Menu
Kategorier

Skrevet af den 28 dec, 2010 under Ikke kategoriseret | 10 kommentarer

Jens Ole Christensen og kriminaliseringen af homoseksuelle

Jens Ole Christensen, generalsekretær for Lutherske Mission, er nok landets mest ivrige bekæmper af nogen som helst form for folkekirkelig accept af homoseksuelle parforhold. I denne forbindelse har han tidligere henvist til hvor forbilledlig de afrikanske kirkers afvisning af homoseksuelle relationer er. Denne begejstring fastholder han i et læserbrev i Kristeligt Dagblad fra den 28.12.2010. Men som noget nyt fremhæver han så, at kriminalisering af homoseksuelle og foragt for dem er i modstrid med det kristne budskab.

Det er selvfølgelig prisværdigt at Jens Ole Christensen tager afstand fra kriminalisering af og foragt for homoseksuelle. Men desværre synes han at være uvidende om hvorfra dette had mod og denne foragt for homoseksuelle kommer. I hvert fald giver han udtryk for, at de afrikanske kirkers medvirken til forfølgelsen af homoseksuelle i Afrika er udtryk for at de, ligesom de vestlige kirker, er påvirkede af det omkringliggende samfund. Eller med andre ord, Jens Ole Christensen synes at mene, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de afrikanske kirkers ”enkle troskab mod Bibelen” og deres kamp for at homoseksuelle relationer skal kriminaliseres.

Men spørgsmålet er nu om det ikke lige præcis er denne ”enkle troskab mod Bibelen” der i høj grad ligger til grund for de afrikanske kirkers ønske om at ”praktiseret” homoseksualitet fortsat skal være en kriminel handling i Afrika. Den enkle tolkning af 3. Mos. Kap. 18 er jo faktisk den, at der skal være dødsstraf for mænd, der har samleje med andre mænd (3. Mos. 18, 22 & 29). Det er også samme ”enkle troskab mod Bibelen” der lå bag Danske Lovs krav om dødsstraf for mænd, der havde samleje med andre mænd. Samme lovgivning havde man også i Storbritannien, en lovgivning der i 1800-tallet, ligesom i Danmark, bliver modereret til at mænd, der har sex med andre mænd, skal straffes med fængsel. Og de britiske koloniherrer tager denne lovgivning med til deres afrikanske kolonier og omsætter den til lov der. Derfor er der historisk set en sammenhæng mellem den vestlige kristendoms fordømmelse af homoseksuelle relationer, og så de afrikanske kirkers kamp for en fortsat kriminalisering og fordømmelse af homoseksuelle.

Kristendommen har et historisk medansvar for forfølgelsen af og foragten for homoseksuelle. Den bibeltolkning der hævder, at homoseksuelle relationer er en synd, har historisk set gået hånd i hånd med kravet om en kriminalisering og generel samfundsmæssig fordømmelse af homoseksuelle og det ikke kun i Afrika.  Den dag i dag kæmper Vatikanet f.eks. imod at FN offentligt skal tage afstand fra kriminalisering af homoseksuelle relationer og i USA kæmper kristne fundamentalister for en rekriminalisering af homoseksuelle, og det med henvisning til Bibelen.

Så længe Jens Ole Christensen og meningsfæller ikke vil indse kristendommens ansvar i fortid og nutid for forfølgelsen af homoseksuelle er der stor risiko for at de kommer til at bidrage til at vedligeholde foragten for homoseksuelle, på trods af alle pæne ord om at man vil det modsatte.

Læs mere

Skrevet af den 20 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Vielsesritualet kan sagtens gøres kønsneutralt

Et af argumenterne mod et folkekirkeligt kønsneutralt vielsesritual er at det vil kræve et nyt ritual – og at det vil ødelægge ritualet for de heteroseksuelle par. Sådanne påstande bygger på den antagelse, at et vielsesritual, der kan bruges i forbindelse med vielse af såvel homoseksuelle som heteroseksuelle par, nødvendigvis må være et helt nyt og anderledes ritual.

En sådan antagelse er imidlertid forkert. Jeg vil vove den påstand, at det blot kræver indførelse af en udvidet valgfrihed i det nuværende ritual for at det kan bruges både til heteroseksuelle og til homoseksuelle par. Vi har altså slet ikke brug for et nyt ritual, vi skal blot bruge mulighederne i det gamle til at gøre det mere rummeligt.

