Menu
Kategorier

Skrevet af den 31 aug, 2018 under Feminisme, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Den kristne højrefløj, queer og kampen mod de homoseksuelle

 

Det ser ud til at den kristne højrefløj her i landet kalder til korstog mod queer-ideologien. En interessant alliance af Folkekirkens højrefløj og den katolske debattør Iben Thranholm vil nu forsøge, at bremse dens indflydelse i samfundet. Lidt sent skulle man mene, her 4 år efter indførelsen af det juridiske kønsskifte. Faktisk er det jo bemærkelsesværdigt at den kristne højrefløj, der i årtier med en indædt stædighed og med næb og klør har kæmpet imod homoseksuelle rettigheder, i det store og hele har været ligeglad med transaktivismen. Øjensynligt har man set sig helt anderledes provokeret og udfordret af at to personer af samme køn skulle få lov til at gifte sig end af at en person med en penis kan få officielt papir på at vedkommende er en kvinde.

Nu har den kristne højrefløj i Danmark så opdaget, at queer udgør en trussel mod de traditionelle kønsroller. Den kristne højrefløjs grundindstilling er jo den, at Gud har skabt os som mand og kvinde, og det betyder ikke blot, at der er fysiske forskelle mellem mænd og kvinder, men også at vores hjerner er enten mandlige eller kvindelige. Gud har dikteret, at mænd er maskuline og til kvinder, og at kvinder er feminine og er til mænd. Det er jo bl.a. derfor, at den kristne højrefløj så indædt har kæmpet mod samfundets accept af homoseksuelle, for vi repræsenterer et brud ikke blot med Guds påståede seksuelle orden men også med de kønsroller som han efter sigende skulle stå bag.

Hvad de ikke har forstået er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme udgør en trussel både for dem, der kæmper imod disse kønsroller og for homoseksuelle.

F.eks. er queers opløsning af køn et stort problem ud fra et radikalfeministisk perspektiv fordi vi går ud fra, at vi lever i et patriarkalsk samfund hvor mænd undertrykker, udbytter og udnytter kvinder. Man kan ikke føre kvindekamp mod denne uretfærdighed hvis man ikke kan definere hvem der er kvinder og hvem der er mænd. Man kan jo heller ikke føre arbejderkamp hvis man ikke kan definere hvem der er arbejder og hvem der er kapitalist.

Og faktisk har den kristne højrefløj og queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme det tilfælles, at de går ud fra at vi fødes med kønnede hjerner og at ”kønsidentitet” hhv. kønsrollepræferencer derfor er medfødte. Indenfor radikalfeminismen ses de derimod som sociale konstruktioner skabt for at muliggøre mænds dominans over kvinder. Vi mener, at de lægges ind i os via vores socialisering og at de adfærdsmæssige forskelle mellem mænd og kvinder dermed ikke er et produkt af biologien men af samfundet. Ud fra et radikalfeministisk perspektiv er det derfor undertrykkende, når den kristne højrefløj forventer, at mænd og kvinder skal leve i henhold til en klart defineret mandlig hhv. kvindelig kønsrolle. Og der er ligeledes undertrykkende når de radikale transaktivister påstår, at en lille drengs forkærlighed for lyserøde kjoler og dukker betyder, at vedkommende i virkeligheden er en pige. Vores køn dikterer ikke vores præferencer og vores præferencer dikterer ikke vores køn!

Hvad den kristne højrefløj slet ikke har bemærket er, at queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme grundlæggende set arbejder på at afskaffe den homoseksuelle identitet. Homoseksualitet forudsætter nemlig ligesom heteroseksualitet, at køn er noget der kan defineres. Man skal kunne definere hvilket køn det er som man føler sig emotionelt og seksuelt tiltrukket af og hvilket køn man ikke føler sig tiltrukket af. Og indtil for nyligt var vi alle enige om at det var biologiske mænd og biologiske kvinder der udgjorde disse køn. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme mener imidlertid at biologisk køn er en social konstruktion og er helt umuligt at definere. I stedet hævder man, at køn udelukkende er et spørgsmål om hvem man føler, at man er. Det har så igen medført, at vi nu har ”lesbiske med penis” og ”bøsser med vagina”. Men rigtigt mange homoseksuelle er og forbliver ikke seksuelt og emotionelt tiltrukket af personer med modsat biologisk køn uanset hvad disse kalder sig selv. Ikke mindst blandt lesbiske i klassisk forstand er der en voksende protest mod denne nydefinering af homoseksualitet som vi slet ikke kan genkende os selv i.

