Menu
Kategorier

Skrevet af den 3 maj, 2022 under Lgbt | 0 kommentarer

Den medicinske behandling af “transkønnede” børn og unge – en kritisk analyse

 

For en generation siden var transseksualitet (som det dengang hed) et ekstremt sjældent fænomen. Det var hovedsageligt mænd, der ønskede at skifte køn til kvinde – og medicinsk samt kirurgisk kønsskifte blev kun tilbudt voksne mennesker i en moden alder og det efter en langvarig og grundig evaluering.

Omkring 2006 begynder antallet af unge mennesker, der identificerer sig som transkønnede (som det nu hedder) at vokse markant, og fra 2015 stiger antallet drastisk, og det især for pigernes vedkommende. I dag identificerer f.eks. mellem 2 og 9 procent af de amerikanske highschool elever sig som transkønnede. En anden ny udvikling er, at unge begynder at identificere sig som nonbinære, dvs. som noget andet end hhv. mand og kvinde, og det ser ud til at det er denne form for transidentitet der er mest udbredt hos unge i dag.

Det stærkt voksende antal af mennesker, der identificerer sig som transkønnede, afspejles også i en kraftig stigning i antallet af børn og unge der søger hjælp hos sundhedsvæsenet pga. kønsidentitetsproblematikker. F.eks. var der i 2009 51 der tog kontakt til Tavistock klinikken, der i Storbritannien har monopol på behandlingen af børn og unge med kønsidentitetsproblematikker. I 2019-2020 var dette tal steget til 2728, dvs. en 53-dobling på blot 10 år. En lignende udvikling kan man se i hele den vestlige verden, inklusive Danmark.

Denne voldsomme stigning i antallet af børn og unge der søger hjælp, typisk adgang til stop- og krydshormoner, har presset behandlersystemet enormt. Et udslag af dette pres har været en tendens til at vinke dem hurtigt gennem systemet. Dette er blevet forstærket af en forestilling om at det er vigtigt at bekræfte barnet/den unge i at denne virkeligt er transkønnet i stedet for grundigt at undersøge hvad der ligger bag at denne mistrives med sit medfødte kropslige køn. Det kan også være svært for behandlerne at afvise kravet om medicinsk behandling da de berørte børn og unge ofte er meget insisterende mht. at den eneste måde hvorpå de kan få deres liv til at hænge sammen er at få adgang til stop- og krydshormoner.

Ifølge Stephen B. Levine, E. Abbruzzese & Julia W. Mason, der har skrevet artiklen Reconsidering Informed Consent for Trans-Identified Children, Adolescents, and Young Adults, der blev publiceret i det anerkendte forskningstidsskrift Journal of Sex & Marital Therapy[1], er det i denne situation vigtigt, at fastholde, at det er af afgørende betydning, at børn og unge med kønsidentitetsproblematikker og deres forældre, får grundig og omfattende information før de kan give informeret samtykke til en behandling der har irreversible konsekvenser. De skal informeres grundigt om at en identitet som det modsatte køn hos børn ofte forsvinder når de bliver voksne; de skal være i klarhed over de alvorlige bivirkninger der kan være forbundet med behandling med stop- og krydshormoner; og de skal vide, at en sådan behandling ikke har nogen dokumenteret effekt på de andre mentale problemer som barnet/den unge måtte have, herunder risikoen for at begå selvmord.

 

Det er vigtigt at være sig bevidst, at langt de fleste børn der er stærkt kønsrolleafvigende og insisterer på at være af det modsatte køn, som voksne vil have lært at acceptere deres kropslige køn hvis man altså ikke er startet på medicinsk behandling af dem. Dette har ikke mindre end 11 forskningsartikler vist. Godt nok er der blevet gjort forsøg på at debunke denne forskning med henvisning til at den skulle være baseret på kønsrolleafvigende børn frem for børn med ægte kønsdysfori. Men denne debunking er blevet debunket[2]. En grundig gennemgang af disse studiers data har bekræftet deres resultater. 67 % af de børn der var blevet diagnosticeret med kønsdysfori i henhold til DSM-4’s kriterier, havde ikke længere kønsdysfori som voksne. Og blandt dem, der havde signifikante tegn på kønsdysfori, men som ikke helt levede op til kriterierne, var det hele 93 % hvis kønsdysfori var gået i sig selv.