Det nuværende vielsesritual indledes således med en bøn der faktisk er kønsneutral og som derfor sagtens kan bruges også til homoseksuelle par.

Efter denne bøn kommer der tre korte skriftlæsninger. En fra 1. Mosebog der omhandler hvordan Gud skabte mennesket, en hvor Jesus (som et led i hans begrundelse for hvorfor skilsmisse ikke er tilladelig) genfortæller dele af skabelsesberetningerne og en fra Paulus, der handler om at vi skal bære hinandens byrder.

Der eneste der skal til her for at åbne ritualet for homoseksuelle par er, at man indfører valgfrihed. Altså i stedet for at alle tre læsninger skal læses, skal der blot åbnes op for at parret kan vælge om de vil have alle tre læsninger, kun to eller blot en. De fleste homopar vil så nok nøjes med læsningen fra Paulus, men man kan også sagtens tænke sig at en del heteropar vil foretage samme valg.

Mht. selve tilspørgslen så lyder den i det nuværende ritual sådan her:

Så tilspørger jeg dig N.N (brudgommens navn): Vil du have N.N (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru? – Ja! Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? – Ja!

For at gøre tilspørgslen kønsneutral kræves blot at regibemærkningerne om brudgommens hhv. brudens navn udelades samt at følgende valgmuligheder indføjes:

Så tilspørger jeg dig N.N: Vil du have N.N , som hos dig står, til din ægtehustru/ægtemand? – Ja! Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham både i medgang og i modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand/ægtehustru bør leve med sin ægtehustru/ægtemand, indtil døden skiller jer ad? – Ja!

Indfører man samme valgmulighed i tilspørgslen til bruden har vi gjort denne del af ritualet kønsneutralt.

Præstens efterfølgende erklæring om at parret nu er rette ægtefolk er i sig selv kønsneutral og kræver ingen tilføjelser.

I den efterfølgende forbøn er der ganske rigtigt en bøn hvor det hævdes at Gud skabte mand og kvinde til at leve sammen i ægteskab. Men ritualet forslår også en anden bøn, der kan erstatte førnævnte. Den lyder sådan:

Kære himmelske Fader! Giv denne brudgom og brud nåde, lykke og velsignelse både til sjæl og legeme! Giv dem at elske hinanden med trofast kærlighed og tjene dig oprigtigt i alle ting, så at de må leve som dine kære børn og engang samles hos dig i de evige boliger! Hør os i Jesu navn.

At gøre denne bøn kønsneutral kræver kun at der indføjes valgmuligheden ”giv disse to”, der kan bruges i stedet for ”denne brudgom og brud”.

De efterfølgende bønner er alle kønsneutrale og kræver ingen tilføjelser.

Med andre ord, ved en beskeden udvidelse af den allerede forhåndenværende valgfrihed i det nuværende vielsesritual kan det gøres kønsneutralt, dvs. kan det åbnes for homoseksuelle par. Ændringerne er så beskedne at det end ikke kræver udstedelsen af et nyt ritual for slet ikke at tale om en ny, udvidet, ritualbog. Alt hvad der skal til er blot en vejledning i brugen af ritualet, der åbner for ovennævnte mindre justeringer.

Og fordelene ved en sådan mindre justering er åbenlyse:

De homoseksuelle par får et ritual der er identisk med det som heteroseksuelle par tilbydes. Hermed sikrer man den reelle ligestilling som de homoseksuelle efterspørger.

De heteroseksuelle par får ikke lavet deres ritual om – de kan, hvis de ønsker det, få præcist det samme ritual som det der findes nu.

Folkekirken behøver ikke at indføre et nyt ritual, men kan i stedet, som tilfælde var med tilladelsen til at ordinere kvindelige præster, nøjes med at udvide hvem et bestående ritual kan bruges til. Og dermed bortfalder også grundlaget for den højrekirkelige opstandelse over at skulle have en ritualbog med et for dem uacceptabelt ritual liggende på kirkens alter. Det vil jo være den samme ritualbog og grundlæggende set det samme ritual som vi har nu.

