Kampen mod homoægteskabet er en kamp for tvangsheteroseksualiteten

Når man skal forstå den kamp som diverse repræsentanter for den religiøse og politiske højrefløj lige for tiden fører mod homoægteskabet er det en god ide, at se på de grundforestillinger som motiverer deres kamp og som danner fundamentet for deres argumentation.

Efter min vurdering er den ideologiske forudsætning for kampen mod homoægteskabet den såkaldte heteronormativitet. Med heteronormativitet menes den antagelse, at den rigtige seksualitet er den heteroseksuelle. Ideen er, at heteroseksualiteten er den naturlige, sunde, samfundsgavnlige og gudsvelsignede seksualitet. Heteronormativiteten opretholdes på forskellige måder. En måde er at usynliggøre positive alternativer til den heteroseksuelle livsstil. Det gøres f.eks. ved at medierne, reklamerne, populær musikken etc. kun eller næsten kun viser heteroseksuelle og deres kærlighed.

Heteronormativiteten bliver imidlertid også i høj grad opretholdt vha. forskellige former for sociale og juridiske tvangsmekanismer, i disse tilfælde kan man tale om tvangsheteroseksualitet. Tilråb og vold rettet mod homoseksuelle, der viser deres seksualitet i det offentlige rum, er en måde at presse folk til at leve heteroseksuelt. En anden måde, at presse folk væk fra livet som homoseksuel, er at bruge landets lovgivning til at fastslå, at samfundet kun kan anerkende den heteroseksuelle kærlighed.

Tvangsheteroseksualitetens virkemidler er afhængige af hvor stærk heteronormativiteten er i et samfund. Mest effektiv er tvangsheteroseksualiteten naturligvis hvis sex mellem to af samme køn er en strafbar handling. Er det ikke længere muligt at opretholde en sådan lovgivning så vil heteronormativitetens forkæmpere have fokus rettet mod at forhindre, at homoseksuelle bliver beskyttet af antidiskriminationslovgivningen (f.eks. med henvisning til at en sådan beskyttelse er et angreb på religionsfriheden) ligesom man vil kæmpe for, at homoseksuelle parforhold nægtes de juridiske og økonomiske rettigheder som heteroseksuelle ægtepar har. Mister tvangsheteorseksualiteten også disse redskaber vil dens forkæmpere forsøge, at forhindre statslig lovliggørelse hhv. anerkendelse af homoseksuelt forældreskab. Mister heteronormativiteten også denne bastion vil den sidste kampplads på det statslige område være en kamp mod at homoseksuelle skal få lov til at gifte sig.

Kampen mod homoægteskabet er altså kampen for at det stadigvæk skal koste noget, at være homoseksuel. Den pris homoseksuelle skal betale for at være anderledes er i de seneste år faldet hurtigt. Men er man styret af en heteronormativ tankegang er det vigtigt at fastholde, at det skal koste noget, at være anderledes. Er det ikke længere holdbart at kræve, at det skal koste frihed, job eller bolig at være homoseksuel og kan man ikke længere forhindre, at staten accepterer de homoseksuelle familier, så vil man insistere på at de homoseksuelle i det mindste skal betale den pris at staten ikke anerkender deres parforhold som ægteskab. Hvis staten ikke længere gør forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle par så mister heteronormativiteten sin statslige støtte.

Ægteskabet bliver ikke ødelagt af at homoseksuelle par kan blive gift. Men ægteskabsinstitutionens funktion som samfundets belønning for heteroseksualitet bliver ganske rigtigt ødelagt. De heteroseksuelt gifte par mister ikke en eneste af de juridiske og økonomiske rettigheder som der nu er forbundet med ægteskabet ved at homoseksuelle også kan gifte sig. Men de mister ganske rigtigt det privilegium at det kun er deres parforhold, der får samfundets fulde anerkendelse. Samfundet bryder selvfølgelig ikke sammen, hvis homoseksuelle kan gifte sig – men det er rigtigt, at homoægteskabet vil medføre tvangsheteroseksualitetens sammenbrud.