En ekstra udfordring udgøres af de unge der først udvikler tegn på kønsdysfori i puberteten. Forskningen har mindre at sige om deres fremtidsperspektiver. Men der er en voksende evidens for at der her kan være tale om at den unge udforsker sin identitet frem for at dennes identitet er mejslet i sten. Dette underbygges muligvis af et voksende antal voksne der detransionerer, altså fortryder eller opgiver deres transidentitet og den behandling de måtte have søgt for den.

I øvrigt skal man være opmærksom på, at stærk identifikation med det modsatte køn i barndommen typisk er forbundet med at man som voksen vil vise sig at være homoseksuel eller biseksuel. Disse børns kønsdysfori vil derfor almindeligvis helt naturligt løse sig ved at de vokser op til at blive biseksuelle, bøsser eller lesbiske.

Det er også meget vigtigt, at de berørte børn og unge samt deres forældre informeres grundigt om at evidensen for behandlingen med stop- og krydshormoner er af meget lav kvalitet. Den mest grundige undersøgelse af evidensen for denne behandling blev iværksat af det britiske sundhedsvæsen og gennemført af National Institute for Health and Care Excellence (NICE) i 2020[3]. NICE gav udtryk for stor utilfredshed med evidensen både bag behandling med pubertetsblokere og krydshormoner og gav den lavest mulige karakter til de studier der skulle levere evidens for behandlingen med disse. Studierne var små, uden kontrolgrupper og sårbare for bias samt fejlslutninger.

Og bivirkningerne ved behandlingen med stop- og krydshormoner er alvorlige. Går et barn f.eks. direkte fra stop- til krydshormonsbehandling mister det evnen til som voksen at kunne få børn. Behandlingen med stophormoner ser også ud til at kunne medføre knogleskørhed og hjerteproblemer – og vi ved alt for lidt om hvordan den påvirker hjernes udvikling.

Man ser desværre ofte, at der presses på mht. at give børn og unge, der identificer sig som transkønnede, hurtig adgang til stop- og krydshormoner med henvisning til at de ellers vil begå selvmord. Påstanden om at ”transkønnede” børn og unge skulle have en alarmerende høj selvmordsrisiko bygger på data indsamlet fra nettet hvor folk har kunnet selvrapportere om selvmordstanker og selvmordsforsøg. Her bliver selvmordstanker og selvskadende adfærd, der ikke var tænkt som alvorlige selvmordsforsøg, ofte blandet sammen med determinerede selvmordsforsøg samt ikke mindst reelle selvmord.

Ifølge et helt nyt studie[4] af selvmord begået af børn og unge, der havde været i kontakt med den britiske Travistock kønsklinik, havde de en selvmordsrate på 0,03 procent over en 10 års periode, hvad kan omregnes til en årlig selvmordsrate på 13 ud af 100.000. (Der kunne ikke konstateres nogen signifikant forskel på om man havde været på venteliste til behandling eller var i gang med denne.) Selvom der er tale om en selvmordsrate der er markant højere end gennemsnittet for alle børn og unge, så er der dog langt fra den epidemi af selvmord blandt transkønnede børn og unge som der tales så meget om blandt aktivister og i medierne. Deres selvmordsrate ligger nogenlunde på samme niveau som unge biseksuelle, bøsser og lesbiskes, og er kun let forhøjet i forhold til den man finder hos unge med f.eks. en autismediagnose som en del unge ”transkønnede” også har. Det er vigtigt at være opmærksom på, at hverken hormonbehandling eller kønsskifteoperationer ser ud til at have nogen langsigtet positiv effekt på de unges selvmordsrisiko. Stephen B. Levine, E. Abbruzzese & Julia W. Mason advarer mod at behandlingssystemet giver efter for selvmordstrusler fremført af den unge – i stedet skal denne tilbydes den samme hjælp og støtte som andre selvmordstruede unge tilbydes.

Kun få af dem, der behandler børn og unge med kønsdysfori, og endnu færre af deres forældre, er klare over at hele fundamentet for den nuværende behandling af disse med stop- og krydshormoner bygger på et enkelt hollandsk studie af 55 unge, der først havde fået stophormoner efterfulgt af krydshormoner samt en kønsskifteoperation. Ifølge studiet havde disse patienter 1,5 år efter afsluttet behandling ikke længere kønsdysfori. (Interessant nok fulgte man dog ikke op på hvordan disse unge har klaret sig gennem livet som voksne).

