Menu
Kategorier

Skrevet af den 30 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Når sorte feminister bliver beskyldt for at være TERF

 

Det er en hyppigt fremført påstand blandt intersektionelle feminister, at den radikalfeministiske kritik af den radikale transaktivisme er et hvidt projekt, altså noget der skulle stå i modsætning til de sorte feministers værdier og kampe.

Egentlig er det i sig selv en mærkværdig påstand. Jeg mener, hvorfor skulle sorte kvinder have nemmere ved at tro på påstanden om at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan end hvide kvinder? Hvorfor skulle sorte kvinder være mere blinde end hvide kvinder for hvordan kvindeundertrykkelsen basalt set handler om mænds forsøg på at kontrollere kvinders kroppe?

Og det er da heller ikke rigtigt, at kritikken af den radikale transaktivisme (som ikke skal forveksles med had til ganske almindelige transkønnede, der bare vil have lov til at leve deres liv i fred og ro), kun er noget der udgår fra hvide radikalfeminister. Der er talrige eksempler på at sorte feminister har sagt fra – og det backslash de er blevet mødt med er mindst lige så brutalt som det hvide radikalfeminister udsættes for.

Tag f.eks. Chimamanda Ngozi Adichie, en ung nigeriansk feministisk forfatter, som kæmper for kvinder og homoseksuelles rettigheder i sit hjemland Nigeria. Hun var faktisk populær blandt mange intersektionelle – men så fik hun lige sagt, at der efter hendes mening er forskel på at være transkvinde og biologisk kvinde, og så brød shit-stormen løs. Chimamanda Ngozi Adichie blev i den grad lagt for had i medierne og på nettet, for hvordan kunne hun vove at sige noget så åbenlyst transfobisk?!

Et andet eksempel er den ældre sorte lesbiske aktivist med arbejderklasse baggrund Linda Bellos, der hele sit liv har kæmpet mod racismen og homofobien i det England hun voksede op i. Hun ville samme med andre feminister deltage i et møde hvor man kritisk ville debattere de problemer for kvinder der vil opstå hvis den britiske regering får sit forslag om juridisk kønsskifte gennemført. Mødet blev udsat for massiv chikane fra radikale transaktivster, som faktisk endte med fysisk at overfalde en ældre hvid feminist. Da Linda Bellos hørte om det sagde hun, at hvis sådanne aktivister overfaldt hende, ville hun slå igen, ligesom hun som barn havde gjort når hun og hendes bror blev overfaldet at racister på Londons gader. Disse udtalelser var nok til at hun blev meldt til politiet og indkaldt til forhør! Og sidenhen er hun så blevet deplatformet fra Cambridge Universitet, som mener, at hun er for farlig en person til at man kan tillade hende at holde et oplæg for de studerende.

Et tredje eksempel er Facebook Gruppen Femmy Ma, som er for sorte radikalfeminister. Den er blevet mødt med en bølge af online chikane og forsøg på at få siden lukket af Facebook. Hvad er deres brøde? Nok grundlæggende set at de er radikalfeminister, men deres værste ”forbrydelse” var øjensynligt, at de har omtalt en transkvinde, der deltog i torturen, voldtægten og drabet på en 13-årig sort pige, som ”mand”…

Intersektionelle feminister er når det kommer til stykket farveblinde. Kritiserer du den radikale transaktivsme bliver du ubarmhjertigt ekskluderet og chikaneret – og det uanset din hudfarve.

 

Læs mere

Skrevet af den 28 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Menstruator – når menstruation skal være kønsneutral

 

Jeg husker kun alt for godt min første menstruation. Masser af blod, masser af forvirring og ikke mindst, masser af skam. Egentlig ret meget at skulle håndtere når man bare er 12 år gammel. Jeg blødte og jeg bløder sammen med milliarder af kvinder verden over. Og skammen over min menstruation var og er et produkt af en tradition som er lige så gammel som patriarkatet. Allerede hos de animistiske religioner blev kvinder typisk belagt med udgrænsende og udskammende taburegler når de havde menstruation. At blødende kvinder er urene kan man læse i Det Gamle Testamente. I islam må kvinder, der har menstruation, ikke røre ved Koranen eller udføre de rituelle bønner. Mange kvinder kender til følelsen af at det er lidt pinligt, at købe bind og tamponer, og endnu flere kender til frygten for at bløde igennem i offentligheden.

