Menu
Kategorier

Skrevet af den 21 apr, 2012 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Munke og nonner i krise

Det har skabt en vis opmærksomhed at Vatikanet har besluttet at gribe ind overfor den største konference for kvindelige ordenssamfunds ledere i USA. Årsagen er utilfredshed med denne konferences teologiske profil, der i konservative katolske kredse gælder for at være nærmest ulidelig progressiv. Men Vatikanet har i flere år haft et kritisk fokus på det kvindelige ordensliv i USA. Og det er sådan set også oplagt nok når man ser på de nøgne tal. I 1965 var der således 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men det er nu ikke kun i USA, at der er problemer. Under Pave Johannes Paul II’s pontifikat faldt antallet af katolske munke og nonner i hele verden med 25 %. I mellem 2005 og 2006 faldt deres antal med hele 10 %. Men det er typisk i den vestlige verden, at det katolske ordensliv er i krise mens mange ordenssamfund blomstrer i den tredje verden.

Der kan ikke være nogen tvivl om at der er et tidsmæssigt sammenhæng mellem det drastiske fald i antallet af katolske munke og nonner i den vestlige verden og Det Andet Vatikankoncil. Om der er en årsagsmæssig sammenhæng er derimod noget mere omstridt.

I 1950’erne og starten af 1960’erne boomede ordenslivet som aldrig før. Men dette boom var ikke uden problemer. F.eks. skyldtes boomet delvist, at en del ordenssamfund var ukritiske mht. hvem de optog, der var om jeg så må sige mere fokus på kvantitet end på kvalitet. Mange ordenssamfund fik hhv. havde en markant ung profil – og dermed også mange munke og nonner, der aldersmæssigt ville være åbne for det ungdomsoprør som rullede ind over den vestlige verden i 1968. Dermed var grunden lagt for en del af de problemer, som kom til at præge det katolske ordensliv i tiden efter Det Andet Vatikankoncil.

Det andet Vatikankoncil satte sig for at reformere det katolske ordensliv. Der kan i mine øjne ikke herske nogen tvivl om, at en vis grad af reform var nødvendig. Et klassisk eksempel er f.eks. at mange kvindelige ordenssamfund pålagde deres medlemmer at gå med ordensdragter som passede dårligt sammen med de arbejdsopgaver de havde så som f.eks. sygepleje. Problemet var derfor ikke, at der ikke var brug for reform men, som med de andre af koncilets reformer, ting gik for stærkt og der var gennem slutningen af 1960’erne og det meste af 1970’erne rum for lige lovlig megen eksperimentering, der skabte usikkerhed og uro. Ofte var det nye og unge medlemmer af ordenssamfundene, der pressede på for meget omfattende reformer mens de ældre var mere usikre. Og når tingene ikke gik hurtigt nok valgte mange af de unge at pakke deres kufferter.

Især blandt de kvindelige ordener, som hovedsageligt arbejdede med sygepleje og undervisning, skete der i de vestlige lande en voldsom forandring. Det andet Vatikankoncils megen fokus på at kirken skulle engagerede sig for og med de fattige blev ofte forstået som at man skulle ophøre med at drive skoler for overklassen og i stedet begive sig ud i slumkvartererne for at møde de fattige. Man ville ikke længere bo i store ordenshuse men i stedet i små fællesskaber med måske kun 2-3 søstre. Og for at komme de fattige i møde skulle man ikke bære ordensdragt men i stedet almindeligt tøj.

Tanken var sådan set smuk nok. Men den indebar imidlertid mange problemer. Når et ordenssamfund droppede sine traditionelle opgaver som især undervisning mistede den dermed også kontakten til potentielle nye medlemmer. De undervisende ordener havde nemlig typisk rekrutteret nye medlemmer via deres skoler og gymnasier. De meget små ordensfællesskaber gjorde det vanskeligt eller direkte umuligt at havde et regelmæssigt fælles bønsliv, højtidelig timebøn var helt udelukket. Og dermed blev den spirituelle dimension af ordenslivet undermineret. Og når nonnerne og munkene smed ordensdragten gjorde de sig ikke bare usynlige, nej de mistede også den klare identitetsmarkør, som ordensdragten er.

