Menu
Kategorier

Skrevet af den 8 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Jeg er Gud dybt taknemmelig for at jeg er homoseksuel

Velsignet være du, Herre vor Gud, universet herre, fordi du ikke har skabt mig som en kvinde”. Sådan lyder en af de velsignelser som jødiske mænd skal bede hver morgen. Kvinder skal i stedet bede: ”Velsignet være du, Herre vor Gud, universets herre, som har skabt mig i henhold til din vilje”. Denne velsignelse, som jødiske kvinder altså skal bede om morgenen, er en såkaldt tsiduk ha’din, en form for bøn hvor man accepterer en smertefuld guddommelig afgørelse.

Da jeg i sin tid læste om disse jødiske morgenbønner i Rabbi Steven Greensbergs interessante bog ”Wrestling with God & Men – Homosexuality in the Jewish Tradition”, blev jeg først rigtigt forarget – for i næste minut at tænke ”hvor er det dog forfriskende ærligt!”Set i lyset af hvor meget ortodoks jødedom (og konservativ kristendom og islam) priviligerer mænd på kvinders bekostning er det da ærligt, når religionen selv vedstår sig denne magt- og privilegiefordeling.

Det er denne forfriskende ærlighed som jeg kom til at tænke på da jeg læste Morten Hørning Jensens og Leif Andersens debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 8.2.2012. I dette indlæg påstår de at den homoseksuelle seksualitet er en ”itugået” seksualitet, der medfører, at vi homoseksuelle i vores seksuelle forhold ”ikke kan udtrykke gudslighedens hensigt lige så fuldt” som de heteroseksuelle øjensynligt kan det. Morten Hørning Jensen og Leif Andersen giver udtryk for, at de homoseksuelles ”itugåede” seksualitet kan være medfødt, men som de skriver ”meget taler også for, at den kan være erhvervet senere, for eksempel gennem disharmoniske kønsbilleder i familien”.

Egentligt burde de to herrer jo bryde ud i følgende velsignelsesbøn: ”Velsignet være du, Herre Vor Gud, universets herre, fordi vi ikke har en itugået seksualitet” hhv. ”Velsignet være du, Herre Vor Gud, universets herre, fordi vi ikke har haft disharmoniske kønsbilleder i familien”. Morten Hørning Jensens og Leif Andersens debatindlæg oser af en heteroseksuel selvtilfredshed som sikkert fremmes af at de helt ignorerer oldkirkens, middelalderkirkens og selv Luthers negative forståelse af den seksuelle lyst, også den der opstår når heteroseksuelle ægtefolk udfolder deres seksualitet indenfor ægteskabets rammer. Men at den højrekirkelige argumentation mod kirkelig accept af homoseksuelle par bærer præg af en seksualitets forståelse der er et produkt af den modernitet som man ellers vil bekæmpe, er blot udtryk for det komplicerede forhold til moderniteten, der præger al fundamentalisme, uafhængigt af religion.

Men altså, Morten Hørning Jensen og Leif Andersen vil gerne have, at jeg skal se min seksualitet som en itugået seksualitet, måske medfødt men nok snarere et resultat af at jeg fik nogle skod forældre med på livets vej. Og enten må jeg så se at få repareret min seksualitet (f.eks. hos Agape hvor man gerne vil være mig behjælpelig hermed) så jeg kan blive Guds velbehagelig i mit seksuelle udtryk eller også må jeg affinde mig med Guds hårde afgørelse og leve i et livslangt uønsket cølibat.

Nu er der ubestrideligt mangt og meget ved mig, som kunne og burde være hhv. blive bedre. Men er der noget, som jeg virkelig er glad for, så er det, at jeg er lesbisk. Jeg føler mig ikke bedre end de heteroseksuelle, lige så lidt som jeg føler, at de er bedre end mig. Jeg tror ikke, at de heteroseksuelles seksualitet er forkert og min derfor er rigtig. Jeg tror heller ikke at min homoseksualitet er rigtig og de heteroseksuelles identitet og praksis derfor er forkert. Jeg er bare så glad for, at jeg har en seksuel identitet som passer til mig.

