkes standpunkt i 2000 år. Det bliver spændende at se om Frans vil holde fast i det“.

De danske medier har godt nok i det store hele overset det, men der er faktisk en voksende modstand mod Pave Frans blandt dele af verdens katolikker. Allerede få dage efter at han blev valgt til Pave flød traditionalistiske blokke over med harme over den nye pave. Traditionalister er en betegnelse for en meget lille men også meget højtråbende gruppe af katolikker, der er imod de reformer som den katolske kirke indførte under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965), hvor den katolske kirke indførte en ny venlig retorik om de andre trossamfund og hvor grundlaget blev lagt for at gudstjenesten fremover hovedsagelig foregår på lokalsproget frem for latin. Pave Benedikt havde brugt uhørt meget energi på at komme denne gruppering i møde – men Pave Frans var fra sin fortid som ærkebiskop i Argentina kendt for at være meget lidt begejstret for den gamle messe – og meget begejstret for dialogen med protestanter, jøder og muslimer. Eller med andre ord, lige fra starten af var Pave Frans ikke traditionalisterens kop the.

Men i den senere tid er også ultrakonservative katolikker begyndt at ryste med sablerne. Til forskel fra traditionalisterne bakker de i princippet op om Det Andet Vatikankoncil – men de har det tilfælles med dem, at de er ivrige modstandere af den fri abort og samfundets accept af homoseksuelle – og de er ofte også ret så skeptiske overfor en dialog med islam. Mht. de to første emner har de haft fuld støtte af Pave Johannes Paul II og Pave Benedikt XVI, mht. det sidste emne kunne de til dels finde støtte hos Pave Benedikt.

Men de ultrakonservative katolikker føler nu, at de bliver svigtet af Pave Frans, der tydeligvis gør sig store anstrengelser for at række hånden ud til de grupper af katolikker, der har følt sig marginaliseret under de to sidste paver. Det er også tydeligt, at Pave Frans ønsker en oprigtig dialog med de andre religioner, også islam, og at han ligeledes ønsker et bedre forhold til den sekulære verden. Der er imidlertid ikke tale om, at Pave Frans vil ændre på den katolske kirkes lære om f.eks. abort og homoseksuelle ægteskaber – men han ønsker blot, at den katolske kirke skal prioritere andre emner højere, ikke mindst forkyndelsen af Guds kærlighed og barmhjertig. Og som en del af denne forkyndelse skal man også prøve at tale pænt om f.eks. homoseksuelle. Der er altså tale om en ændring af diskursen frem for dogmatikken – men det er nok til at udløse ubehag hos dem, der havde vænnet sig til at have Paven i ryggen, når de talte dunder mod abort, homoseksuelle eller generelt sekulariseringen og den såkaldte relativisme.

Den kendte katolske kommentator John L. Allen Jr. har beskrevet disse katolikkers reaktion som “den ældre søn problematikken”. Det er en hentydning til lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen bliver så glad da den fortabte søn vender hjem igen, at han holder et stort party for ham. Den ældre søn begynder så at beklage sig over, at han jo altid har gået derhjemme og været en god dreng – men hvornår fik han en fest”? Man kan altså måske sige, at den katolske kirkes højrefløj er skuffede over, at Paven vender sin kærlighed mod alle de “dårlige” katolikker, frem for til dem, der fortjener den, nemlig dem selv.

Men man kunne naturligvis også sige, at den katolske højrefløj i de sidste 30 år har været budt til fest hos de regerende paver, mens den katolske venstrefløj fik kun få eller ingen krummer fra de riges bord. Og samtidigt med denne fest for insiderne blev forholdet til de vestlige sekulære demokratier kølet ned til næsten frysepunktet. Det vil Pave Frans lave om på, og det må en Iben Thranholm nok lære at leve med.

Læs mere