Mere grundlæggende set var Det Andet Vatikankoncil præget af en bestræbelse på at fremhæve lægfolkets kald, værdighed og betydning. Dermed brød man med den katolske tradition med rødder helt tilbage til oldkirken som lagde vægt på, at livet som munk eller nonne er et mere helligt liv end livet som lægperson, i særdeleshed gift lægperson. Når livet som munk eller nonne ikke længere var det bedre valg hvorfor så vælge det i det hele taget, især når der blev åbnet op for at flere og flere opgaver indenfor den katolske kirke kunne varetages af lægfolk?

I den forstand kan man godt give Det andet Vatikankoncil et medansvar for at antallet af mænd og kvinder, der valgte at blive munk eller nonne, faldt drastisk efter koncilet – og at antallet af munke og nonner, der forlod ordenslivet, steg lige så drastisk.

Men det ville ikke være fair at give Det andet Vatikankoncil hele skylden for miseren. Ordenslivet blomstrer jo som sagt i Den tredje verden også, ja faktisk især i tiden efter koncilet. I stedet må man også se på de generelle økonomiske og sociale forandringer som præger den vestlige verden siden slutningen af 1960’erne. Den generelle velstandsstigning har f.eks. medført, at også arbejderklassen og den lavere middelklasse har fået nemmere adgang til højere uddannelser. Hvor det at blive præst, munk eller nonne i 1950’erne stadigvæk kunne være den eneste realistiske mulighed for at få en god uddannelse for mangen en ung katolsk mand eller kvinde, så har de i dag mange andre muligheder. Og den drastiske vækst i offentlige stillinger f.eks. indenfor sygepleje og undervisning har også medført, at de kan regne med at få et godt job bagefter. Den voksende materialisme og individualisme gør det heller ikke ligefrem lettere for ordenssamfundene at rekruttere nye medlemmer i den vestlige verden.

Nu er det som bekendt svært at spå, især om fremtiden. Men jeg vil alligevel vove den prognose, at ganske mange ordenssamfund, især dem der har eller havde fokus på undervisning og sygepleje, vil forsvinde fra den vestlige verden i løbet af de næste ti år. Mange af dem er nu definitivt på den forkerte siden af the tipping point hvad deres aldersmæssige sammensætning angår. Ordensfællesskaber hvor gennemsnitsalderen er 70 eller derover har ikke nogen realistisk overlevelseschance.

Fremtidens katolske kirke i vesten vil have markant færre munke og nonner end for en generation siden. De ordenssamfund der vil være vil have en markant konservativ profil og de vil have fokus på bøn frem for f.eks. undervisning og sygepleje. Det er nemlig førstnævnte type af ordenssamfund som i dag klarer sig godt. Men de klarer sig ikke så godt at de kan kompensere for de tab som de andre ordenssamfund oplever. Det katolske ordensliv vil ikke forsvinde, men det vil blive til en sjældenhed.

Læs mere

Skrevet af den 9 feb, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Hvad med nonnerne?

Den katolske kirke er i de sidste 10-15 år blevet rystet af den ene sexmisbrugsskandale efter den anden. Først var det USA, så var det Irland og nu er det Tyskland, men også en række andre lande som f.eks. Canada og Australien er kommet i søgelyset. Kendetegnende for alle disse skandaler er at gerningsmændene er mænd, primært præster og munke. Men, må man spørge sig, hvad med nonnerne? Hvorfor hører vi ikke noget om nonner, der har forgrebet sig seksuelt på børn og unge?