Det har derfor lige siden 1970’erne være et feministisk projekt at kæmpe mod menstruationstabuet. Man vil gerne lære kvinder, at menstruation er noget, de ikke skal skamme sig over, at den i stedet er en naturlig del af vores biologi. Budskabet er, at menstruation ikke er noget urent, ikke er farligt og ikke er noget, der skal belægges med tabu.

Men i disse senmoderne tider, hvor den intersektionelle feminisme stormer frem, er dette projekt ikke længere helt så nemt. For i denne gren af femismen er det alfa og omega, at man skal være transinkluderende, og når man vil være det, så bliver alt omkring kvinders biologi til et minefelt. Et stjerneeksempel herpå er Dansk Kvindesamfund Odense, der i ramme alvor skriver på Facebook, at man bør bruge udtrykket ”menstruator” om dem, der har menstruation, da det er en inkluderende term. Vi skal nemlig huske på, at menstruation ikke kun er en ”pige-ting”, men at der også findes mænd, der har menstruation. (I øvrigt har Dansk Kvindesamfund Odense med hård hånd fjernet enhver kommentar, der tog afstand fra logikken i dette opslag. Ud fra deres logik er det nemlig udtryk for transfobi, at insistere på, at man skal have en kvindes biologi for at kunne få menstruation. Det er øjensynligt så selvindlysende logisk, at man end ikke behøver, at begrunde det.)

Der er imidlertid to sider af kampen om menstruationen – som i øvrigt igen er en del af hele kampen om hvem der har lov til at definere kvinders biologi. På den ene side har vi de transkvinder, der oplever kombinationen af begrebet ”kvinde” og så den konkrete erfaring af at have menstruation, som transekskluderende da personer, der er født med en penis og testikler, i sagens natur ikke kan få menstruation.  Dvs. ikke så få transkvinder hævder faktisk, at de oplever at have menstruationssmerter  og man er øjensynligt transfobisk, hvis man sætter spørgsmålstegn herved.

Men så er der på den anden side altså transmænd, nonbinære, genderfluid og diverse andre identitetskategorier som bruges af personer, der er født med livmoder og æggestokke, og som derfor menstruerer (eller har gjort det), men som for alt i verden ikke vil sættes i forbindelse med noget kvindeligt. Og det er af hensyn til deres følelser, at Dansk Kvindesamfund Odense derfor foreslår at vi benytter os af den ”inkluderende” term ”menstruator”.

Det bemærkelsesværdige ved denne her ”inkluderende” term er, at den virker ekskluderende på rigtigt mange kvinder, der ikke kan genkende sig selv i dette forsøg på at gøre menstruation til noget kønsneutralt. Nok fordi vi lige præcist oplever vores menstruation som noget, der på godt og ondt er knyttet til vores biologisk kønnede kroppe. Termen ”menstruator” er ikke inkluderende – den er derimod et forsøg på at udgrænse og ekskludere alle de kvinder for hvem deres konkrete kropslige erfaringer med at have en kvindens krop er fundamentet for deres selvforståelse som kvinder.

Og termen ”menstruator” er i sidste instans også udtryk for et forgæves forsøg på at hylde de biologiske facts ind i et røgslør af ord, der imidlertid er ganske let gennemskueligt. Det minder om LGBT Danmarks bemærkelsesværdige forslag om at myndighederne burde bruge udtrykket ”fødende forældre” frem for ”mor”.  Men det siger jo ligesom sig selv, at den ”fødende forældre” er en biologisk kvinde al den stund, at biologiske mænd per definition ikke kan føde. På samme måde, så er det jo selvindlysende, at en ”menstruator” er en biologisk kvinde, al den stund, at en person født med penis og testikler ikke kan få menstruation. At bruge kønsneutrale ord om biologiske forhold der i deres væsen er kønnede, er et spil for galleriet, som risikerer at fremmedgøre flertallet af dem der har personlige erfaringer med disse biologiske processer. For slet ikke at tale om at man får feminismen til at fremstå som latterlig og useriøs. Og by the way, hvis køn ikke har noget med vores biologi at gøre, så kan en person der er født med livmoder og æggestokke, og som har haft menstruation, jo også være en transkvinde. Sjovt nok er det en forestilling, som synes at støde på en del modstand hos nogle transkønnede.

