Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, Mirakler | 0 kommentarer

Jomfru Marias kamp mod Det Andet Vatikankoncil

 

Et bemærkelsesværdigt træk ved Det Andet Vatikankoncil var, at et af dets officielle mål var en bedre inddragelse af lægfolket i den katolske kirkes liv. Men på trods heraf blev koncilets reformer mødt med en række protester ikke mindst fra lægfolks side af. En overset men udbredt protestform var og er faktisk Maria-åbenbaringer! Og et eksempel herpå skildres relativt kort men grundigt af religionsforskeren Joseph P. Laycock i bogen ”The Seer of Bayside – Veronica Lueken and the Struggle to Define Catholicism”.

Veronica Lueken var, da hun begyndte at berette om overnaturlige erfaringer i 1968, en kvinde som livet havde været lidt hård ved. Hun var en hjemmegående husmor hvis mand havde svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, der var sygdom i familien, og hun var også lidt af en social outsider i det middelklasse-husejer prægede katolske sogn i Bayside New York hvor hun havde sin faste gang.

Det første himmelske væsen Veronica Lueken får kontakt med var den hellige Teresa af Jesus barnet som hun havde bedt intensivt til i anledning af attentatet på Robert Kennedy, men hun får også uhyggelige og vanskeligt tolkelige visioner om dom og ødelæggelse. Præsterne i sognet gider hende tydeligvis ikke rigtigt og i starten tror hendes mand heller ikke på hende. Andre i lokalområdet tror dog på Veronica Lueken og efterhånden tager oplevelserne mere fast og håndterbar form. Nu begynder Jomfru Maria at tale til hende og annoncerer, at hun vil åbenbare sig for hende i forbindelse med en statue af Jomfru Maria udenfor Veronica Luekens sognekirke – og det på en fastsat dato. Hun prøver endnu engang at få sognets præster med på ideen og skriver og fortæller om sine oplevelser til diverse kirkelige personligheder men bliver mødt med en kold skulder. Veronica Lueken er derfor kun omgivet af få lokale supportere da Jomfru Maria som annonceret åbenbarer sig via Maria figuren ved sognekirken, kommer med budskaber og forkynder, at hun nu vil åbenbare sig regelmæssigt for Veronica Lueken i forbindelse med kirkelige festdage og det på dette sted.

Veronica Lueken bliver ikke taget alvorligt af de lokale kirkelige myndigheder, men traditionalistiske katolske grupperinger ser anderledes på sagen – især en gruppe fra Canada tager hendes åbenbaringer op og begynder at organisere valfarter til Veronica Luekens bønnemøder udenfor kirken i Bayside.

Veronica Lueken virker ret påvirket både af de kirkelige myndigheders ligegyldighed der, som jeg skal komme ind på, ændrer sig til hårdnakket modstand, af hendes tilhængeres forventninger, af tidens koldkrigs stemning og af modstanden mod Det Andet Vatikankoncil. En visionær bliver nemlig først til en profet når vedkommende ikke bare bliver troet men også bliver mødt med en feedback, der igen er med til at udvikle seerens identitet som profet. Modstandernes ”push” og tilhængernes ”pull” former i høj grad de profetiske budskaber. Veronica Luekens budskaber forbinder klassikere som at man skal bede rosenkransen og omvende sig med modstand mod håndkommunion, messe på modersmålet og kvinders ligestilling samt den fri abort. Men Veronica Luekens jomfru Maria taler også om en tredje verdenskrig, en komet der skal tilintetgøre verden og hævder, at UFO’er er sataniske fartøjer bemandet med dæmoner der via urene stråler forårsager besættelser og børns forsvinden. Til hendes dommedagsscenarier hører i øvrigt også hærgende bander af homoseksuelle og invaderende horder af sovjetiske soldater udstyret med dødsstråler. Og så fortalte Jomfru Maria hende også, at pave Paul VI, der stod for at gennemføre Det Andet Vatikankoncils reformer, blev holdt fangen i Vatikanet og at den regerende pave var en kommunistisk dobbeltgænger, der via plastik kirurgi var blevet fikset så han lignede den rigtige pave.

