Menu
Kategorier

Skrevet af den 10 aug, 2009 under Ikke kategoriseret | 3 kommentarer

Unaturlig?

I forbindelse med at Kølns bystyre i 1816 indførte gadebelysning skrev en avis på sin lederplads, at kunstig belysning ”er et forsøg på at gribe ind i Guds plan for verden, der har forudbestemt, at det skal være mørkt om natten”. (Linda Simon: Dark Light – Electricity and Anxiety from the Telegraph to the x-ray, s. 72)

Jeg kan ikke lade være med at tænke på ovenstående, når jeg i forbindelse med debatten om homoseksualitet og homoseksuelle støder på den påstand, at homoseksuelle forhold er unaturlige.

Her synes jeg, at det er på sin plads, at gøre sig nogle tanker om hvad det vil sige, at noget er unaturligt.

Ud fra en naturvidenskabelig tankegang må man gå ud fra, at det unaturlige er det, som er i modstrid med naturlovene, altså de sikkert fastslåede regelmæssigheder som man kan iagttage i naturen. F.eks. ville det være unaturligt hvis jeg gik på vandet, for det ville være i modstrid med fysikkens basale love. Unaturligt må med andre ord være det, som ikke kan lade sig gøre i henhold til naturlovene. Derfor kan gadebelysning vha. f.eks. gas eller elektricitet ligesom seksuelle relationer mellem to mennesker af samme køn ikke være unaturlig i naturvidenskabelig forstand, for de kan lade sig gøre og de kan observeres og beskrives uden brug af såkaldte overnaturlige forklaringer (såsom Guds mirakuløse indgriben).

Når folk derfor taler om homoseksualitetens unaturlighed, så taler de ikke om hvad naturen faktisk rummer (seksuelle relationer mellem individer af samme køn kan observeres både hos dyr og mennesker) men i stedet om hvordan tingene burde være. Eller med andre ord, man forsøger, at bruge den orden man mener, at naturen indeholder, som et grundlag for moralen

Ideen er, at vi i naturen kan finde en bestemt fastlagt orden, en norm, som alle bør indrette sig efter. Når vi i naturen kan finde den orden, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, og når vi i Bibelen kan læse, at Gud har bestemt, at det skal være mørkt om natten og lyst om dagen, ja så har vi mennesker ikke lov til at ændre på denne skabelsesorden, er logikken bag den vrede avisleder fra 1816.

Det er den samme logik, der ligger bag påstanden om, at homoseksualitet er unaturlig: Mænd og kvinder er nødt til at parre sig for at der kan komme nye mennesker til verden og vi kan læse i Bibelen, at Gud har skabt mennesket som mand og som kvinde, og derfor har mennesker ikke lov til at leve på anden vis end heteroseksuelt.

Nu giver det i kristen sammenhæng ikke mening, at operere med obligatorisk heteroseksualitet (selvom desværre alt for mange gør det), al den stund at Jesus levede i cølibat og Paulus på det varmeste anbefalede cølibat frem for ægteskab, men det er så en anden historie.

Mere interessant synes jeg er ideen om, at fordi det (indtil videre) ikke er muligt for mennesket at forplante sig uden inddragelse af såvel sædceller som ægceller, så er kun heteroseksualitet naturlig. Ofte suppleres denne påstand så med udsagnet om, at hvis alle mennesker var homoseksuelle så ville menneskeheden uddø.

Mht. det sidste, så er det en påstand der ligger på linje med påstanden om, at hvis alle mennesker boede i København så ville verden ikke kunne fungere. Da det ligesom ikke er særligt sandsynligt, at alle mennesker frivilligt eller ufrivilligt vil slå sig ned i København er problemstillingen tåbelig – på samme måde er ideen om, at alle mennesker skulle finde på at leve som homoseksuelle ikke funderet på nogen seriøs iagttagelse og kan derfor afvises.

Og i øvrigt. Skulle det usandsynlige ske, at alle mennesker pludselig sprang ud som bøsser eller lesbiske, ja så ville menneskeheden altså ikke uddø af den grund. Der er faktisk masser af homoseksuelle, der har børn. Den såkaldte kunstige befrugtning er en løsningsmulighed, hvis man som homoseksuel ikke vil lukke øjnene og tænke på fædrelandet. Kunstig befrugtning er ikke mere unaturlig end gadebelysning, den er blot et udtryk for at mennesket via teknik, der bygger på naturlovene, er i stand til at forbedre sine levevilkår.

