Menu
Kategorier

Skrevet af den 6 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 5 – lægfolkets rolle vil vokse

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans fire første fremtidsscenarier: fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, fremtidens katolske kirke vil være evangelikal, den muslimske udfordring og den demografiske udfordring. I dette indlæg vil jeg fortælle om John L. Allens femte fremtidsscenarie, der handler om at lægfolkets indflydelse i kirken vil vokse.

For ganske mange mennesker, katolikker såvel som ikke-katolikker, er den katolske kirke indbegrevet af en hierarkisk styret kirke, hvor al magt er samlet hos Paven, biskopperne og præsterne. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at den katolske kirkes hierarki hører med til kirkens hjerteblod. Ethvert forsøg på at demokratisere den katolske kirke og indføre en flad kirkestruktur er de facto et forsøg på at afskaffe katolicismen. Men det siger også sig selv, at kirken heller ikke kan eksistere uden lægfolket. Fårene har brug for hyrder – og hyrderne har brug for fårene.

Allerede i starten af 1900-tallet begyndte biskopperne og Paven at forstå, at den katolske kirke kun kunne bekæmpe den tiltagende sekularisering af de europæiske lande hvis lægfolket i et helt nyt omfang begyndte at støtte kirkens hyrder i denne kamp. Men først med det andet Vatikankoncil blev der skabt et egentligt teologisk fundament for den forstærkede inddragelse af lægfolket i kirkens mission.

I tiden lige før og i høj grad i tiden efter det andet Vatikankoncil er der opstået mange bevægelser, der er specielt rettet mod katolske lægfolk som f.eks. Opus Dei, Focolare, Tro og Lys etc. Disse bevægelser lægger vægt på en kombination af personlig helligelse og et arbejde for kirkens apostelat. Ikke alle men dog mange af disse bevægelser er præget af den evangelikale katolicisme og dem, der er det, modtager stærk støtte fra Vatikanet og mange biskopper. I fremtiden vil disse bevægelser i voksende grad kunne komme til at præge idealet for hvordan man som lægperson bør leve og virke som katolik. Afgørende bliver det, at den katolske kirkes hierarki holder det nødvendige opsyn med disse bevægelser for at forhindre, at de udvikler sig i en retning som man ikke kan leve med samtidigt med, at man ikke blander sig så meget, at man får ødelagt den dynamik og selvstændighed som bevægelserne har brug for, hvis de skal kunne leve op til deres apostelat.

Men lægfolk udfører i dag i stadigt voksende grad også opgaver, der tidligere blev varetaget af præster og ordensfolk. En stor mangel på præster betyder, at lægfolk i dag verden over mange steder står for f.eks. religionsundervisningen, besøg af ældre og svagelige i menigheden, missionsvirksomhed, administrative opgaver etc. Størstedelen af de lægfolk, der varetager disse opgaver, er i øvrigt kvinder. Det er en udvikling, der ikke har været og forsat ikke vil være uden konflikter. Især har der både fra Vatikanets og fra evangelikale katolikkers side af været en skarp kritik af at lægfolk nogen steder har fået en rolle, der i farlig grad flyder sammen med præsternes.

Fremtidens katolske kirke vil derfor være præget af forsøg på at gøre skellet mellem det viede præsteskab og lægfolket mere klart. Samtidigt hermed vil man imidlertid være tvunget til også at være pragmatisk. I den tredje verden er der allerede nu mange sogne, der kun får besøg af en præst nogle få gange om året. I den vestlige verden vil antallet af sogne, der ikke har nogen fast bosiddende præst, også vokse. Hvis troslivet ikke skal visne hen her – for slet ikke at tale om hvis man vil vinde nye mennesker for troen, så må præsterne og biskopperne støtte sig massivt på lægfolket og dets indsats.

 

 

Læs mere

Skrevet af den 5 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 4 – den demografiske udfordring

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans første fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, og hans andet fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal samt om hans tredje fremtidsscenarie, der handler om den muslimske udfordring. I dette indlæg vil jeg fortælle om John L. Allens fjerde fremtidsscenarie, der handler om de udfordringer som den demografiske udvikling stiller den katolske kirke overfor.