Det interessante er imidlertid, at det hollandske studie ikke kan påvise, at de behandlede unges almindelige mentale helbred, f.eks. omfanget af angst og depression, blev signifikant forbedret. Dette virker mærkeligt men kan bl.a. nok forklares med den måde som de unge var blevet selekteret til behandlingen. Af de 196 unge der oprindeligt blev henvist til behandling udvalgte forskerne 111 som de mente var egnede til at blive behandlet med stophormoner. Ud af dem valgte de så de 70 mest psykisk stabile og modne, der fik lov til at blive behandlet med krydshormoner efterfulgt af kønsskifteoperationer. At studiet endte med 55 unge skyldtes så, at der igen var nogen der blev frasorteret eller faldt fra – ligesom en enkelt døde af komplikationer forårsaget af dennes kønsskifteoperation. Med andre ord, når de unges mentale helbred ikke blev forbedret af behandlingen, så kunne det skyldes, at de havde det rimeligt godt i forvejen. Men det betyder også, at det hollandske studie ikke kan bruges til at bevise, at en sådan behandling forebygger selvmord hos børn og unge, der mistrives så meget at de er selvmordstruede.

Man skal også huske på, at når man i Holland i 1990’erne begyndte hormonbehandling af unge med kønsdysfori så var det oprindeligt ikke, fordi man ville forebygge selvmord og mistrivsel hos transkønnede teenagere. I stedet begyndte man denne behandling fordi man håbede på denne måde at sikre, at de som voksne ville have lettere ved at passere som det modsatte køn og dermed, var håbet, som voksne også ville have et bedre psykisk helbred. Derfor var tanken også, at man skulle finde den undergruppe af børn og unge, der søgte behandling, som kunne forventes også at ville være transkønnede som voksne.

Og det afspejler sig også i det hollandske studie. Alle der modtog behandling havde identificeret sig med det modsatte køn som små børn, der deltog ikke en eneste nonbinær i studiet, og i øvrigt var 97 % af disse unge seksuelt tiltrukket af deres eget køn. De hollandske forskere var sig bevidst, at de fleste børn, der identificerer sig med det modsatte køn, vokser ud af denne modsatkønsidentifikation i forbindelse med puberteten. Derfor var de unge typisk 15 før de fik stophormoner og 17 da de fik krydshormoner, dvs. ældre end det er praksis i dag, herunder i Danmark. Og faktisk har forskerne bag det hollandske studie nu meldt ud[5], at de er bekymret over at det bruges som grundlag til en behandling af børn og unge, der falder udenfor de kriterier de havde udstukket, f.eks. når børn får stophormoner før de starter puberteten, og at de kan modtage behandling selvom de ikke havde en modsatskønsidentifikation før puberteten eller har psykiske diagnoser.

 

Stephen B. Levine, E. Abbruzzese & Julia W. Masons anbefaling er alt i alt, at børn og unge med kønsidentitetsproblematikker, og ikke mindst deres forældre, gives en grundig information om alle de oven anførte problemstillinger. De skal vide, at behandlingen med stop- og krydshormoner meget vel er unødvendig, at den er risikofyldt og at det ikke kan dokumenteres, at den vil forhindre selvmord eller på længere sigt give dem et bedre mentalt helbred. Forskerne siger dog også, at vi endnu ved for lidt om andre mulige behandlingsformers effekt, så som terapi. Især er det vigtigt, at både behandlere og forældre tager sig god tid og ikke lader sig presse til en forhastet start på en behandling, der har irreversible konsekvenser. Vendt og se, er nok i virkeligheden deres grundlæggende råd.

 

 

 

[1] Full article: Reconsidering Informed Consent for Trans-Identified Children, Adolescents, and Young Adults (tandfonline.com)

[2] The myth of persistence: Response to “A critical commentary on follow-up studies and ‘desistance’ theories about transgender and gender non-conforming children” by Temple Newhook et al. (2018): International Journal of Transgenderism: Vol 19, No 2 (tandfonline.com)

[3] https://segm.org/NICE_gender_medicine_systematic_review_finds_poor_quality_evidence

 

[4] Suicide by Clinic-Referred Transgender Adolescents in the United Kingdom | SpringerLink

[5] Challenges in Timing Puberty Suppression for Gender-Nonconforming Adolescents | Pediatrics | American Academy of Pediatrics (aap.org)

Læs mere

Skrevet af den 23 dec, 2018 under Lgbt | 3 kommentarer

Hvad er en kvinde?