Imidlertid tror jeg, at vi ikke kommer til bunds i debatten om homoseksualitetens påståede unaturlighed før vi griber fat om nældens rod. Og nældens rod er, at vores kultur er præget af en religiøst betinget forestilling om at seksualitetens formål er forplantning og af den moderne konstruktion af seksuelle identiteter.

Ideen om, at seksualitetens naturlige formål er forplantning har sat sit præg på den kristne etik helt tilbage fra oldtidens dage og frem til i dag, hvor den fortsat spiller en dominerende rolle indenfor den katolske kirke. Og via den kristne etik har forplantningsidealet fundet indpas også blandt mange, der er eller tror de er styrede af en biologisk orienteret tankegang.

Mht. den kristne etik så påstod middelalderens nok vigtigste teolog, Thomas Aquinas, at den såkaldte synd mod naturen (også kaldet sodomi) kunne bestå i:

sex med dyr

sex mellem mænd (mht. sex mellem kvinder var der i middelalderen og i renæssancen en del usikkerhed om hvorvidt de kunne begå rigtig sodomi med hinanden eller ej, denne usikkerhed byggede på uenighed mht. det interessante spørgsmål om kvinder kan ejakulere eller ej)

oral- og analsex mellem mand og kvinde

brug af prævention

onani.

Al ikke-reproduktiv sex blev altså set som unaturlig og syndig, også når den blev foretaget af en mand med en kvinde, og også når disse var gift med hinanden.

Interessant nok ser vi i dag yderst sjældent den påstand, at ikke-reproduktiv sex mellem to mennesker af modsat køn er unaturlig. Dette hænger sammen med konstruktionen af de moderne begreber ”homoseksuel” og ”heteroseksuel”.

Da begrebet ”heteroseksuel” dukker op i slutningen af 1800-tallet var dets betydning endnu ikke helt klart. Det kunne bruges om mennesker, der følte sig tiltrukket af både mænd og kvinder og det kunne også være en betegnelse for den perversion der bestod i et begær efter ikke-reproduktiv sex med personer af modsat køn. Men det er ideen om, at heteroseksualitet repræsenterer den gode og naturlige seksualitet i modsætning til den perverse og unaturlige homoseksualitet, der vinder. Og det er denne ide som sætter præg på tænkningen den dag i dag.  

Fidusen var, at man med kategorien ”homoseksuel” fik skabt en medicinsk-psykologisk kategori af mennesker, hvis kønsidentitet og seksualitet kunne stemples som unaturlig. På denne måde fik man outsourced perversiteten fra mand-kvinde seksualitetens rækker og således fik man efterhånden naturliggjort heteroseksualiteten i alle dens fremtrædelsesformer. Derfor kan en mand, der dyrker oralsex med konen og som i hvert fald sommetider husker det der med at bruge kondom, når han lige tager sig en gang heteroseksuel købesex på vej hjem fra arbejdet, i dag tillade sig at være forarget over de unaturlige bøsser. I og med at han er heteroseksuel er han nemlig af kulturen og samfundet blevet tildelt rollen som naturlig og dermed også muligheden for at placere det unaturlige hos dem, der ikke er som ham.

Ideen om at sex kun er naturlig hvis den er rettet mod og muliggør forplantning er altså blevet omskrevet til ukendelighed. Den handler i dag blot om at stemple homoseksuelle som unaturlige og heteroseksuelle som naturlige, lige meget hvad de så ellers har gang i med hinanden.

I stedet for at brugen naturen til at udgrænse bestemte mennesker kunne man i stedet se på det forhold, at sex kan bruges til og indgå i mangt og meget. Sex kan handle om at få børn, sex kan handle om at få fordele, sex kan handle om magt, og sex kan handle om indgåelse af sociale bånd, om omsorg og om kærlighed. Og sådan forholder det sig ikke blot hos mennesker men også blandt dyr, som f.eks. vores nærmeste slægtning i

dyreriget, bonobo-chimpanserne.  Det ene er ikke mere naturligt end det andet. Så i stedet for at diskutere natur versus unatur burde vi stedet se på hvordan vi sikrer, at vi bruger vores seksualitet, med alle dens potentialer og muligheder, på en god og ansvarlig måde.