Jeg er derfor Gud dybt taknemmelig fordi han har ladet mig udvikle en homoseksuel identitet. Og jeg er ham også dybt taknemmelig fordi han for 18 år siden lod mig finde kvinden i mit liv, som jeg har levet lykkeligt sammen med lige siden. Og mht. mine forældre, så har de gjort meget godt for mig, som jeg er dem taknemmelig for, og skulle de havde et medansvar for at jeg er homoseksuel kan jeg kun sige: ”Godt gået!”

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 14 maj, 2010 under Ikke kategoriseret | 4 kommentarer

Homofobi uden kulturhistorisk dækning

Leif Andersen, der er lektor ved det højrekristne Menighedsfakultet og medlem af det fundamentalistiske Evangelisk-Lutherske Netværk, forsøger i et længere debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 14.5.2010 at finde nogle ikke-bibelske begrundelser for hvorfor vi ikke må få et kønsneutralt ægteskab. Og lad det være sagt med det samme, det kommer han rigtigt skidt fra.

Leif Andersen lægger i første halvdel af sit indlæg ud med påstanden om, at det i princippet livslange ægteskab mellem mand og kvinde kendes i alle kulturer. Synet på homoseksualitet har efter hans mening været forholdsvis stabilt i alle kulturer, og selvom han indrømmer, at nogle kulturer har set positivt på homoseksualitet, så ændrer det ikke ved, at ingen kulturer, end ikke de få polygame, har anerkendt et kønsneutralt ægteskab.

Dernæst går Leif Andersen over til nogle overvejelser over, at det kun er kort tid siden, nemlig i 1980, at homoseksualitet blev fjernet fra listen over psykiske lidelser, og han spørger, om det så ikke er ”tæt på rablende vanvid, at vi nu med sådan en hast så meget som overvejer at kuldkaste verdenshistoriens måske mest stabile institution”?

At afvise vielser af homoseksuelle er, i henhold til Leif Andersen, ikke mere diskriminerende end at afvise polygame ægteskaber eller søskendeægteskaber da de argumenter der bruges for de første uden videre kan overføres på de andre.

Herefter kommer han med nogle overvejelser over hvornår folk, der som han mener, at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet, vil blive kriminaliseret. At det er et realistisk scenarie mener han at de fleste vil være enige i.

Dernæst vender han tilbage til den alvorlige risiko det ville udgøre for os alle hvis vi accepterer homoseksuelle ægteskaber, og han sætter spørgsmålstegn ved fornuften i at ligestille homoseksuelle med heteroseksuelle.

Til sidst runder han af med følgende svada: ”Jeg foreslår, at vi venter. Der bør være en evalueringsperiode. Nu er homoseksualiteten blevet såvel afkriminaliseret som raskmeldt. Lad os så vente og se, hvad konsekvenserne bliver. Helt seriøst: Ville det – på den baggrund – være forhastet med en evalueringsperiode på et par hundrede år? Eller i det mindste indtil vi ved noget?

Nu er det en farlig øvelse at ville opstille en tværkulturel og verdenshistorisk begrundelse for hvorfor det i princippet livslange ægteskab mellem en mand og en kvinde skulle være fælleskulturelt arvegods for hele menneskeheden.  Alle kulturer kender selvsagt til seksuelle relationer mellem mænd og kvinder, men hvordan de bliver reguleret eller ikke reguleret har været og er forsat meget forskelligt. Polygami er ikke meget sjældent, sådan som Leif Andersen påstår, men er i stedet kendt fra den kinesiske, de mellemøstlige, de afrikanske såvel som de amerikanske kulturer. Både Det Gamle Testamente og de danske vikingekonger kendte til polygami. Ej heller kan det påstås, at ægteskabet i princippet har været tænkt til at være livslangt verden over. Den uhyre lette adgang til skilsmisse for mænd som man finder i Moseloven og i sharialoven viser, at Leif Andersen tænker snævert kristent fundamentalistisk når han beskriver ægteskabet tværkulturelt set.

