Menu
Kategorier

Skrevet af den 29 mar, 2012 under Ikke kategoriseret | 16 kommentarer

Har modstanderne af homoægteskabet ikke noget negativt syn på homoseksuelle?

Et indlæg her på Eftertanke.dk rammer på mange måder plet i forhold til debatten om vielser af homoseksuelle par. Det er skrevet af adventist præsten Lars Dorland, der forsøger at argumentere mod homoægteskabet vha. en længere lovprisning af det heteroseksuelle ægteskab, forstået på den rette “bibelske” måde. Indlægget afrundes med følgende påstand: ”Jeg er ikke imod homoseksuelle vielser, fordi jeg har noget negativt syn på homoseksuelle, men fordi jeg har et positivt syn på ægteskabet”. Men i et lidt over et halvt år ældre indlæg, hvor Lars Dorland også argumenterer mod homoægteskabet, skriver han bl.a., at han ikke lægger skjul på, at han opfatter homoseksuel adfærd som moralsk forkert, at mennesker ikke bør være homoseksuelle og at homoseksuel sex altid vil være forkert.

Jeg er temmelig sikker på, at hr. og fru Danmark, adspurgt til hvad der ligger i påstanden om at man ikke har noget negativ syn på homoseksuelle, vil svare noget i retning af at man mener, at det er helt ok at leve som homoseksuel og at udsagn som Lars Dorlands er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle. Udsagn som hans er ganske enkelt ikke udtryk for et positivt syn på homoseksuelle. De er i stedet klart og oplagt negative.

Men hvad kan så være grunden til at Lars Dorland nu pludselig vil sælge sin modstand mod homoægteskabet med påstanden om at den ikke er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle? Ja, han kan være inspireret af den lutherske frikirke præst Magnus Sørensen, som i de senere måneder har forfattet en række indlæg mod det kønsneutrale ægteskab, hvor han har forsøgt sig med en ikke-religiøs argumentation. Og denne indfaldsvinkel synes at have fået en positiv bevågenhed blandt homoægteskabsmodstanderne. Hvad ingen af disse imidlertid har forholdt sig til er, at Magnus Sørensen i et indlæg i efteråret 2011, der kan være tænkt som en introduktion til hans kampagne mod det kønsneutrale ægteskab, forklarer sin strategi. Han skriver her bl.a.: ”Problemet er nok også her som i fosterdrabsspørgsmålet, at kirkens folk frem for at gå ind i en debat om den naturlige lov har været med til at marginalisere sig selv ved at gøre det til et religiøst spørgsmål. Men både spørgsmålet om kønsneutrale “ægteskaber” og spørgsmålet om fosterdrab er spørgsmål, hvor modstanden ikke behøver begrundes med Biblen, men alene kan begrundes ud fra den naturlige åbenbaring, som den naturlige lov er. Desværre er det nok for sent. Når Danmark har indført kønsneutrale ægteskaber og samtidig lader læger slå de mest hjælpeløse og beskyttelseskrævende børn ihjel, er den naturlige lov for alvor trådt under fode. Gud straffede Sodoma og Gomorra med timelige straffe for deres unaturlige seksualliv. Gud straffede også kanaanæerne for deres børneofringer. Man må frygte, at Gud også vil tugte Danmark, som i den grad gør oprør mod Guds naturlige lov. Det er kun et spørgsmål om tid. Og man må håbe, at det fører til omvendelse.”

Målet er altså at nå ud til bredere kredse end de højrekristne. For at opnå dette, er det strategisk klogt ,at skjule den religiøst betingede afstandstagen til homoseksuelle bag en påtaget ikke-religiøs facade. At motiverne imidlertid er er en overordentligt negativ indstilling til homoseksuelle, der beror på religiøse forestillinger, afsløres ved Magnus Sørensens påstand om at Danmark vil blive ramt af Guds straf i form af naturkatastrofer eller noget lignende, hvis homoægteskabet indføres (og abort ikke snart bliver genkriminaliseret).