Læs mere

Skrevet af den 30 jul, 2009 under Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Kristeligt Dagblads sure opstød

Det er lige så sikkert som amen i kirken, at hver gang der er sket noget positivt for homoseksuelle her i landet, så føler Kristeligt Dagblad sig på lederplads forpligtiget til at komme med nogle sure opstød. Og så skal man endda være glad, hvis de nøjes med de sure opstød og avisen ikke forud for sådanne forbedringer har kørt en kampagne mod dem.

Denne adfærd er ikke så mærkelig – Kristeligt Dagblad har jo sine rødder i Indre Mission for hvem vi homoseksuelle er hellbound med mindre, at vi angrer og omvender os fra vores ”syndige livsstil”. Derfor har Kristeligt Dagblad en lang historie som bekæmper af homoseksuelles rettigheder og muligheder – ja, man kæmpede sågar engang indædt mod en afkriminalisering af sex mellem voksne mænd!

Set i det lys kan det slet ikke undre, at Kristeligt Dagblad fra den 30.7.2009 bringer en leder, hvor Morten Thomsen Højgaard raser mod World Outgames. Titlen er ”homoseksuelt hysteri” og hermed er tonen allerede lagt. For det er en typisk fordom om homoseksuelle mænd, at de er hysteriske, dvs. kvindagtige, og de derfor ikke kan tages alvorligt andet end som objekter for foragt.

De argumenter som Morten Thomsen Højgaard slynger ud har vi i det store hele hørt til hudløshed – og man kan derfor snart blive lidt træt af at skulle høre på det samme vrøvl igen og igen: Der burde ikke bruges offentlige midler på World Outgames, fordi det er forkert at afholde et sportsarrangement for homoseksuelle, de er jo ikke anderledes end andre sportsfolk – Outgames er en skamløs udstilling af homoseksualiteten – og en sådan står direkte i modstrid med de homoseksuelles kamp for at blive anerkendt som normale.

Klart er det i hvert fald, at Morten Thomsen Højgaard har haft skyklapperne på når han har læst aviser i de seneste dage, for pressen har ellers bragt mange artikler om hvor vanskeligt det er at være åben homoseksuel og så sportsmand m/k. Men nu er det jo så heller ikke homofobi og diskrimination af homoseksuelle, der interesser Morten Thomsen Højgaard. Det fremgår klart af, at han ikke nævner de homofobiske overfald under World Outgames med et eneste ord.

At en minoritet ikke må kæmpe for at få borgerrettigheder med mindre, at den usynliggør sig selv, er i øvrigt en mærkværdig logik – ikke mindst fra Kristeligt Dagblads side af. Mener Morten Thomsen Højgaard f.eks., at jøder skal vælge mellem at være synlige jøder i det offentlige rum eller at få de samme borgerrettigheder som kristne borgere har, fordi de ikke kan kræve, at få lov til begge dele? Hvis Københavns kommune havde brugt penge på en jødisk festival ville han så også havde brokket sig?

Usynliggørelsen af homoseksualitet er et vigtigt instrument i undertrykkelsen af homoseksuelle. Den skal få os til at føle, at vi er de eneste i verden, der føler som vi gør, og det derfor er os, der er noget galt med. Synliggørelsen er derfor et vigtigt led i modstanden mod undertrykkelse. Når vi kan se, at vi faktisk er mange, så kan vi ikke blot danne netværker og finde støtte og hjælp til dagligdagen blandt ligesindede, nej vi kan også finde kraft til at kæmpe mod den homofobi som man f.eks. kan finde hos Kristeligt Dagblad. Samfundet har en lang og trist historie mht. undertrykkelsen af homoseksuelle – derfor er det godt og rigtigt, at Københavns Kommune støtter et arrangement, der har til formål at modvirke undertrykkelsen af homoseksuelle, såvel som biseksuelle og transpersoner– selvom det er pinligt, at ikke også staten vil tage sin del af byrden og ansvaret.

Morten Thomsen Højgaard har også gevaldigt ondt i en vis legemsdel over, at Vor Frue kirke, Københavns Domkirke, bakker op omkring World Outgames, bl.a. ved at man har udsmykket kirkens søler med en regnbueflagsdekoration. Dertil kan man kun sige, at jeg og en række andre kristne homoseksuelle har været begejstrede over denne støtte fra domkirkens side af. Alt for ofte mødes vi homoseksuelle med foragt fra kirkens side af – det varmer derfor gevaldigt og giver hjælp til at holde fast i troen, når man ser, at der også er kristne som støtter os. Heldigvis bliver der i folkekirken flere og flere af dem, der støtter os – mens der bliver færre og færre af Morten Thomsen Højgaards åndsfæller – og Gud ske lov og tak for det!