Ligesom den kristne højrefløj hævder, at vi lesbiske er unaturlige når vi ikke er til sex med biologiske mænd og at vi skal ændre på vores seksualitet, så siger de radikale transaktivister, at vores fravalg af personer født med en penis uanset deres ”kønsidentitet” er udtryk for transfobi, og at vi kritisk bør evaluere vores manglende seksuelle interesse for dem. Queer-ideologien hhv. den radikale transaktivisme har det tilfælles med den kristne højrefløj, at man kræver, at homoseksuelle skal ændre deres seksuelle orientering så den passer til deres normer. Så måske den kristne højrefløj slet ikke behøver at være så bekymret for queer – måske denne ideologi vil opnå det som den kristne højrefløj så forgæves har kæmpet for, nemlig at sende homokampen tilbage til start.

Læs mere

Skrevet af den 11 aug, 2014 under Den katolske kirke, Kristendom og homoseksualitet, Lgbt | 0 kommentarer

Iben Thranholm er en kristen version af Femen

Iben Thranholm er en katolsk debattør, der er kendt for sine skarpe og provokerende holdninger. Hun har f.eks. påstået, at der er en sammenhæng mellem skoleskyderier i USA og den fri abort, hun har beskyldt Manu Sareen for at være skyld i kæmpeorkanen på Pilippinerne fordi han har indført det kønsneutrale ægteskab, hun mener, at klimaforandringerne skyldes mangel på tro, hun hylder Putin som en stor kristen leder, og hun påstår, at demokratiet er kristendommens værste fjende.

Iben Thranholms ytringer virker nok nogenlunde lige så provokerende på den danske offentlighed som Femens berømte stunt i en kirke i Moskva i sin tid virkede på den russiske offentlighed. Nu er der selvfølgelig meget store og markante forskelle mellem Iben Thranholm og Femen, ikke mindst mht. de værdier som de kæmper for og de konkrete metoder, som de benytter sig af. Men der er også ligheder. Både Iben Thranholm og Femen synes, at deres værdier undertrykkes og forfølges af det samfund, som de er borgere i. De er fælles om ikke at have respekt for de værdier, som flertallet har, og de er villige til at krænke det, der opleves som helligt af flertallet, for på denne måde at få deres budskab frem.

I og med at både Iben Thranholm og Femen er så ekstremt provokerende i deres respektive samfund er der også en stor risiko for, at det budskab de gerne vil have ud drukner i forargelse over det de siger hhv. gør – for det er jo altid den risiko man løber, når man provokerer, nemlig at folk bliver så provokerede, at de lukker fuldkommen af for det man gerne vil have dem til at se og forstå. Og det er lidt af en skam, for uanset om man nu deler Iben Thranholms eller Femens værdier så fortjener de at man tager dem alvorligt og at man prøver på at forstå dem.

Nu er det for nyligt kommet frem, at nogle danske katolikker slet ikke kan identificere sig med Iben Thranholms skriverier, men man må ikke glemme, at der faktisk er andre, der i diverse debatfora forsvarer hende, ja hun har også en del støtter, der slet ikke er katolikker, men i stedet tilhører andre kristne trossamfund. Iben Thranholm kan ses som en art talerør for de grupper af hvad man måske kan kalde for højrekristne, som føler sig ekstremt marginaliserede i de sekulære postmoderne vestlige samfund. Disse kristne føler, at deres tro og værdier bliver trådt voldsomt under fode, og de mener, at de udsættes for diskrimination, ja forfølgelse.

Nu kan det på udenforstående virke ret voldsomt, at påstå, at kristne som Iben Thranholm bliver forfulgt og undertrykt i f.eks. Danmark. Det at hun får så meget plads i medierne som hun gør giver jo ikke ligefrem indtryk af, at man i Danmark kommer i fængsel eller det der er værre, fordi man taler tidsånden midt imod. Men forfølgelse handler ikke bare om objektive forhold men også om hvordan man subjektivt oplever sin situation. F.eks. er jeg på Facebook stødt på en transkønnet, der påstod, at flertallet af danskerne ønsker at udrydde transkønnede og hun var ikke til at hugge eller stikke i, det var sådan det var! Nu er det helt sikkert svært at være transkønnet i Danmark, faktisk en del sværere end at være katolik ville jeg nok mene, men det ændrer ikke ved det lettere paranoide ved denne bedømmelse af hvordan danskerne ser på transkønnede. Føler man sig trådt på, og bliver man det også i et eller andet omfang, så kan man let komme til at tillægge sine omgivelser mål og motiver de slet ikke har.