For at en befolkning kan reproducere sig selv skal dens kvinder, når de har afsluttet deres fødedygtige periode, gennemsnitligt set have født 2,1 barn. Er denne såkaldte fertilitetsrate højere vil befolkningen vokse – hvis den er lavere, vil den skrumpe. En høj fertilitetsrate medfører en ung befolkning, en lav fertilitetsrate medfører en ”grå” befolkning. Fertiliteten er altså vigtig for både en befolknings udvikling og sammensætning. Ændringer i fertiliteten vil medføre at den katolske kirke må tilpasse sine strategier til de sociale og kirkelige udfordringer som en ændret fertilitet udløser.

Det er alment kendt, at Europa er på vej til både at blive grå og til at skrumpe. I 1957 havde således alle de nuværende 27 medlemmer af EU en fertilitetsrate på over 2,1 – i dag har de alle en på under 2,1. FN skønner, at Europas befolkning vil falde fra de nuværende 728 millioner til 590 millioner, et fald på 138 millioner! Dog er udviklingen meget ujævn. Middelhavsområdet, Central- og Østeuropa har en fertilitetsrate på 1,5 eller lavere, mens Nord- og Vesteuropa har en fertilitetsrate på omkring 1,8. Frankrig og Danmark har hhv. Europas højeste og næsthøjeste fertilitetsrate. Det er et interessant fænomen, at de europæiske lande, hvor man har det mest liberale syn på familiedannelse og skilsmisse også er de lande, der har den højeste fertilitet i europæisk sammenhæng.

I USA derimod vil befolkningen vokse med næsten 100 millioner i de næste 50 år. Denne udvikling skyldes dog hovedsagelig en stor indvandring fra Sydamerika. På trods af befolkningsvæksten vil befolkningens gennemsnitsalder stige.

I Sydamerika forventes befolkningen at stige fra 561 millioner i 2005 til 782 millioner i 2050. Men denne udvikling dækker over store forskelle landene imellem. Således havde Brasilien i 1960 en fertilitetsrate på 6,15, i dag er den 2,1. I Mexico var den 7,0 i 1960, mens den i dag er på 2,03.

Selv i Mellemøsten vil befolkningen på det lange sigt falde – faktisk falder fertilitetsraten her mere kraftigt end noget andet sted i verden. I Iran er fertilitetsraten allerede nu nede på 2,0. I Tyrkiet har Erdogans retirader om at den udbredte brug af prævention er et forræderi mod staten og hans påstand om, at Allah vil have flere babyer, ikke kunnet ændre ved, at fertilitetsraten er nede på 2,3. I 2050 vil den tyrkiske befolkning gennemsnitligt set være ældre end den amerikanske.

Kun i Afrika, i særdeleshed i Afrika syd for Sahara, ser udviklingen væsentligt anderledes ud. I sidstnævnte område er fertilitetsraten 5,6 og på trods af visse regionale udsving ser den ikke ud til at falde i nævneværdig grad. Bl.a. pga. befolkningsudviklingen vil den afrikanske katolicisme få en stadigt større betydning for den katolske kirke.

I Europa står den katolske kirke overfor den udfordring, at en voksende muslimsk indvandring kombineret med et stærkt fald i den indfødte katolske befolkning vil få andelen af katolikker i befolkningen til at falde. Det er derfor ikke så mærkeligt, at man her blandt nogen katolske biskopper kan finde en vis skepsis overfor indvandring. I USA, hvor størstedelen af indvandrene er katolikker, kan man allerede nu se at de katolske biskopper er meget engageret i at modvirke lovændringer, der skal begrænse indvandringen. Denne ujævnhed i den katolske kirkes politik mht. indvandring vil alt andet lige fortsætte.

Det forhold, at stadigt færre unge mennesker skal betale for pension og sundhedsudgifter til en stadigt større ældre befolkning vil kunne udløse alvorlige generationskonflikter og med stor sikkerhed medføre, at de ældres levestandart vil falde samtidigt med, at børnefamiliernes økonomi vil blive presset af et voksende skattetryk. Politisk set vil den katolske kirke blive nødt til at kræve, at man skal tage sig af de ældre, men at der også skal være penge til børn og unge. De kirkelige sociale tilbud vil helt klart få voldsomt voksende udgifter til diverse former for hjælp til fattige, svage og ensomme ældre.