 

Et af det senmoderne samfunds kendetegn er, at der ikke længere er noget, der er givet, men at alt i stedet står til debat. Hver enkelt af os er tvunget til at navigere i et farvand hvor der hverken er fastlagte landemærker eller én veldefineret rute at følge. Vi må finde vores egen vej. Og det er jo på mange måder godt. Jeg er f.eks. glad for at jeg ikke behøver at leve som en hjemmegående husmor gift med en mand, sådan som min mor gjorde det da jeg var barn. Det er vigtigt, at ingen skal pålægges nogle kønsroller som de ikke kan genkende sig selv i men i stedet her frihed til at leve sådan som det passer dem bedst.

Men i dag er det ikke længere bare kønsrollerne, som vi selv kan vælge og sammensætte. Nej, nu er det selve vores køn som vi selv skal definere. Kønnet er i de sidste år blevet løsrevet fra at handle om vores kropslige udgangspunkt og er i stedet blevet til en selvdefineret identitet. Der er personer, som er født med en penis, men som insisterer på at de er kvinder. Der er personer, der menstruerer, men som insisterer på at de er mænd. Der er personer, der hævder, at de hverken er mænd eller kvinder, men i stedet er nonbinære. At være transkønnet er det nye sort og medierne har kastet sig over emnet med stor begejstring. Men som så ofte, så er der langt mellem de journalister der faktisk tør stille kritiske spørgsmål i stedet for bare at agere mikrofonholdere.

Hvad jeg i hvert fald endnu ikke har set, er en journalist, der tør stille de helt grundlæggende spørgsmål: Hvad vil det sige at være en mand hhv. en kvinde? Når du siger, at du er en transkvinde og ikke en mand – hhv. en transmand og ikke en kvinde – eller at du hverken er en mand eller en kvinde – hvad er det så som du ikke er?

Nu har jeg i flere år deltaget i debatten om køn og kønsidentitet på Facebook, hvor den er ganske intens især blandt feminister. Min erfaring er, at det typisk påstås, at man f.eks. er en kvinde ”hvis man føler, at man er en kvinde”. Spørger man så hvad det vil sige at føle sig som en kvinde, får man svaret: ”at føle sig som en kvinde vil sige, at man identificerer sig som en kvinde”. Spørger man dernæst hvad det sige at identificere sig som en kvinde, får man svaret: ”at identificere sig som en kvinde vil sige at man føler sig som en kvinde”. Det nyeste skud på stammen er dog, at det hævdes, at man er en kvinde hvis man siger, at man er en kvinde – og en kvinde er en person, der siger, at vedkommende er en kvinde. Det er jo en logik der svarer til at hævde, at indholdet af en krukke hvorpå der står ”salt” per definition er salt – og at salt er det der befinder sig i krukker hvorpå det står ”salt”. Denne logik overgås sådan set blot af dem, der simpelthen siger, at ”transkvinder ER kvinder – det står ikke til debat!”. Det er unægteligt en klog strategi at afvise at debattere det som man tydeligvis ikke har nogle rationelle argumenter for. Virker det ikke kan man så altid holde sig for ørene og skrige ”transfobi”!!! Angreb er jo som bekendt det bedste forsvar. Men ser man bag om alle afledningsmanøvrerne, cirkelslutningerne og de personlige angreb så må man sådan set bare konstatere, at det grundlæggende spørgsmål ikke er blevet besvaret: hvis køn ikke handler om vores kropslige udgangspunkt – om vores medfødte reproduktive potentiale – hvad er køn da? Er man en kvinde fordi man har en udefinerbar følelse som man fortolker som en kvindes følelse? Er man en mand fordi man meget gerne vil ses og anerkendes som en mand? Hvad vil det i det hele taget sige at være noget? Er man f.eks. lige så gammel som man føler sig?  Er jeg per definition den jeg gerne vil være?