Læs mere

Skrevet af den 21 mar, 2009 under Ikke kategoriseret | 0 kommentarer

Muslimerne, de homoseksuelle og Cepos

Det er glædeligt, at langt de fleste borgere med rødder i muslimsk dominerede lande er imod en kriminalisering af homosex.

”Hver fjerde muslim vil forbyde homoseksualitet” lyder en overskrift i Kristeligt Dagblad fra den 21.3.2009 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/317741:Danmark–Hver-fjerde-muslim-vil-forbyde-homoseksualitet ) Overskriften hentyder til en undersøgelse foretaget i 2007 af Danmarks Statistik for den borgerlige tænketank Cepos.

1746 indvandrere og efterkommere fra muslimske lande var blevet spurgt om de mente, at ”lovgivningen burde forbyde homoseksuelle at dyrke deres seksualitet”. Blandt førstegenerationsindvandrerne svarede 33 procent ja og 67 procent svarede nej. Blandt efterkommerne svarede 27 procent ja og 73 procent svarede nej. Tager man indvandrere og efterkommere under ét bliver det til 28 procent ja, 65 procent nej samt syv procent der svarer ”ved ikke”.

En kontrolgruppe bestående af 1028 etniske danskere blev stillet samme spørgsmål, og blandt dem var 3 procent for en sådan lovgivning, mens 97 procent var imod.

Set i lystet af at debatten om islam og homoseksualitet ellers let ender i påstanden om at vi om føje år vil se homoseksuelle blive stenet på gadehjørnerne fordi muslimerne da vil have overtaget magten i Danmark og indført sharia, ja så er Cepos undersøgelse faktisk ganske positiv. Det er et klart mindretal blandt indvandrerne fra de såkaldte muslimske lande samt deres efterkommere, der vil forbyde homosex, og det at antallet af homosexforbudstilhængere blandt efterkommerne er endnu lavere, viser, at udviklingen klart går i den rigtige retning.

Derfor havde overskriften også kunnet hedde ”Langt de fleste muslimer er imod at forbyde homosex”, for det er jo det som undersøgelsen viser. Det at man fokuserer på den klare minoritet, der vil forbyde homoseksuelle at ”dyrke” deres seksualitet, viser tydeligvis at Cepos hhv. Kristeligt Dagblad vil fremstille de danske muslimer som et problem for homoseksuelle hhv. vise, hvor dårligt integrerede muslimerne er, helt i tråd med en anden undersøgelse fra Cepos, der lagde op til, at de danske muslimer er imod ytringsfriheden. I begge tilfælde har man også tydeligvis valgt at vendte med at offentliggøre undersøgelsen, hvad kunne tyde på at man er ude efter at lade ”bomben sprænge” på det mest gunstige tidspunkt.

Også selve undersøgelsen er på mange måder problematisk hhv. mangelfuld. Det er f.eks. lidt mærkeligt, at man blandt hhv. førstegenerationsindvandrerne og efterkommerne har 100 procent, der enten svarer ja eller nej, mens man når man lægger de to tal sammen får 93 procent, der svarer ja eller nej og så 7 procent, der svarer ”ved ikke”. Hvor kommer de 7 procent fra?

Men ser vi bort fra at der øjensynligt er noget kludder i matematikken, så er der generelt noget problematisk ved på denne måde at lade indvandrere og deres efterkommere fra de såkaldte muslimske lande på den ene side, og så etniske danskere på den anden side fremstå som klare og homogene grupper. Hermed overser man, at man godt kan komme fra et såkaldt muslimsk land uden at man er muslim, ligesom man kan være etnisk dansker og muslim. Det er også problematisk at slå indvandrere og deres efterkommere fra en række muslimsk dominerede lande sammen til en gruppe, selvom det meget vel kan være forskelligt hvordan man ser på homoseksuelle alt efter om man kommer fra Tyrkiet, hvor homosex ikke er forbudt, eller fra Pakistan, hvor sådant er forbudt. Det kunne unægtelig også være interessant om undersøgelsen havde set på faktorer som de adspurgte indvandreres og deres efterkommeres køn, klassebaggrund, uddannelse og placering på arbejdsmarkedet. Ligesom det også have været interessant at få lidt mere baggrundsinfos om de 3 % af de etniske danskere, der mener, at homosex burde være forbudt. Med andre ord, undersøgelsen lægger op til at den afgørende faktor for hvordan man ser på homoseksuelle er ens antagede religiøse overbevisning, men så simpelt er det næppe.