Et andet problemfelt vil være, at en stadigt større andel af ældre og svagelige i befolkningen vil forøge staternes interesse i at kunne tilbyde eutanasi. Mange svage ældre kan komme til at føle sig presset til at vælge denne løsning frem for at skulle ligge samfundet og deres få slægtninge til last. Kampen mod eutanasi vil derfor kunne komme til at få den samme centrale rolle for den katolske kirke som kampen mod abort har i dag.

Den faldende fertilitet og de problemer, som den vil udløse for ganske mange lande, vil til gengæld kunne bruges som et argument for, at den katolske kirkes forbud mod abort og brug af prævention er både meningsfulde og nødvendige. Og det forhold, at de evangelikale katolikker alt andet lige må forventes at få flere børn end de liberale må også medføre, at førstnævnte gruppes indflydelse vil vokse på bekostning af sidstnævnte.

Og sidst men ikke mindst, ældre mennesker er typisk mere religiøse end unge mennesker. Når andelen af ældre i befolkningen vil vokse markant i f.eks. Europa kan man altså også forvente, at andelen af kirkegængere i befolkningen vil stige. Udfordringen for den katolske kirke vil være, at have mange gode, ældre venlige tilbud, herunder ikke mindst en spiritualitet, der kan hjælpe de ældre til at takle alderdommens problemer, så man kan få del i dette religiøse ”vækstmarked”.

Læs mere

Skrevet af den 4 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 1 kommentar

Fremtidens katolske kirke del 3 – den muslimske udfordring

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans første fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, og hans andet fremtidsscenarie, at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal. I dette indlæg vil jeg fortælle om hans tredje fremtidsscenarie, der handler om hvordan den katolske kirke vil takle den muslimske udfordring.

At islam allerede nu spiller en stor rolle for den katolske kirke, en rolle der kun kan vokse, skyldes bl.a. at islam er verdens næststørste religion (1,6 milliarder tilhængere) efter kristendommen (2,3 milliarder tilhængere, hvoraf 1,1 milliard er katolikker). Allerede nu er mere end halvdelen af verdens befolkning enten muslimer eller kristne, og i fremtiden vil disse to religioner komme til at udgøre en endnu større andel af verdens befolkning. Hvert år vokser antallet af muslimer i verden med ca. 23 millioner, mens antallet af kristne forøges med ca. 30 millioner. Med mindre, at der sker noget uventet, vil kristendommen altså også om 100 år være verdens største religion – og dens største konkurrent vil fortsat være islam.

Antallet af muslimer i Europa, den katolske kirkes gamle kerneområde, er også vigtigt for den katolske kirke. Nu findes der ingen sikre tal for antallet af muslimer i Europa og for hvordan deres antal vil udvikle sig. Men i henhold til USA’s Nationale Efterretningsråd boede der i 1985 5 millioner muslimer i Europa. Det tal var i 2005 vokset til 15 millioner. Efterretningsrådet vurderer, at antallet af muslimer i Europa i 2050 vil være nået op på 40 millioner, hvad vil svare til 15 % af den europæiske befolkning. Fordelingen af muslimer i Europa er dog ujævn. I henhold til USA’s Nationale Efterretningsråd udgør muslimer i dag f.eks. 8,3 % af Frankrigs befolkning, deres andel i år 2050 vil være oppe på 25 %.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at sameksistensen mellem kristne og muslimer kan være belastet af alvorlige konfrontationer. Især i Mellemøsten har resultatet af disse været et drastisk fald i antallet af kristne. I 1975 levede der således 25 millioner kristne i den arabiske verden. Det tal er i dag faldet til 12 millioner. I det britisk kontrollerede Palæstina udgjorde kristne i 1948, det år da Israel blev grundlagt, 20 % af befolkningen. I dag udgør kristne i Israel og de palæstinensiske områder ca. 2 %.