Nu må folk efter min mening mene og føle om sig selv hvad de vil. Selvfølgelig har transkvinder ret til at identificere sig som kvinder – hvad de så end mener med det. De har lov til at mene, at deres medfødte penis er et kvindeligt kønsorgan ligeså vel som transmænd, der er gravide, har lov til at mene, at de er gravide mænd. Problemet opstår når den enkeltes subjektive selvforståelse bliver til en norm som andre objektivt skal bøje sig for. Så får vi nemlig krav om at myndighederne generelt skal omtale mødre som ”den fødende forældre”, og krav om at personer med en penis skal have lov til at nøgenbade sammen med kvinderne. Så får vi krav om at personer født med en mands krop skal have lov til at konkurrere med biologiske kvinder indenfor sportens verden. Man må mene om sig selv hvad man vil – men man må ikke pådutte andre ens holdninger, heller ikke om en selv.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 25 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 2 kommentarer

Typiske argumenter i transdebatten – og et forsøg på et svar

 

Et bemærkelsesværdigt træk ved rigtig mange samfundsdebatter er, at de samme argumenter ofte fremføres igen og igen. Dette giver let sådanne debatter et element af forudsigelighed – sådan lidt i retning af, at man bare venter på hvornår det og det argument bliver fremført for så at få sine forventninger opfyldt gang på gang. Hvis man som undertegnede imidlertid håber på, at det mod alle ods bør være muligt at føre en seriøs debat også om følsomme emner, bør man efter min mening være villig til at prøve på at komme med gennemtænkte svar på de argumenter som ens modpart fremfører, også selvom man har hørt dem til hudløshed.

I det følgende prøver jeg på at opridse hvad jeg oplever som de typiske standartargumenter som intersektionelle feminister og radikale transaktivister gang på gang fremfører i debatten med radikalfeminister som undertegnede. Og jeg vil forsøge mig med hvad der efter min vurdering er et passende svar herpå.

 

I beskylder transkvinder for ikke at være rigtige kvinder!

Efter min mening er det problematisk, at ville dele kvinder (og mænd) op i ”rigtige” og ”forkerte”. Som en gendernonconforming lesbisk lever jeg ikke op til de klassiske forventninger til kvinder og er dermed i manges øjne nok ”forkert”. For mig og mange andre radialfeminister handler debatten ikke om at give andre karakterer for deres kønsperformance, men i stedet om hvorvidt man er en biologisk kvinde eller mand.

 

Biologisk køn er en social konstruktion!

Nej, biologisk køn er ikke en social konstruktion al den stund, at vores biologisk kønnede kroppe evolutionshistorisk set er meget ældre end vores menneskelige bevidsthed. Vi havde en krop før vi kunne italesætte denne krop. Biologisk set er vi nemlig pattedyr. Og pattedyr er kendetegnede ved en højt specialiseret kønnet formering. Pattedyrs hanner har kromosom parret XY samt penis og testikler, der producerer sæd hvormed de kan gøre hunnerne gravide. Og hunnerne som har kromosomparret XX, har skede, livmoder og æggestokke så de både kan blive gravide men ikke mindst også nære fostret i en længere periode før det fødes. Og når ungerne er blevet fødte dier hunnerne dem i en periode, deraf ordet ”pattedyr”. Ingen pattedyr kan både gøre og blive gravide, og ingen pattedyr kan efter fødslen gå fra at producere sædceller til at producere ægceller. Biologisk køn hos pattedyr handler med andre ord om hvorvidt man har potentiale til at gøre gravid eller blive gravid. Hvis man med biologisk køn altså vil beskrive det reproduktive potentiale, så er der kun to biologiske køn, nemlig ”hankøn” og ”hunkøn”.

 

Ja, men hvad så med alle de kvinder, der har fået fjernet deres livmoder, hvad med små piger og ældre kvinder som ikke længere kan blive gravide, så er de jo heller ikke kvinder?!

Der er forskel på aldrig at have haft et potentiale til at blive gravid fordi man biologisk set er et hanmenneske (også kaldet en biologisk mand) og så at have haft en livmoder som senere er blevet fjernet. Edderkopper er f.eks. kendetegnet ved at have 8 ben, det adskiller dem fra insekterne som har 6 ben. Der er næppe så mange, der vil påstå, at en edderkop ophører med at tilhøre arten ”edderkop” eller at den bliver til et insekt, hvis man river to af dens ben af.

Alle pattedyrshunner fødes med en fastlagt antal af ægceller, men de bliver først kønsmodne når deres kroppe i princippet er i stand til at gennemføre en graviditet. Pattedyrshunner mister typisk fertilitet med alderen og enkelte går såsom menneskehunner (biologiske kvinder) i en egentlig overgangsalder. Det er derfor meningsløst at påstå, at de ikke skulle være hunner i den periode der ligger før kønsmodningen og i den der ligger efter at deres ægceller er blevet opbrugte. Det er i stedet en naturlig biologisk proces de gennemgår lige præcis fordi de er hunpattedyr.