Bevares, hvis man surfer ud på nettet vil man kunne finde beretninger om seksuelle overgreb foretaget af nonner. F.eks. har foreningen SNAP (Survivors Network of those Abused by Priests) et diskussionsforum  hvor folk kan dele erfaringer med seksuelle og andre fysiske overgreb fortaget af nonner. Alt i alt synes denne problematik dog at være hyldet i tavshed. Men hvorfor det?

Først og fremmest har fortielsen af seksuelle overgreb foretaget af nonner noget at gøre med den måde som samfundet opfatter kvinders seksualitet på. Kvinders kroppe fylder utroligt meget i den offentlige bevidsthed som objekter for mænds seksualitet – tænk blot på den evindelige udstilling af kvinders kroppe indenfor reklamebranchen. Men deri ligger imidlertid også implicit den forestilling, at kvinders seksualitet er passiv. Kvinder ses som væsener som ønsker at tiltrække mænds seksualitet, men som ikke har egne seksuelle behov og et selvstændigt begær der går ud over at tilfredsstille mandens. I modsætning hertil ses og forventes mandens seksuelle begær at være altdominerende i hans liv – og det antages at mænds seksualitet er udfarende og aggressiv. Feministen Catharine MacKinnons påstand om at den der voldtager, er en mand, for en kortere eller længere periode, og at den der voldtages, er en kvinde, for en kortere eller længere periode, rammer her plet. At voldtage er maskulint, at blive voldtaget er feminint i vores kultur – derfor er det så vanskeligt at se kvinder som potentielle eller reelle sexforbrydere.  

Dertil kommer at nonners seksualitet i særlig grad er tabuiseret. På trods – eller måske også på grund af – diverse platte vittigheder om sømanden og nonnen er de færreste i katolske sammenhænge villige til at forholde sig til at nonner kunne have en seksualitet, være det nu i en positiv eller i en negativ forstand. De mange negative reaktioner på eksnonnen Helene Hägglunds bog ”Nonne tur/retur” hænger formodentligt bl.a. sammen med at hun ganske åbenhjertigt fortæller om de seksuelle frustrationer og behov som hun følte i sin nonnetid – hvormed hun bryder med tabuet om at nonner per definition er aseksuelle. Set i det lys er det ikke så mærkeligt at det er vanskeligt at få rejst en debat om nonner, der misbruger børn, unge eller voksne seksuelt.

En god undskyldning for ikke at tage problemstillingen op er imidlertid ubestrideligt, at antallet af sager øjensynligt er væsentligt lavere end antallet af sager med katolske præster og munke, der har misbrugt børn og unge seksuelt. Imidlertid bør man være opmærksom på, at antallet af sager der involverer nonners aktive seksuelle overgreb formodentligt er stærkt underrapporteret. Det er svært nok for en mand at skulle fortælle at han er blevet seksuelt misbrug af en mand fordi der, som tidligere anført, er noget feminint ved at være et offer for et seksuelt overgreb. Imidlertid hører det med til det som kaldes for den hegemoniske maskulinitet, altså den herskende og undertrykkende maskulinitet, at den ikke blot undertrykker kvinder men også svagere mænd. Selvom det er svært så er det derfor dog muligt for en mand at erkende, at en anden (stærkere) mand har undertrykt, ja misbrugt ham. At en kvinde har gjort noget lignende ved ham er meget værre for det stiller radikalt spørgsmålstegn ved magtfordelingen mellem mand og kvinde, og dermed også ved den berørte mands evne til at kunne fremstå som en troværdig mand. For mange mænd vil det derfor være alt for smertefuldt at skulle fortælle om at de i sin tid er blevet seksuelt misbrugt af nonner.

Mht. kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb foretaget af nonner, kan det ligeledes være særligt vanskeligt at fortælle om overgrebene fordi den generelle antagelse jo er, at sexovergreb foretages af mænd. Af Lori B. Girshicks bog ”Does She Call It Rape? – Woman-to-Woman Sexual Violence” fremgår det at en del kvinder, der er blevet voldtaget af en anden kvinde, har haft meget svært ved at sætte ord på deres oplevelse, simpelthen fordi de er gået ud fra at kvinder ikke kan voldtage andre kvinder. At kvinder kan misbruge piger og kvinder seksuelt falder i den grad udenfor samfundets antagelser om hvad seksuel vold per definition er, at ofrene herfor gøres stumme og mangler redskaber til at bearbejde det de har været udsat for.