I Nigeria er det i de seneste år kommet til flere voldelige sammenstød mellem kristne og muslimer, der har kostet i tusindvis af mennesker livet. F.eks. medførte i 2006 voldelige protester over Jyllandspostens Muhammed tegninger, at flere kirker blev nedbrændt og adskillige kristne blev myrdet. Lige for tiden synes der at herske en skrøbelig våbenhvile mellem kristne og muslimer i Nigeria. John L. Allen gør opmærksom på, at man må indrømme, at årsagen til denne er, at de lokale kristne har svaret på muslimske overfald med massive gengældelsesaktioner. Nigerias kristne kan godt leve fredeligt sammen med deres muslimske naboer, og gør det faktisk det meste af tiden, men erfaringen har lært dem, at når man skal forsvare sig mod religiøse fanatikere og bøller, så er man sommetider nødt til at vise, at man både kan og vil slå igen.

I andre dele af verden er det lykkedes at opnå et fredeligt samarbejde med demokratiske muslimske kræfter. I 2009 omtaltes Filippinernes regeringsparti således som kristen – muslim demokraterne, da partiet består af en række partier af hhv. kristen og muslimsk observans, der er er blevet fusioneret til ét parti.

I nyere tid har den katolske kirkes officielle politik mht. islam været præget af modsatrettede signaler. Johannes Paul II var meget dialogsøgende i forhold til islam. Han mødtes over 60 gange med muslimer og i forbindelse med et møde med unge muslimer i Casablanca i august 1985 sagde han bl.a.: ”Vi tror på den samme Gud, den eneste Gud, den levende Gud, den Gud der har skabt verden og som bringer sine skabninger til deres fuldendelse”. Pave Benedikt var i tiden før han blev pave kendt for en noget mere afgrænsende holdning overfor islam. I 1997 gav han således udtryk for, at han betvivlede, at islam kan forenes med den vestlige demokratiske pluralisme. Som pave var højdepunktet for denne afgrænsende attitude overfor islam Benedikts herostatiske tale i Regensburg den 12. september 2006, hvor han citerede en byzantinsk kejser for at Muhammed ikke har bragt andet end ondt. Det udløste som bekendt en storm af muslimske protester, herunder mange voldelige. Efterfølgende måtte Pave Benedikt lægge stilen noget om, den hidtidige kulmination på denne nye linje var hans besøg i Istanbuls Blå moske den 30. november 2006, hvor han lod sig filme i stille bøn (eller noget der skulle forestille det) ved siden af stormufti Mustafa Cagrici.

Under alle omstændigheder er pave Benedikts attitude overfor islam mere kompliceret end som så. For ham består civilisationernes sammenstød nemlig ikke i en konflikt mellem islam og Vesten, men i en konflikt mellem tro og vantro, mellem dem, der værdsætter det overnaturlige og anerkender religionens rolle i det offentlige rum og dem, der ikke gør det. I kampen mod ”relativismens diktatur” ser pave Benedikt islam som den katolske kirkes oplagte allierede. Benedikt er kendt for at være afvisende overfor den såkaldte religionsdialog. Han mener, at en sådan ikke kan føres uden at man kommer til at gå på kompromis med sandheden. Imidlertid er pave Benedikt en varm tilhænger af det, som han kalder for kulturdialog. Denne dialog handler ikke om hvorvidt vi ikke i sidste instans tror det samme og det derfor er lige meget hvilken religion vi tror på, men i stedet om hvordan man kan sikre, at religionen fortsat har og gives indflydelse på samfundslivet og på det politiske liv.

Fremtidens katolske kirkes politik overfor islam vil være præget af både afgrænsning, konflikt og samarbejde. Da fremtidens katolicisme vil være evangelikal vil der være et voksende behov for at påpege, at islam ikke er den sande tro. Missionsaktiviteten overfor islam vil tage til – og den katolske kirke vil insistere på at den muslimske verden skal give kristne sammen religionsfrihed som muslimer har i Vesten. Da fremtidens katolske kirke vil være ”sort” vil det i stadigt mindre grad være aktuelt for den katolske kirke at udtrykke beklagelse over fortidens synder mod muslimerne og af disse udlede, at man har et særligt ansvar for at være forsonlig i sit sprogbrug og sin politik overfor islam. Katolikkerne på den sydlige halvkugle føler nemlig ikke, at de har noget medansvar for korstogene, tvært imod ser de sig som under angreb fra radikalislam. Den ”sorte” katolicisme har altså ingen skyldkomplekser overfor muslimerne og er derfor ikke bange for at udfordre islam. En alternativ og dog ganske stærk måde at gøre det på blev eksemplificeret af den nigerianske kardinal Anthony Olubunmi Okogie, der i 2002 tilbød at lade sig stene i stedet for den muslimske kvinde Safiya Hussaini, som af en sharia domstol var blevet dømt til stening for utroskab. (Denne dom blev senere ophævet og kvinden fik asyl i Italien).

