Kvindesyn

De som har valgt at gå i brechen for Lars Hedegaards og Jesper Langballes udfald mod muslimske mænds behandling af deres døtre, hævder ofte, at vi ikke skal gå op i formuleringer men i stedet få taget en grundlæggende debat om det muslimske kvindesyn. Målet med denne debat er at fremhæve hvor godt de danske kvinder har det og hvor skidt de muslimsk kvinder har det for (endnu en gang) at kunne påvise islams uforenelighed med den moderne verden.

Men, må man jo spørge sig, hvad er det for et kvindesyn som muslimerne skal tage ved lære af? Hvad er det for et kvindesyn som vi præsenterer muslimerne for? Er det f.eks. det kvindesyn som afspejles i pornografien og i de reklamer, som dominerer det offentlige rum? Består vores forbilledlighed mht. ligestillingen i det forhold, at ingen kvinde er eller har været statsminister og at topstillingerne i det offentlige såvel som det private er domineret af mænd? Består vores eksemplariske anerkendelse af kvinderne i det forhold at brancher, der er domineret af kvinder, typisk har en lavere løn og en lavere status end dem, der er domineret af mænd?

Det grundlæggende problem er nok, at de signaler som kvinder af i dag modtager, er modsætningsfulde. Kvinder forventes at være selvstændige og økonomisk uafhængige af deres mænd. Derfor opmuntres kvinder til at tage en uddannelse og et betalt arbejde udenfor hjemmet. Men når kvinder så klarer sig bedre end mænd i uddannelsessystemet ses det som en trussel mod mændenes ve og vel – og når de sender deres børn i institutioner, så de kan varetage et arbejde, ses det som en trussel mod børnenes trivsel.

Kvinder forventes at stille deres seksuelle potentialer til skue. Kvinder, der ikke kan eller vil leve op til de herskende skønhedsidealer, eller som af religiøse årsager tildækker sig, bliver ofte mødt med påtaget medlidenhed eller direkte foragt. Men samtidigt med, at kvinder har at ægge mænds begær, forventes det også af dem, at de er (serielt) monogame. Kvinder der sælger sex ses således ofte som seksuelt skadede kvinder, da antagelsen øjensynligt er, at kvinder brænder for at udstille deres seksualitet og så dog kun ønsker sex med den aktuelle eneste ene.

Med andre ord, den besættelsesagtige optagethed af de muslimske kvinders situation handler måske dybest set om en grundlæggende vestlig usikkerhed mht. kvinders position og kvinders seksualitet. En usikkerhed som så projiceres over på de “fremmede”, der dermed bliver repræsentanter for de problemer som man selv ikke formår at forholde sig til.