Behovet for at dække over de reale motiver til ens modstand mod homoægteskabet er jo også oplagt. Det store flertal af den danske befolkning har nemlig en negativ indstilling til dem, der har en negativ indstilling til homoseksuelle. At denne er religiøst betinget gælder ikke som en undskyldning, snarere tvært imod. Vil man altså gøre sig håb om succes, og vil man undgå, at marginalisere sig selv lige så meget, som man selv vil marginalisere homoseksuelle, gør man klogt i at skjule de virkelige motiver til ens modstand mod homoægteskabet.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget svært ved at se hvordan en afvisning af homoægteskabet kan forenes med et positivt syn på homoseksuelle. Det er jo værd at bemærke, at dem der nu er fremme i skoene mht. at sige nej til homoægteskabet typisk også var markante modstandere af et velsignelsesritual for homoseksuelle par dengang det var det, som debatten handlede om. Nu anser jeg påstanden om at vielser af homoseksuelle par gør det forskellige ens, for slet ikke at tale om udsagn som at der er tale om et angreb på sproget, ja på selveste virkeligheden, der er led i et totalitært projekt eller at homoægteskabet er et angreb på børns rettigheder, som åbenlyst forkerte. Men at et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par skulle være noget sådant må da være åbenlyst forkert for de allerfleste, også for dem, der måske står tøvende i denne her sag. Alligevel var den typiske modstander af homoægteskabet altså også modstander af et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle, i hvert fald indtil det som var ”værre”, nemlig homoægteskabet, dukkede op på banen. Lige meget om man så dengang som nu, siger nej til homoseksuelle par fordi man mener, at homoseksuelt samliv er en synd, eller om man begrunder det med alt det smukke som det heteroseksuelle ægteskab er, og det homoseksuelle parforhold, det er jo den implicitte eller eksplicitte påstand, ikke kan være, så er der tale om et negativt syn på homoseksuelle. Forskellen er udelukkende graden af negativitet.

Skulle modstanderne af homoægteskabet være troværdige, når de påstår, at deres modstand mod homoægteskabet ikke bunder i et negativt syn på homoseksuelle, skulle de begynde at udtrykke sig klart og entydigt positivt om homoseksuelle parforhold, ikke bare i forhold til den enkelte homoseksuelle men også i teologisk og samfundsmæssig forstand. Så skulle de med andre ord påpege de mange gode ting ved homoseksuelles parforhold og påvise, hvordan disse gode ting forsvinder eller bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig. Samtidigt med at de skulle tage afstand fra alle de negative udsagn om homoseksuelle, der er i omløb i denne her debat. Kan eller vil man ikke det, skulle man i stedet vælge at være ærlig mht. sit negative syn på homoseksuelle. For kan man ikke begrunde sin modstand med noget positivt ved det homoseksuelle parforhold, der bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig, så må det jo skyldes, at man bygger sin modstand mod homoægteskabet på en forestilling om at der er noget negativt forbundet med det homoseksuelle parforhold. Og gør man det, så har man selvfølgelig et negativt syn på homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 25 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 24 kommentarer

Kampen mod homoægteskabet er en kamp for tvangsheteroseksualiteten

Når man skal forstå den kamp som diverse repræsentanter for den religiøse og politiske højrefløj lige for tiden fører mod homoægteskabet er det en god ide, at se på de grundforestillinger som motiverer deres kamp og som danner fundamentet for deres argumentation.

Efter min vurdering er den ideologiske forudsætning for kampen mod homoægteskabet den såkaldte heteronormativitet. Med heteronormativitet menes den antagelse, at den rigtige seksualitet er den heteroseksuelle. Ideen er, at heteroseksualiteten er den naturlige, sunde, samfundsgavnlige og gudsvelsignede seksualitet. Heteronormativiteten opretholdes på forskellige måder. En måde er at usynliggøre positive alternativer til den heteroseksuelle livsstil. Det gøres f.eks. ved at medierne, reklamerne, populær musikken etc. kun eller næsten kun viser heteroseksuelle og deres kærlighed.

Heteronormativiteten bliver imidlertid også i høj grad opretholdt vha. forskellige former for sociale og juridiske tvangsmekanismer, i disse tilfælde kan man tale om tvangsheteroseksualitet. Tilråb og vold rettet mod homoseksuelle, der viser deres seksualitet i det offentlige rum, er en måde at presse folk til at leve heteroseksuelt. En anden måde, at presse folk væk fra livet som homoseksuel, er at bruge landets lovgivning til at fastslå, at samfundet kun kan anerkende den heteroseksuelle kærlighed.