Og det må f.eks. være hårdt, at være overbevist om at abort er mord på uskyldige børn og så leve i et samfund, hvor der er massiv opbakning bag den fri abort. Ingen ville vel bryde sig om at skulle se hjælpeløs til mens der begås mord på uskyldige små børn i ens eget land. Og det må være frustrerende at leve i et samfund, hvor man hylder gay pride parader og har indført ægteskab for homoseksuelle hvis man ser udlevet homoseksualitet som en modbydelig synd der vil nedkalde Guds og/eller naturens straf over de samfund, der omfavner den. Det må være meget deprimerende at se sin egen kultur gå sin undergang i møde.

Iben Thranholms protest er altså forståelig nok hvis man ser den som et udslag af en dyb frustration over at stå udenfor nutidens pæne selskab – og over, at ingen gider lytte til det man siger. Ingen kan lide at blive hånet, alle vil gerne blive forstået. Problemet for Iben Thranholm og hendes åndsfæller er, at deres værdier og deres logik er så langt væk fra befolkningsflertallets, at en dialog ikke rigtig er mulig. Deres argumenter mod abort og homoseksualitet preller af som vand på en gås på den senmoderne vestlige offentlighed, ligesom vores argumenter preller af på dem. Sommetider er afstanden bare for stor til at man kan bygge en bro over kløften. Men at gøre den endnu bredere og dybere nytter på den anden side heller ikke.

Læs mere

Skrevet af den 29 mar, 2014 under Den katolske kirke | 0 kommentarer

Iben Thanholm og brødrene Price

Vi lever i en tid hvor de kendtes Facebook opdateringer hurtigt bliver til nyheder i det som man en gang troede var seriøse medier. Derfor kan det ikke undre, at den katolske debattør og journalist Iben Thranholms Facebook opdatering, hvor hun langer ud efter brødrene Prices udsendelse fra Rom, blev til nyhedsstof i såvel Jyllandsposten som Berlingske Tidende. Denne Facebook opdatering er da heller ikke uinteressant og fortjener at blive bragt i sin fulde ordlyd:

“Jeg er dybt rystet over Brødrene Prices tur til Rom, som blev vist i aften på DR1. Det var en lang vanhelligelse af Den katolske Kirke. Først var det brødrenes olivenolie orgie, der blev sammenlignet og krydsklippet til den sidste olie, som er en af kirkens syv sakramenter. Så var det røgen fra gryderne, der blev sammenlignet med den hvide røg ved pavevalg. Dernæst så vi brødrene på Peterspladsen gøre sig lystige over pædofiliskandalerne og gøre nar af de præstelige klæder og kalotter uden for en af Roms klerikale butikker. Men den perverse vanhelligelse nåede sit højdepunkt da Adam Price brugte en Jomfru Maria statue som kødhammer til saltimboccaen. Programmet blev afsluttet med dumsmarte bemærkninger om Bruno, som blev brændt på bålet på Campo dei Fiori. Er det dansk madkultur i Rom og humor, at man sviner Den katolske kirke til samtidigt med man på pervers vis vælter sig i mad. De to brødre, som har gjort bugen til deres gud, bør undskylde for deres bespottelse og latterliggørelse af 1,2 milliarders menneskers tro.”

Nu har vi ytringsfrihed her i Danmark, hvad der jo blev slået fast med syvtommersøm i forbindelse med Muhammedkrisen. Det betyder, at man reelt set ustraffet kan forhåne religiøse forestillinger, blasfemi paragraffen er jo de facto en død lov, men selvfølgelig har man også lov til at kritisere denne forhånelse. Med andre ord, Iben Thranholm har lov til at udtrykke sin fornærmelse – men hun har bare ikke krav på at vi følger hendes logik.

Og lad det være sagt med det samme, jeg synes også, at det virker respektløs at bruge en Maria statue som kødhammer, men jeg kunne dog også forestille mig værre ting som man kunne bruge sådan en figur til. Og de andre forhold virker i mine øjne som legitime emner for humor, selvom de berørte selvfølgelig har ret til at mene noget andet. I et pluralistisk samfund bør der være plads til religionskritik, herunder den der har karakter af mere eller mindre vellykket humor.