Dertil kommer at samfundet også ”tillader” kvinder en ret så omfattende fysiskhed i forhold til piger og kvinder. Det kan derfor være uklart hvornår ”venlige” og ”kærlige” kys og kram egentligt er seksuelle hhv. grænseoverskridende. For kvinder, der som børn eller voksne har oplevet nonner, der overøste dem med, mere eller mindre, uønsket fysisk opmærksomhed kan det derfor være svært at afgøre om nonnens adfærd var et overgreb eller ej, en tvivl der næppe ville være nær så stor hvis der havde været tale om en lignende adfærd udført af en mand.

Derfor kan det dog forsat godt være rigtigt, at antallet af sexovergreb foretaget af nonner er mindre end det, der er foretaget af katolske præster og munke. Nonner, hvis seksuelle ”ære” den katolske kirke i særlig grad har ønsket at ”beskytte”, er generelt blevet mere overvåget end præster og munke. Det har givet nonner færre muligheder for at have sex, være det nu med samtykkende voksne eller i form af overgreb mod børn og unge. Som en præst fortalte nonnerne da jeg selv var i kloster: ”Der er noget der hedder manglende synd pga. manglende mulighed”.

Men selvfølgelig hører det også med til sagen, at kvinder jo ikke opdrages til at have en egen seksualitet. De bliver slet ikke opdraget til at være seksuelt udfarende og erobrende. For katolske præster og munke stiller cølibats kravet dem derimod overfor det dilemma at man for at være en ”rigtig” mand i vores samfund skal ose af seksualitet og begær. Der er altså noget ekstremt umandigt ved at leve i cølibat. Det er derfor ikke så mærkeligt at mange af dem har vanskeligheder med at takle cølibatet. Langt de fleste af de katolske præster eller munke, der ikke magter cølibatet, forlader præstegerningen hhv. ophører med at være munke – eller har seksuelle relationer med samtykkende voksne – være de nu af heteroseksuel eller homoseksuel karakter. Men en lille gruppe med en særlig umoden og uansvarlig personlighed og seksualitet misbruger børn og unge. Om det så er cølibatets skyld eller om de ikke snarere har valgt cølibatet som et (jo så i sidste instans mislykket) flugtforsøg fra en seksualitet, som de ikke kan takle, er så en anden sag.

At leve i cølibat er måske ikke helt så hårdt for nonner, simpelthen fordi et aseksuelt liv passer bedre til forventningerne til kvinders seksualitet. Det kan være en medforklaring på at der (måske) er færre nonner end præster og munke, der har seksuelle overgreb på samvittigheden. Men ét overgreb er allerede ét for meget – og det er derfor på tide, at den katolske kirke også tager problemstillingen med sexovergreb foretaget af nonner op.

Læs mere

Skrevet af den 20 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Mine erfaringer med Maria Hjerte Kloster

Da jeg via medierne erfarede, at Helene Hägglund har skrevet en bog om hendes traumatiske erfaringer som nonne i Maria Hjerte Kloster måtte jeg spontant udbryde: Endelig er der en modig kvinde, der tør stå frem og fortælle om hvad der virkelig sker der! I ganske mange år har jeg nemlig haft dette kloster og ikke mindst dets karismatiske men også manipulerende abbedisse, Moder Theresa, under alvorlig mistanke for hjernevask og udnyttelse af unge naive piger, men jeg har hidtil ikke haft tilstrækkelige beviser.

Mine egne erfaringer med Maria Hjerte Kloster startede dengang klosteret endnu blev kaldt for Sostrup Kloster. Da jeg var 14 ½ år gammel besøgte jeg, som dengang ville være nonne, klosteret og mødte der den unge Moder Theresa, som dengang stadigvæk var novice og blev kaldt for søster Theresa.