Tvangsheteroseksualitetens virkemidler er afhængige af hvor stærk heteronormativiteten er i et samfund. Mest effektiv er tvangsheteroseksualiteten naturligvis hvis sex mellem to af samme køn er en strafbar handling. Er det ikke længere muligt at opretholde en sådan lovgivning så vil heteronormativitetens forkæmpere have fokus rettet mod at forhindre, at homoseksuelle bliver beskyttet af antidiskriminationslovgivningen (f.eks. med henvisning til at en sådan beskyttelse er et angreb på religionsfriheden) ligesom man vil kæmpe for, at homoseksuelle parforhold nægtes de juridiske og økonomiske rettigheder som heteroseksuelle ægtepar har. Mister tvangsheteorseksualiteten også disse redskaber vil dens forkæmpere forsøge, at forhindre statslig lovliggørelse hhv. anerkendelse af homoseksuelt forældreskab. Mister heteronormativiteten også denne bastion vil den sidste kampplads på det statslige område være en kamp mod at homoseksuelle skal få lov til at gifte sig.

Kampen mod homoægteskabet er altså kampen for at det stadigvæk skal koste noget, at være homoseksuel. Den pris homoseksuelle skal betale for at være anderledes er i de seneste år faldet hurtigt. Men er man styret af en heteronormativ tankegang er det vigtigt at fastholde, at det skal koste noget, at være anderledes. Er det ikke længere holdbart at kræve, at det skal koste frihed, job eller bolig at være homoseksuel og kan man ikke længere forhindre, at staten accepterer de homoseksuelle familier, så vil man insistere på at de homoseksuelle i det mindste skal betale den pris at staten ikke anerkender deres parforhold som ægteskab. Hvis staten ikke længere gør forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle par så mister heteronormativiteten sin statslige støtte.

Ægteskabet bliver ikke ødelagt af at homoseksuelle par kan blive gift. Men ægteskabsinstitutionens funktion som samfundets belønning for heteroseksualitet bliver ganske rigtigt ødelagt. De heteroseksuelt gifte par mister ikke en eneste af de juridiske og økonomiske rettigheder som der nu er forbundet med ægteskabet ved at homoseksuelle også kan gifte sig. Men de mister ganske rigtigt det privilegium at det kun er deres parforhold, der får samfundets fulde anerkendelse. Samfundet bryder selvfølgelig ikke sammen, hvis homoseksuelle kan gifte sig – men det er rigtigt, at homoægteskabet vil medføre tvangsheteroseksualitetens sammenbrud.

Læs mere

Skrevet af den 18 feb, 2012 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Argumenterne mod homoægteskabet handler om manglende accept af homoseksuelle

Se, mange mærkelige argumenter er i spil når modstanderne af det såkaldte kønsneutrale ægteskab først kommer i gang. (“Kønsneutralt” er i øvrigt et udtryk som jeg ikke er særlig glad for, da det ofte misforståes. I praksis handler den kommende lovændring om at homoseksuelle par skal kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle par og at de skal kunne kalde deres ægteskab for lige præcist dette og ikke skal påduttes andre klinisk virkende betegnelser som f.eks. “registreret partnerskab”.)

Et argument er f.eks. at ægteskab handler om at få børn hvis opvækst og opdragelse samfundet så skal sikre rammerne for vha. ægteskabslovgivningen. Der er bare den gevaldige hage ved dette argument, at 70-årige Hanne problemløst kan blive gift med sit livs kærlighed, den 50-årige Hans. Selvom deres parforhold af ganske naturlige årsager er infertilt, og selvom dette forhold er åbenlyst for enhver, kan de indgå ægteskab. Et pars evne eller vilje til at få børn er altså uden betydning for dets muligheder for at indgå ægteskab. Var evnen og viljen til at få børn forudsætningen for at indgå ægteskab ville det jo også være oplagt, at vente med at lade et par gifte sig til det faktisk havde fået mindst et barn. Et homoseksuelt pars manglende evne til i biologisk forstand at få børn med hinanden er derfor ikke nogen holdbar begrundelse for at nægte dem ægteskab. Tænk hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis manglende fertilitet blev brugt som en begrundelse for at nægte et heteroseksuelt par ægteskab! Samtidigt hermed nægter samfundet i øvrigt en fertil mand at gifte sig med tre fertile kvinder. Hvis fertilitet altså er forudsætningen for ægteskab så måtte samfundet også tillade polygame ægteskaber.

