Menu
Kategorier

Skrevet af den 25 sep, 2009 under Ikke kategoriseret | 11 kommentarer

Vi har alle erfaret fortabelse

Et af de temaer, der unægtelig kan få de kirkelige debattører op på tæerne, er hvorvidt helvedet eksisterer. Det er ikke så længe siden, at debatten om fortabelsens mulighed fyldte utroligt meget på Kristeligt Dagblads debatsider. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at fortabelsens mulighed er vigtig for dem, der ønsker at få folk til at afstå fra en adfærd, som de mener er forkastelig, så som f.eks. at have sex udenfor ægteskabet eller leve i et homoseksuelt parforhold.

Lad det være sagt med det samme: Jeg tror ikke på eksistensen af et hinsidiges tugthus, hvor de fortabte sjæle udsættes for alverdens tænkelige og utænkelige pinsler og det i al evighed. Ingen forbrydelse, ingen synd, kan retfærdiggøre en straf, der aldrig hører op. En Gud, der har udtænkt eller opretholder et sådant afstraffelsessystem, fortjener hverken tro eller tilbedelse, for han ville ikke være andet end en ondsindet og hadefuld sadist med overnaturlige kræfter.

Derimod kan der i mine øjne ikke være nogen tvivl om, at fortabelsen findes som et eksistentielt fænomen, og jeg vil vove at påstå, at vi alle har gjort os erfaringer med fortabelsen. Fortabelse oplever vi nemlig, når vi må erkende, at vi har ødelagt noget uigenkaldeligt for os selv og for andre.

Fortabelse erfarer vi, når vi må indse, at vi sagde nej til et venskab eller et tilbud om kærlighed, som vi nu smerteligt savner, men ikke mere kan få, fordi muligheden herfor endegyldigt er spærret. Fortabelse er, når vi indser, at vi ikke tog os tid til vore evt. børn, venner eller forældre, og at den forspildte tid ikke kan erstattes, fordi pågældende nu er vokset fra os eller døde.

Fortabelse er med andre ord uløseligt knyttet til erkendelsen af svigt, af skyld og af at man har slået noget i stykker, som man ikke kan hele igen. Eller med andre ord, fortabelse er uløseligt knyttet til det, som teologien kalder for synd.

Faktisk er angsten for fortabelse dybt indvævet i vores turbokapitalistiske og neoliberalistiske kultur. For til fortabelsen er knyttet frygten for at forspilde sit liv. For at komme til at vælge forkert og ende med håret i livets postkasse, mens alle de andre bare suser derudaf.

Den enkelte mødes konstant med kravet om succes på alle livets felter. Man har helt ansvar for sit eget liv, skal hele tiden vælge, og det er i sidste instans bare dit eget problem, hvis du ikke kan magte valgene eller vælger forkert og ender dit liv som hjemløs.

Derfor er også modsætningen til fortabelsen frelsen og den dermed udledte omsorg for sig selv og ikke mindst for andre.

Frelsen består ikke i at man benægter livets nederlag, ej heller i uopfyldelige løfter om succes. Nej, frelsen består i troen på, at det tabte vil blive fundet, det brudte vil blive helet, det spildte vil blive erstattet, ikke altid i denne her verden men så i den, der skal komme. Den verden, hvor Gud vil tørre tårerne af vores øjne. Det er Gud, der gør, at vi kan tro på noget, som virker så urealistisk set ud fra et jordisk perspektiv. Og fordi han elsker os, er vi også kaldet til at elske og støtte alle andre på livets vej, lige så betingelsesløst som han elsker og støtter os.

Midt i mørket kan vi altså se frem mod lysets komme. Det er det, som den kommende adventstid grundlæggende set handler om.