Når det så er sagt, så er det naturligvis uacceptabelt, at der findes mennesker, der mener, at homosex skal forbydes. Det viser, at der stadigvæk er brug for et LBL, der ikke blot kæmper for juridiske rettigheder for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle, men også mod fordomme rettet mod os.

Læs mere

Skrevet af den 16 mar, 2009 under Ikke kategoriseret | 17 kommentarer

Kønspolaritet

Børge Haahr Andersen, der er teolog, rektor på Dansk Bibel-Institut og medlem af repræsentantskabet for Evangelisk-Luthersk Netværk, forsøger i en kronik i Kristeligt-Dagblad fra den 16.3.3009 at finde argumenter mod et kirkeligt vielsesritual for homoseksuelle par. Han har flere indfaldsvinker, men hans hovedfokus kan finde i følgende udsagn:

 

”Ifølge den jødisk-kristne beretning om verdens og menneskets skabelse er kønspolariteten en del af menneskets gudbillelighed. Ud fra beretningen om Adam og Evas skabelse som fysiske og sociale væsener udspringer kravet om at forvalte sin seksualitet i det livslange parforhold mellem én mand og én kvinde. Livet uden for Paradiset skildres med mange spegede nuancer, men den etiske vejledning gennem hele det bibelske univers favoriserer det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. På det punkt bidrager Jesus og Det Nye Testamente ikke med noget nyt.”

 

Nu har det længe undret mig at dem, der så gerne vil ”forsvare” Bibelen og den kristne tradition mod de ”aggressive” homoseksuelle og deres krav, har så overfladisk et forhold til det, som de vil forsvare.

 

Mht. det monogame ægteskab, ja så kender Det Gamle Testamente til talrige polygame mænd, f.eks. Abraham, Jakob, David og Salomon. Det er da også meget sigende, at rabbinsk jødedom, der tager udgangspunkt i Mosebøgerne og resten af det, som kristendommen kalder for Det Gamle Testamente, først forbød polygame ægteskaber i middelalderen. Det Gamle Testamentes skrifter forbyder nemlig ikke polygami. Og skilsmisse er udtrykkeligt tilladt i henhold til Torahen (Mosebøgerne).

 

Mht. Det Nye Testamente, så forbyder Jesus skilsmisse, men intet steds anbefaler han ægteskabet, han levede jo også selv uden. Og Paulus anbefaler cølibatet, som en bedre vej end ægteskabet, hvad da vist ikke kan kaldes at favorisere det livslange forhold mellem én mand og én kvinde. At cølibatet stilles over ægteskabet er så afgjort noget nyt, som Det Nye Testamente kommer med, og det sætter sit præg på oldkirken. Det er først Luther, der som bekendt var en tidligere munk, der giftede sig med en tidligere nonne, som sætter spørgsmålstegn ved cølibatet som en bedre vej end ægteskabet og dermed bryder med ca. 1500 års kirkelig tradition og bibelforståelse.

 

Men det virkeligt interessante ved Børge Haahr Andersens kronik er hans påstand om, at den jødisk-kristne skabelsesberetning gør kønspolariteten til en del af menneskets gudsbilledlighed.

 

Nu har den jødisk-kristne tradition faktisk to skabelsesberetninger, der på en del punkter afviger fra hinanden. I den første og formodentligt yngste, som vi finder i 1. Mos. 1,1-2,3, skabes mennesket til sidst, som kronen på skabelsesværket: ”Og Gud skabte mennesket i sit billede; I Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” (1. Mos. 1,27) Denne tekst lægger op til, at mennesket har en helt unik og særlig værdi, og derfor skal behandles med respekt og omsorg, og det uafhængigt af hvilket køn det har. Men det er tydeligvis ikke det, som interesser Børge Haahr Andersen, han vil hellere bruge denne tekst til at sige, at nogle mennesker er rigtige mennesker, nemlig dem som tiltrækkes af det modsatte køn hhv. lever med en af modsat køn, mens dem der ikke har dette begær hhv. ikke lever i heteroseksuelle ægteskaber ligesom ikke er rigtige mennesker, og derfor med rette forskelsbehandles.  