Bemærkelsesværdigt er det jo også, at man hævder, at det homoseksuelle parforhold er mangelfuldt eller direkte forkert fordi homoseksuelle par ikke kan få børn med hinanden. Når et homoseksuelt par imidlertid så vha. kunstig befrugtning eller adoption får børn, så beskyldes parret for at være egoistik, læs forkert. At talrige undersøgelser så viser, at homoseksuelle pars børn klarer sig lige så godt som heteroseksuelle pars overser man gerne. Der er jo ingen grund til at lade et godt antihomoseksuelt argument blive undermineret af fakta. Hvad det homoseksuelle par end gør, så skal det fremstilles som forkert. Målet er klart nok: Homoseksuelle parforhold skal stemples som uønskede.

”Fertilitetsargumentet” kan, ligesom alle andre argumenter jeg har set mod homoægteskabet”, koges ned til at man mener, at det homoseksuelle parforhold ikke har samme værdi for samfundet som det heteroseksuelle. Kampen mod homoægteskabet er derfor også en kamp mod samfundets helhjertede accept af homoseksuelle.

Læs mere

Skrevet af den 9 feb, 2011 under Ikke kategoriseret | 6 kommentarer

Kampen om homoægteskabet

Når man som undertegnede deltager i debatten om homoseksuelles rettigheder, herunder retten til ægteskab, kan man sommetider godt miste det store overblik. Optaget som man er med at finde argumenter og modargumenter har man sjældent tid til at analysere selve de logikker, som ligger bag debatten. Men heldigvis er der så andre, der kan gøre det for en, som f.eks. Christian Wolter Andersen, der har skrevet et universitetsspeciale med titlen ”Gay rights in Europe – a critical discourse analysis of public debates concerning same-sex marriage in Denmark and Austria”.

Christian Wolter Andersen kaster sig i sit speciale ud i at sammenligne de argumenter, der blev fremført i forbindelse med folketingsdebatterne i foråret 2010 om indførelsen af homoægteskabet med parlamentsdebatten i Østrig i 2009 om indførelsen af et registreret partnerskab. Men før han kaster sig over de konkrete udsagn forsøger Christian Wolter Andersen at opridse nogle teoretiske redskaber til brug for en sådan analyse.  

Først tager han fat i et begreb som kaldes for ”diskurs”, en diskurs er en måde hvorpå man f.eks. taler om et bestemt fænomen, en bestemt problemstilling, en særlig gruppe etc. Dernæst kaster Christian Wolter Andersen sig over en række kendte forskeres teorier. Vi præsenteres f.eks. for Foucault, der lagde vægt på den magt der består i at have retten til at definere ting, forhold etc.  En sådan magt har ingen en gang for alle, men den opnås i en stadig konkurrence med konkurrerende holdninger. Imidlertid kan man tale om at der er forskellige epoker. Hvad der er den almindelige eller den dominerende antagelse i en epoke kan være uacceptabelt i en kommende. F.eks. kæmper politikere og i stigende grad homoseksuelle aktivister om retten til at definere homoseksualitet. Og her spiller debatten om homoægteskabet en stor rolle. For homoseksuelle aktivister er homoægteskabet en vigtig milepæl i kampen for accept af homoseksuelle – et offentligt anerkendt homoægteskab vil alt andet lige betyde, at de homoseksuelle vil have vundet kampen om homo-diskursen – mens modstanderne af samme grund er imod homoægteskabet, fordi et sådant vil betyde, at dem der ikke kan eller vil acceptere, at homoseksuelle er ligeværdige med heteroseksuelle, vil miste kontrollen med den offentlige mening.

En anden (af mange) teoretikere som Christian Wolter Andersen kommer ind på, og som jeg vil nævne her, er Mary Douglas, der fremhæver, at de menneskelige samfund har brug for at kategorier, så de kan håndtere virkeligheden. Især lægger hun vægt på kategorierne ”ren” og ”uren”, da de i mange kulturer spiller en væsentlig rolle for hvordan man omgås andre mennesker og ens omverden. Hvad der er ”rent” og ”urent” kan imidlertid være til debat – og i forhold til homoseksuelle drejer debatten sig om hvorvidt homoseksuelle skal placeres i kategorien ”uren”, ”ren” eller noget midt i mellem.

