Menu
Kategorier

Skrevet af den 7 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 5 kommentarer

Homoægteskabet og folkekirkens fremtid

Hvis man skal tro Kristeligt Dagblad er folkekirkens fremtid ikke mindre end truet, hvis og når der bliver indført et officielt ritual for homoseksuelle par. Anledningen til opstandelsen (altså ikke Jesu opstandelse men medieopstandelsen) er, at Indre Mission har meldt ud, at bevægelsen fremover vil tillade frimenigheder, dvs. menigheder der står udenfor folkekirken, at være med i Indre Mission. Årsagen til at man nu altså i princippet kan være indremissionsk uden at være folkekirkelig er efter sigende, at Indre Missions ledelse er bange for at miste de unge medlemmer af missionen, der i særlig grad skulle have det svært med at acceptere en folkekirkelig accept af homoseksuelle par. Interessant nok kan man dog også læse i Kristeligt Dagblad, at den kirkelige højrefløjs unge selv ikke længere holder sig til den klassiske strikte kristne seksualmoral – så måske Indre Missions egne unge ikke er helt så konservative som Indre Missions ledelse går ud fra? Eller vil de unge profilere sig i forhold til homoseksuelle for at dække over, at de selv ikke længere kan eller vil lade deres eget seksualliv styre af strikse, såkaldte bibelske, regler?

Under alle omstændigheder er spørgsmålet jo om hele postyret ikke blot er endnu et af Kristeligt Dagblads og bladets højrekristne baglands mange fortvivlede forsøg på at forhindre at folkekirken får et officielt ritual for homoseksuelle par. At Indre Mission giver tilladelse til at frimenigheder fortsat kan være tilknyttet bevægelsen betyder jo ikke, at der vil opstå et hav af sådanne indremissionske frimenigheder. Det er jo også bemærkelsesværdigt, at Indre Missions ledelse ikke selv har taget initiativ til oprettelsen af frimenigheder (det overlades til medlemmerne) – og den har heller ikke kommet med løfter om at ville hjælpe til med de mange administrative, personalemæssige og ikke mindst økonomiske udfordringer som dannelsen af frimenigheder vil udløse. Så selv hvis man skulle mene, at Indre Missions forbliven i folkekirken er væsentlig for folkekirkens overlevelse, er der altså ingen grund til panik.

Hvad jeg imidlertid savner, er en folkekirkelig debat om den skade som Indre Mission og resten af den folkekirkelige højrefløj tilføjer folkekirken, ikke mindst i forbindelse med debatten om et ritual for homoseksuelle par.  Hvis man følger med i debatten om folkekirkens tilbud eller mangel på samme til homoseksuelle par, så falder det unægtelig i øjnene, at det er folkekirkens højrefløj, der fylder mest, og det selvom denne del af folkekirken kun udgør få procent af folkekirkens samlede medlemsskare. Den retorik, som der bruges mod en accept af homoseksuelle par, er ofte ret så bastant, for ikke at sige barsk.  Det kan være svært at forklare homoseksuelle, samt deres familie og venner, at de faktisk er velkomne i folkekirken og at det store flertal af folkekirkens præster og menigheder ikke ser homoseksuelt samliv som en synd, når det er et helt andet indtryk, som man får ved at læse avisernes læserbrevsspalter. De der er bekymrede over, at folkekirken kunne miste medlemmer, hvis den siger ja til homoseksuelle par, glemmer typisk at forholde sig til, at folkekirken også kan miste medlemmer ved at sige nej.

Folkekirkens store liberale flertal er desværre alt andet lige for tavse i debatten. Man har indtil videre simpelthen ikke gjort nok for at vise, at Indre Mission og Co. ikke udgør den folkekirkelige mainstream. Det er på tide at man, med al respekt for den folkekirkelige rummelighed, får slået fast, at folkekirkens højrefløj ikke har patent på at definere hvad der er folkekirkekristendom. Ellers risikerer man at støde store dele af den danske befolkning, ikke mindst de unge, væk fra folkekirken.

Læs mere

Skrevet af den 30 jul, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Kristeligt Dagblads sure opstød

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hver gang der er sket noget positivt for homoseksuelle her i landet, så føler Kristeligt Dagblad sig på lederplads forpligtiget til at komme med nogle sure opstød. Og så skal man endda være glad, hvis de nøjes med de sure opstød og avisen ikke forud for sådanne forbedringer har kørt en kampagne mod dem.