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 16 maj, 2018 under Feminisme, Lgbt | 6 kommentarer

Når den intersektionelle feminisme bliver kvindeundertrykkende

 

I går deltog jeg i radioprogrammet AK 24syv hvor jeg debatterede intersektionel feminisme, radikal feminisme og transspørgsmålet med Frederikke Kjerulff Madsen, der betegner sig som intersektionel feminist mens jeg ser mig selv som radikal feminist. Programmet kan (indtil videre) høres her.

Der var mange ting fra det program som fortjener en uddybende kommentar, men jeg vælger at fokusere på hvad jeg opfatter som de mest problematiske af de udsagn og påstande som Frederikke Kjerulff Madsen kom med: Påstanden om at lesbiske som ikke vil have sex med transkvinder er transfobiske, og hendes forsøg på at placere mig, der ser mig selv som en gendernonforming lesbisk, i kategorien transkønnet.

Hvad angår spørgsmålet om hvorvidt lesbiske, der ikke vil have sex med transkvinder fordi de har en penis, er transfobiske, var Frederikke Kjerulff Madsen ganske klar i mælet: Det er transfobisk at fravælge transkvinder som sexpartnere pga. af deres kropslige udgangspunkt. Dette bastante udsagn blev så bl.a. forsøgt blødt op med at alle har lov til at sige nej til sex og at samtykke er af central betydning. Men så skulle man som lesbisk så alligevel overveje hvordan ens seksuelle lyst hhv. ulyst er formet og præget af samfundets normer og forestillinger.

Hvad Frederikke Kjerulff Madsen øjensynlig ikke ser er, at der er en klar modsætning mellem samtykke på den ene side – og kravet om at man bør evaluere fraværdet af seksuelt begær på den anden side.

For at undgå misforståelser må jeg hellere fremhæve, at når jeg her taler om samtykke, så taler jeg ikke om samtykke i juridisk forstand, altså om hvorvidt en myndig voksens seksuelle handlinger med en anden myndig voksen kan defineres som strafbare eller ej. Hvad jeg taler om er samtykke i betydningen af at man har lyst til og er med på den seksuelle handling. Samtykke i denne forstand er efter min mening en forudsætning for en god seksuel oplevelse.

Denne skelnen mellem det juridiske samtykke og samtykke som udtryk for lyst er ganske vigtig. Mange lesbiske har prøvet, at presse sig selv til sex med mænd. I juridisk forstand kan man ikke tale om at disse lesbiske ikke samtykkede i disse seksuelle handlinger, men for så vidt som de var udtryk for et forsøg på at presse sig selv til at leve op til samfundets forventninger – og en angst for at være anderledes med alt hvad det kan indebære af sociale sanktioneringer, så var der ikke tale om samtykke i form af de havde lyst.

Seksuelt samtykke giver kun mening, hvis man har lov til 100 procent at lade sig styre af sine mavefornemmelser. Har jeg lyst til det her eller har jeg ikke? Hvis man skal overveje om ens mangel på begær eller ligefrem ubehag ved tanken om den seksuelle handling er et udslag af samfundets normer og magtstrukturer, så er det jo udtryk for en forestilling om at det er et problem, at man lader sig styre af sine mavefornemmelser. Påstanden om at lesbiske, der ikke vil have sex med personer der har en penis (eller har fået deres penis omopereret til en ”neovagina”), er transfobiske, er basalt set et moralsk hhv. normativt udsagn. Der er ikke grundlæggende set nogen forskel på de præster og imamer, som beder lesbiske om at gå i sig selv og forstå, at deres seksualitet er syndig, og så de intersektionelle feminister der siger til lesbiske, at de skal overveje om deres manglende lyst til sex med transkvinder ikke afspejler samfundets transfobiske normer. I begge tilfælde er der tale om moralske hhv. normative forestillinger, der medfører en mangel på accept af lesbiskes seksualitet.