Selv om søster Theresa altså endnu var under uddannelse som nonne var det tydeligt, at hun var udset til, efter endt uddannelse, at overtage ledelsen af klosteret, hvis daværende priorinde (klosteret var dengang ikke noget abbedi) var over firs og ikke reelt i stand til virkeligt at lede klosteret. Søster Theresa var en ung, smuk, intelligent og meget engageret nonne – og i løbet af få dage faldt jeg pladask for hende. I min ungdommelige naivitet var jeg dengang ikke klar over, at jeg var forelsket i hende, jeg var for uvidende om kærlighedens mangfoldighed til at kunne gennemskue det, men der er ingen tvivl om, at det var det som jeg var.

Søster Theresa viste mig stor opmærksomhed, hvad jeg, som var ensom og uden et socialt netværk, sugede til mig med begejstring. Dertil kom, at jeg savnede religiøs vejledning og hun bød sig til som min åndelige vejleder, et tilbud som jeg tog imod med glæde. Jeg husker, at vi gik lange ture i skoven og ved stranden og at jeg havde en intens brevveksling med hende, hvor jeg overstrømmede hende med min ungdommelige kærlighed og begejstring, kaldte hende for min ”reserve mor” og lod hende bruge min barndoms kælenavn om mig. Hun opmuntrede mig til at vise hende denne begejstring og tilbedelse – og hun gav mig også ofte et knus og et kram – men jeg må hellere understrege, at det så var det. Der forekom ikke noget seksuelt og jeg har ingen grund til at antage, at søster Theresa var eller er lesbisk.

Hvad der derimod heller ikke er nogen tvivl om, er, at hun manipulerede med mig og brugte mine følelser i hendes egen interesse. Og den var, at få mig til at indtræde i Sostrup Kloster, og det så hurtigt som muligt. Jeg husker, at hun lage pres på mig for at sige, at jeg ville indtræde, og hun stillede sig først tilfreds, da jeg tøvende svarede ja hertil.

Imidlertid skulle søster Theresa et år til Frankrig for at få erfaringer med et mere velfungerende kloster (hvad man ikke kunne kalde Sostrup Kloster) og i det år forsatte jeg med at besøge Sostrup. Jeg bad med nonnerne i koret og jeg spiste sammen med dem i deres refektorium (spisestue), der lå lige bag ved køkkenet i Sostrup Slot, som dengang som nu blev brugt som en art hotel for besøgende fra især Tyskland.  

Der gik det først rigtigt op for mig, at Sostrup Kloster havde alvorlige problemer. Ud over Søster Theresa var der 8 andre nonner, hvoraf tre var svært psykisk syge og de andre var pænt over de 70. Klosterlivet var i mere eller mindre opløsning og disciplinen lav. Den formodentligt senile nonne, som Helene Hägglund fortæller blev lukket ude i kulden og døde der, formoder jeg er søster M. Jeg husker, at jeg var lidt små bange for hende, for hun gik rundt og mumlede hele tiden og var tydeligvis mærkelig. En gang så jeg hende komme i håndgemæng med en af de andre nonner og slottets køkkenpersonale fortalte mig, at de også havde set en alvorlig slåskamp mellem nonnerne, hvor hun havde været indblandet. Jeg talte med søster Theresa om søster M. og hun gav udtryk for, at hun troede, at søster M. var blevet voldtaget under anden verdenskrig, men hun gav også udtryk for, at det var en skam, at det ikke var lovligt at slå ulydige nonner, da dette kunne være den bedste løsning i nogle situationer…

Men som sagt, så så jeg først rigtigt forholdene da søster Theresa ikke var der til at sende sin stråleglans ud over det hele. Dertil kom, at jeg i den søster Theresa fri tid brugte en del tid sammen med slottets køkkenpersonale (hvad søster Theresa dog ikke brød sig om at jeg gjorde). Der fik jeg at vide, at hun kunne være urimeligt krævende, manipulerende og på anden måde ubehagelig overfor personalet. Først ville jeg ikke tro det, men efterhånden begyndte glansen af gå lidt af Sankt Gertrud.