Læs mere

Skrevet af den 24 maj, 2009 under Ikke kategoriseret | 8 kommentarer

Skræmmekampagne i Guds navn

Fra tid til anden, når jeg diskuterer kristendom og homoseksualitet med fundamentalister, så oplever jeg, at de truer mig med helvedet. I sig selv så synes jeg, at der er noget svagt ved at forsøge, at kortslutte en teologisk debat med trusler om hvad der vil ske mig i den kommende verden, hvis jeg altså ikke vil tolke Bibelen som de gør det. Har man argumenterne i orden bør man vel ikke gribe til trusler? Jeg ser det også som et udtryk for en særlig graverende mangel på ydmyghed når man skråsikkert udtaler sig om andres Gudsforhold. For hvis jeg går fortabt fordi jeg elsker og elsker med kvinden i mit liv, så vil det jo sige, at jeg ikke har nogen sand tro på Gud, ingen relation har til ham, ikke har hende i mit liv. Troen er imidlertid det allermest intime der findes – den er en relation mellem sjælen og dens skaber og frelser, et mysterium som ingen andre kan udtale sig om. ”For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt”, som det hedder i Folkekirkens salmebog samle nr. 582, vers 4.

Den typiske undskyldning for sådan at ville dømme og bedømme min og andres tro er så, at de kærer fundamentalister blot vil advare mig mod den fortabelse som helt sikkert vil ramme mig, hvis jeg altså ikke overtager deres bibeltolkning. Nu har jeg sådanne fundamentalister alvorligt mistænkt for hovedsageligt at være bekymret for at de selv går fortabt hvis de ikke udbreder det mørke budskab om fortabelse til andre. Jeg tror også, at de ofte er drevet af en dunkel frygt for, at der ikke vil være nogen frelse til dem, hvis der ikke er en fortabelse til sådan nogen som mig.

Der i hvert fald nogen interessante psykologiske aspekter ved denne her besathed af fortabelsen. Måske afspejler den en erfaring af som barn ikke at være blevet elsket betingelsesløst, men i stedet vide, eller tro at vide, at man vil blive straffet med mindre, at man er det helt perfekte barn? Måske er det sådanne barndomserfaringer der projiceres over på Gud?

Under alle omstændigheder så bider disse trusler ikke på mig, selvom jeg må indrømme, at det krænker mig, at man på den måde føler sig kaldet og berettiget til at nedgøre mit gudsforhold. For helt ærligt, hvordan skulle det være attraktivt at leve en evighed sammen med en Gud i himlen, der dømmer mennesker til evig pine og tortur fordi de har elsket et andet menneske?

Fundamentalisterne opfører sig lidt ligesom de borgere i et diktatursamfund der forsøger, at redde sig selv ved at følge de allermest meningsløse regler og befalinger og som accepterer, at andre medborgere bliver tortureret og myrdet, blot de selv kan redde livet. Måske sådanne borgere, ligesom fundamentalisterne, tror, at de gør en god gerning, hvis de advarer andre borgere mod at bryde diktatorens meningsløse og grusomme påbud, i hvert fald kan de jo håbe, at de med sådanne advarsler kan redde sig selv fra straf. Men det ændrer ikke ved, at de grundlæggende set er kujoner, der accepterer volden og uretten for at redde deres eget skin.

Hvis min Gud og frelser skulle være som fundamentalisterne påstår, at han er, ja så må jeg sige, at jeg ikke vil tro på ham. Jeg vil hellere gå fortabt end leve en evig sammen med en Gud, der i al evighed skulle torturere homoseksuelle og andre, der har brudt en eller anden vilkårlig regel som nogle tror at man kan udlede af Bibelen.

Jeg har selv været fundamentalist en gang. Jeg ved, at der bag den udadrettede skråsikre tro ligger oceaner af angst, frustration, usikkerhed og forkrampethed. Jeg har imidlertid også erfaret, at Gud ikke er som fundamentalisterne siger, at han er, men at hun er en kærlig og frigørende Gud, der har lært mig hvad kærlighed er og hvad det vil sige, at elske, og som hjælper og støtter mig på min vej, som kristen og som homoseksuel.

Læs mere