Denne blanding af traditionel katolicisme kombineret med dommedags- og koldkrigsangst samt diverse sammensværgelsesteorier vækker gehør hos en del katolikker, der er bekymret over samfundsudviklingen og som står uforstående overfor Det Andet Vatikankoncils reformer. Måske lidt som de amerikanere der i dag støtter Trump følte disse katolikker sig kørt over og fremmedgjort i en verden, hvis udvikling de ikke kunne forstå og som de derfor følte var skræmmende. Veronica Lueken og hendes budskaber fra Jomfru Maria og i øvrigt et hidtil uhørt antal af andre himmelske væsener satte ord på denne angst og frustration. Og budskabernes autentisitet blev for de troende forstærket af beretninger om mirakuløse helbredelser, rosenkranse der blev til guld, synet af en dansende sol og ikke mindst et stort antal polaroid fotos af hendes bønnemøder hvor der kan ses mærkelige lysfænomener. Pilgrimme i hundredvis, snart nærmest i tusindvis dukker nu op ved sognekirken i Bayside for at deltage i Veronica Luekens bønnemøder og se hhv. høre hende komme i ekstase og forkynde de himmelske budskaber. Det bliver hurtigt for meget for naboerne i det pæne middelklasse amerikanske lokalsamfund, hvis repræsentanter også er talstærkt repræsenterede i kirkens menighedsråd. Pilgrimmene tramper på de velklippede græsplæner, de smider affald, forretter deres nødtørft bag buskene i folks forhaver og så larmer de med deres højlytte rosenkransbønner og salmesang. Det kommer til fysiske sammenstød, større politistyrker må udkommanderes for at skabe orden i kaosset – og klagerne til den lokale biskop vælter ind – sammen med forespørgsler fra hele verden om hvad man skal tro om Veronica Luekens budskaber, der via diverse traditionalistiske nyhedsbreve hurtigt har fået en global læserskare og tilhængere på alle kontinenter.

Efter at have ignoreret Veronica Lueken i de første ca. tre år af hendes virke nedsætter biskoppen så en arbejdsgruppe, der skal bedømme hendes budskaber. Efter kun ét møde, en hurtig gennemlæsning af nogle af hendes budskaber samt aflytning af nogle båndoptagelser af selvsamme beslutter man at afvise dem som ikke autentiske. Man interviewer imidlertid hverken Veronica Lueken eller nogle af hendes tilhængere, ser ikke på de påståede mirakler og forsøger i øvrigt stadigvæk at holde lav profil. Men da konflikten mellem pilgrimmene og de lokale beboere i Bayside nærmer sig eksplosionspunktet og der er masser af pressebevågenhed om sagen, prøver man at stramme op. Man får en ekspertvurdering af udvalgte af de berømte polaroid fotos – og et mere kuriøs indslag er at udsendinge fra bispekontoret via en megafon mindst en gang forsøgte at læse den kirkelige afvisning af Veronica Luekens budskaber højt i forbindelse med et bønnemøde udenfor kirken, blot for at blive overdøvet af hendes rosenkransbedende tilhængere. Man skriver nu også rundt til katolske biskopper i hele verden og advarer mod Veronica Luekens budskaber, men det er for sent da bevægelsen har fået alt for meget momentum.

Det hele ender med en retssag for byretten – og at de verslige myndigheder viser en kompromisvillighed som de kirkelige ikke ville vise. Veronica Lueken og hendes tilhængere får lov til at bruge et område i en park i Queens hvor Vatikanets pavillon stod i forbindelse med verdensudstillingen i 1965. Her konsoliderer bevægelsen – der går under navnet bayside bevægelsen, sig godt hjulpet af store donationer fra dens mange tilhængere. Efter Veronica Luekens død i 1995 mister man dog en del af sine støtter og det bliver ikke bedre af at der opstår et internt skisma, så der i dag er to rivaliserende grupper, der mødes i parken i Queens for at afholde bønnemøder i Veronica Luekens ånd. Joseph P. Laycocks bog er fra 2015 og da var den ene bayside gruppe ret lille og lukket, mens den anden så ud til at være i vækst og have en del ressourcer og var måske generelt på vej til at blive lidt mere mainstream i sin katolicisme.

Veronica Lueken og hendes budskaber er på sin vis ret typiske for de moderne Maria åbenbaringer: Det store antal af budskaber som leveres på fastlagte tidspunkter, det apokalyptiske indhold, konfliktfladen i forhold til det sekulære samfund og de kirkelige autoriteter og afhængigheden af andre Maria åbenbaringer som f.eks. Fatima og Mary Ann Van Hoof fra Necedah – Wisconsin og Garabandal i Spanien. Hun afviste dog Medjugorje, der ellers er den mest succesfulde af de ikke-kirkeligt anerkendte Maria åbenbaringer i 1900-tallet. Denne afvisning hænger nok sammen med at Medjugorje har forbindelse til den katolske karismatiske bevægelse som de katolske traditionalister typisk er meget afvisende overfor. Historien om den falske pave er typisk for den mere ekstreme del af den traditionalistiske bevægelse, der går under betegnelsen sedevacantismen. Denne hævder, at den katolske kirke for tiden ikke har nogen sand pave overhovedet – om end nogen som reaktion herpå så har valgt deres egen. Men så langt gik Veronica Lueken aldrig. Hun opfordrede sine tilhængere til at blive indenfor den katolske kirke – og hun blev selv heller aldrig ekskommuniceret. På sin vis viser hendes historie og den bevægelse, som hun fik startet, at katolicismen er en meget mangfoldig størrelse og er i stadig udvikling også selv der, hvor man som traditionalismen hævder, at man repræsenterer den hellige tradition.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 24 okt, 2016 under Åbenbaringer, Den katolske kirke, folkereligiøsitet, Katolsk folkereligiøsitet, Mirakler | 0 kommentarer

Jomfru Maria som etnisk brobygger?