 

Ja, men hvad så med de interkønnede?!

Problemet med begrebet ”interkønnet” er, at det er blevet til et aktivistisk begreb med et uklart indhold. Hvis ordet ”interkønnet” skal give mening må det betyde, at et individ befinder sig et sted imellem de to biologiske køn mand og kvinde. Og dermed burde man undlade, sådan som det sker nu, at betegne f.eks. drenge med hypospadi (hvor urinrøret ender andre steder end på enden af penis) som interkønnede. Det giver i mine øjne ingen mening, at påstå, at en person ikke skulle være biologisk mand fordi vedkommendes urinrør f.eks. ender på undersiden af penis frem for i spidsen.

Der findes individer (både blandt mennesker og de andre pattedyr) der fødes med andre kromosompar end XX og XY hhv. som har forskellige misdannelser af de reproduktive organer. Man da der kun er to reproduktive roller hos pattedyr, dem der har potentiale til at gøre gravide og dem, der har potentiale til at blive gravide, er der ikke tale om særlige biologiske køn.

Nogen stødes sikkert over udtrykket ”misdannelser”, men de hører nu med til naturen og er ganske udbredte. Jeg er f.eks. berørt af en misdannelse der kaldes tand ”agenesi”, dvs. jeg mangler anlæg til 6 blivende tænder. Det gør mig hverken til et dårligt eller et godt menneske, det er blot en medfødt arvelig tilstand, hverken mere eller mindre.

 

Biologisk køn er så komplekst, at man ikke kan definere det – i stedet må man spørge folk om hvad de selv føler!

Biologi er generelt komplekst og vi lærer hele tiden nyt. Men derfor er kønsbestemmelse af pattedyr alt andet lige ikke særligt kompliceret, ellers ville bonden jo også være på den, når hun skal dele sine nyfødte kalve op i tyrekalve og kviekalve. I langt de fleste tilfælde er et kort tjek nok. Skulle man i stedet være henvist til at spørge til kønnet ville man i sagens natur ikke kunne kønsbestemme noget dyr.

 

I benægter, at transkønnede eksisterer!

Der er en logisk forskel på at være uenig i en persons eller en gruppes selvforståelse og så at benægte denne persons hhv. denne gruppes eksistens eller eksistensberettigelse. Det forhold, at man ikke tror, at jøderne er Guds udvalgte folk, betyder ikke, at man benægter eksistensen af jøder eller det jødiske folk – og det betyder slet ikke, at man ønsker, at jøderne skal udryddes.

 

Transkvinder er kvinder fordi de føler, at de er kvinder!

Personligt har jeg aldrig forstået, hvordan det skulle føles, at være en kvinde eller en mand.  Jeg har derfor spurgt gang på gang hvad der menes hermed. Svaret er, har jeg fået at vide, at man føler sig som en kvinde hvis man identificerer sig som en kvinde. Og når jeg så har spurgt, hvad det betyder, at ”identificere sig som en kvinde”, så har jeg fået svaret, at det betyder, at man ”føler sig som en kvinde”. Altså er der tale om en klassisk cirkelslutning og ikke noget logisk argument.

Jeg har svært ved at se hvordan et sådant ”følt” køn kan være andet end en eller anden form for kønsrollepræference hhv. at man føler sig tiltrukket af en eller flere at de kønsstereotyper som vores samfund desværre har. Følt køn er altså sådan som jeg ser det knyttet til det man kalder for socialt køn. Og det sociale køn er en social konstruktion hvis formål i henhold til radikalfeminismen er at sikre biologiske mænds undertrykkelse af biologiske kvinder. Denne undertrykkelse bekæmpes ved at vi bekæmper selve ideen om at kvinder tænker og føler på en bestemt måde og skal opføre og klæde sig på en bestemt måde, og det samme mht. mænd. Kvindeundertrykkelsen forsvinder ikke men gøres i stedet til noget medfødt og uforanderligt, hvis man gør kønsrollepræferencer og kønsrolle performance til en medfødt identitet.

 

I respekterer ikke transkønnedes følelser!