Men hele denne her ide om at man som kvinde kritisk skal evaluere sin manglende lyst til bestemte typer af sex har også negative konsekvenser for heteroseksuelle kvinder. Det er mit indtryk, at heteroseksuelle kvinder i stigende grad oplever, at deres mandlige partnere lægger pres på dem for at de skal prøve seksuelle handlinger som de ikke har lyst til såsom f.eks. analsex. Mange radikal feminister ser det som en af de mange negative konsekvenser af pornokulturen, og det kan der nok være noget om. Hvis disse mænd nu kan henvise til den intersektionelle feminisme og sige, at man som kvinde lige skal overveje, om ens mangel på lyst til analsex, swingerklub sex eller hvad disse herrer nu lige har lyst til afspejler nogle restriktive og fobiske normer i samfundet, så har de da fået et ekstra middel til at presse kvinder til at overskride deres seksuelle grænser.  Man kan med andre ord ikke både hævde, at man lægger vægt på samtykke til sex og så hævde, at man kritisk skal evaluere sit sin manglende lyst til bestemte typer af sex. Det ene udelukker i praksis det andet.

 

Det andet store problem med Frederikke Kjerulff Madsens udsagn var i mine øjne, at hun drog den konklusion, at det forhold at jeg er en gendernonconforming lesbisk, der ikke identificerer mig med samfundets kønsrolleforventninger til kvinder og derfor ikke vil kaldes for cis-kønnet, måtte betyde, at jeg teknisk set var transkønnet, om end hun venligst ikke ville pådutte mig en identitet.

Det er jo bemærkelsesværdigt, at Frederikke Kjerulff Madsen ligesom så mange andre intersektionelle feminister hævder, at der nærmest er myriader af biologiske køn samtidigt med at de mener, at hele verdens befolkning kan deles op i kun to kønskategorier nemlig ”cis-kønnet” og ”transkønnet”. Men det direkte farlige ved Frederikke Kjerulff Madsens logik er, at hun hermed faktisk fortæller unge lesbiske kvinder, der ikke kan genkende sig selv i det hyper heteroseksualiserede og overfeminine kvindebillede som medierne og ikke mindst pornokulturen formidler til nutidens unge, at de jo så nok er mænd.

Og nej, opdelingen i ”cis-kønnet” og ”transkønnet” er ikke neutral. Hvor ”cis-kønnede” tilskrives en accept af samfundets kønsroller (og det betyder for kvinders vedkommende en accept af deres egen undertrykkelse) så går trans-identiteten desværre ofte hånd i hanke med hormonbehandling og operationer. Disse unge gendernoncorming lesbiske teenagere, der desværre ofte kan have erfaringer med at blive moppet pga. deres seksualitet og kønsudtryk, bliver af transaktivister og intersektionelle feminister guidet over i en identitet, der ofte er forbundet med livslang potentiel sundhedsskadelig hormonbehandling og operativ fjernelse af sunde organer. Antallet af unge biologiske kvinder, der søger om en sådan behandling er eksploderet i den vestlige verden i de senere år. Men vi ser også et stigende antal som efter nogle år dropper identiteten som transkønnet – desværre står de i en række tilfælde tilbage med kroppe som permanent er blevet forandret for at få dem til at passe til en kønsidentitet de nu ikke længere har.

En gang fortalte feminister unge kvinder, herunder unge lesbiske kvinder, at de skulle være stolte af deres kroppe og deres seksualitet. I dag lærer de intersektionelle feminister unge kvinder, der lider under samfundets undertrykkende kønsroller, at denne lidelse må skyldes, at der er noget galt med deres kroppe…

 

 

 

Læs mere

Skrevet af den 11 apr, 2018 under Feminisme, Lgbt | 0 kommentarer

Den intersektionelle feminisme er en trojansk hest

 

Hvis man ikke har det store indblik i eller interesse for f.eks. islam eller socialisme, så kan man nemt forledes til at tro, at der er tale om monolitiske og entydige fænomener. Men jo mere man fordyber sig i dem, jo mere vil man forstå, at de rummer et utal af retninger og ikke mindst interne konflikter. Dette gælder også for feminismen. Mange tror måske, at alle feminister mener og kæmper for det samme, men begynder man at følge med i de interne feministiske debatter, vil man hurtigt opdage, at det er en kæmpe misforståelse. Lige fortiden kører der faktisk en større konflikt mellem den intersektionelle feminisme og dens kritikere, der sommetider betegnes som radikalfeminister.