 

Et spændende men i dansk sammenhæng ofte overset træk ved katolicismen er den rolle som diverse Maria Åbenbaringer spiller for rigtig mange katolikker. Disse Maria åbenbaringer er fascinerende fordi de opstår i krydsfeltet mellem den officielle og den folkelige religiøsitet og på mange måder er et produkt af mødet mellem et traditionelt religiøst verdensbillede og moderniteten.

I denne her artikel vil jeg gerne præsentere et studie af Mariaåbenbaringer, der er knyttet til mexicanske indvandrere og deres efterkommere i USA.

Den amerikanske religionsforsker Kristy Nabhan-Warren beskriver i sin bog ”The Virgin of El Barrio – Marian Apparitions, Catholic Evangelizing, and Mexican American Activism” den mexicansk-amerikanske kvinde Estela Ruiz, der i perioden 1989 til 1998 efter sigende modtog budskaber fra Jomfru Maria på faste tidspunkter to gange om ugen.

Kristy Nabhan-Warren bygger sin bog på intensive feltstudier af den religiøse bevægelse og de religiøse aktiviteter rundt omkring Estela Ruiz og dennes familie. Hun boede hos sidstnævnte i lange perioder, deltog som observatør i en række religiøse aktiviteter, foretog lange interviews med alle de centrale aktører og hun fik sågar lov til at høre private båndoptagelser af Ruiz familiens familieråd og diskussioner i tiden umiddelbart efter at Estela begyndte at fortælle om sine visionære oplevelser.

Det er klart, at en sådan nærhed mellem forsker og forskningsobjekt giver en række udfordringer mht. neutralitet og hensyntagen til dem, der udleverer sig til forskeren, men alt i alt synes jeg, at Kristy Nabhan-Warren håndterer det pænt. Som det er blevet normen indenfor den gren af religionsforskningen som hun arbejder med, undlader hun ethvert forsøg på at ”afsløre” Estela Ruiz eller på at forklare de overnaturlige fænomener som hun får beskrevet som psykisk sygdom eller manipulation. Men samtidigt med at hun møder sine forskningsobjekter med stor respekt, forklarer hun det hun observerer med analysemodeller der tager udgangspunkt i det sekulære paradigme som religionsforskningen trækker på. Hun påpeger f.eks. forskellen mellem Estelas fremstilling af sig selv som en religiøst kritisk og uengageret kvinde i tiden før hun modtog åbenbaringerne og de klare tegn på at hun havde været ret så religiøst engageret allerede tilbage i 1970’erne. Hun ser imidlertid ikke dette som ”snyd” men i stedet som et resultat af et behov for en klar opdeling i ”før” og ”efter” som er helt klassik i omvendelseshistorier (eller spring-ud historier for den sags skyld).

Kristy Nabhan-Warren ser Estela Ruiz åbenbaringer som udtryk for et forsøg på at understøtte en hybrid identitet som hispanic i en senmoderne amerikansk hverdag. Ligesom den Jomfru Maria som viser sig for Estela Ruiz hverken er mexicansk eller amerikansk men begge dele, er vor tids hispanic på samme måde fanget i et kulturelt-religiøse grænseland af både og – og hverken eller. Estela Ruizs jomfru Maria åbenbarer sig med en hudfarve, der er betydeligt lysere end den man finder hos Maria fra Guadalupe, som er ekstremt populær hos de mexicanske katolikker både derhjemme og i diasporaen, men hun er ikke så entydigt europæisk som Jomfru Maria ofte fremstilles i den almindelige kirkekunst. Hun er en hybrid eller en fusion, ligesom hele fænomenet omkring Estela Ruiz synes at være.