Hvis man derimod, som kirkeministeren insisterer på, i stedet for et kønsneutralt ægteskabsritual skal lave et særligt ritual for et juridisk bindende kirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par, ja så skal man lave et nyt ritual og tage alle de kampe som det medfører. Fuld ligestilling er derfor klart at foretrække, også af praktisk e grunde.

 

Læs mere

Skrevet af den 5 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 9 kommentarer

Bibelfundamentalisme med et menneskeligt ansigt?

Jens Ole Christensen, generalsekretær for luthersk mission, prøver i en klumme i Kristeligt Dagblad fra den 5.3.2010 at distancere sig fra påstanden om at de missionske er mørkemænd og homohadere. Vi skal ikke lave platte vittigheder om bøsser – og vi skal ikke være bange for socialt at omgås homoseksuelle, er hans budskab. Men efter al denne venlighed kommer han ind til sagens kerne:

“Den anden handler om en bibelsk indsigt: Pointen, når de bibelske skrifter kalder praktiseret homoseksualitet for synd, er ikke at bevare det pæne samfund og den borgerlige anstændighed. Den er heller ikke at udstille praktiseret homoseksualitet som mere ulækkert end alle de andre brud på Guds vilje, vi mennesker fedter rundt i. Men det er at kalde det synd, som Gud kalder synd. Hvis vi ikke gør det, fratager vi nemlig mennesker muligheden for skyld. Og der, hvor vi fratager hinanden muligheden for skyld, spærrer vi også vejen til tilgivelsen“.

Nu kan det jo godt nok diskuteres hvor entydig de bibelske tekster, som Jens Ole Christensen og meningsfæller inddrager i debatten om kristendom og homoseksualitet, er. Mere vigtigt er det måske imidlertid at se på det bibelsyn der ligger bag Jens Ole Christensens teologi. Hvis hans antagelse om at man ud af f.eks. Moseloven uden videre kan aflæse Guds klare vilje og tale holder, så får vi nemlig et alvorligt problem med vores gudsbillede.

F.eks. står der i 5. Mos. 22,23-24: “Når en jomfru er forlovet med en mand, og en anden mand træffer hende inde i byen og har samleje med hende, skal I bringe dem begge ud til byporten og stene dem til døde; pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp derinde i byen, og manden, fordi han voldtog en anden mands kvinde. Du skal udrydde det onde af din midte“.

Mener Luthersk Mission at Gud kræver at voldtagne kvinder skal stenes? Eller at der fandtes en tid hvor han krævede noget sådant? Eller at en kvinde, der af angst og skræk ikke råber op under en voldtægt, har forsynet sig mod Guds klare vilje? Mener man virkelig det? Eller kunne det ikke tænkes at ikke alt hvad der står i Bibelen kommer direkte fra Herrens mund men at der også findes tidsbestemte ideer og krav som er i klart modstrid med Guds vilje?

Hvis vi nu går ud og siger, at en kvinde, der ikke råbte om hjælp under en voldtægt, ikke har syndet, så ophæver vi lige så lidt ideen om synd og ideen om syndsforladelse som vi gør det hvis vi fastholder at homoseksuelt samliv i sig selv ikke er nogen synd. Synd er at skabe smerte i et andets liv – at forbryde sig mod næstekærligheden og den gyldne regel.  Voldtægt er synd – homofobi er synd – men det er ikke en synd hvis man ikke turde råbe om hjælp under en voldtægt – og det er ikke en synd at leve i troskab og kærlighed med en af samme køn.

At kræve af homoseksuelle, at de skal bekæmpe og undertrykke deres seksualitet og kærlighed, sådan som Jens Ole Christensen gør det, og det uden at ryste på hånden, er hårdhjertethed i højeste potens, der gør alle hans forsøg på “varme” og “medmenneskelighed” til skamme. Alt for mange kristne homoer har i tidens løb lyttet til sådanne råd – og fået deres liv ødelagt. Man kan ikke stene kærligt – og man kan ikke lukke porten til kærligheden for homoseksuelle på en kærlig måde.

Læs mere

Skrevet af den 3 mar, 2010 under Ikke kategoriseret | 20 kommentarer

Indre Mission leger med ilden

 

Vil Indre Mission gribe til bål og brand i deres kamp med et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par?