Under alle omstændigheder så viste det sig, at min mor ikke brød sig om ideen om at jeg skulle flytte til Sostrup med 15/16 og der evt. kombinere en klosteruddannelse med at gå i gymnasiet eller helt opgive det sidste. Hun fik i stedet etableret en kontakt til et cistercienserinde kloster i Østrig, og efter et besøg der fandt jeg frem til, at jeg hellere ville indtræde der end i Sostrup.

Da det stod klart, at jeg ikke ville indtræde i Sostrup, var det pludseligt slut med den kærlige opmærksomhed fra søster Theresas side af. Nu blev jeg mødt med kulde – og fejlagtigt anklaget for at ville lokke andre unge piger, som på det tidspunkt var begyndt at dukke op, til at indtræde i det østrigske kloster. Faktisk var jeg den første af en lang række af unge piger, som kom i kontakt med Sostrup Kloster efter, at søster Theresa var indtrådt der.

Mit sidste private besøg i Sostrup Kloster var i forbindelse med, at jeg blev firmet (en slags katolsk konfirmation) der, hvad min mor af en eller anden grund også have ønsket sig. Søster Theresa var da vendt tilbage til klosteret og hun gav mig lidt sporadisk firmelsesundervisning og en smuk middag på slottet, det må man lade hende. Men så var det også slut med kontakten, der blev afbrudt fra hendes side af.

Jeg fik i øvrigt min studentereksamen og året efter, i september 1989, indtrådte jeg i et karmelitterkloster i Østrig. I den forbindelse sendte jeg et brev herom til Søster Theresa, som i mellemtiden var blevet priorinde. Jeg modtog et svarbrev hvor de unge nonner havde tegnet en tegning af nogle cisterciensernonner og nogle karmelitternonner, der bærer på et kors. Gad vide, om Helene Hägglund var med til at lave den tegning?

Jeg har ingen erfaringer med vold og grov forsømmelighed overfor svage nonner fra søster Theresas, den senere Moder Theresas, side af. Men jeg har erfaringer med en manipulerende adfærd overfor helt unge piger, der som mig var alt for unge og umodne til at gå i kloster. Hendes egen begrundelse for at lade unge piger indtræde var, at deres klosterkald kunne blive spildt hvis de først skulle tage sig en uddannelse. Med andre ord, hun ville smede mens jernet var varmt. 

At noget var/er råddent ved Sostrup/Maria Hjerte Kloster er jeg ikke den eneste der har haft mistanke om. Rygterne har været mange, men den katolske kirke i Danmark har ikke gjort noget ved sagen. Det kan hænge sammen med, at Maria Hjerte Kloster ikke står under biskoppens autoritet, men i stedet under cistercienserordenens, hvor Moder Theresa og hendes far, der er eller i hvert fald var chef for det tyske tøjimperium C&A, har en stor indflydelse. Men det hænger også sammen med den katolske kirkes generelle hang til ikke at gøre noget ved misbrug og overgreb i egne rækker så længe det er muligt at feje problemerne ind under gulvtæppet. Man må håbe, at Helene Hägglunds modige afsløring vil medføre, at nogen endeligt gør noget.

Psykisk har det været svært for mig at løsrive mig helt fra søster/moder Theresas tryllebinding og smerten over, at jeg pludselig ikke længere var ”god nok”. Det er først rigtigt lykkedes efter, at jeg for nogle år siden skrev og for egen regning fik udgivet en lille fortælling, ”Glimt af lys og mørke”, hvor jeg via en fiktiv historie oparbejder egne erfaringer med søster Theresa, mit mislykkede forsøg på at blive kar

melitternonne og historier jeg ellers har hørt fra den katolske kirke.

Læs mere