Problemet med queer

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling “Somewhere, over the rainbow – Biopolitiske rekonfigurationer af den homoseksuelle figur” præsenterer sig som forskning men er nok mere et eksempel på queer teoriens begrænsninger.

Michael Nebeling Petersens Ph.d.-afhandling er på mange måder en sær størrelse. Den består nemlig af ca. 100 siders referat af hvad queer-teori går ud på efterfulgt af fem artikler, som han enten tidligere har fået publiceret i fagtidsskrifter eller som er på vej til at blive det. Det er i hvert fald i mine øjne bemærkelsesværdigt, at man kan få godkendt en Ph.d.-afhandling, hvor hele forskningsdelen består af allerede fagligt bedømt og godkendt materiale. Men de fem artikler (om folketingsdebatterne i forbindelse med lovgivning om regnbuefamilierne, om folketingsdebatterne om indførelsen af det kønsneutrale ægteskab, om mediedækningen af World Outgames i 2009 samt en filmanalyse af filmen “The Kids Are All Right” og en filmanalyse af filmen “Rosa Morena” – sidstnævnte er i øvrigt skrevet sammen med Lene Myong) hænger kun løseligt sammen – og kunne i øvrigt sagtens læses uafhængigt af de forudgående ca. 100 siders teori.

Dog har Michael Nebeling Petersens Ph.d-afhandling et hovedtema, og det er påstanden om at homoseksualitet er gået fra at være noget der blev forbundet med synd, sygdom og død til noget, der er forbundet med livet – og det fordi homoseksuelle i dagens Danmark har ret til at gifte sig og danne familie. Men samtidigt med at monogame homoseksuelle med hang til at danne familie er blevet inkluderet i det nationale fællesskab, er der andre, der er blevet skubbet udenfor. Disse andre er ikke-monogame homoseksuelle – men det er i endnu højere grad muslimerne. De bliver i dag skubbet udenfor i kulden fordi de beskyldes for at bryde med den nye norm om at man skal være tolerant og frisindet overfor homoseksuelle, og det i den grad at det i dag er den muslimske indvandrer og ikke den homoseksuelle som sådan, der er queer, dvs. skæv i forhold til samfundets normer og som derfor bliver mødt med udstødelse fra livets sfærer. På samme måde sker homoseksuelles adgang til adoption på bekostning af fattige mennesker i den 3. verden som mister deres børn fordi de bliver nødt til at adoptere dem bort.

Det som jeg synes er seriøst skuffende ved “Somewhere, over the rainbow” er, at man som læser aldrig får nogen forklaring på hvorfor retorikken om homoseksuelle har forandret sig i løbet af de sidste 25-30 år. I stedet får man stolpe op og stolpe ned af moraliserende anklager om alle de etiske problemer der øjensynligt opstår når homoseksuelle får del i de heteroseksuelles privilegier. Hvad jeg derudover savner er en kritisk refleksion over queer teoriens egne grundpræmisser. Hvorfor skulle det at leve i et monogamt parforhold f.eks. være noget specielt heteroseksuelt?

Mht. påstanden om at homoseksuelle opnår anerkendelse på bekostning af muslimerne så er det jo rigtigt nok, at det i dag er blevet populært at anklage muslimer for at være homofober, men de politikere og debattører, der gør mest ud af den fortælling, er faktisk dem, der er mest afvisende overfor homorettighederne. Så spørgsmålet er nu nok, om homorettigheder virkelig skaber islamofobi . Faktisk var det i slutningen af 1800-tallet almindeligt, at hvide europæiske mænd anklagede de muslimske mænd for at være notorisk homoseksuelle i modsætning til dem selv, som havde en helt anderledes naturlig foragt for sådanne perversioner! Muslimerne/muhamedanerne/saracenerne er nu en gang den såkaldte kristne verdens arvefjende – de er i den vestlige tankegang typisk blevet fremstillet som onde og forkerte, men det de beskyldes for afspejler hvad samtiden opfattede som forkert. I slutningen af 1800-tallet var det f.eks. homoseksualitet – i dag er det så f.eks. at være imod homoseksualitet.

I øvrigt er det ret mærkeligt, at Michael Nebeling Petersen så absolut tildeler homoseksuelle evnen til at reagere på den måde som de omtales på af andre. Homoseksuelle tager retorikken til sig, eller de kæmper imod den – de ses som nogen, der aktivt er med til at forme samfundets syn på dem selv. Muslimerne derimod fremstår i “Somewhere, over the rainbow” som fuldstændigt passive. Vi får intet at vide om hvordan landets muslimer reagerer på påstanden om at islam er homofobisk og at muslimer er imod homoseksuelles rettigheder. På den måde tegnes muslimerne som de klassiske hjælpeløse ofre. På samme måde bliver de forældre fra den 3. verden, som adopterer deres børn bort, fremstillet som hjælpeløse ofre, der kun bortadopterer deres børn fordi de er så fattige, at de ikke har noget andet valg. At nogle af de børn, der adopteres bort måske er uønskede, synes ikke at være en option. I stedet synes præmissen at være den, at alle forældre altid ønsker at kunne leve sammen med deres biologiske børn.

Og så et sidste suk: Aldrig har jeg læst en videnskabelig afhandling med så mange sprogfejl! Lidt mere omhu mht. det skrevne sprog ville måske også give lidt mere respekt for det som bliver skrevet.

Dog vil jeg her til sidst lige nævne, at man med fordel kan læse “Somewhere, over the rainbow”‘s første ca. 100 sider, hvis man ønsker at blive klogere på hvor queer-teorien står henne i dag.