Mht. den konkrete debat gør Christian Wolter Andersen opmærksom på, at ingen af politikerne i Danmark eller Østrig betegnede homoseksuelle som f.eks. syndere, unaturlige, perverse eller på anden måde brugte direkte nedværdigende udtryk. Det er en interessant iagttagelse, selvom jeg ikke deler hans forestilling om at det er EU’s antidiskriminationslovgivning som har medført, at man som politiker ikke længere tør eller vil bruge sådanne udtryk om homoseksuelle offentligt. I hvert fald ikke når man taler om Danmark. Snarere er det et udtryk for at vi i dag lever i en epoke hvor man i Vesteuropa ikke offentligt kan udtrykke sig markant homofobisk uden at måtte regne med en ligeså markant modstand. Kunsten bliver derfor at få sagt at homoseksuelle parforhold ikke er gode nok uden at få sagt noget åbenlyst negativt om homoseksuelle – hvad diverse politikere som f.eks. Jesper Langballe så med større eller mindre held forsøger sig med.

En anden interessant iagttagelse er, at mens modstanderne af et homoægteskab var klart i defensiven i den danske folketingsdebat så var det tilhængerne af et registeret partnerskab, som var i defensiven i den østrigske parlamentsdebat. Om end det så også må siges, at forslagene om diverse versioner af homoægteskabet som bekendt blev stemt ned i Folketinget, mens det registrerede partnerskab blev vedtaget af det østrigske parlament.  

Christian Wolter Andersen mener at denne forskel skyldes kulturelle og især religiøse forhold. Han opstiller den hypotese, at protestantisk kristendom, som er den dominerende religion i Danmark, vægter den enkeltes frihed og ansvar, mens katolsk kristendom, som er den dominerende religion i Østrig, lægger vægt på at individet skal underkaste sig den kollektive moral.

Så simpelt er det nu nok ikke. Som bekendt er der masser af protestanter verden over, der er modstandere af et homoægteskab og i denne forbindelse bruger en argumentation, der er identisk med den som den katolske kirke fremfører. Til gengæld er den katolske kirkes indflydelse på det østrigske samfund voldsomt aftagende, bl.a. pga. diverse sexovergrebsskandaler, hvad jo også viser sig i, at man tros alt langt om længe kunne få indført et registeret partnerskab i Østrig.

At modstanderne af et homoægteskab var i defensiven i folketingsdebatten hænger nok snarere sammen med, at Danmark jo allerede i 1989 indførte et registreret partnerskab og at en række efterfølgende lovændringer, især i den senere tid, har skabt næsten fuld ligestilling mellem registrerede par og ægtepar. Når nu lovgivningen noget nært ligestiller homoseksuelle og heteroseksuelle par, og når man af politiske årsager ikke tør eller vil stille spørgsmålstegn ved den nuværende lovgivning, ja så er det svært at finde gode argumenter for at vi ikke bare kan have én ægteskabslovgivning for alle par, uanset kønsmæssig sammensætning. (Mens debatten i Østrig gik ud på om samfundet skal indføre en eller anden form for anerkendelse af homoseksuelle par eller ej). Men lige netop pga. kampen om diskursen var det vigtigt for modstanderne af et homoægteskab at få skudt en lovændring ned. Selvom indførelsen af det registrerede partnerskab nemlig fjernede homoseksualitet fra kategorien ”uren”, i hvert fald i juridisk forstand, så sikrede man sig, at homoseksualitet heller ikke blev placeret i kategorien ”ren” sammen med heteroseksualiteten, i stedet fik man homoseksualitet placeret i en mellem kategori. Ikke uren, dvs. forkert, men heller ikke helt ren, dvs. rigtig på samme måde som heteroseksualiteten. Kampen mod homoægteskabet kan altså ses som en kamp mod at homoseksualitet i den offentlige diskurs kommer til at fremstå som ligeværdig med heteroseksualitet.

Christian Wolter Andersens speciale er alt i alt spændende læsning – så spændende, at det er en skam, at det ikke er frit tilgængeligt på internettet.

Læs mere