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 3.3.2010 argumenterer Hans-Ole Bækgaard (præst og medlem af Indre Missions hovedbestyrelse) og Anders Møberg (præst og landsungdomssekretær for Indre Missions Ungdom) ganske kraftigt imod et folkekirkeligt vielsesritual for homoseksuelle. Et sådant ritual er i deres øjne ” vanvittigt og en umulighed i folkekirken”.

For det første så påstår de, at et ritual skal være ”positivt begrundet i klare bibelske tekster for at være et ritual. Sådan er traditionen for udformning af ritualer. Det bør være utænkeligt at indføre et ritual, som ikke har et tydeligt bibelsk grundlag”. En sådan begrundelse hhv. grundlag mener de vi savner mht. et vielsesritual for homoseksuelle par.

Dette argument er ved at blive populært blandt de højrekristne, men det bliver det nu ikke mere rigtigt af. Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs argument klarer nemlig ikke realitetstesten: Hverken barnedåb (frem for voksendåb) eller konfirmationen er begrundet i ”klare bibelske tekster”.  Deres argument er altså blot opfundet til lejligheden og har ikke rødder i folkekirkens praksis.

Deres næste argument er en gammel klassiker: ” Bibelen taler imod et seksuelt forhold” i en relation mellem to af samme køn, hævder de.  Nu kniber det godt nok gevaldigt med de klare bibelske tekster, der taler mod seksuelle forhold i en relation bestående af to kvinder. De bibelske tekster er nemlig ikke så sikre i deres fordømmelse af homoseksuelle relationer som så mange går rundt og tror. Men under alle omstændigheder så vier folkekirken jo også raskt væk fraskilte og har nu i flere årtier benyttet sig af kvindelige præster, alt sammen noget som man kan finde bibelord imod, så hvorfor er kun homovielser ”vanvittige og umulige”?

Bemærkelsesværdig er sådan set kun sidste del af Hans-Ole Bækgaards og Anders Møbergs debatindlæg. Her skriver de bl.a. at der findes ” en anselig del af folkekirkens præster og lægfolk, som aldrig vil kunne deltage i en gudstjeneste, hvor der på alteret ligger en ritualbog med et indhold, som har skriften imod sig”. (…)Vi kan ikke bruge en ritualbog, som på bare ét område har Skriften imod sig. Tjenesten for alteret er en hellig tjeneste, hvor usandhed ikke skal frembæres. Vi kan ikke med vores samvittighed stå inde for et sådant ritual.” (…)”Men menighederne selv må stille sig spørgsmålet: Kan vi stå inde for at være til gudstjeneste i en kirke, hvor der på alteret ligger et ritual, som har Bibelens klare ord imod sig? Der er ingen tvivl om, at mange vil finde anledning til at rykke et sådant ritual ud. Måske endda finde tændstikker frem til ritualafbrænding?”

Det bemærkelsesværdige ved denne her argumentation er at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg øjensynligt ikke er klar over at folkekirken ikke har hellige bygninger og genstande, et punkt som mange kirkelige debattører ellers gjorde meget ud af at fremhæve i forbindelse med politiets rydning af Brorsons Kirke. Derfor virker deres retorik noget forskruet. Når alteret ikke er et helligt bord og alterbogen ikke en hellig bog, ja så kan de heller ikke ”vanhelliges” af et ritual som ikke svarer til Indre Missions bibelforståelse. Under alle omstændigheder har folkekirken allerede nu kvindelige præster, ja lesbiske præster, der med og uden menstruation står foran alteret og læser op af alterbogen og det har jo det overvældende flertal af folkekirkens medlemmer affundet sig med – ja de finder det helt naturligt og i orden. Det vil kun være en uanseelig del af folkekirkens præster og lægfolk som ikke vil kunne klare at deltage i en gudstjeneste hvor der ligger en ritualbog på alteret, der indeholder et vielsesritual for homoseksuelle par.

Men det er måske meget sigende for den ånd man kan finde hos visse af Indre Missions ledende kræfter, at Hans-Ole Bækgaard og Anders Møberg småtruer med alterbogsafbrændinger. Som bekendt brændte nazisterne jo bøger før de gik over til at brænde mennesker.

Læs mere