Den intersektionelle feminisme har typisk fokus på, at man skal kæmpe mod enhver form for undertrykkelse og diskrimination, mens radikal feminismen ser feminisme som kvindekamp, altså som kampen mod undertrykkelsen af kvinder.

Den intersektionelle feminisme har fokus på at problematisere kategorien ”kvinde”. Man deler den op i en række underkategorier, der baserer sig på hudfarve, klassebaggrund, om man har en funktionsnedsættelse etc. Og da det er af afgørende vigtighed for den interseksuelle feminisme, at transkvinder skal være inkluderet i feminismen, har man de facto opgivet at definere noget objektivt kriterium for det at være kvinde. Man er kvinde, hvis man føler sig som en kvinde, punktum!

Radikalfeminismen benægter ikke, at der f.eks. er sociale forskelle mellem kvinder eller at kvinder har forskellige hudfarver. Men man insisterer på, at alle kvinder grundlæggende set oplever undertrykkelse i samfundet fordi de er født med en kvindens krop. Det radikale i radikalfeminismen er grundlæggende set, at man insisterer på, at mænd forsøger at kontrollere og udbytte kvinders kroppe, og at den socialisering til at være kvinde som man modtager fra det øjeblik man bliver født, har til formål, at få kvinder til at acceptere denne udbytning.

Jeg, der skriver ud fra en radikalfeministisk position, oplever den intersektionelle feminisme som en art trojansk hest, der er godt på vej til at ødelægge kvindekampen. F.eks. er det et grundlæggende problem, at man vil være så inkluderende, at man ikke længere kan komme med nogen klar objektiv definition af hvad det vil sige, at være kvinde. Jeg mener, kan man forestille sig en arbejderbevægelse, der ikke kan definere en arbejder, og som ikke kan skelne mellem en arbejder og en arbejdsgiver/kapitalist? Og som lader det være op til den enkelte subjektivt at skønne om han eller hun er en udbyttet eller en udbytter?

Jeg synes også, at det er bemærkelsesværdigt, at intersektionelle feminister insisterer på, at kategorien ”kvinde” er en ren subjektiv størrelse, som det er frit for den enkelte at selvdefinere sig ind i eller ud ad, samtidigt med at samme feminister på det kraftigste kan afvise, at man selv kan afgøre om man f.eks. er sort eller hvid hhv. fed eller slank. Man insisterer på, at biologisk køn er en social konstruktion, og at det de facto er umuligt at definere hvad en biologisk kvinde er, men man har øjensynligt intet problem med at vide hvilke kvinder der er sorte og hvilke der er hvide hhv. hvilke der er tynde og hvilke der er fede.

Det under mig også, at man insisterer på, at man ikke bare kan tale om ”kvinder”, men i stedet hele tiden skal huske på alle de mange underkategorier af kvinder der findes. Og at man ikke mindst skal relativere nogle kvinders oplevelse af undertrykkelse set i forhold til andres, så som at man som hvid kvinde eller såkaldt ciskønnet kvinde skal vide, at ens undertrykkelse er for intet af regne i forhold til den som brune eller transkønnede kvinder oplever. Men f.eks. kategorien ”transkønnet kvinde” bliver ikke på samme måde delt op i undergrupper af hvide, brune, dem med og uden funktionsnedsættelser etc. som så bliver spillet ud mod hinanden mht. graden af undertrykkelse de måtte opleve. Øjensynligt er kategorien ”transkvinde” en der for en hver pris skal beskyttes, mens kategorien ”kvinde” i betydningen ”en person, der er født med en kvindes reproduktive organer” eller hunmennesker om man så vil, skal nedbrydes og ultimativt smides på historiens losseplads.

Og når det sker, så får det konsekvenser. Når den sociale kategori ”kvinde” løsrives fra de kropslige realiteter, så bliver den undertrykkelse man rammes af, fordi man er født med en kvindes krop, usynliggjort. Og hermed bliver det umuligt at føre en kamp mod de patriarkalske strukturer der muliggør denne undertrykkelse.

 

 

 

Læs mere