Da fremtidens katolske kirke imidlertid også vil lægge stor vægt på kampen mod sekulariseringen og her ikke mindst kampen mod den fri abort og mod homoseksuelles rettigheder vil strategiske alliancer med islam være oplagte. Allerede nu har man gode erfaringer med, i samarbejde med muslimske lande, at have fået forhindret FN resolutioner, der krævede, at kvinder skal have adgang til abort og prævention og at homoseksuelle handlinger skal afkriminaliseres i de lande, hvor sådant er forbudt. Det vil også være oplagt for den katolske kirke at samarbejde med muslimer i den vestlige verden for at få forhindret forslag om kønsneutrale ægteskaber samt antidiskriminationslove og hate speech love, der skal beskytte homoseksuelle.

Eller sagt med andre ord: alt andet lige vil vi komme til at se både flere konflikter mellem den katolske kirke og islam og et forøget samarbejde på udvalgte områder.

Læs mere

Skrevet af den 2 nov, 2011 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Fremtidens katolske kirke del 2 – Fremtidens kirke vil være evangelikal

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. I et tidligere indlæg har jeg skrevet om hans første fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle. I dette indlæg vil jeg fortælle om hans andet fremtidsscenarie, nemlig at fremtidens katolske kirke vil være evangelikal.

Nu forbindes begrebet evangelikal jo typisk med en bevægelse indenfor protestantismen, men John L. Allan mener, at den med fordel også kan bruges om en vigtig bevægelse indenfor den katolske kirke i dag og i fremtiden. Denne bevægelse går imod den liberale kristendoms tendens til “at slutte fred med tidsånden”. Man mener, at kirken uden tøven og kompromis skal forkynde troens evige og uforanderlige sandheder også når man støder an herved – men man må meget gerne benytte sig af de moderne kommunikationsmidler for at få budskabet ud.

Den evangelikale katolicisme er på en gang en reaktion på og et produkt af sekulariseringen. Man ser sekulariseringen som en massiv trussel mod kristendommen som man som kristen er kaldet til at bekæmpe – men samtidigt er man præget af den for sekulariseringen så typiske personlige religiøsistet. En evangelikal katolik er ikke katolik fordi hans familie, slægt og venner er det. Han er evangelikal katolik fordi han mener, at han i den trationstro og antiseksulære version af katolicismen har fundet sandheden om Gud og meningen med livet.

Sekulariseringen er i det store hele kun et reelt problem for den katolske kirke i den vestlige verden, men her er problemet om så større. Og så længe Vatikanets personale og paveembedets indehaver hovedsageligt kommer fra den vestlige verden vil der være fokus på denne udfordring. Ligesom det for Vatikanet er vigtigt, at forhindre, at sekulariseringen får overtaget i Sydamarika, som i dag er den verdensdel hvor der bor flest katolikker.

Der er ingen tvivl om, at seksulariseringen har ramt den katolske kirke i vesten hårdt. F.eks. angav i 2002 92 % af befolkningen i Nigeria og 88 % af befolkningen i Filippinerne, at religion var meget vigtigt for dem. I Polen var tallet 36 %, i Italien 27 % og i Frankring 11 %. Tal fra 2007 viser, at antallet af mennesker i de gamle katolske kernelande Frankrig og Belgien, der angiver, at de er katolikker, er nede på hhv. 40.5 % og 39,9 %. I 2006 viste en undersøgelse, at 48 % af befolkningen i Irland gik til messe mindst en gang om ugen – et for danske forhold imponerende tal – men en generation tidligere var tallet 81 %.