Hvis man kigger rundt på katolske grupper på Facebook får man da også hurtigt det indtryk, at en hel del katolikker ikke er fornærmede men i stedet tager afstand fra Iben Thranholms heftige sprogbrug. Spørgsmålet er da også, om Iben Thranholm ikke alt andet lige skader den katolske kirke i Danmark med sit vrede udfald, der ikke ligefrem oser af “vend den anden kind til” og “elsk jeres fjender” eller andre tegn på den åndelighed hun selv hævder at danskerne mangler. Det er i hvert fald tvivlsomt, om man opnår særligt meget sympati med kravet om en undskyldning, der jo unægtelig ligner de krav som vrede muslimer i første omgang rettede til Jyllandsposten efter publikationen af Muhammedtegningerne.

I et interview i Berlingske Tidende uddyber Iben Thranholm så sin kritik, ide hun påstår, at den famøse udsendelse var udtryk for en slags kristendomsforfølgelse – og ikke mindre end tre gange kommer hun ind på homoseksuelle, og hævder, at dem tager man hensyn til mens man er hensynsløs overfor de kristnes følelser.

Men altså, plat humor og kritik af den katolske kirke er jo nok udtryk for manglende respekt for denne, men det interessante er jo, at de forhold som Iben Thranholm nævner i sin statusopdatering alle omhandler specifikt katolske forhold. Der kan derfor ikke tales om et angreb på kristendommen som sådan, men kun den katolske version af selvsamme. Og til en egentlig forfølgelse skal der nu nok mere til end et plat madprogram. Ellers måtte man vel også sige, at Jyllandspostens Muhammedtegninger var udtryk for en forfølgelse af muslimer? Under alle omstændigheder så er det jo lidt bemærkelsesværdigt, at Iben Thranholm har forholdt sig tavs til det forhold at Putin, som hun har udnævnt til at være en stor kristen leder, nu holder hånden over dem, der er godt i gang med at fordrive katolikkerne fra Krim. Er den behandling som katolikker i Krim udsættes for ikke alt andet lige noget værre end brugen af en Maria figur som kødhammer?

Og hvorfor homoseksuelle nu skal rodes ind i den her sag er ikke godt at vide. Jeg er i hvert fald ikke sikker på at der er tale om sammenlignelige størrelser. Men man må da gerne gøre grin med homoseksuelle for min skyld – og så håber jeg i øvrigt ikke, at man i skolegårdene råber “katolik” efter dem, man bliver sure på eller at der er et omfattende problem med katolikhadere, der ligger på lur ved samlingssteder for katolikker for at give dem en gang bank. Og jeg håber da slet ikke, at der kommer en stor kristen leder til magten her i landet, som vil indføre en lov, der gør det forbudt at lave katolsk propaganda overfor børn hvad i praksis betyder, at enhver positiv tilkendegivelse til fordel for katolikker og deres rettigheder i offentligheden bliver til en strafbar handling.

Når det så er sagt, så forholder det sig jo sådan, at man i Danmark har en lang tradition for grovkornet humor ja direkte hån rettet mod katolicismen. Det er såmænd ikke tegn på en kultur i forfald sådan som Iben Thranholm påstår, men er i stedet et produkt af reformationen, hvor man sagde og tegnede ting om katolicismen og katolikker, der får Price brødrenes tåbelige stunt til at blegne. Hvis man sådan ganske stille og roligt havde taget en debat om det antikatolske fjendebillede, der trives i Danmark, ja så havde man kunne sætte gang i en god og nødvendig samtale. Men det havde krævet en debattør med lidt mindre hang til tænke i provokerende og skingre overskrifter – og så nogle medier, der var interesseret i en seriøs debat frem for de hurtige og overfladiske fortællinger, der skal underholde frem for at gøre os klogere på os selv og på andre.