Nu giver det slet ikke mening, at ville tale om homoseksualitet i tiden før dette begreb dukker op i Vesten, hvad det gør i slutningen af 1800-tallet. Derimod synes de fleste, hvis ikke alle, kulturer at kende til seksuelle relationer mellem mennesker af samme biologisk køn. Synet herpå er og har været meget forskelligt.

Her er det nødvendigt at være opmærksom på, at Leif Andersen synes at tage udgangspunkt i den antagelse, at alle kulturer kun kender til to køn, nemlig mand og kvinde. Men i virkelighedens verden opererer en række kulturer med mere end to køn. F.eks. har en række prærieindianerstammer anerkendt eksistensen af såkaldte ”to ånds mennesker”, dvs. biologiske mænd med en identitet og social rolle som kvinder og biologiske kvinder med en identitet og social rolle som mænd. (Sommetider kunne to ånds mennesker dog også frit blande kønsrollerne) Ægteskab mellem f.eks. en to ånds person, der var biologisk mand, med en anden biologisk mand var anerkendt og vi kender til at sådanne ægtepar adopterede børn, hvad også var fuldt accepteret.

Hvis vi altså forstår det kønsneutrale ægteskab som ægteskab mellem to personer med samme biologisk køn, ja så er Leif Andersens påstand om at ingen kulturer kender hertil direkte usand.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Leif Andersens indlæg, er, at han helt forbigår eksistensen af det registrerede partnerskab. Måske fordi han vil fremmane en forestilling om at vi er på vej til at gå direkte fra at have afsygeliggjort homoseksualitet og så til at anerkende homoseksuelle ægteskaber. Faktum er imidlertid, at vi siden 1989 har haft det registrerede partnerskab, der en offentlig / statslig anerkendelse af homoseksuelle par, der på de fleste punkter ligestiller dem med heteroseksuelle ægtepar. Det registrerede partnerskab for homoseksuelle har ikke udløst noget stærkt politisk krav om registreret partnerskab for polygame eller for søskendepar, så Leif Andersens glidebanetrussel har ikke hold i den historiske realitet. I øvrigt så jeg gerne, at han fortalte os hvilke grunde der er til at samfundet ikke skal anerkende polygame ægteskaber og søskende ægteskaber. Han må da have nogen bedre grunde end at de skal være forbudte fordi homoseksuelle ikke må gifte sig?

Der er ingen mening i at ville forbyde dumhed og ignorance, så nej, jeg tror ikke, at vi vil se en kriminalisering af påstanden om at homoseksualitet er en ”itugået” seksualitet. Det skal en Leif Andersen da have lov til at mene, om end det er sjovt, at han på en gang påstår, at vi ikke ved hvad homoseksualitet er og så dog mener, at det er hans ret at påstå, at den repræsenterer noget der er i stykker. Hvorfra ved han egentligt det? Måske han i øvrigt ikke ved, at ideen om at homoseksualitet er en psykisk lidelse er en ide, der først dukker op med homoseksualitetsbegrebet og altså ikke en forestilling, der har dybe kulturhistoriske rødder?

Det virkeligt sørgelige ved Leif Andersen er imidlertid ikke hans slående kulturhistoriske uvidenhed eller hans argumentationskneb. Det triste er at han i bogstavelig forstand giver udtryk for homofobi, altså angst for homoseksuelle. Vi udgør i hans mentale univers en dunkel trussel mod ægteskabet og samfundet, og samfundet har derfor efter hans mening brug for flere århundreder for at se, om det ikke var et fejlgreb at afkriminalisere hhv. afsygeliggøre vores kærlighed og seksualitet. Hvis en sådan indstilling ikke er homofobisk så ved jeg ikke hvad der skulle være det.

Men om Leif Andersen og meningsfæller nu kan lide det eller ej, så går udviklingen heldigvis sommetider hurtig. Tænk blot på, at gifte kvinder først blev myndiggjort i 1899 for så, 16 år senere, at få tildelt stemmeretten sammen med deres ugifte kønsfæller. Set i det lys er der intet hurtigt i, at vi, 21 år efter indførelsen af det registrerede partnerskab, får det homoseksuelle ægteskab. Sverige og Holland har allerede vist os vejen.

Læs mere