Et andet tegn på at sekulariseringen har bidt sig fast er den markante tilbagegang i antallet af præster og ordensfolk i vesten: I 1950 var der 249127 katolske præster i Europa. I 2004 fra tallet faldet til 199978. I 1965 var der 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men ikke nok med det. I Vatikanet og blandt de evangelikale katolikker er der en stræk bekymring over det som man opfatter som en agressiv sekularisme. At Gud ikke måtte komme med i EU traktaten og at den evangelikalsk katolske Rocco Buttiglione blev vraget som EU kommissær, fordi han fik sagt, at homoseksualitet er en synd, bliver set som en åben krig mod kristendommen og som en direkte forfølgelse af katolikker. Som den katolske skribent Vittorio Messori udtrykker det: I dag er der tre grupper af mennesker som man frit kan diskriminere i Europa: jægere, rygere og katolikker.

Den evangelikale reaktion på sekulariseringen er som sagt at insistere på at forkynde den katolske tro uden at gå på kompromis med tidsånden. Dette kombineres med en tilbagevenden til katolske fromhedsformer, så som f.eks. rosenkransbøn, sakramental tilbedelse og hyppige skriftemål, der var gået delvist i glemmebogen i tiden efter det andet Vatikankoncil. Ved at sætte en skrap skillelinje mellem det sekulære samfunds normer og ens katolske tro – og ved at praktisere troen på en måde, der tydeligt viser, at man har en anden tro end de fleste, sikrer man sig en klar identitet. I en tid, hvor alt flyder, har man et fast holdepunkt – og man kan se hvem der tænker og tror som en selv.

Den evangelikale katolicisme fik i nyere tid først rigtigt fodfæste under Paven Johannes Paul II. Den er i dag altdominerende i Vatikanet og præger også langt de fleste katolske biskopper. Blandt lægfolket i Vesten er den fortsat en minoritet set i forholdet til det samlede antal katolikker, men de evangelikale udgør en væsentlig gruppe blandt de flittige kirkegængere, og blandt dem, der søger om at blive katolske præst og/eller ordensmenneske udgør de en klar majoritet. Der kan ikke være nogen tvivl om at den evangelikale katolicisme vil præge den katolske kirke i årene frem over. Men hvordan?

Ja, allerede nu kan man se, at der er et opgør med den liberale katolicisme i gang. Et område er liturgien. F.eks. er der for nyligt blevet introduceret en ny engelske oversættelse af den katolske kirkes messebog, der tager et alvorligt opgør med den mere frie og moderne oversættelse, der havde været i brug siden koncilet. Den nye oversættelse er en så direkte oversættelse fra den latinske original som mulig. Indholdsmæssig korrekthed er sat over tilgængelighed og sproglig elegance. Således skal engelsksprogede katolikker i trosbekendelsen nu sige om Jesus, at han er cosubstantiel med Faderen.

Sproget er også en identitets markør, der skal vise, at vores verden og den hellige verden, man møder i messen, er af helt forskellig karakter. Pave Benedikts engagement for at udbrede den førkoncilære latinske messe skal forstås på samme måde. Katolikkerne skal genvinde en forståelse af messen som et helligt offer. Verden skal ikke lukkes ind i messen – messen skal hellige verden.

Generelt er sejlene sat til storm. Den evangelikale katolicisme har taget kampen op med den liberale katolicisme og man er villig til at risikere, at man i første omgang vil miste medlemmer af den katolske kirke i denne kamp. Her kan man så lade sig opmuntre af, at trossamfund som vælger en klar og kompromisløs linje i forhold til den moderne verden, måske nok i første omgang mister medlemmer, men dette tab kompenseres snart af at flere strømmer til, tiltrukket af en klar profil og en ivrig missionsindsats. Ikke at den liberale katolicisme derfor vil få samme skæbne som dronten, men den vil få det svært.

Konflikter med opinionen i den vestlige verden, med politikerne og lovgivningen, især i Europa, er også oplagte. Især mht. spørgsmålet om homoseksuelles rettigheder kan det komme til heftige konflikter. Blandt de evangelikale katolikker kan man finde dem, der ikke opfatter det som usandsynligt, at de vil ende i fængsel pga. deres tro. Fremtidens katolske kirke vil kæmpe til det yderste mod sekulariseringen og for sine moralske idealer. Og man vil ikke være bange for at betale den pris, som denne kamp måtte koste.

 

 

Læs mere