Denne adfærd er ikke så mærkelig – Kristeligt Dagblad har jo sine rødder i Indre Mission for hvem vi homoseksuelle er hellbound med mindre, at vi angrer og omvender os fra vores ”syndige livsstil”. Derfor har Kristeligt Dagblad en lang historie som bekæmper af homoseksuelles rettigheder og muligheder – ja, man kæmpede sågar engang indædt mod en afkriminalisering af sex mellem voksne mænd!

Set i det lys kan det slet ikke undre, at Kristeligt Dagblad fra den 30.7.2009 bringer en leder, hvor Morten Thomsen Højgaard raser mod World Outgames. Titlen er ”homoseksuelt hysteri” og hermed er tonen allerede lagt. For det er en typisk fordom om homoseksuelle mænd, at de er hysteriske, dvs. kvindagtige, og de derfor ikke kan tages alvorligt andet end som objekter for foragt.

De argumenter som Morten Thomsen Højgaard slynger ud har vi i det store hele hørt til hudløshed – og man kan derfor snart blive lidt træt af at skulle høre på det samme vrøvl igen og igen: Der burde ikke bruges offentlige midler på World Outgames, fordi det er forkert at afholde et sportsarrangement for homoseksuelle, de er jo ikke anderledes end andre sportsfolk – Outgames er en skamløs udstilling af homoseksualiteten – og en sådan står direkte i modstrid med de homoseksuelles kamp for at blive anerkendt som normale.

Klart er det i hvert fald, at Morten Thomsen Højgaard har haft skyklapperne på når han har læst aviser i de seneste dage, for pressen har ellers bragt mange artikler om hvor vanskeligt det er at være åben homoseksuel og så sportsmand m/k. Men nu er det jo så heller ikke homofobi og diskrimination af homoseksuelle, der interesser Morten Thomsen Højgaard. Det fremgår klart af, at han ikke nævner de homofobiske overfald under World Outgames med et eneste ord.

At en minoritet ikke må kæmpe for at få borgerrettigheder med mindre, at den usynliggør sig selv, er i øvrigt en mærkværdig logik – ikke mindst fra Kristeligt Dagblads side af. Mener Morten Thomsen Højgaard f.eks., at jøder skal vælge mellem at være synlige jøder i det offentlige rum eller at få de samme borgerrettigheder som kristne borgere har, fordi de ikke kan kræve, at få lov til begge dele? Hvis Københavns kommune havde brugt penge på en jødisk festival ville han så også havde brokket sig?

Usynliggørelsen af homoseksualitet er et vigtigt instrument i undertrykkelsen af homoseksuelle. Den skal få os til at føle, at vi er de eneste i verden, der føler som vi gør, og det derfor er os, der er noget galt med. Synliggørelsen er derfor et vigtigt led i modstanden mod undertrykkelse. Når vi kan se, at vi faktisk er mange, så kan vi ikke blot danne netværker og finde støtte og hjælp til dagligdagen blandt ligesindede, nej vi kan også finde kraft til at kæmpe mod den homofobi som man f.eks. kan finde hos Kristeligt Dagblad. Samfundet har en lang og trist historie mht. undertrykkelsen af homoseksuelle – derfor er det godt og rigtigt, at Københavns Kommune støtter et arrangement, der har til formål at modvirke undertrykkelsen af homoseksuelle, såvel som biseksuelle og transpersoner– selvom det er pinligt, at ikke også staten vil tage sin del af byrden og ansvaret.

Morten Thomsen Højgaard har også gevaldigt ondt i en vis legemsdel over, at Vor Frue kirke, Københavns Domkirke, bakker op omkring World Outgames, bl.a. ved at man har udsmykket kirkens søler med en regnbueflagsdekoration. Dertil kan man kun sige, at jeg og en række andre kristne homoseksuelle har været begejstrede over denne støtte fra domkirkens side af. Alt for ofte mødes vi homoseksuelle med foragt fra kirkens side af – det varmer derfor gevaldigt og giver hjælp til at holde fast i troen, når man ser, at der også er kristne som støtter os. Heldigvis bliver der i folkekirken flere og flere af dem, der støtter os – mens der bliver færre og færre af Morten Thomsen Højgaards åndsfæller – og Gud ske lov og tak for det!

Læs mere