Estela Ruiz visioner har nemlig meget tilfælles med de mange andre Maria åbenbaringer som vi kender fra 1900-tallet, især er der en tydelig forbindelse til Medjugorje, hvor Estelas meget religiøse mand havde været hele to gange før hendes første visioner. Typisk er f.eks. det meget store antal af budskaber og den nærmest mekaniske regelmæssighed som de ”leveres med” men også selve budskabernes indhold, hvor en nært forestående verdensdom, kaos og undergang spiller en stor rolle. Det interessante er dog, at dette umiddelbart meget dystre budskab suppleres med en påstand om at disse nærtforestående katastrofer kan afværges hvis man omvender sig og beder rosenkransen med iver og udholdenhed. Den enkelte får altså et medansvar for verdens fremtid – og man pålægges et stort ansvar for at udbrede Jomfru Marias budskaber så katastrofen kan afværges. Som det har været tilfældet med langt de fleste Maria-åbenbaringer fra 1900-tallet har den katolske kirke ikke ville anerkende Estela Ruizs åbenbaringer – men man har heller ikke villet stoppe bevægelsen rundt omkring dem. Og selvom hun og hendes familie er skuffet over den manglende anerkendelse har de et godt samarbejde med de katolske myndigheder og støttes af en række præster og biskopper i ind- og udland.

Kristy Nabhan-Warren trækker også nogle forbindelsestråde til det som kaldes for den katolske evangelikale bevægelse. Denne har ligesom deres protestantiske åndsfælle fokus på klassiske moralske forestillinger som modstanden mod abort og homoseksuelle ægteskaber, men i modsætning til fundamentalistiske bevægelser er man relativt åben for et vist økumenisk samarbejde med kristne fra andre trossamfund, så længe disse deler disse grundlæggende værdier. Estela Ruiz har en protestantisk søn og svigerdatter og hendes Jomfru Maria gør en del ud af at fremhæve, at hun vil hjælpe og støtte alle sine børn, også dem der måtte være protestaner.

Påvirkningen fra den katolske karismatiske bevægelse er dog endnu mere tydelig. Tungetale, ”falden i ånden” og helbredelser ved håndspålæggelse hører i henhold til Kristy Nabhan-Warren tydeligvis med til det religiøse repertoire hos bevægelsen rundt om Estela Ruiz og hendes familie, og dermed kan man også se hendes åbenbaringer som et svar på den hårde konkurrence som den katolske kirke både i Sydamerika og i USA udsættes for fra protestantiske karismatikere, som vinder mange konvertitter især blandt de sydamerikanske indvandrere.

Estela Ruiz åbenbaringer har nemlig tydelig karakter af en vis etnisk stolthed blandt mexicansk-amerikanere, hvis katolicisme ofte er blevet mødt med kritik fra den ”hvide” del af den katolske kirkes hierarki, som har beskyldt dem for at være overtroiske og for at gå for lidt i kirke. Bevægelsen omkring hende inkorporerer tydeligvis folkereligiøse elementer som f.eks. det store fokus på hellige billeder og behovet for at kunne bede for og håbe på direkte guddommelig indgriben, være det i form af mirakuløse helbredelser eller visioner, så som at se en Maria figur blinke med øjnene som svar på bønner. Men samtidigt hermed indeholder hendes bevægelse også en klar tendens til at ville undervise i og udbrede kendskab til dogmatisk korrekt katolicisme blandt hispanic kombineret med et personligt gudsforhold a la det man kender fra karismatikerne.

Et ret mexicansk og i forbindelse med Maria åbenbaringer unikt træk er den rolle som Estela Ruiz familie spiller. Ikke nok med at hendes mand, børn og børnebørn og resten af storfamilien støtter hende, nej også de beretter med stor iver om en række visioner og andre overnaturlige erfaringer som de har haft i forbindelse med hendes åbenbaringer. På mange måder er bevægelsen omkring Estela Ruiz en familiebevægelse, og nok også udtryk for hendes personlige kamp for at kunne kombinere et ønske om at gøre karriere uden at måtte opgive rollen som klassisk mexicansk hustru og moder og dermed familiens emotionelle centrum. Og sidst men ikke mindst har Ruiz familien brugt Estelas åbenbaringer som en social igangsætter. I deres øjne er den udbredte racisme, fattigdom, kriminalitet og marginalisering der plager det mexicansk-amerikanske lokalsamfund i Phoenix, Arizona hvor familien bor, skabt af Satan og et produkt af gudsløshed. Ved aktivt at kæmpe for sociale forbedringer i deres lokalsamfund håber de på at kunne deltage i Jomfru Marias kamp for en bedre verden.

Dog synes en del af dynamikken i bevægelsen at være forsvundet efter at de offentlige budskaber fra Jomfru Maria ophørte i 1998. Bevægelsen omkring Estela Ruiz synes at blive mere og mere styret af præster og miste en del af sin folkelige karakter og appel, men det gør den ikke mindre interessant ud fra et religionsfagligt perspektiv.

Læs mere