Børge Haahr Andersen lægger op til det i højrekristne kredse yderst populære postulat, at man først har del i den fulde gudslighed hvis man lever i et heteroseksuelt parforhold. Men i så tilfælde havde Jesus som menneske såvel som Paulus ikke del i den fulde gudslighed, fordi de levede i cølibat. Og i så tilfælde har f.eks. børn heller ikke del i den fulde gudslighed. Med andre ord, Børge Haahr Andersens påstand er et absurd og ubehageligt forsøg på at gøre en tekst, der handler om menneskets unikke værdi, til en tekst, der favoriserer dem der lever i heteroseksuelle ægteskaber på bekostning af alle dem, der ikke kan eller ikke vil leve i sådanne.

 

Men påstanden om at kønspolariteten skulle være en central del af den jødisk-kristne skabelsesberetning viser også, at Børge Haahr Andersen vist ikke har taget sig tid til at læse den 2. skabelsesberetning, 1. Mos. 2,4-25, grundigt igennem. Havde han det ville han nemlig have bemærket følgende: Her skaber Gud først mennesket i form af Adam, manden. Da Gud ser, at mennesket, dvs. manden, er ensom, forsøger han først at løse dette problem ved at skabe nogle andre væsener, nemlig dyrene. Men det hitter ikke hos Adam. De passer ikke til ham. Dernæst skaber Gud så kvinden ud af materiale taget fra mandens krop. Da Adam ser hende udbryder han: ”Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes kvinde, thi af manden er hun taget”. (1. Mos. 2,23). Kvinden er lige netop ikke den polære modsætning til Adam. Så skulle hun jo være blevet skabt af noget andet materiale end ham. Hun er i stedet taget af ham, og fordi han kan genkende sig selv i hende, vækker hun hans interesse. Det er hendes lighed med ham, der interesser Adam, ikke hendes forskellighed. Dette svarer helt til den antikke opfattelse af køn, hvor man mente, at manden repræsenterede det rigtige, primære køn, mens kvinden det sekundære, lidt dårligere køn. Også i 1. Mos. Kap. 2 er det tydeligt, at manden er det primære køn, og at kvinden det sekundære, det der er til for hans skyld, og det er da også sådan, at Paulus tolker forholdet mellem mand og kvinde. (1. Kor. 11,7-9)

 

Den polære opfattelse af kønnene stammer fra midten af 1700-tallet, den er altså historisk set ret så ny, mens de bibelske tekster er forfattet i en tid, hvor man tænkte køn væsentligt anderledes end i dag, hvor man jo dyrker det der med, at mænd skulle være fra Mars og kvinder fra Venus. Men disse tanker bygger altså ikke på de bibelske tekster, men læses i stedet ind i dem af teologer som Børge Haahr Andersen, der leder med lys og lygte efter argumenter for at holde homoseksuelle ude i kulden.

 

I øvrigt kan jeg som lesbisk og feminist ikke dy mig for at gøre opmærksom på, at kvindens seksuelle begær til manden i ifølge Bibelen først dukker op i 1. Mos. Kap. 3, efter syndefaldet, hvor Gud siger til Eva: ”til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!” (1. Mos. 3, 16) Ud over de smertefulde svangerskaber, som jo også er resultatet af kvinders samliv med mænd (i tiden før prævention,) straffes kvinder altså med at skulle begære mænd, der ikke blot påfører dem ubehagelige graviditeter, men også bruger deres begær som et instrument til at herske over dem. Ingen radikalfeminist kunne såmænd sige det bedre!

Det som man i dag ville kalde det heteroseksuelle begær er ikke en del af Guds skabelsesorden hvis man vil læse 1. Mos. Kap. 2-4 bogstavelig. Det fremgår ikke blot af 1. Mos. 3,16 men også af, at manden og kvinden først bemærker hinandens nøgenhed (dvs.de opdager hinanden som seksualobjekter) efter syndefaldet ligesom vi først får at vide, at Adam har sex med Eva efter, at de var blevet fordrevet fra Paradiset. (1. Mos. 4,1) Det er bl.a. derfor, at oldkirken favoriserede cølibatet overfor ægteskabet, men det vil Biblens tro vogtere af i dag ikke være ved, fordi dette ikke passer til den moderne begejstring for heteroerotik.

 

 

 

 

Læs mere