Der er forskel på at anerkende at noget er vigtigt for et andet menneske og så dele dette menneskes verdensanskuelse hhv. selvforståelse. F.eks. findes der verden over og til alle tider mennesker, der mener, at de står i direkte kontakt til ånder, guder eller andre overnaturlige væsener. Man skal ikke beskæftige sig længe med det emne før man forstår, hvor vigtige sådanne oplevelser er for de berørte, hvis sandhed de typisk er utroligt stærkt overbeviste om. Folk har været villige til at gå i døden frem for at benægte, at det de oplevede var sandt. Jeg har respekt for hvor vigtige sådanne erfaringer er for de ”visionære” ligesom jeg respekterer, at de transkønnede føler som de gør mht. deres køn. Men ligesom de visionære ikke har krav på at andre tror på deres åbenbaringer eller på, at der findes en usynlig virkelighed som kan kommunikere med udvalgte mennesker, så har transkønnede heller ikke krav på, at andre accepterer, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan eller at mænd kan være gravide. Folk har lov til at føle om sig selv hvad de vil, men de har ikke krav på, at andre deler disse følelser.

 

Transkønnede har altid eksisteret!

Faktisk stammer begrebet ”transkønnet” fra 1990’erne. Det er et paraplybegreb som dækker et stadigt skiftende antal af underidentiteter så som transseksuel, transvestit, transfeminin, transmaskulin, nonbinær, genderfluid, genderquer etc. På mange måder er identiteten ”transkønnet” et typisk produkt af (den vestlige) senmodernitet.

Jeg kender ikke til nogen kultur, fortidig eller nutidig, som ikke har opereret med forskellige kønsroller for hhv. biologiske mænd og kvinder. Nogle ikke-vestlige kulturer har hhv. har haft sociale kategorier for biologiske mænd, og i sjældnere grad biologiske kvinder, der levede enten som det modsatte køn eller havde mulighed for at kombinere roller fra begge køn. Typisk var hhv. er denne sociale rolle knyttet til en seksuel rolle. F.eks. i form af at en biologisk mand får lov til at gå i kvindetøj og udføre kvindearbejde samtidigt med at vedkommende indtager den passive rolle i et analt samleje med en mand. Sådanne sociale kategorier eller hhv. et tredje (socialt) køn finder vi f.eks. i Indien og Pakistan (hijras) og Thailand (katois). Jeg kender ikke til noget eksempel på at man i sådanne ikke-vestlige kulturer har hævdet, at disse alternative sociale køn var identiske med de biologiske køn hvis rolle de helt eller delvist havde lov til at leve.

 

Transkønnede har en uhyggelig høj mordrate og selvmordsrate!

Der er ingen tvivl om, at mange transkønnede har det socialt og psykisk hårdt. Men det at man har det hårdt er ikke det samme som at man har ret. Det er derudover faktisk svært at sige noget med sikkerhed om hvordan transkønnede trives, da vi mangler sikker statistik som bygger på objektive data og ikke subjektive selvrapporteringer såsom dem man kan indsamle via spørgeskemaundersøgelser, især dem hvor deltagerne selv har meldt sig frem for at være repræsentativt udvalgte.

Der er dog blevet gjort et forsøg på at beregne mordraten for transkønnede og det for USA, for EU og for Brasilien. I alle tilfælde ser det ud til at transkønnede har en mordrate der ligger under den gennemsnitlige for hele befolkningen. Og hvis vi ser her på Danmark, så kender jeg ikke til noget eksempel på at nogen transkønnet er blevet myrdet.

Mht. selvmord så findes der mig bekendt kun en undersøgelse af sikre data, nemlig en svensk hvor man bl.a. så på selvmordsraten for transseksuelle der havde fået en kønsskifteoperation. Den var betydelig højere end for resten af befolkningen. Til gengæld har vi en dansk undersøgelse, der viser at lesbiske, der lever i registreret partnerskab, har en markant forhøjet selvmordsrate i forhold til gifte heteroseksuelle kvinder. Interessant nok har den ikke udløst noget nævneværdigt engagement i lesbiskes psykiske helbred og sociale situation.  Ældre enlige mænd har også en højere selvmordsrisiko end ældre enlige kvinder har, men betyder det dermed, at mænd er mere undertrykte end kvinder eller er der ikke tale om andre faktorer, der spiller ind?

 

 

 

Læs mere