Læs mere

Skrevet af den 12 okt, 2013 under Den katolske kirke | 3 kommentarer

Iben Thranholm undsiger Paven

Iben Thranholm er kendt for sine skarpe holdninger til abort og det sekulære samfund – og hun er ikke mindst kendt for at være en meget åben katolik, der elsker at henvise til Paven i tide og utide. Alligevel er det i virkeligheden slet ikke så overraskende, at hun i en kommentar på Facebook gruppen “Katolikker i Danmark” er ude med riven mod Pave Frans. Her skrev hun den 11.10.2013.: “Hvis kærligheden dyrkers uden sandhed, skrider grundlaget. Som Benedikt XVI og Johannes Paul II slog fast igen og igen, så kan kærlighed og sandhed ikke skilles ad. Når pave Frans f.eks. udtaler, at det bare handler om at gøre det Gode med stort G uanset om man er ateist eller har en anden religion, synes jeg han er i fare for at komme på afveje og ende som relativist. Hvad er det gode? En synes abort er det bedste der er sket for vores samfund, en anden at det er mord? Hvem har ret her – hvem af de to gør det gode? Er det gode ikke at fortælle sandheden? Det har været Den katolske kirkes standpunkt i 2000 år. Det bliver spændende at se om Frans vil holde fast i det“.

De danske medier har godt nok i det store hele overset det, men der er faktisk en voksende modstand mod Pave Frans blandt dele af verdens katolikker. Allerede få dage efter at han blev valgt til Pave flød traditionalistiske blokke over med harme over den nye pave. Traditionalister er en betegnelse for en meget lille men også meget højtråbende gruppe af katolikker, der er imod de reformer som den katolske kirke indførte under Det Andet Vatikankoncil (1962-1965), hvor den katolske kirke indførte en ny venlig retorik om de andre trossamfund og hvor grundlaget blev lagt for at gudstjenesten fremover hovedsagelig foregår på lokalsproget frem for latin. Pave Benedikt havde brugt uhørt meget energi på at komme denne gruppering i møde – men Pave Frans var fra sin fortid som ærkebiskop i Argentina kendt for at være meget lidt begejstret for den gamle messe – og meget begejstret for dialogen med protestanter, jøder og muslimer. Eller med andre ord, lige fra starten af var Pave Frans ikke traditionalisterens kop the.

Men i den senere tid er også ultrakonservative katolikker begyndt at ryste med sablerne. Til forskel fra traditionalisterne bakker de i princippet op om Det Andet Vatikankoncil – men de har det tilfælles med dem, at de er ivrige modstandere af den fri abort og samfundets accept af homoseksuelle – og de er ofte også ret så skeptiske overfor en dialog med islam. Mht. de to første emner har de haft fuld støtte af Pave Johannes Paul II og Pave Benedikt XVI, mht. det sidste emne kunne de til dels finde støtte hos Pave Benedikt.

Men de ultrakonservative katolikker føler nu, at de bliver svigtet af Pave Frans, der tydeligvis gør sig store anstrengelser for at række hånden ud til de grupper af katolikker, der har følt sig marginaliseret under de to sidste paver. Det er også tydeligt, at Pave Frans ønsker en oprigtig dialog med de andre religioner, også islam, og at han ligeledes ønsker et bedre forhold til den sekulære verden. Der er imidlertid ikke tale om, at Pave Frans vil ændre på den katolske kirkes lære om f.eks. abort og homoseksuelle ægteskaber – men han ønsker blot, at den katolske kirke skal prioritere andre emner højere, ikke mindst forkyndelsen af Guds kærlighed og barmhjertig. Og som en del af denne forkyndelse skal man også prøve at tale pænt om f.eks. homoseksuelle. Der er altså tale om en ændring af diskursen frem for dogmatikken – men det er nok til at udløse ubehag hos dem, der havde vænnet sig til at have Paven i ryggen, når de talte dunder mod abort, homoseksuelle eller generelt sekulariseringen og den såkaldte relativisme.

Den kendte katolske kommentator John L. Allen Jr. har beskrevet disse katolikkers reaktion som “den ældre søn problematikken”. Det er en hentydning til lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen bliver så glad da den fortabte søn vender hjem igen, at han holder et stort party for ham. Den ældre søn begynder så at beklage sig over, at han jo altid har gået derhjemme og været en god dreng – men hvornår fik han en fest”? Man kan altså måske sige, at den katolske kirkes højrefløj er skuffede over, at Paven vender sin kærlighed mod alle de “dårlige” katolikker, frem for til dem, der fortjener den, nemlig dem selv.

Men man kunne naturligvis også sige, at den katolske højrefløj i de sidste 30 år har været budt til fest hos de regerende paver, mens den katolske venstrefløj fik kun få eller ingen krummer fra de riges bord. Og samtidigt med denne fest for insiderne blev forholdet til de vestlige sekulære demokratier kølet ned til næsten frysepunktet. Det vil Pave Frans lave om på, og det må en Iben Thranholm nok lære at leve med.

Læs mere